De sidste par dage har jeg nu og da lige været henne forbi vinduet for at kaste et blik ned på parkeringspladsen. Den holder der stadig - bilen...
De sidste fire dage har jeg været bilejer i praksis. Jeg tror ikke rigtig på det. Selvom jeg selv skrev under, svang dankortet og satte mig ind i min lille, sorte maskine på fire hjul og kørte den hjem over den sjællandske lándevej, gennem myldretidstrafik og klarede kødannelse ved indfaldsvejen i første gear. Det er stadig lige uvirkeligt. Jo, der står en fin bil dernede, der ikke plejer at stå på vores parkeringsplads. Men at det er min bil, forstår jeg ikke et muk af.
I stedet cykler jeg videre til institutioner og stationen og tilbage igen hver arbejdsdag uden at skænke bilen en tanke. Jeg kører sikkert og hjemmevant og tænker dårligt nok over, at jeg cykler uanset trafikken omkring mig. Cyklen er en forlængelse af min opmærksomme krop.
Men når jeg skal køre en kilometer for at tanke for første gang i mit liv, hente pakke på posthuset og køre hjem igen, planlægger jeg hele turen hjemmefra, går rundt om mig selv 70 gange, og sætter mig ind med spænding i kroppen. Kan jeg nu også køre denne maskine alene? Er det virkelig sandt, at en politimand har vurderet mig i stand til at køre en bil ude i den rigtige trafik? Jeg plejer ikke at være i tvivl om mine kompetencer, men på bilsiden er jeg virkelig blank. Jeg er stadig en cyklist, der nu også kører en bil nu og da.
Gad vide, hvornår det skifter denne sindstilstand af uvirkelighed? Jeg skal ud og køre i weekenden, for jeg skal have nogle kilometer under huden nu. Men det betyder, at børnene også skal med.... Måske skal jeg alligevel hellere tjekke bustiderne til børneyoga i morgen?
fredag den 17. august 2012
torsdag den 16. august 2012
Første skoledag
Så oprandt den store dag for ældstebarnet! Det startede meget fredeligt fra morgenstunden, da vi først skulle være der klokken 10, så ungerne fik lov at sove igennem...
Jeg tror nok, moderen var mere begejstret end sønnen, da lillesøster endelig var afleveret. Men han ville alligevel gerne afsted, og havde selv købt tøjet, valgt halskæden og var spændt helt ind i knoglerne.
I disse tider debatteres det, om det er bedst at få flere timer på skemaet eller færre elever i klassen. Ludvig er så priviligeret at starte på en skole med to spor, hvor de i år er 16 elever i hans klasse og 17 i paralelklassen. Og da det har gået i SFO sammen i fire måneder nu, var det faktisk slet ikke hverken overvældende eller skræmmende, da vi først var derovre, og han kunne smide skjorten for at drøne lidt rundt i hallen med de andre drenge.
Chefen for det hele, Morten, holdt en fin velkomsttale til børnene, hvori der indgik seje Siriuspatrulje-soldater, prutten i soveposer, slubrende ske-spisning og forfrosne næser, der var lige ved at falde af af bare fornærmet uvenskab. Moralen var, at man skal spørge, hvis man ikke forstår, eller sige det, hvis man ikke synes om det - før næsen falder af.
Bagefter bevægede vi os til indskolingen nedenunder. 0.A gik forrest via et tov, som de alle 16 holdt i med lærer Elsebeth forrest. Og da vi trådte ud af hallen, stod alle elever og lærere fra 1. og 2. klasse langs trapper og gange hele vejen til børnehaveklassernes lokaler, mens de flagede og sang:
Jeg tror nok, moderen var mere begejstret end sønnen, da lillesøster endelig var afleveret. Men han ville alligevel gerne afsted, og havde selv købt tøjet, valgt halskæden og var spændt helt ind i knoglerne.
I disse tider debatteres det, om det er bedst at få flere timer på skemaet eller færre elever i klassen. Ludvig er så priviligeret at starte på en skole med to spor, hvor de i år er 16 elever i hans klasse og 17 i paralelklassen. Og da det har gået i SFO sammen i fire måneder nu, var det faktisk slet ikke hverken overvældende eller skræmmende, da vi først var derovre, og han kunne smide skjorten for at drøne lidt rundt i hallen med de andre drenge.
Chefen for det hele, Morten, holdt en fin velkomsttale til børnene, hvori der indgik seje Siriuspatrulje-soldater, prutten i soveposer, slubrende ske-spisning og forfrosne næser, der var lige ved at falde af af bare fornærmet uvenskab. Moralen var, at man skal spørge, hvis man ikke forstår, eller sige det, hvis man ikke synes om det - før næsen falder af.
