Forleden gik jeg forbi KUA - altså Københavns Universitet Amager - på min vej fra børnehaven mod en destination længere ude på Amager. Jeg traskede forbi med barnevognen forbi de store ruder i de nye, bleggule bygninger, mens studerende sad bøjede over deres bøger på den anden side af glasset.
Jeg har i sin tid selv læst fem år derinde -altså normeret tid. Reelt startede jeg på KUA i 1994 og forlod stedet i 2001 - syv år senere, tre studieretninger og græsk propædeutik senere og en cand. mag i historie med i lommen. Jeg var med som studenterrepræsentant i det byggeudvalg, der kom med anbefalinger til materialevalg og facader til de nye bygninger og levede en periode nærmest mit liv i de gamle, røde betonbunkers.
Nu falder det så sådan, at jeg kommer forbi en forelæsningssal, hvor en cirka hundrede hoveder sidder bøjet over deres noter og computere (eller mobiltelefoner..), mens underviseren doserer nede foran tavlen. Jeg opdager idét jeg passerer, at det er én af lektorerne fra min egen tid på Institut for Historie, i samme brune fløjlsbukser og sammede buskede skæg. Han ser ikke ud til at have ændret sig det fjerneste de sidste 10 år. Men på den anden side, hvorfor skulle han også have ændret sin stil fra 1970'erne nu, når han ikke havde dengang? Hvad betyder 10 år fra eller til i dét historiske perspektiv?
I mit perspektiv har de 10 år betydet en del. Eller det troede jeg, til jeg mødte en studerendes øjne fra hans plads derinde på 7. række, hvor han sad og studerede udsigten udenfor. Pludselig så jeg mig selv i hans øjne. En midalderende kvinde med trætte øjne og barnevogn, der går derude som tilskuer til livet. Vores historiestuderende derinde havde ikke en chance for at vide, at jeg selv har siddet i hans positur, slidt mig gennem samme pensum (sikkert..) og nu er en færdiguddannet kandidat, der allerede har slået sine folder i karriereræset i ti år. Og hvad betyder det også? Hvad bruger jeg overhovedet alle de timer, uger og måneders slid til nu? Jeg behøver ikke at vide meget om kildekritik og diskursanalyse for at skubbe vognen fra A til Z (med mindre jeg skal finde vej med rejseplanen.dk) og det betyder ikke ret meget, hvordan arbejderbevægelsen blev grundlagt, når jeg blander modermælkserstatning til det næste døgn. Her ville det måske være mere relevant med lidt økonomisk historie, så jeg kan holde rede i mililiter og antal måleskeer. Og det er da skæbnens ironi, at jeg har brugt et halvt år på at skrive speciale om psykiatriens historie, når man påtænker, hvad for lidt søvn og en baby kan gøre ved min hjerneaktivitet og mine hallucinationer om stille rum fulde af bløde senge og bjerge af chokolade.
Sådan en formiddag kan man godt gå hen og blive lidt nihilistisk. Måske skal jeg bare holde op med at skyde genvej hen over "campus".
onsdag den 30. marts 2011
lørdag den 26. marts 2011
Leger lige børn bedst?
Vi er 7-9-13 (tak Julie) stadig raske. Og derfor har vi kastet os ud i det sociale liv for fuld skrue. Fredag besøgte vi én af Ludvigs nye venner fra børnehaven. Hans mor er også på barsel med en lille plut, så vi kunne fint holde de store hjemme fra børnehave, så de kunne lege og lære hinanden at kende mere privat i fred og ro. Imens kunne mødrene så dele oplevelser om fødsel, amning, søvn, dårlig samvittighed og alle andre obligatoriske emner, vores liv drejer rundt omkring for tiden - og det gjorde vi så. mødre og sønner hyggede sig gevaldigt i mange timer lige fra start til slut.
