Efter timers læsning på det store net er jeg både mere oplyst og mere forvirret.
Jeg fandt ret hurtgt et site, Grøn forskel, som indeholder et væld af gode artikler om mere bæredygtig liv i hverdagen. Der var masser af læse og sætte sig ind i - og meget, der kan gøres.
Jeg begyndte at lave en liste over alle de hovedemner, som jeg kunne dykke ned i, men efterhånden blev jeg helt overvældet, og synes næsten, at jeg var mere i vildrede, end da jeg gik i gang. For hvor skal jeg starte? Hvad er vigtigst?
Heldigvis indeholder sitet også en del gode guides, blandt andet en guide til en bæredygtig livsstil. Denne guide afspejler ret præcist min vildrede og giver nogle gode basisinformationer. Hver dansker forbruger hvert år gennemsnitligt 19 tons CO2, hvoraf de 6 tons er andelen af det offentlige aftryk CO2 fra kommunale og statslige institutioner. Det giver altså 13 tons, som vi selv kan påvirke direkte. Hvis vi skal reducere med 70% inden for de næste 10 år, skal vi altså ned på 3,9 tons årligt.
Min umiddelbare tanke var, at så måtte jeg prøve at udregne vores nuværende forbrug. Jeg startede derfor et excelark med alle de punkter, jeg kunne komme i tanke om. Men så gik jeg i stå igen, for hvor meget CO2 producerer vores mad, drikkevarer, transport, fjernvarme, vand, tøj, og streaming? Og hvad forbruger vi rent faktisk?
Hvis jeg først skal identificere alle egnede omregningsredskaber, og udregne vores forbrug, er jeg bange for at miste momentum, nu hvor jeg er motiveret for at komme i gang. Jeg bliver nødt til at tøjle min trang til at ville alting på samme tid, og tage det bid for bid, sådan som guiden foreslår. Den giver endda en skræddersyet køreplan gennem 52 uger.
Jeg er nu ikke sikker på, at jeg vil følge guiden slavisk. Men det ser ud til, at det er en god ide at starte med maden. Ud over lange flyveture, er maden det enkelt-område, der giver det største CO2-aftryk. Så det er en god ide at starte her. Ud over at leve mere bæredygtigt, kan mindre madspild også spare penge.
Bæredygtig mad indeholder dog mange aspekter.
- Kød har et ret stort CO2-aftryk
- Transport. Lokalt produceret mad skal ikke transporteres så langt, men bruger måske meget energi, hvis det er dyrket i drivhuse
- Madspild er dobbelt spild. En god madplan kan forebygge noget af dette.
- Mælk. Det kommer fra køer, som prutter metangas, som er værre end CO2.
- Sæson - ingen jordbær i april eller vindruer om vinteren.
Nu er vi allerede inde på flere punkter, der gør ondt:
- Ludvig og jeg er meget glad for mælk og det er en nem måde at sikre sig kalk.
- Vi elsker kød, især det slemme kød: lam og oksefars...
- Jeg hader madplaner - mest fordi jeg altid glemmer at tage mig sammen til at lave dem.
Men der er nok ikke nogen vej udenom. I morgen laver jeg en madplan for resten af ugen, hvor jeg prøver at tage hensyn til mindre rødt kød og lokale grøntsager i sæson. Mælken må vi se på senere. Jeg kan se, at der også findes en artikel om dette på Grøn Forskel...
Wish me luck!
mandag den 15. juli 2019
søndag den 14. juli 2019
Bæredygtig?
Under valgkampen i foråret blev jeg grebet af grønne forhåbninger og bar med stolthed mærkatet "Klimatosse' på Facebook og taske. Siden vandt den røde blok og meldte ud fra forhandlingslokalet, at Danmark nu sigter mod 70% reduktion af drivgasser i 2030. Jeg var begejstret; jeg følte, at der endelig skulle og ville ske noget.