Bagefter bevægede vi os til indskolingen nedenunder. 0.A gik forrest via et tov, som de alle 16 holdt i med lærer Elsebeth forrest. Og da vi trådte ud af hallen, stod alle elever og lærere fra 1. og 2. klasse langs trapper og gange hele vejen til børnehaveklassernes lokaler, mens de flagede og sang:
Vil du med i skole, ja så kom
Vil du med i skole, ja så kom
vi går, vi går
i mange, mange år
Moderen her fik godt nok lidt fugtige øjenkroge efter denne velkomst, og havde øre-til-øre-smil påklistret, da vi gik ind i det fine lille lokale, fyldt med dyr og sten på plakater, i skabe, levende og udstoppede, med bogstaver på væggene, som veste og på tavlen. De "gamle" 0.A. havde lavet navneskilte til de nye 0.A. og mange af børnene havde en plante med. Børnene fandt lidt forknytte deres plads, mens forældrene pludrede, smilede og knipsede løs på alt fra mobil til kæmpe telelinser.
Alle mødre, fædre og bedster blev nu smidt ned i kantinen til kaffe på kanden og vandmelon, mens børnene havde deres første skoledag med Elsebeth. Og da vi blev kaldt op igen en halv times tid senere, havde de både lært rim, fagter, sang, ord og tegnet deres egne ansigter til ophængning - tal lige om kvalitet i undervisningen og max styr på klassen! Jeg stemmer klart for små klasser.
Således kunne både børn og forældre ranke ryggen, stolte af præstationerne og gå op til fælles fotografering og 20 gange "appelsin". Så var første skoledag forbi. Og det var faktisk ret sjovt at gå i skole, skulle jeg hilse at sige :-)
søndag den 22. juli 2012
Tilbage i tiden
I dag blev vi hentet af Karin og Inge, som var på vej til Fyn, men gerne ville med os til Sagnlandet Lejre først. Det var en dejlig beslutning, for vi havde en super dag.
Efter en meget forvirret vejvisning, der forårsagede to u-vendinger og en ekstra tur i en rundkørsel kunne vi konstatere, at det ikke er nok, at jeg kender vejen, når jeg ikke kender forskel på højre og venstre... Men vi ankom kun cirka 5 minutter senere end vi ville have gjort uden de små krumspring og var alle klar til at opleve fortiden.
Vi var dårligt trådt inden for pilehegnene, før Ludvig begyndte at hugge med økse og Inge udså sig nogle gode gruttesten, som vi skulle male mel på. Vi fik udleveret speltkorn fra de frivillige hjælpere og gik så igang sammen med alle de andre glade sommergæster. Omkring os myldrede et dusin søde ænder med ællinger, som kom helt tæt på til Elles fryd. Der blev sagt mange gange "hej" til både ænder og ællinger. Ludvig og Inge opgav hurtigt grutteriet og lod deres mødre slide i det, og her kunne vi konstatere, at ænderne var mere durkdrevne i overlevelsesstrategi end os. De hapsede simpelthen fra fadet, så snart de så deres snit til det. Men så vågnede urinstinkterne ellers hurtigt op i os begge, og vores håndfuld korn blev forsvaret med arme og ben, mens vi knoklede for at fremtrylle vores skefulde groftmalede mel.
Men vi vandt kampen over både ænder og kerner, og kunne sejrrigt blande vores mel med lidt vand og bage nogle meget primitive kiks, som blev spist med stor fornøjelse inklusive brandskorper og småskidt.
Vi nåede dog at få en rundtur med hestevognen med Ludvig på agestolen, se vildsvineungerne afholde brydekampe og besøge et landbohus fra midten af 1800-tallet, hvor to kvinder var flyttet ind og beredvilligt viste os rundt i deres bolig, fortalte om nissen og gruekedlen og sengen, hvor hele familien kunne sidde op og sove sammen.
Her klædte vi os i landbotøj, klappede ællingeunger, tog rutscheture i halmen, spillede hesteskospil og så grisene blive fodret.
Vi kommer igen med frisk mod!
Efter en meget forvirret vejvisning, der forårsagede to u-vendinger og en ekstra tur i en rundkørsel kunne vi konstatere, at det ikke er nok, at jeg kender vejen, når jeg ikke kender forskel på højre og venstre... Men vi ankom kun cirka 5 minutter senere end vi ville have gjort uden de små krumspring og var alle klar til at opleve fortiden.