I dag besøgte vi så en gammel legekammerat fra vuggestue-tiden. De to drenge har ikke set hinanden i 2 år, men legede straks løs og svingede fint præcis som dengang. Mødrene fik også delt tanker om alt fra himmel til jord og især om drenge lige omkring de fem år.
Umiddelbart lyder det som to ens dage, med to meget ens oplevelser. Og sådan virker det også på Ludvig. Han er kun optaget af, hvad han legede med de to drenge, og hvilket fantastisk legetøj de har, som han ikke har. Men faktisk kunne de to hjem ikke være mere forskellige.
Det ene hjem var et imponerende eksempel på Feng Shui. Store hvide rum med minimal, smagfuld indretning. Smukke designermøbler og dertil lamper. Store rolige flader, næsten ingen personlige genstande, men alting afstemt smukt til rummene. Børnene kunne lege løs, som de havde lyst uden henstillinger eller nervøse trækninger. Og de var helt upåvirkede. Da vi kom hjem, syntes jeg dog at vores eget lille hjem var endnu mere indeklemt og overfyldt end vanligt.
Det andet hjem var som at træde ind i en artikel om det kreative selvrealiserende menneske. Den store lejlighed var fuld af personlige genstande, køkkendøren var tavlemalet, køkkenbordene bugnede af indkøb, særlige indretninger, nips og små, sjove indfald. Hele lejligheden var tapetseret med tegninger, malerier og ikke mindst fotos, og møblerne var en blanding af genbrug, arv, kitch og super moderne. Børneværelsets ene langvæk var et væg-til-væg-gulv-til-loft maleri af en afrikansk regnskov komplet med zebraer i fuld størrelse. Desuden var der proppet med musikinstrumenter overalt. Da vi kom hjem, følte jeg at min lejlighed var usædvanligt rydelig og ordinært kedelig.
Begge hjem var så rendyrket personligt, et udtryk for en livsstil, og begge hjem rummede børnene på lige vilkår. Jeg var utrolig stolt af min søn, der var helt upåvirket af omgivelserne totale omskiftelighed fra den ene dag til den anden, men udelukkende var optaget af sine nye relationer. Selv kommer han jo fra et meget praktisk, aldrig helt ordentlig IKEA-hjem, hvor de fleste møbler er midlertidige og ingen af dem passer sammen. Manglen på stil er nok det mest kendetegnende for vores lille, proppede lejlighed, som vi forlængst er vokset ud af, men bare ikke har fundet ud af at komme videre fra.
Ludvig vil meget gerne lege med begge drenge igen en anden dag. Spørgsmålet er, om lige børn stadig leger bedst - eller om det måske bare først slår igennem, når de bliver lidt ældre?
I dag besøgte vi så en gammel legekammerat fra vuggestue-tiden. De to drenge har ikke set hinanden i 2 år, men legede straks løs og svingede fint præcis som dengang. Mødrene fik også delt tanker om alt fra himmel til jord og især om drenge lige omkring de fem år.
Umiddelbart lyder det som to ens dage, med to meget ens oplevelser. Og sådan virker det også på Ludvig. Han er kun optaget af, hvad han legede med de to drenge, og hvilket fantastisk legetøj de har, som han ikke har. Men faktisk kunne de to hjem ikke være mere forskellige.
Det ene hjem var et imponerende eksempel på Feng Shui. Store hvide rum med minimal, smagfuld indretning. Smukke designermøbler og dertil lamper. Store rolige flader, næsten ingen personlige genstande, men alting afstemt smukt til rummene. Børnene kunne lege løs, som de havde lyst uden henstillinger eller nervøse trækninger. Og de var helt upåvirkede. Da vi kom hjem, syntes jeg dog at vores eget lille hjem var endnu mere indeklemt og overfyldt end vanligt.
