Sneglejagten Del II

Jamen, jamen! Hvem siger, at regnvejr er møg? I hvert fald ikke Ludvig og jeg. For her til morgen fandt vi ikke én vinbjergsnegl - nej, vi fandt to! De lå endda med kun 20 centimeters mellemrum, så vi hjalp dem lidt det sidste stykke, så der kunne komme sneglebørn ud af mødet.

Og så skulle de navngives. Ludvig var fadder og valgte de gode sneglenavne Jungo og Coco. Se selv:

Min mobiltelefon er i praksis fra sidste årtusende, men har dog kamera og det skulle være muligt at ane de to stolte sneglevenner, som nu har fået foreviget deres navne på deres huse.

Ludvig var helt med på, at de skulle have fred og ro til at komme i nærkontakt og senere grave sig ned for at lægge snegleæg. Og så kom det:

- Og så kommer de op igen bagefter lige her!
- Ja, det kan godt være
- Skal vi så ikke spise dem! (stor begejstring)
- Vil du spise dem, nu hvor de har fået navn?
- JA!
...

Jeg prøvede så at minde ham om, hvor svært det var at klargøre snegle, inden de kan komme i ovnen. Jeg forklarede ham hele processen igen og rundede af med, at det var svært i vores lille lejlighed.

- Men jeg vil altså godt prøve alligevel, sukkede drengen bagefter og så forhåbningsfuld på mig.
- Men nu skal de i hvert fald have ro, indtil sommeren er næsten slut og de kommer frem igen, svarede jeg
- Og SÅ skal vi spise dem, konkluderede Ludvig og satte af sted på sin cykel på vej videre mod børnehaven.

Nu står jeg så i det moralske dilemma: Er et undladt svar = en bekræftelse eller = en ikke-indgået aftale..?

Sneglejagten del 1

Ludvig har ikke glemt sine Hvinersnegle. Jeg måtte love at tage tuschen med i lommen her til morgen, og hele vejen gennem Fælleden var vores øjne klistrede til jorden, mens vi skannede stien og græskanterne med vores vinbjergsnegle-røngtenblikke. Vi havde slet ikke tid til at se op og nyde stemningen på vores lille skovsti. Derfor tog jeg et billede af den på vejen retur:

Det er Elvira i sit burka-køretøj forrest i billedet.

Vi så lige nøjagtig ingen vinbjergsnegle eller nogen som helst anden slags snegl med eller uden hus. Det var alt for tørt igen efter de sidste dages byger. Ludvig var skuffet. Han havde allerede fundet på nogle meget lange navne til vores nye sneglevenner - navne, der involverede både prut og andre latrinære børnehaveord.

Jeg var også selv en smule skuffet. Nu havde vi lige fundet en god leg, der både indeholdt natur, skattejagt og muligheden for gensynets glæde, og så blev det i stedet en lektie i tålmodighed. Det har vi sikkert også meget mere brug for begge to, grrr...

Men da de sidste dages indlæg har handlet så meget om vores daglige Fælledture til og fra børnehaven, tog jeg lige et par billeder mere for at give et par stemningsindtryk. Så må I selv indsætte et passende antal vinbjergssnegle her og dér i fantasien.

Sol over Ballonparken og Islands Brygges boligkarréer i horisonten.

Mine yndlingstræer på ruten, da de er så skæve allesammen. De får nok for meget brænderøg fra Ballonparken...

Det er højsæson for den hvide blomstring både i træernes toppe og helt nede i tåhøjde. Se bare vores eget lille private ramsløgshjørne, som her er taget close up for ikke at afsløre location:

Ludvig elsker ramsløg. Vi plukker dem og kommer dem på vores gryderetter som frisk, grønt drys. Ludvig er gourmeén, der i bedste Noma-stil både samler og bringer hjem selv til køkkenbordet, hvor han maltrakterer bladene med en smørekniv (fordi han ikke tør bruge en urtekniv efter hans private Stockholmske blodbad forrige måned), og anretter dem i en smuk lille skål af eget valg.

Desværre synger ramsløgene på sidste vers, da de visner ned efter blomstringen. Så nu må vi finde noget andet, vi kan samle og spise. For knægten er helt syg med at finde sin mad selv i naturen. Når jeg fortæller ham, at tusindfryd kan spises, skal vi sikkert have dem i salaten resten af sommeren...

Ellers må jeg nok til at finde ud af, hvad brændenælder kan bruges til - for dem har vi nok af på Fælleden!