Vi var dårligt trådt inden for pilehegnene, før Ludvig begyndte at hugge med økse og Inge udså sig nogle gode gruttesten, som vi skulle male mel på. Vi fik udleveret speltkorn fra de frivillige hjælpere og gik så igang sammen med alle de andre glade sommergæster. Omkring os myldrede et dusin søde ænder med ællinger, som kom helt tæt på til Elles fryd. Der blev sagt mange gange "hej" til både ænder og ællinger. Ludvig og Inge opgav hurtigt grutteriet og lod deres mødre slide i det, og her kunne vi konstatere, at ænderne var mere durkdrevne i overlevelsesstrategi end os. De hapsede simpelthen fra fadet, så snart de så deres snit til det. Men så vågnede urinstinkterne ellers hurtigt op i os begge, og vores håndfuld korn blev forsvaret med arme og ben, mens vi knoklede for at fremtrylle vores skefulde groftmalede mel.
Sjovt nok var det kun mødre og andre børn, der sad om bagepladerne. Det virkede ikke til, at melgrutning er noget for mænd.
Men der var også bueskydning, vikingekampsport og kanoroning i udhulede træstammer at boltre sig med, foruden alt det, vi slet ikke nåede at opleve.
Vi nåede dog at få en rundtur med hestevognen med Ludvig på agestolen, se vildsvineungerne afholde brydekampe og besøge et landbohus fra midten af 1800-tallet, hvor to kvinder var flyttet ind og beredvilligt viste os rundt i deres bolig, fortalte om nissen og gruekedlen og sengen, hvor hele familien kunne sidde op og sove sammen. 
Her klædte vi os i landbotøj, klappede ællingeunger, tog rutscheture i halmen, spillede hesteskospil og så grisene blive fodret.
Vi sluttede af med en is fra det 21. århundrede, mens vi besøgte Henrik Harpestrengs urtehave med urter fra 1200-tallets medicinske overleveringer. Det var spændende at se alle de urter, jeg har læst om i historiske romaner, i fuld blomst og læse de små citater om plantens virkning set fra en læges synsvinkel midt i det 13. århundredes Roskilde. Igen blev jeg mindet om, at jeg har brug for en have. Måske skulle jeg gå i urtelære - kan man det?
Vi kommer igen med frisk mod!
 |
| Elle klar til en lur efter alle oplevelserne |
lørdag den 21. juli 2012
Sommer..?
Selvom sommeren har været noget lunken i det i år, så nyder vi alligevel at være ferieramt. Dagene flyver afsted uden vi når det store.
I sidste uge var vi i Danmarks Akvarium, som er ét af vores yndlingsudflugtsmål. Det var første gang, Elle for alvor forstod, at det var rigtige dyr på den anden side af glasset og ikke bare mærkelige billed-fænomener. Hun fandt det en smule skræmmende og meget mærkeligt med alle de svømmende væsener i hovedhøjde.
Der var for en gangs skyld mange andre gæster, men ikke overfyldt. Ludvig holdt især af skoletjenestens små bassiner med "klappedyr". Han brugte lang tid på at jagte små unger af rødspætter og pigvar for at holde dem få sekunder nede i vandet med hånden under bugen, inden de sprællede videre. Jeg havde fornøjelsen af at se en eremitkrebs skifte hus hele to gange. Den var åbenbart enten stresset eller vægelsindet af natur, da det var de samme to huse, den vaklede mellem. Krabberne var et særligt kapitel for sig. Ludvig turde for første gang stikke hånden ned og røre dem, og sammen med en jævnaldrende dreng forsøgte han at agere gårdvagt for de kamplystne klokrablere. De fandt det særligt strengt, da en stor krabbe gik til angreb på en mindre krabbe, der allererede havde mistet begge klosakse i tidligere opgør. Ifølge guiden, der passede bassinerne og fortalte om dyrene, vokser både afklippede ben og klosakse ud igen i løbet af nogle dage, hvorfor man også kunne se krabber med uens størrelse kløer. Det var nu rart at se, at drengene viste lidt retfærdighedssans med deres harme, selvom de nok dramatiserede hele seancen en anelse.
Siden tog vi til Sverige for at besøge vores bedste venner. De bor i Sverige hver sommer for være tæt på den svenske del af familien, og har derfor købt et dejligt svenskrødt sommerhus, hvor vi fik lov at indtage førstesalen og sove i stor familieseng til ungernes store tilfredshed.