Det andet hjem var som at træde ind i en artikel om det kreative selvrealiserende menneske. Den store lejlighed var fuld af personlige genstande, køkkendøren var tavlemalet, køkkenbordene bugnede af indkøb, særlige indretninger, nips og små, sjove indfald. Hele lejligheden var tapetseret med tegninger, malerier og ikke mindst fotos, og møblerne var en blanding af genbrug, arv, kitch og super moderne. Børneværelsets ene langvæk var et væg-til-væg-gulv-til-loft maleri af en afrikansk regnskov komplet med zebraer i fuld størrelse. Desuden var der proppet med musikinstrumenter overalt. Da vi kom hjem, følte jeg at min lejlighed var usædvanligt rydelig og ordinært kedelig.
Begge hjem var så rendyrket personligt, et udtryk for en livsstil, og begge hjem rummede børnene på lige vilkår. Jeg var utrolig stolt af min søn, der var helt upåvirket af omgivelserne totale omskiftelighed fra den ene dag til den anden, men udelukkende var optaget af sine nye relationer. Selv kommer han jo fra et meget praktisk, aldrig helt ordentlig IKEA-hjem, hvor de fleste møbler er midlertidige og ingen af dem passer sammen. Manglen på stil er nok det mest kendetegnende for vores lille, proppede lejlighed, som vi forlængst er vokset ud af, men bare ikke har fundet ud af at komme videre fra.
Ludvig vil meget gerne lege med begge drenge igen en anden dag. Spørgsmålet er, om lige børn stadig leger bedst - eller om det måske bare først slår igennem, når de bliver lidt ældre?
fredag den 25. marts 2011
Holder vejret
Jeg tør næsten ikke skrive det. Det er jo Danmark, Home of Jante. Eller også hænger det mere sammen med de gamle grækere og deres Hybris og Nemesis. Men alligevel:
Vi er alle raske..!
Nu er det skrevet, sort på hvidt. Så om lidt er der nok to der brækker sig, halvanden der har feber, en med ondt i halsen og en med mellemørebetændelse for ikke at tale om alle de sygdomme, jeg ikke lige har fået med her i opsumeringen. Og har jeg ikke også selv en anelse mavekneb stadigvæk?
Nå pyt! Vi kaster os fremover ind i det dér liv med ny energi, for NU kommer foråret altså! Fuglene går amok udenfor med morgenkoncert og sangkrige i træer og buske, når der ikke lige skrabes pinde og kviste sammen med manisk iver ude på Fælleden for at være klar til næste generation.
Og når man tænker over det, så er det jo en walk in the park at være mor til et par små menneskebørn, når man tænker på, hvilket arbejdsorgie, fuglene bygger op til lige nu. Fuldtidsflyvning non-stop fra solopgang til solnedgang i flere måneder, og når så man endelig har fået losset ungerne ud og lært dem at flyve, så jagter de utaknemmelige skarn deres udslidte forældre for at kaste deres grådige næb ned i forældrenes med vold og magt for at fravriste dem deres surt opsporede orme og larver.
Og er forældrene heldige, kan de lige nå at sætte et hold til på vingerne, inden det er efterår og de endelig kan få sig et kort hvil og få fyldt depoterne, inden vinteren sætter ubarmhjertigt ind igen. Naturen er jo så romantisk.
Nå, hvor fan.... kom det nu fra med naturtime midt i det hele? Ville ellers bare lige give besked om, at vi er på benene igen. Men lidt perspektiv er jo altid rart. Der er ikke noget som andres slid og modgang til at give én selv overskuddet og livsmodet tilbage...
Vi er alle raske..!
Nu er det skrevet, sort på hvidt. Så om lidt er der nok to der brækker sig, halvanden der har feber, en med ondt i halsen og en med mellemørebetændelse for ikke at tale om alle de sygdomme, jeg ikke lige har fået med her i opsumeringen. Og har jeg ikke også selv en anelse mavekneb stadigvæk?
Nå pyt! Vi kaster os fremover ind i det dér liv med ny energi, for NU kommer foråret altså! Fuglene går amok udenfor med morgenkoncert og sangkrige i træer og buske, når der ikke lige skrabes pinde og kviste sammen med manisk iver ude på Fælleden for at være klar til næste generation.