Mere om snegle

Ludvig nævnte ikke noget om snegle og muligheden af at spise dem her til morgen, så jeg undgik også emnet. Det regnede og vi var mere optaget af regntøj og paraplyer og cykelhjelme og den slags.

Men da vi var nået ned for enden af stien, hvor vi mødte Vinbjergsneglen sidst (tak til Leoparddrengen for stavekontrol), konstaterede Ludvig skuffet, at sneglen var væk. Han havde vist ikke forestillet sig, at den kunne nå over stien på et døgn med dét tempo, den kunne præstere. Men så besluttede han håbefuldt, at den kom igen.

På vej hjem holdt han igen nøje udkig. Imellemtiden havde jeg fået læst tip om et godt link til selvplukkersnegle og kokkeri fra Leoparddrengen hos  Walter Lystfisker. Hurtigt forstod jeg, at det er en meget kompliceret og langvarig proces, at æde selvplukkede snegle. Når man endelig har fundet nok (helst over 30) skal de i trækasse og udtømmes naturligt - læs aflortes - over flere dage, mens de overrisles jævnligt med temperet vand, før de skal afslimes i adskillige omgange kogende saltvand, før man endelig kan bage dem i ovnen, hive dem ud af huset og beslutte sig for, hvordan de skal indtages.

Allerede her må vi stå af som beboere i en 2V, hvor viceværterne og hustyranosauruserne i foreningen ikke vil se nådigt på en lille sneglefarm i gården. Desuden havde Walter en god pointe: Vinbjergsnegle parrer sig i maj-juni og graver sig herefter ned for at lægge æg. Det er derfor ikke rimeligt at gå og ødelægge romantikken og udslette næste generation ved at samle lige nu. Næste chance er først midt i juli.

Jeg forklarede Ludvig, at sneglene altså var ved at lave snegleunger, og vi derfor ikke kunne tage dem med hjem og æde dem før til sommer - men vi kunne eventuelt købe nogle forkogte snegle inkl. huse og bage dem i ovnen, så vi stadig kunne få smagt de dér snegle.

Han var meget forstående på sneglenes vegne, selvom noget af det sjove gik af det, når vi ikke kunne samle selv. Jeg afventer og ser, om han stadig vil spise snegle, når vi skal købe dem først. Ellers får det eventyr lov til at leve sit hengemte liv her i cyperspace. Ja, jeg er en kylling, jeg ved det.

Men nu skal vi så i stedet har tusch med på vores Fælledture, så vi kan navngive sneglene og se, om vi kan blive venner med dem. De kan nemlig blive 6-8 år, og holder til lokalt hele livet! Det bliver spændende, hvad barnet skal hedde.

Kan du lide snegle?

I dag på vej til børnehaven stopper Ludvig op på stien over Fælleden og står tålmodigt med sin cykel og venter på, at barnevognsskubberen skal indhente ham. Jeg tænker ikke nærmere over det, for Ludvig finder stort set altid noget på vejen, som han mener, han skal eje - det være sig alt fra en god lang pind til en ølkapsel, en dåse (jeg vil være meget rig, når jeg bliver stor), en sten eller måske en halv plasticstrip eller en tabt børste fra snefejemaskinerne.

Midt på stien er en velvoksen Wiinbergsnegl ved at krydse vores spor i adstadigt tempo. Kun med meget koncentreret blik kan man se, at den rent faktisk flytter sig. Ludvig er begejstret:

- Se mor! En stor snegl!!
- Ja. Det er en Wiinbergsnegl.
- Den er sej. Wienersneglen skal med i børnehaven! (sikkert som første beboer i dagens børneZoo)
- Jeg tror, det er bedst, at den bliver her. Den lever jo af de planter, der vokser her ved vandet.
- Nå. Se, den har følehorn!
- Ja. Faktisk kan man spise den.
- Kan man spise den?! Det vil jeg prøve!!
- Øhh, man skal først gøre noget ved den. Jeg tror, den skal koges.
- Skal vi så ikke koge den?
- Vi er jo på vej i børnehave. Vi kan se, om den er der stadig, når vi går hjem (afledningsmanøvre er altid en god taktik, når samtalen tager en uventet drejning)
- Nå ok. Farvel wiinesnegl!

Senere, hjemme igen omkring nattøjstid. Vi snakker om en svømmende snegl, som Ludvig har set i et akvarium i børnehaven, hvor nabostuen har været på fangst i Fælledens vandhuller. Jeg finder Danmarks Naturleksikon frem og slår op under snegle - big mistake!