Ludvig ville ikke hjem igen trods skiftende vind og vejr og manglende badelyst, mens hel- og halvsvenskere med dødsforagt kastede sig på hovedet i kolde badesøer. Elvira havde gerne kastet sig på hovedet også, hvis hun havde fået lov at være lidt længere i vandet. Hun opgav heller ikke det kolde vand uden kamp, og holdt først op med at skrige, da alt tøjet var på igen og siden har ordet "bade" tændt et desperat hungrende udtryk i hendes øjne.
Ludvig var mere begejstret for de mange klipper, der lå og flød tilfældigt henkastet alle vegne. Men han har også altid elsket sten i alle størrelser og tog gerne en klippe med hjem i snapptoget, hvis det havde ladet sig gøre.
Vi fik også set sluser på Göta Kanal, spist is, leget på græsplænen og spist brunkager med fryd.
Jeg vil nok særligt huske, hvor godt ungerne legede alle sammen på tværs af alder fra 1½ til 8 år, og hvor få konflikter, det gav. Hvordan vi kom helt ned i feriegear, spiste blåbær og plukkede til syltetøj fra de mange små buske langs stierne, at vi holdt præ-fødselsdag for Ludvig med is, blåbær, chokoladecigarer og svenske flag, så Ludvig slet ikke vidste, hvor han skulle se hen af genert fryd over alt opmærksomheden. Og jeg vil huske aftenerne på den lukkede veranda, mens ungerne sov, i uforstyrret, afslappet voksenselskab med småsludren, erindringer, cider og livet, der blev ordnet og lagt på hylder imens.
I sidste uge var vi i Danmarks Akvarium, som er ét af vores yndlingsudflugtsmål. Det var første gang, Elle for alvor forstod, at det var rigtige dyr på den anden side af glasset og ikke bare mærkelige billed-fænomener. Hun fandt det en smule skræmmende og meget mærkeligt med alle de svømmende væsener i hovedhøjde.
Der var for en gangs skyld mange andre gæster, men ikke overfyldt. Ludvig holdt især af skoletjenestens små bassiner med "klappedyr". Han brugte lang tid på at jagte små unger af rødspætter og pigvar for at holde dem få sekunder nede i vandet med hånden under bugen, inden de sprællede videre. Jeg havde fornøjelsen af at se en eremitkrebs skifte hus hele to gange. Den var åbenbart enten stresset eller vægelsindet af natur, da det var de samme to huse, den vaklede mellem. Krabberne var et særligt kapitel for sig. Ludvig turde for første gang stikke hånden ned og røre dem, og sammen med en jævnaldrende dreng forsøgte han at agere gårdvagt for de kamplystne klokrablere. De fandt det særligt strengt, da en stor krabbe gik til angreb på en mindre krabbe, der allererede havde mistet begge klosakse i tidligere opgør. Ifølge guiden, der passede bassinerne og fortalte om dyrene, vokser både afklippede ben og klosakse ud igen i løbet af nogle dage, hvorfor man også kunne se krabber med uens størrelse kløer. Det var nu rart at se, at drengene viste lidt retfærdighedssans med deres harme, selvom de nok dramatiserede hele seancen en anelse.
Siden tog vi til Sverige for at besøge vores bedste venner. De bor i Sverige hver sommer for være tæt på den svenske del af familien, og har derfor købt et dejligt svenskrødt sommerhus, hvor vi fik lov at indtage førstesalen og sove i stor familieseng til ungernes store tilfredshed.
Ludvig ville ikke hjem igen trods skiftende vind og vejr og manglende badelyst, mens hel- og halvsvenskere med dødsforagt kastede sig på hovedet i kolde badesøer. Elvira havde gerne kastet sig på hovedet også, hvis hun havde fået lov at være lidt længere i vandet. Hun opgav heller ikke det kolde vand uden kamp, og holdt først op med at skrige, da alt tøjet var på igen og siden har ordet "bade" tændt et desperat hungrende udtryk i hendes øjne.
Ludvig var mere begejstret for de mange klipper, der lå og flød tilfældigt henkastet alle vegne. Men han har også altid elsket sten i alle størrelser og tog gerne en klippe med hjem i snapptoget, hvis det havde ladet sig gøre.
Vi fik også set sluser på Göta Kanal, spist is, leget på græsplænen og spist brunkager med fryd.