Og når man tænker over det, så er det jo en walk in the park at være mor til et par små menneskebørn, når man tænker på, hvilket arbejdsorgie, fuglene bygger op til lige nu. Fuldtidsflyvning non-stop fra solopgang til solnedgang i flere måneder, og når så man endelig har fået losset ungerne ud og lært dem at flyve, så jagter de utaknemmelige skarn deres udslidte forældre for at kaste deres grådige næb ned i forældrenes med vold og magt for at fravriste dem deres surt opsporede orme og larver.
Og er forældrene heldige, kan de lige nå at sætte et hold til på vingerne, inden det er efterår og de endelig kan få sig et kort hvil og få fyldt depoterne, inden vinteren sætter ubarmhjertigt ind igen. Naturen er jo så romantisk.
Nå, hvor fan.... kom det nu fra med naturtime midt i det hele? Ville ellers bare lige give besked om, at vi er på benene igen. Men lidt perspektiv er jo altid rart. Der er ikke noget som andres slid og modgang til at give én selv overskuddet og livsmodet tilbage...
onsdag den 23. marts 2011
Ahrrrr!!!
Ludvig har kastet op igen! En time efter, at han var gået i seng med ondt i maven... Hvordan kan man få maveinfluenza to gange med tre dages mellemrum???
Må ind og vogte med skåle og klude lige ved hånden
Nu kan jeg nok ikke forvente længere, at Elvira går fri. Den er sgu sejlivet denne her mavevirus!
Må ind og vogte med skåle og klude lige ved hånden
Nu kan jeg nok ikke forvente længere, at Elvira går fri. Den er sgu sejlivet denne her mavevirus!
tirsdag den 22. marts 2011
Livets retfærdighed?
Sig mig lige, hvor meget sygdom skal jeg kæmpe os igennem her i den lille 2V'er? Så var det min tur til at lægge mig med omgangssyge, Roskildesyge, maveinfluenza, skide-bræksyge eller hvad det nu hedder... Ikke særligt kært barn har også mange navne!
Heldigt at mormoderen kan flyve ind på DSB veteranbanen (også kaldt Nordvestbanen) for at fragte storebror sikkert hjem fra børnehaven og lillesøster ud af sin mors utilregnelige arme og dejseværdige legeme. AV AV AV! Tænk, hvor ynkelig man bliver over sådan en heldagsudrensning. Jeg tror sgu, at mavekramperne var mere regelmæssige end mine veer med Elvira, og det er lige før, at jeg hellere ville føde igen end at have flere omgange mavesyge. Det gjorde trods kun rigtig ondt en time og så får man noget vidunderligt ud af det.
Nu sover ungerne, mormoderen har lagt sin skæbne i hænderne på DSB igen og jeg overvejer, om jeg tør liste lidt yogurt ned, inden jeg crasher inde på sovesalen - og kunne jeg så please få lov at sove alene i min egen seng uden forstyrrelser i f.eks. 3 timer i ét stræk - se det ville være en smule retfærdighed!
(og så vil jeg prøve at finde selvironien frem igen imorgen...)
Heldigt at mormoderen kan flyve ind på DSB veteranbanen (også kaldt Nordvestbanen) for at fragte storebror sikkert hjem fra børnehaven og lillesøster ud af sin mors utilregnelige arme og dejseværdige legeme. AV AV AV! Tænk, hvor ynkelig man bliver over sådan en heldagsudrensning. Jeg tror sgu, at mavekramperne var mere regelmæssige end mine veer med Elvira, og det er lige før, at jeg hellere ville føde igen end at have flere omgange mavesyge. Det gjorde trods kun rigtig ondt en time og så får man noget vidunderligt ud af det.
Nu sover ungerne, mormoderen har lagt sin skæbne i hænderne på DSB igen og jeg overvejer, om jeg tør liste lidt yogurt ned, inden jeg crasher inde på sovesalen - og kunne jeg så please få lov at sove alene i min egen seng uden forstyrrelser i f.eks. 3 timer i ét stræk - se det ville være en smule retfærdighed!