- Måske er det en mosesnegl, foreslår jeg og peger i den i øvrigt super gode bog med alle Danmarks dyr.
- Ja. Den har sådan en høj sneglehus-hale, nikker Ludvig. Vi bladrer videre - Neej, se! Der er Wiinersneglen mor!
- Ja, det er da rigtig. Det er Wiinbergsneglen.
- Skal vi ikke finde den igen og spise den?
- Vil du gerne spise den? Jeg
- Ja!!
- Jeg tror nok, at den var væk på stien, svarer jeg og kan så høre, hvordan jeg allerede har trukket følehornene langt ind og føler mig krysteragtig. Hvis franskmændene kan, kan jeg vel også.
- Måske er den kommet igen i morgen.
- Måske. Vi må vente og se. Det står her, at den er fredet. Man må ikke samle dem ind for at sælge dem og tjene penge. Men man må godt samle dem til sig selv.
- Og spise dem? Stor iver i det lille drengeansigt.
- Ja.
- Det vil jeg gerne. Så skal vi koge dem!
- Så må vi jo finde ud af, hvordan man laver snegle. Det skal nok være en fridag, så vi kan finde nogle stykker, foreslår jeg og prøver at se det som en positiv udfordring - Vi skal have mere end én, hvis vi skal prøve at spise dem.
- okay. Vi gør det i morgen! Fastslår Ludvig og så er han klar til nattøj...

Det ser altså ud til, at jeg har lovet Ludvig, at vi skal prøve at spise Wiinbergsnegle... Jeg er ellers hverken bange for slanger eller edderkopper, biller eller andet kryb. Men jeg har aldrig været fristet af et menukort med snegle.

Jeg må se at finde en god opskrift - gerne med meget hvidløg!

Fortsættelse følger måske...

Et halvt år!

Hurra, hurra, hurra! Eliva er nu 0 et halvt, som Ludvig så præcist formulerer det. Jeg troede, vi skulle fejre det, men Ludvig var ikke helt i humør. Så Elvira fik sine føle-sanse-gramse-bøger i alt stilfærdighed med tillykke og så var Ludvig klar til at overtage underholdningen igen.

Men det varer ikke længe, før Elvira er klar til at gøre ham rangen stridig. Her har vi halv-fødselaren i stor fryd over at have overtaget koppen. Jeg kan afsløre, at der også var lyd på. Aldrig før har jeg set en kop blive konverseret så ivrigt og forelsket:

Hvis det ser ud som om, hun kan drikke selv, så er det snyd og bedrag. Hun gnaver lige så gerne af bunden af koppen. Ludvig syntes også, at det var god underholdning:

Men han kan heller ikke længere huske, da han startede ud med selv samme kop, da han var knapt 6 måneder:

De kan ikke løbe fra, at de er søskende. :-)

Og nu hvor vi har gang i mindernes galleri, så har jeg da også et billede af storebroderens første erfaringer med samme ske, som lillesøster nu ynder at erobre, gnaske og knitre (!) på og kaste på gulvet:

Elvira markede i øvrigt dagen med at sove igennem hele natten fra 19.30 til 6.47 uden mad. Jeg vågnede selv lidt i 6, fordi Ludvig gerne ville over og sove videre i min seng. Har jeg givet mad? Har jeg givet mad?? Har jeg virkelig IKKE givet mad? Her måtte jeg i en vis fart sætte mig op i sengen og stikke hovedet over kanten på tremmesengen for at tjekke, at hun stadig trak vejret. Hun rørte heldigvis på sig. Så jeg stak hende lige sutten og lagde mig tilbage i sengen - og vupti! sov hun lige en time til.

Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om og hvornår hun vågner efter mad i nat, for hun har været sulten hele dagen i dag. Tror altså ikke, at hun er helt klar til at springe den sovende nat-flaske over endnu. Men det er jo tegn i sol og måne på, at en ny tid nærmer sig - tiden med den generobrede nattesøvn!!

en trist dag

I dag blev min kusines søn begravet, og jeg var desværre ikke til stede fysisk for at dele denne tunge dag med dem. Begravelsen blev afholdt allerede kl. 11 i Jylland og jeg skulle have afsat Ludvig til en anden fra morgenstunden, da jeg ikke ville kunne nå at aflevere ham i børnehaven til åbningstid kl 7, hvis jeg skulle nå frem med DSB i tide med Elvira. Desuden skulle vi have været tidligere oppe og ude af døren, end jeg pt kan overskue at få dem begge vækket og klar til. Efter mange overvejelser frem og tilbage, endte jeg med at kaste håndklædet i ringen for at holde min egen lille familie oven vande.