Jeg vil nok særligt huske, hvor godt ungerne legede alle sammen på tværs af alder fra 1½ til 8 år, og hvor få konflikter, det gav. Hvordan vi kom helt ned i feriegear, spiste blåbær og plukkede til syltetøj fra de mange små buske langs stierne, at vi holdt præ-fødselsdag for Ludvig med is, blåbær, chokoladecigarer og svenske flag, så Ludvig slet ikke vidste, hvor han skulle se hen af genert fryd over alt opmærksomheden. Og jeg vil huske aftenerne på den lukkede veranda, mens ungerne sov, i uforstyrret, afslappet voksenselskab med småsludren, erindringer, cider og livet, der blev ordnet og lagt på hylder imens.
mandag den 9. juli 2012
Fætters fødselsdag
Ja, det er altså børnenes fætter Phillip, der er tale om - eller min nevø. Vi havde en helt fantastisk solskinsfødselsdag i Jyderup hos fætter Phillip, der fyldte 2 år. Han må have været et helt fantastisk barn det sidste år, hvis man skulle dømme efter vejret. Måske blev det Juli måneds sommerdag..?
Jeg har mest billeder af de tre unger, der råhyggede sig ude og inde. Men fra Phillip fik pakket sine gaver ud, til vi gik på legepladsen er kameraet tomt. Mor her havde nemlig travlt med at spille bordfodbold med ældstebarnet. Jeg ved ikke, hvem af os, der råbte højest eller hvem, der vandt flest kampe. Jeg tror, vi var ret ligeværdige. At jeg så er 39 og Ludvig knapt seks lader vi stå ukommenteret i denne sammenhæng. Jeg vil nøjes med at prale med min søns hårde håndsledsvrid, der virkelig kan hamre en bold over banen, så øjnene må opgive at følge med. Og han er tilsyneladende så begejstret for spillet, at han ikke engang blev fornærmet eller gav op, når jeg scorede eller vandt den samlede kamp. Derfor spillede vi vist også lige et par timer sammenlagt. Meget selskabeligt...
Elvira kastede sin kærlighed på Phillips trehjulede med skubbepind og Ludvig slog nu til som tålmodig påhængsmotor tre gange rundt om blokken med Philip bagefter på scooteren. Jeg ved ikke, hvem der hyggede sig mest. Her er de indledende øvelser, inden pokker tog ved dem og sendte dem på langfart.
Tillykke med dagen, Phillip! Vi glæder os til at besøge dig igen!
Jeg har mest billeder af de tre unger, der råhyggede sig ude og inde. Men fra Phillip fik pakket sine gaver ud, til vi gik på legepladsen er kameraet tomt. Mor her havde nemlig travlt med at spille bordfodbold med ældstebarnet. Jeg ved ikke, hvem af os, der råbte højest eller hvem, der vandt flest kampe. Jeg tror, vi var ret ligeværdige. At jeg så er 39 og Ludvig knapt seks lader vi stå ukommenteret i denne sammenhæng. Jeg vil nøjes med at prale med min søns hårde håndsledsvrid, der virkelig kan hamre en bold over banen, så øjnene må opgive at følge med. Og han er tilsyneladende så begejstret for spillet, at han ikke engang blev fornærmet eller gav op, når jeg scorede eller vandt den samlede kamp. Derfor spillede vi vist også lige et par timer sammenlagt. Meget selskabeligt...
Elvira kastede sin kærlighed på Phillips trehjulede med skubbepind og Ludvig slog nu til som tålmodig påhængsmotor tre gange rundt om blokken med Philip bagefter på scooteren. Jeg ved ikke, hvem der hyggede sig mest. Her er de indledende øvelser, inden pokker tog ved dem og sendte dem på langfart.
Tillykke med dagen, Phillip! Vi glæder os til at besøge dig igen!
fredag den 6. juli 2012
Nu med licens til at køre
Efter fem måneders teori, banekørsler og køretimer, kan jeg nu kalde mig bilist med papir på mine køreevner. Fem måneder, spørger du? Jamen, hvordan kan man dog være så længe om at tage kørekort? Det ved jeg heller ikke. Tiden er bare gået. Jeg har ikke forsøgt at gøre op, hvor meget jeg har kørt, eller hvad det har kostet. Men det var da lidt træls, dengang jeg først kunne få en teoriprøve tre uger efter, jeg havde kørt min mørkekørsel, fordi politiet afspadserede og holdt ferie i slutningen af april. Eller da jeg så havde bestået teoriprøven i maj og først kunne få en glatbanetid en måned senere...