Men nu har eftertænksomheden sat ind. For Danmark - det er jo os allesammen. Det er rimeligt nok, at vi alle må bidrage. Men hvad gør jeg selv? Det er fint nok, at jeg tager cyklen og toget hver dag på arbejde, og at jeg handler økologisk og svanemærket. Men det er jo slet ikke nok. Jeg har også en benzinbil, som kører børnene til fritidsinteresser og os alle hjem til mormor. Vi køber formentlig alt for meget tøj, vasker alt for meget, tager lange bade, varmer mælk til kaffen, streamer timevis af serier og youtube, lader smartphones op dagligt og spiser mad fra eksotiske lande. Og vi flyver på ferie i Europa.
Hvor stort er vores lille families klima-aftryk egentlig? Og hvor kan vi skære ned? Hvor meget bør en familie skære ned for at være klima-venlig? Jeg aner det i virkeligheden ikke. Men jeg har besluttet mig for at blive klogere, og så må vi tage nogle aktive valg. Eller også må jeg skifte mærkat til "Klimasynder".
mandag den 3. november 2014
Et spøgelse i natten
Et lagen, hvidt tøj under og en maske. Så blev årets Halloween på SFO'en en succes.
fredag den 31. oktober 2014
Tre milepæle
Min lille dreng, min førstefødte, er ved at blive stor. På mange områder er han stadig lille og giver op for modstand eller går uden om i stedet for at klatre over. Men på andre områder er han storebror, der er begyndt at tænke fremad, og bag om kammeraternes fortællinger og handlinger. Med sine 8 år står han midt mellem det småbarnlige fjolleri og drillesyge og det større barns eftertænksomhed og brug for egentid.
I sidste uge nåede Ludvig tre store milepæle for sin egen selvforståelse og fik udfordret sit mod og udholdenhed. Den første opnåede han mod sin vilje og uventet, den anden var planlagt, hvor han var lige ved at springe i målet og den sidste var selvvalgt og meget ønsket.
Tirsdag blev Elvira syg og kastede op inden morgenmaden. Hun var ikke mange sure sild værd og skoletiden nærmede sig. Vi bor meget tæt på skolen. Man kan smutte gennem hækken til svømmehallen, gå langs parkeringspladsen og gå over vejen til skolen i det lysregulerede fodgængerfelt lige ind på skolen. Men Ludvig vil ikke gå turen alene. Han er nemlig bange for at være alene udenfor. Men denne morgen fik jeg alligevel overbevist ham om, at han godt kunne og at jeg havde brug for, at han gjorde det. At jeg ville se ud af vinduet efter ham hele vejen over til svømmehallen og at der ville være mange andre derovre på vej til skole. Og da han først overgav sig, ville han afsted med det samme og få det overstået! Han tog situationen i egen hånd og afsted gik den lille mand uden at vende sig om en eneste gang for at se efter, om mor nu også stod oppe i vinduet. Om aftenen spurgte jeg ham, hvordan det var gået. "Det var ikke så sjovt.... Men mor, det var godt, at jeg gjorde det. For nu ved jeg, at jeg kan." (YES! Tænkte moderen)
Lørdag stod den på vandredag med de andre mini'er i spejderpatruljen. Hele spejdergruppen kunne tilmelde sig vandreture af forskellige ruter og længder og Ludvigs gren havde bestemt sig for at få 20 kilometer-mærket. Men aftenen før på sengekanten ville Ludvig pludselig alligevel ikke med. For han vidste, at han ville få ondt i benene bagefter og så bare for et mærke! Jeg forsøgte mig med abstrakte begreber som kammeratskab og at overvinde noget hårdt sammen, at finde ud af, at man kan noget, som man på forhånd ved, bliver hårdt. Om at vide med sig selv bagefter, at man kan noget svært. men det bed ikke på den unge mand. Men så kom han til at tænke på, at hans klassekammerat fra samme spejdergruppe om mandagen ville spørge ham, hvorfor han ikke kom. Og så ville de andre drenge i klassen finde ud af det og drille ham! Så talte vi om, at så måtte man jo stå ved sin beslutning og sige som det var, at han ikke synes, det var værd at gå så langt (og 20 kilometer er sgu langt) for at få et mærke på ærmet. Det tænkte han lidt over og så spurgte jeg ham om, hvad han syntes, det var værd at gå 20 kilometer for. Svaret var - en bamse..!