Så i sidste ende blev mit dilemma om at fortælle Ludvig om begravelsen løst på en måde, som jeg ikke havde ønsket. Jeg har det nemlig stadig skidt med at have meldt afbud. Dagen er gået med at tænke på, hvornår de ankom, hvornår begravelsen var overstået, om det mon regnede ligesom her og om de kunne være i kirken med alle venner og familie. Vejret passede urimeligt godt til at stå og stirre ud på lysene på kastanietræet ved mit køkkenvindue og overveje, hvorfor dette dødsfald berører mig så meget og ikke rigtig vil slippe mig. Måske minder det mig for meget om dengang for 12 år siden, da vi begravede min barndomsvenindes lillesøster - også alt for tidligt - en kold januardag. Eller måske bringer det alt angsten op for mine egne børn - den dér udefinérlige angst for at miste, som ikke skyldes noget konkret, og som man i det daglige skubber fra sig, så snart den sniger sig ind på en.

Rent praktisk havde det nu været lidt af en udfordring at have min lille pivetrold med til begravelse. Hun gider ikke rigtig sove for tiden, og gider ikke ligge selv og lege, men vil egentlig bare gerne være oppe hos mig hele tiden og rode rundt som en anden sæk lopper eller prøve at komme op at stå for at øve sig i at bøje og strække ben, selvom hun slet ikke kan nu og derfor knækker helt sammen. Jeg tror, hun er midt i et udviklingsspring, og at hun desuden er meget moden til at få rigtig mad til frokost frem for flaske, for hun er glubende sulten, inden der er gået tre timer fra sidste flaske. Vi har været et kønt par hele dagen - uoplagt baby med uoplagt mor på en grå regnvejrsdag.

Trillerier

Elvira har nået en ny milepæl. Både i går og i dag har hun trillet fra ryg til mave! Efter lang tids træning og tøven kunne hun ikke mere stå for fristelsen ved at tage rullet fuldt ud i stedet for blot at lurepasse på siden med hovedet krænget godt bagover for bedre udsyn.

Problemet er jo, at tøsen ikke er særlig vild med at ligge på maven. Så der skal noget meget spændende næsten inden for rækkevidde til at lokke hende hele vejen rundt. For hvad skal man dog ligge på maven for, når man bliver træt i nakken og ikke har lyst til at lægge hovedet i underlaget og tage en pause? Og samtidig har det sidste indtagede måltid det med at komme op igen, når der kommer for meget pres på maven.

Men det er jo også meget rart selv at kunne vælge, hvilket legetøj, der skal gnaskes på næste gang. Så jeg tror, at trilleriet er kommet for at blive. Hun er nemlig meget bestemt med selv at ville holde. Det gælder også ske og kop ved måltiderne. Det må se sjovt ud gennem vinduet, når vi leger "mor prøver at ramme Elviras mund, inden Elvira rammer skeen." (indsæt eventuelt kop i stedet for ske i samme sætning).

Storebror kører igen på et misundelsesflip. Så snart jeg ser på Elvira, eller hun smiler til mig, begynder han at lave skøre ansigter, trutte højlydt, trampe i gulvet eller banke i bordet for at fange hendes opmærksomhed. Og hun må meget gerne grine af ham - hele tiden... Lidt anstrengende madscener udspiller ser derfor her i huset for tiden.

Desværre betyder det også, at "sur mor og sur bror" er tilbage igen. Jeg må virkelig tage mig i ikke at rette på ham hele tiden, da han nærmer sig "dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed". Det er en skidt spiral, for jo dårligere han opfører sig, jo mindre lyst og energi har jeg til at være sjov sammen med ham og give ham positiv opmærksomhed. Men jeg ved godt, at det er netop nu, han har brug for det.

Derfor har jeg besluttet mig for at indlede projekt: "Jeg vil have min glade dreng igen". I den næste tid må Ludvig få prioritet over vasketøj, opvask, oprydning, spiseregler, "kom nu" og egne små projekter. Det bliver spændende at se, hvor meget (eller lidt), jeg kan holde ud, at alting sejler omkring os...

Målet er, at han holder op med at holde sig for ørerne, når jeg beder ham om noget, han ikke har lyst til. (ja, så langt er vi desværre ude lige nu...)

Heldigvis er alt håb ikke ude. Til aften fik jeg en natkrammer med besked om, at jeg er den bedste mor i verden, og at han synes, at jeg skal hedde Supermor...