Nå, pyt med det. Jeg havde jo nok haft brug for de ekstra køretimer alligevel, da jeg ikke er noget naturtalent bag et rat (eller som køresagkyndig kommenterede: Klistret til rattet). Faktisk er jeg stadig cyklist - nu bare med kørekort. Næste udfordring for cyklisten bliver at købe en bil. Ikke nogen sag for en kvinde, der altid bare har set biler som farvede kasser på fire hjul med en motor...
Vores sommerferie starter heldigvis i dag. Det ses også på vejrudsigten. Regn og kulde passer heldigvis perfekt med vores mange museumsplaner, og da vi bor på en bakke skulle vi være sikret med de mange varslede skybrud.
På ønskelisten for udflugter står:
- Zoologisk Have (meget crowded på en varm sommerdag)
- Danmarks Akvarium (fiskene er ligeglad med solskin)
- Svømmehallen (ligger i vores baghave)
- Geologisk museum (altså på Ludvigs liste - han er jo syg med sten. Så må vi andre jo gøre gode miner til slet spil)
- Hvalsamlingen i Botanisk Have.(den glæder jeg mig også til, og døde hvalskeletter kræver heller ikke sol)
- Alle legepladser i Roskilde (man kan også gå på legepladser i regnvejr, og vi forsøger at tage hul på rundturen i morgen med Folkeparken)
Jeg har også en anden voksenliste, som jeg har tapet fast på det gamle, nedrivningsværdige tapet i gangen, hvorpå der står spændende udfordringer såsom at skabe logos ud af kaos i kælderen, vaske alle gulve, male køkkenet, ordne indhold i skabene, hamre ledninger fast til væggen og hænge billeder op i lejligheden etc etc opmarcheret i flere rækker. Lister til ferien er gode. Og hvis ferien har været god, så er det meste af listen intakt, når ferien er forbi.
Efter en genopfriskning af voskenlisten er jeg ret sikker på, at det bliver en skøn ferie!
Nå, pyt med det. Jeg havde jo nok haft brug for de ekstra køretimer alligevel, da jeg ikke er noget naturtalent bag et rat (eller som køresagkyndig kommenterede: Klistret til rattet). Faktisk er jeg stadig cyklist - nu bare med kørekort. Næste udfordring for cyklisten bliver at købe en bil. Ikke nogen sag for en kvinde, der altid bare har set biler som farvede kasser på fire hjul med en motor...
Vores sommerferie starter heldigvis i dag. Det ses også på vejrudsigten. Regn og kulde passer heldigvis perfekt med vores mange museumsplaner, og da vi bor på en bakke skulle vi være sikret med de mange varslede skybrud.
På ønskelisten for udflugter står:
- Zoologisk Have (meget crowded på en varm sommerdag)
- Danmarks Akvarium (fiskene er ligeglad med solskin)
- Svømmehallen (ligger i vores baghave)
- Geologisk museum (altså på Ludvigs liste - han er jo syg med sten. Så må vi andre jo gøre gode miner til slet spil)
- Hvalsamlingen i Botanisk Have.(den glæder jeg mig også til, og døde hvalskeletter kræver heller ikke sol)
- Alle legepladser i Roskilde (man kan også gå på legepladser i regnvejr, og vi forsøger at tage hul på rundturen i morgen med Folkeparken)
Jeg har også en anden voksenliste, som jeg har tapet fast på det gamle, nedrivningsværdige tapet i gangen, hvorpå der står spændende udfordringer såsom at skabe logos ud af kaos i kælderen, vaske alle gulve, male køkkenet, ordne indhold i skabene, hamre ledninger fast til væggen og hænge billeder op i lejligheden etc etc opmarcheret i flere rækker. Lister til ferien er gode. Og hvis ferien har været god, så er det meste af listen intakt, når ferien er forbi.
Efter en genopfriskning af voskenlisten er jeg ret sikker på, at det bliver en skøn ferie!
søndag den 27. maj 2012
Livstegn
Er det ikke snart på tide at få opdateret din blog? Blev jeg spurgt tilbage i April. Jo, det er det i hvert fald, svarede jeg, og blev helt rørt over, at jeg havde en fast læser derude, som havde bemærket den larmende tavshed. Og så efterlod jeg min læser med endnu en måneds tavshed.
Det er ellers ikke fordi, vi har drevet den af imens. Når én af os ikke har haft travlt med at være syge eller få tænder, har jeg læst teori til mit kørekort eller siddet og læst bøger inde på ungernes værelse for at lægge en dæmper på de festligheder, der satte ind i barnekammeret efter sommertids indførelse. I dag er jeg helt oppe i euforiens tåger over at den ene hjemmeværende tøs sover allerede, og har gjort det siden klokken otte. Det er 1-1½ time før forårets nye standarter.