Enden på det hele blev, at jeg sagde, at han kunne sove på det, for vi kunne ikke melde ham fra før næste dag og at jeg da i øvrigt syntes, at sådan en sej tur var en bamse-gave værd fra mig. Inden jeg fik sagt godnat, havde drengen bestemt sig for, at han ville med alligevel. Og afsted kom han uden kny næste dag. Og ja, han fik ømme fødder og smertende ben, og han var træt, da jeg hentede ham hjem efter 7½ times tur i støvregn og blæst. Men han knuselskede sin Furby-bamse, sit fodbad og alt opmærksomheden, is til dessert og førsteretten til det bedste hjørne i sofaen. (og mærket? "Mor, vil du ikke nok sy det på i aften?")
Nogen ville måske mene, at jeg burde have støttet ham i at springe fra turen, når han ikke havde ambition om at gå turen for turens skyld. At jeg ikke skulle have bestukket ham med en bamse. Men sådan ser jeg det ikke. Da turen blev planlagt, ville han gerne med. Da han fortalte om trækfærgen over åen, ville han gerne med. Da vi diskuterede sko versus støvler, ville han gerne med. Og havde jeg ikke givet ham skubbet, var han blevet hjemme og havde fortrudt det.
Ludvig skal ofte have et skub i den retning, han allerede godt kan. Ligesom gåturen alene til skole, som han har været klar til rent sikkerhedsmæssigt siden første klasse, men ikke havde forstillet sig, at han turde før 4. klasse. Eller da jeg tog bleen fra ham efter flyverdragt-sæsonen var ovre, da han var knapt fire og bestemte for ham, at han ikke brugte den mere. For han ville ikke selv. Dagen efter var han helt renlig.
Jeg kender ham så godt, fordi han ligner med så meget. Som voksen har jeg skulle arbejde aktivt med at skubbe mig selv ud i at fuldføre noget, som jeg tidligere har bestemt mig for at være med til, gøre eller deltage i, i stedet for at springe i målet, fordi jeg blev nervøs over det ukendte. Jeg fik som barn lov til at holde fast i mine stædige valg, selvom de ikke altid var til mit eget bedste. Jeg turde og magtede meget i en ung alder, når det gjaldt at tage toget alene eller stå op selv om morgenen og springe morgen-fritidshjemmet over. Men når det gjaldt sociale sammenhænge som familie-komsammen eller udfordringer, jeg ikke vidste, om jeg magtede, fik jeg lov at bakke ud uden diskussion.
Jeg er ikke tilhænger af, at man tvinger børn til at gøre til, de ikke har lyst til, og jeg har fået meget integritet med i bagagen. Men når man ikke er født med overskud af mod men derimod overskud af eftertænksomhed og skeptisk "hvad-nu-hvis" tankegang, så kan man godt have brug for en voksen til at skabe tryghed for én ved at tage ansvaret og sige "Du kan godt".
Den sidste milepæl klarede Ludvig dagen efter, hvor bevægelse helst skulle foregå på cykel. Jeg havde lovet, at han måtte tage "cykle fra skole til SFO-prøven". Jeg var den enevældige dommer og med Elvira i cykelstolen cyklede jeg i tavshed bag ham, mens han kørte de 800 meter cykelsti fra skole til SFO. Før sommerferien var han ikke til at stole helt på, når vi cyklede. Han glemte at orientere sig, når vi kom til en ny vej og drejede gerne ud på den uden at se, om der kom en anden cyklist bragende ind i ham. Han viste for det meste kun af, når jeg mindede ham om det, og kunne blive distraheret af mange ting. Men i den sidste tid er han blevet rigtig god og han har haft det som ambition at få lov til at cykle til SFO efter skoletid i flere måneder nu. Og han bestod prøven med glans. Han var meget stolt og tilfreds med sine weekend-præstationer. Han har cyklet hver dag i denne uge og han elsker det.