(og så vil jeg prøve at finde selvironien frem igen imorgen...)
søndag den 20. marts 2011
Natteroderi
(Melodi: Rasmus Seebach: Klokken var lidt i fem)
Klokken var næsten et
- si'r u-u-uh
Vågner med et sæt
- si'r u-u-uh
Et drengeskrig af skræk
- si'r u-u-uh
Ludvigs seng er fuld af bræk
Moderen springer ud
med sæbevand og klud
nyt lagen og nattøj
Ludvig si'r sikken' møg!
Sovedyr på rad
venter nu på et bad
og gulvet får en gang
af knofedt natten lang
(Måske skulle jeg prøve at få lidt søvn i nat...)
Klokken var næsten et
- si'r u-u-uh
Vågner med et sæt
- si'r u-u-uh
Et drengeskrig af skræk
- si'r u-u-uh
Ludvigs seng er fuld af bræk
Moderen springer ud
med sæbevand og klud
nyt lagen og nattøj
Ludvig si'r sikken' møg!
Sovedyr på rad
venter nu på et bad
og gulvet får en gang
af knofedt natten lang
(Måske skulle jeg prøve at få lidt søvn i nat...)
lørdag den 19. marts 2011
Fødderne over dynen
En begivenhedsrig lørdag er overstået for den lille familie. Vi var i det lokale kulturhus for at opleve Palle Pirat show (http://www.pallepirat.dk/). Ludvig er passioneret fan og snart groupie. det var 3. år i træk, vi drog derned for at se det samme show med hans ven Stinus og mor Trille.
Det var så debut for Elvira. Fire måneder og til børnekoncert med rockguitar for fuld udblæsning i højtalerne. Jeg har ti små røde buer i mine hænder efter hendes negle stadigvæk, men ellers tog hun det pænt. Nej pjat. Hun var meget optaget af det, og stirrede med store runde øjne under samtlige 3 kvarter. Men hun holdt samtidig solidt fast i mine fingre, og hun er stærk! Ludvig mener, at hun vil synge Palle Pirat-sangen allerede, når hun er 1 år...
Nu sover de begge to i hver sin hvide seng, gærde mod gærde. begge med armene ud til siden og begge med fødderne oven på dynen. Jeg bliver sgu helt rørt over at se de to udmattede krudtugler ligge der. Så forskellige i alder og så ens i udseende og attitude. Og de er mine børn - begge to!! Nogen gange fatter jeg det i glimt som disse. For det meste tror jeg bare, at det er en midlertidig tilstand. Måske vokser erkendelsen proportionelt med nattesøvn og aften-alenetid.
Men nu vil jeg gå ind og liste de fire bare fødder under dynerne igen.
Det var så debut for Elvira. Fire måneder og til børnekoncert med rockguitar for fuld udblæsning i højtalerne. Jeg har ti små røde buer i mine hænder efter hendes negle stadigvæk, men ellers tog hun det pænt. Nej pjat. Hun var meget optaget af det, og stirrede med store runde øjne under samtlige 3 kvarter. Men hun holdt samtidig solidt fast i mine fingre, og hun er stærk! Ludvig mener, at hun vil synge Palle Pirat-sangen allerede, når hun er 1 år...
Nu sover de begge to i hver sin hvide seng, gærde mod gærde. begge med armene ud til siden og begge med fødderne oven på dynen. Jeg bliver sgu helt rørt over at se de to udmattede krudtugler ligge der. Så forskellige i alder og så ens i udseende og attitude. Og de er mine børn - begge to!! Nogen gange fatter jeg det i glimt som disse. For det meste tror jeg bare, at det er en midlertidig tilstand. Måske vokser erkendelsen proportionelt med nattesøvn og aften-alenetid.
Men nu vil jeg gå ind og liste de fire bare fødder under dynerne igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)