Men nu er teoriprøven vel overstået og jeg mangler nu bare at finde af ud at lade være med at træde på koblingen hele tiden og lade være med at slippe den lige så hurtigt igen, når jeg opdager, at jeg ikke har brug for den alligevel. Bagefter kan jeg så måske koncentrere mig om at lade være med at panikke, fordi der kommer en cyklist ind i rundkørslen, når jeg skal dreje ud. Eller at der godt kan være lysregulering i en fodgængerovergang. Heldigvis er glatbanen helt booket op i disse tider, så min kørelærer og jeg kan rigtig cruise rundt i Roskilde og omegn med mine surt opsparede sparepenge i kølvandet, indtil slutningen af juni.
Ludvig er startet i SFO og adskillige aftener har den stående sætning været: "jeg har fået en ny ven". Hvad der blev af den forrige ven, melder historien ikke rigtig noget om, men der bliver shoppet rundt efter den eneste ene hjerteven i dén grad, så man kan blive helt bekymret for, hvad der sker, når han kommer i puberteten. Inden da må vi få talt lidt om moral og den gode afslutning på et forhold.
Men knægten har i hvert fald mod på den nye SFO-frihed og lever store dele af sine vågne timer på den store legeplads og helst oppe i et træ eller i én af hulerne i buskadset. Han er sort fra top til tå, når jeg henter ham, godt krydret med røde rifter og blå mærker. Han er i sit es og har nu også sin første legeaftale at se frem til. Så må mor finde sig i, at fløjlshandskerne skal på i det øjeblik, vi træder ud af SFOen, hvor stærk, sej og modig knægt forvandles til træt, klynkende og eksplosionsfarlig drengsling.
Elle har haft et par måneder med vaskeægte hysteriske anfald komplet med flitsbue og "rør mig ikke"-vrid. Det var mildt sagt en kold spand vand at få i hovedet som mor, ikke at måtte trøste sit skrigende barn, men der blev meldt klart pas. Hurra for google og min børnebibel ("Vores Barn"), som gav mig det gode råd at lade hende have sin vrede i fred og være klar til at sætte ind med tilbud om at komme op, når der var tegn på bevidsthed i hendes ansigt igen. Herefter tog anfaldene hurtigt af, og selvom hun stadig kan blive meget vred, så mister hun ikke bevidstheden på samme måde mere. Måske fordi jeg har lært at lade hende have hendes vrede fra start? Mindstepigen ved i hvert fald godt, hvor HUN synes, skabet skal stå.
Og moderen? Hun vader rundt i sin sædvanlige forårskrise, hvor identiteten synes at flyde ud efter den lange tids venten på lys og varme. Når den så endelig er her, mister jeg som regel målet for min tilværelse af øje nogle uger. En mærkelig bagvendt reaktion. Den ene dag synes jeg, at det er rimeligt og voksent at stå op kl. 6 for at få mig selv og to unger klar og ud af døren inklusiv morgenmad og nogenlunde stemning, for at pendle en time på arbejde, passe mine opgaver, pendle en time hjem igen, hente unger, bevare det gode humør for to trætte unger, lave mad til to trætte unger, rydte af, fylde opvaskemaskine, bade og læse for to unger, putte og sidde sengevagt, rydte op og dejse om i sofaen en halv time før sengetid og håbe, at der ikke er nogen der ringer, eller mere, der bør gøres. For jeg har jo selv valgt det og det er jo kun en periode, indtil de er lidt større og vil jeg måske hellere være arbejdsløs og vende hver en krone, og hvem tager også skade af ikke at have været i biografen uden unger i et års tid etc etc. Den næste dag husker jeg, at jeg kun har dette ene liv, og at jeg ikke ved, hvornår det ender, og der stadig er så mange ting, jeg gerne vil nå at lære og se og forstå og blive bedre til. At jeg engang havde drømme og ambitioner, der ligger milevidt fra, hvor jeg er lige nu. De dage er det meget svært at huske, at mulighederne kommer igen om ganske få år, når ungerne alligevel ikke gider bruge deres fritid sammen med deres gamle mor.
Tavsheden er brudt med denne længere, billedløse svada. Gad vide om min søde læser stadig er med derude...