I sidste uge nåede Ludvig tre store milepæle for sin egen selvforståelse og fik udfordret sit mod og udholdenhed. Den første opnåede han mod sin vilje og uventet, den anden var planlagt, hvor han var lige ved at springe i målet og den sidste var selvvalgt og meget ønsket.
Tirsdag blev Elvira syg og kastede op inden morgenmaden. Hun var ikke mange sure sild værd og skoletiden nærmede sig. Vi bor meget tæt på skolen. Man kan smutte gennem hækken til svømmehallen, gå langs parkeringspladsen og gå over vejen til skolen i det lysregulerede fodgængerfelt lige ind på skolen. Men Ludvig vil ikke gå turen alene. Han er nemlig bange for at være alene udenfor. Men denne morgen fik jeg alligevel overbevist ham om, at han godt kunne og at jeg havde brug for, at han gjorde det. At jeg ville se ud af vinduet efter ham hele vejen over til svømmehallen og at der ville være mange andre derovre på vej til skole. Og da han først overgav sig, ville han afsted med det samme og få det overstået! Han tog situationen i egen hånd og afsted gik den lille mand uden at vende sig om en eneste gang for at se efter, om mor nu også stod oppe i vinduet. Om aftenen spurgte jeg ham, hvordan det var gået. "Det var ikke så sjovt.... Men mor, det var godt, at jeg gjorde det. For nu ved jeg, at jeg kan." (YES! Tænkte moderen)
Lørdag stod den på vandredag med de andre mini'er i spejderpatruljen. Hele spejdergruppen kunne tilmelde sig vandreture af forskellige ruter og længder og Ludvigs gren havde bestemt sig for at få 20 kilometer-mærket. Men aftenen før på sengekanten ville Ludvig pludselig alligevel ikke med. For han vidste, at han ville få ondt i benene bagefter og så bare for et mærke! Jeg forsøgte mig med abstrakte begreber som kammeratskab og at overvinde noget hårdt sammen, at finde ud af, at man kan noget, som man på forhånd ved, bliver hårdt. Om at vide med sig selv bagefter, at man kan noget svært. men det bed ikke på den unge mand. Men så kom han til at tænke på, at hans klassekammerat fra samme spejdergruppe om mandagen ville spørge ham, hvorfor han ikke kom. Og så ville de andre drenge i klassen finde ud af det og drille ham! Så talte vi om, at så måtte man jo stå ved sin beslutning og sige som det var, at han ikke synes, det var værd at gå så langt (og 20 kilometer er sgu langt) for at få et mærke på ærmet. Det tænkte han lidt over og så spurgte jeg ham om, hvad han syntes, det var værd at gå 20 kilometer for. Svaret var - en bamse..!
Enden på det hele blev, at jeg sagde, at han kunne sove på det, for vi kunne ikke melde ham fra før næste dag og at jeg da i øvrigt syntes, at sådan en sej tur var en bamse-gave værd fra mig. Inden jeg fik sagt godnat, havde drengen bestemt sig for, at han ville med alligevel. Og afsted kom han uden kny næste dag. Og ja, han fik ømme fødder og smertende ben, og han var træt, da jeg hentede ham hjem efter 7½ times tur i støvregn og blæst. Men han knuselskede sin Furby-bamse, sit fodbad og alt opmærksomheden, is til dessert og førsteretten til det bedste hjørne i sofaen. (og mærket? "Mor, vil du ikke nok sy det på i aften?")
 |
| Miniernes kampråb komplet med regndråber på linsen |
 |
| Igang med tredie portion chili con carne efter at de våde syrebasser er blevet afmonteret. |
Ludvig skal ofte have et skub i den retning, han allerede godt kan. Ligesom gåturen alene til skole, som han har været klar til rent sikkerhedsmæssigt siden første klasse, men ikke havde forstillet sig, at han turde før 4. klasse. Eller da jeg tog bleen fra ham efter flyverdragt-sæsonen var ovre, da han var knapt fire og bestemte for ham, at han ikke brugte den mere. For han ville ikke selv. Dagen efter var han helt renlig.
Jeg kender ham så godt, fordi han ligner med så meget. Som voksen har jeg skulle arbejde aktivt med at skubbe mig selv ud i at fuldføre noget, som jeg tidligere har bestemt mig for at være med til, gøre eller deltage i, i stedet for at springe i målet, fordi jeg blev nervøs over det ukendte. Jeg fik som barn lov til at holde fast i mine stædige valg, selvom de ikke altid var til mit eget bedste. Jeg turde og magtede meget i en ung alder, når det gjaldt at tage toget alene eller stå op selv om morgenen og springe morgen-fritidshjemmet over. Men når det gjaldt sociale sammenhænge som familie-komsammen eller udfordringer, jeg ikke vidste, om jeg magtede, fik jeg lov at bakke ud uden diskussion.
Jeg er ikke tilhænger af, at man tvinger børn til at gøre til, de ikke har lyst til, og jeg har fået meget integritet med i bagagen. Men når man ikke er født med overskud af mod men derimod overskud af eftertænksomhed og skeptisk "hvad-nu-hvis" tankegang, så kan man godt have brug for en voksen til at skabe tryghed for én ved at tage ansvaret og sige "Du kan godt".
Den sidste milepæl klarede Ludvig dagen efter, hvor bevægelse helst skulle foregå på cykel. Jeg havde lovet, at han måtte tage "cykle fra skole til SFO-prøven". Jeg var den enevældige dommer og med Elvira i cykelstolen cyklede jeg i tavshed bag ham, mens han kørte de 800 meter cykelsti fra skole til SFO. Før sommerferien var han ikke til at stole helt på, når vi cyklede. Han glemte at orientere sig, når vi kom til en ny vej og drejede gerne ud på den uden at se, om der kom en anden cyklist bragende ind i ham. Han viste for det meste kun af, når jeg mindede ham om det, og kunne blive distraheret af mange ting. Men i den sidste tid er han blevet rigtig god og han har haft det som ambition at få lov til at cykle til SFO efter skoletid i flere måneder nu. Og han bestod prøven med glans. Han var meget stolt og tilfreds med sine weekend-præstationer. Han har cyklet hver dag i denne uge og han elsker det.
søndag den 26. oktober 2014
Ud i det skånske
Efter den smukke, tørre sommer må det vel være på plads med lidt regn i efterårsferien. sådan synes naturen at have tænkt. Så det regnede, da vi kørte afsted mod Skåne for at besøge nogle venner på deres dejlige ødegård syd for Kristianstad. Det regnede knapt så meget, da vi tog ud og så Skånes efter sigende største vandfald ved Halla Mölla, og det regnede næste dag, da vi kørte til Kristianstad og tilbage igen til kage og brændeovnshygge.
Ludvig var lige ved at kravle ud af sit våde skind af bare begejstring, da vi besøgte vandfaldet. Det var et fint lille fald i flere trappe-niveauer, som snoede sig mellem træer og klipper med en idyllisk træbro henover. Da vi bagefter så en rød glente glide søgende rundt og rundt på jagt på græssletten i nærheden, var hans dag perfekt.
Den sidste dag holdt det tørt, og vi kunne tage en dejlig travetur ud og se på svampe og hoppe i vandpytter. KIim var den store svampeguide og han fandt indigo-rørhat og en slags kantereller, som jeg har glemt navnet på, men som dannede en dekorativ håndfuld.
Ungerne legede med støvbolde, der blev ved og ved med at udsende deres små røgsignaler af sporer, hver gang, de prikkede til dem
Og vi så vores første eksemplar af den giftede, grønne fluesvamp! Desværre ser den ikke så grøn ud på billedet, men dér i skovbunden havde den et tydeligt. grønt skær.
Skoven havde mange flotte solitære egetræer langs vejen. De fremstod nærmest grafisk mod efterårshimlen og gav fornemmelsen af tidens uafvendelige gang.