Det er ellers ikke fordi, vi har drevet den af imens. Når én af os ikke har haft travlt med at være syge eller få tænder, har jeg læst teori til mit kørekort eller siddet og læst bøger inde på ungernes værelse for at lægge en dæmper på de festligheder, der satte ind i barnekammeret efter sommertids indførelse. I dag er jeg helt oppe i euforiens tåger over at den ene hjemmeværende tøs sover allerede, og har gjort det siden klokken otte. Det er 1-1½ time før forårets nye standarter.
Men nu er teoriprøven vel overstået og jeg mangler nu bare at finde af ud at lade være med at træde på koblingen hele tiden og lade være med at slippe den lige så hurtigt igen, når jeg opdager, at jeg ikke har brug for den alligevel. Bagefter kan jeg så måske koncentrere mig om at lade være med at panikke, fordi der kommer en cyklist ind i rundkørslen, når jeg skal dreje ud. Eller at der godt kan være lysregulering i en fodgængerovergang. Heldigvis er glatbanen helt booket op i disse tider, så min kørelærer og jeg kan rigtig cruise rundt i Roskilde og omegn med mine surt opsparede sparepenge i kølvandet, indtil slutningen af juni.
Ludvig er startet i SFO og adskillige aftener har den stående sætning været: "jeg har fået en ny ven". Hvad der blev af den forrige ven, melder historien ikke rigtig noget om, men der bliver shoppet rundt efter den eneste ene hjerteven i dén grad, så man kan blive helt bekymret for, hvad der sker, når han kommer i puberteten. Inden da må vi få talt lidt om moral og den gode afslutning på et forhold.
Men knægten har i hvert fald mod på den nye SFO-frihed og lever store dele af sine vågne timer på den store legeplads og helst oppe i et træ eller i én af hulerne i buskadset. Han er sort fra top til tå, når jeg henter ham, godt krydret med røde rifter og blå mærker. Han er i sit es og har nu også sin første legeaftale at se frem til. Så må mor finde sig i, at fløjlshandskerne skal på i det øjeblik, vi træder ud af SFOen, hvor stærk, sej og modig knægt forvandles til træt, klynkende og eksplosionsfarlig drengsling.
Elle har haft et par måneder med vaskeægte hysteriske anfald komplet med flitsbue og "rør mig ikke"-vrid. Det var mildt sagt en kold spand vand at få i hovedet som mor, ikke at måtte trøste sit skrigende barn, men der blev meldt klart pas. Hurra for google og min børnebibel ("Vores Barn"), som gav mig det gode råd at lade hende have sin vrede i fred og være klar til at sætte ind med tilbud om at komme op, når der var tegn på bevidsthed i hendes ansigt igen. Herefter tog anfaldene hurtigt af, og selvom hun stadig kan blive meget vred, så mister hun ikke bevidstheden på samme måde mere. Måske fordi jeg har lært at lade hende have hendes vrede fra start? Mindstepigen ved i hvert fald godt, hvor HUN synes, skabet skal stå.
Og moderen? Hun vader rundt i sin sædvanlige forårskrise, hvor identiteten synes at flyde ud efter den lange tids venten på lys og varme. Når den så endelig er her, mister jeg som regel målet for min tilværelse af øje nogle uger. En mærkelig bagvendt reaktion. Den ene dag synes jeg, at det er rimeligt og voksent at stå op kl. 6 for at få mig selv og to unger klar og ud af døren inklusiv morgenmad og nogenlunde stemning, for at pendle en time på arbejde, passe mine opgaver, pendle en time hjem igen, hente unger, bevare det gode humør for to trætte unger, lave mad til to trætte unger, rydte af, fylde opvaskemaskine, bade og læse for to unger, putte og sidde sengevagt, rydte op og dejse om i sofaen en halv time før sengetid og håbe, at der ikke er nogen der ringer, eller mere, der bør gøres. For jeg har jo selv valgt det og det er jo kun en periode, indtil de er lidt større og vil jeg måske hellere være arbejdsløs og vende hver en krone, og hvem tager også skade af ikke at have været i biografen uden unger i et års tid etc etc. Den næste dag husker jeg, at jeg kun har dette ene liv, og at jeg ikke ved, hvornår det ender, og der stadig er så mange ting, jeg gerne vil nå at lære og se og forstå og blive bedre til. At jeg engang havde drømme og ambitioner, der ligger milevidt fra, hvor jeg er lige nu. De dage er det meget svært at huske, at mulighederne kommer igen om ganske få år, når ungerne alligevel ikke gider bruge deres fritid sammen med deres gamle mor.
Tavsheden er brudt med denne længere, billedløse svada. Gad vide om min søde læser stadig er med derude...
Abonner på:
Opslag (Atom)