Ludvig var lige ved at kravle ud af sit våde skind af bare begejstring, da vi besøgte vandfaldet. Det var et fint lille fald i flere trappe-niveauer, som snoede sig mellem træer og klipper med en idyllisk træbro henover. Da vi bagefter så en rød glente glide søgende rundt og rundt på jagt på græssletten i nærheden, var hans dag perfekt.
Den sidste dag holdt det tørt, og vi kunne tage en dejlig travetur ud og se på svampe og hoppe i vandpytter. KIim var den store svampeguide og han fandt indigo-rørhat og en slags kantereller, som jeg har glemt navnet på, men som dannede en dekorativ håndfuld.
Ungerne legede med støvbolde, der blev ved og ved med at udsende deres små røgsignaler af sporer, hver gang, de prikkede til dem
Og vi så vores første eksemplar af den giftede, grønne fluesvamp! Desværre ser den ikke så grøn ud på billedet, men dér i skovbunden havde den et tydeligt. grønt skær.
Skoven havde mange flotte solitære egetræer langs vejen. De fremstod nærmest grafisk mod efterårshimlen og gav fornemmelsen af tidens uafvendelige gang.
Tak Skåne for dit våde favntag. Tak Karin og Kim for at invitere os. Vi kommer gerne igen!
søndag den 21. september 2014
Skovens dybe stille ro
Denne weekend har stået i skovens tegn. Lørdag var vi på besøg hos min søster Gitte og hendes søn Philip, og om eftermiddagen gik vi en tur langs åen hen til skoleskoven. Da Philips far var dreng, gik han på skolen og var med til at plante et træ for hver elev flere år i træk. Og nu er skoven vokset til og passer fint til en rundtur for de mindre børn. Vi fandt rigtig mange svampe, nogle af dem i smukke installationer, som vi ikke turde plukke med hjem, da vi ikke ved noget om svampe. Men se blot disse smukke, hvide, pikkede hatte:
Eller disse sjove kolonier:
Vi så også mange små dyr, såsom edderkopper, mariehøns, bænkebiddere og en endda en lille tudse inde i den stille granskov.
.jpg)
Granskoven var ganske lille, helt lige og opstammet og mindede om en katedral med sin søjlegange og den højtidelige, dunkle stilhed. Det var smukt og enkelt og her genbyggede vi på en klassisk grenhule og fandt masser af svampe og kogler.
Koglerne tog vi med tilbage til åen, så ungene kunne søsætte dem fra den ene side af træbroen og se dem sejle afsted med strømmen på den anden side, kuldsejle, gå på grund og komme på ret køl igen. Der er ikke noget som vand, og åen fulgte os næsten hele vejen tilbage, hvor Elviras trætte ben til sidst svigtede og mor måtte træde til som ridedyr.
Søndag eftermiddag tog vi i Boserup med min ældste veninde, Mette, og hendes familie. Ludvig havde taget sit støvsugerglas med fra sidste spejder, der foregik i samme skov og han håbede, at han kunne finde endnu flere frøer og tudser. Ludvig, Nilas og Olivia gik på jagt inde i den fugtige underskov, mens Elvira og jeg traskede i mudderpytter med vores støvler. Det viste sig dog hurtigt, at mine støvler var udtjent, da den ene flækkede i hælen og slap en mindre skylde indenbords. Godt, at solen var kommet frem og vejret var lunt, så sokken snart blev dejlig varm alligevel.
Vi havde kurs mod naturcentret, som kun ungerne havde været på med skole og SFO. Det viste sig at være to meget smukke, hvidkalkede gårdlænger med smukt stråtag og masser af oplevelser, selvom centret ar lukket. Det viste sig, at det kun har åbent første weekend i hver måned foruden alle hverdage. Men vi havde taget lidt kage med og sad midt i solen og nød stemningen og hønsenes kaglen. Ungerne fandt en død halsbåndsmus, som skulle studeres, og forsøgt genoplivet og tilsidst begravet.
Bag den ene længe stod et fantastisk bøgetræ, der smed bog ud over det hele fra sin pragtfulde krone. to gynger var hængt op i grenene langt oppe og gav mulighed for vilde svæveture under de falmende blade. Der blev skreget og hvinet som en Tivoli-tur og det var ganske gratis uanset antallet af ture.
Turen gik modvilligt hjemad. Denne gang tilbød Jesper sig som fyrtårn for Elvira, der igen var gået helt træt og hun smilede lykkeligt fra toppen af hans høje skuldre, mens vi muntert og mætte gik hjemad fra en sjælehvilende tur i skovens dybe stille ro..
Eller disse sjove kolonier:
Vi så også mange små dyr, såsom edderkopper, mariehøns, bænkebiddere og en endda en lille tudse inde i den stille granskov.
Granskoven var ganske lille, helt lige og opstammet og mindede om en katedral med sin søjlegange og den højtidelige, dunkle stilhed. Det var smukt og enkelt og her genbyggede vi på en klassisk grenhule og fandt masser af svampe og kogler.
Koglerne tog vi med tilbage til åen, så ungene kunne søsætte dem fra den ene side af træbroen og se dem sejle afsted med strømmen på den anden side, kuldsejle, gå på grund og komme på ret køl igen. Der er ikke noget som vand, og åen fulgte os næsten hele vejen tilbage, hvor Elviras trætte ben til sidst svigtede og mor måtte træde til som ridedyr.
Søndag eftermiddag tog vi i Boserup med min ældste veninde, Mette, og hendes familie. Ludvig havde taget sit støvsugerglas med fra sidste spejder, der foregik i samme skov og han håbede, at han kunne finde endnu flere frøer og tudser. Ludvig, Nilas og Olivia gik på jagt inde i den fugtige underskov, mens Elvira og jeg traskede i mudderpytter med vores støvler. Det viste sig dog hurtigt, at mine støvler var udtjent, da den ene flækkede i hælen og slap en mindre skylde indenbords. Godt, at solen var kommet frem og vejret var lunt, så sokken snart blev dejlig varm alligevel.
Vi havde kurs mod naturcentret, som kun ungerne havde været på med skole og SFO. Det viste sig at være to meget smukke, hvidkalkede gårdlænger med smukt stråtag og masser af oplevelser, selvom centret ar lukket. Det viste sig, at det kun har åbent første weekend i hver måned foruden alle hverdage. Men vi havde taget lidt kage med og sad midt i solen og nød stemningen og hønsenes kaglen. Ungerne fandt en død halsbåndsmus, som skulle studeres, og forsøgt genoplivet og tilsidst begravet.
Bag den ene længe stod et fantastisk bøgetræ, der smed bog ud over det hele fra sin pragtfulde krone. to gynger var hængt op i grenene langt oppe og gav mulighed for vilde svæveture under de falmende blade. Der blev skreget og hvinet som en Tivoli-tur og det var ganske gratis uanset antallet af ture.
 |
| Ser man godt efter, kan man se Olivia højt oppe i luften helt under træets krone. Der var sus i gyngen! |
Turen gik modvilligt hjemad. Denne gang tilbød Jesper sig som fyrtårn for Elvira, der igen var gået helt træt og hun smilede lykkeligt fra toppen af hans høje skuldre, mens vi muntert og mætte gik hjemad fra en sjælehvilende tur i skovens dybe stille ro..
lørdag den 13. september 2014
September
Denne måned må næsten være årets bedste. Der er ingen skuffede forventninger til vejret eller ferien og de fleste har stadig overskud fra sommerens lyse dage. Det bliver stadig først mørkt efter aftensmaden og kommer der dage med sol og sensommer, tager vi imod det som en gave.
Men bedst af alt er det for alvor tid til at høste fra træet og ranker. Som i dag, hvor jeg nød den stille stemning i mine forældres viltre have, mens jeg plukkede fra jordhøjde til tåspids. Se bare en overdådighed af sødme, sol og farve!
Abonner på:
Opslag (Atom)