Velbekommen!
tirsdag den 31. maj 2011
Madglad
Jeg må lige tilføje dette lille øjeblik efter aftensmaden. Elvira får som regel tallerken og ske til egen fornøjelse, når hun ikke gider spise mere. Det kan hun godt lide - og moderen elsker jo at vaske... Hun er i hvert fald selv uden om det, når hun lader sine børn lege med maden.
Velbekommen!
Velbekommen!
Søskendekærlighed
Storebror var småsyg her til morgen med tør hoste og fik lov at blive hjemme fra børnehaven. Det viste sig dog hurtigt, at han mest var lidt forkølet og at han savnede sine venner. Men lillesøster nød opmærksomheden, som så i stedet pludselig blev hende til del:
Jeg synes jo ellers, at jeg er ved at være lidt tyndslidt i kanterne og kan til tider have lidt svært ved at huske at se det sjove i mine børns påfund og lave lidt sjov med det hele. Men sådan et øjeblik er jeg ret glad for at have mit kamera lige ved hånden, så jeg kan hive billederne frem og minde mig selv om, at det var derfor, jeg fik nummer to...
De er sgu det hele værd. Og hvis de ikke er alligevel har jeg da nu et par meget gode billeder til en salgsannonce med mængderabat på Den Blå Avis.
Jeg synes jo ellers, at jeg er ved at være lidt tyndslidt i kanterne og kan til tider have lidt svært ved at huske at se det sjove i mine børns påfund og lave lidt sjov med det hele. Men sådan et øjeblik er jeg ret glad for at have mit kamera lige ved hånden, så jeg kan hive billederne frem og minde mig selv om, at det var derfor, jeg fik nummer to...
De er sgu det hele værd. Og hvis de ikke er alligevel har jeg da nu et par meget gode billeder til en salgsannonce med mængderabat på Den Blå Avis.
mandag den 30. maj 2011
Hjemmelavet fedtcreme
Jeg har jo før skrevet om min begejstring for Rebecca Perssons økologiske babyguide "Baby - 100 procent uden tilsætning". I afsnittet om pleje støder man pludselig på en helsides faktaboks om den ultimative "alt-mulig-fedtcreme", som kan bruges til alt fra røde numser til rifter og røde frostkinder mm. Og som Rebecca så skriver: "og du skal selv lave den"...
Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik.
Ja, rigtig gættet. Den kunne jeg ikke stå for. Selvfølgelig skulle jeg da det! Der er jo kun tre ingrediencer i opskriften: bivoks, olie og smeasmør og bogen har henvisning til webshop, der ligger inde med hele herligheden inklucive glasbeholdere. Så jeg greb musen og tasterne og vips havde jeg bestilt smeacreme og bivoks og ventede spændt på det store øjeblik.
Den første udfordring viste sig, da jeg skulle måle en halv deciliter bivoks op. Jeg mener, bivoks er jo ligesom i bløde plader og stivner ved stuetemperatur. Hvor meget plade går der lige på en deciliter??
Jeg besluttede mig for at smelte bivoksen i vandbadet først og så måle, hvor meget jeg havde og gange op derfra. Ikke så smart beslutning, men hvad ved bønder om agurkesalat??
I starten skete der ikke rigtig noget. Jeg skoldede mine fine små glas og rodede lidt rundt i mine bivoks-bider. Men så skete der noget - det begyndte at smelte lige så fint som lovet i bogen:
Snart stod jeg med den flotteste ravgule væske og kunne nok se at en deciliter sammenpresset bivoks ikke giver en halv deciliter i flydende form. Jeg hældte det over i et decilitermål for at tjekke. Der var en kvart deciliter, men lige efter var der mindre - for voksen begyndte straks at stivne langs kanten af skålen og i målebægeret. I en fart måtte jeg have voksen tilbage og dokumentationen måtte holde pause midt i travlheden.
Jeg valgte i stedet af fylde en deciliter vand i en skål af samme størrelse og så smelte på øjemål. Jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan man opmåler flydende voks nøjagtigt. Men jeg har til gengæld fundet ud af, at det er ret håbløst at gøre rent efter...
Nå, men jeg fik smeltet voksen og tilsatte nu smeasmør og olivenolie:
Nej, det er ikke mit kamera, der har et problem med farver. Denne suppe var faktisk det umiddelbare resultat. På dette tidspunkt havde jeg ikke store forhåbninger om, at der ville komme en creme ud af anstrengelserne, men der var ingen vej tilbage. Så jeg smeltede videre
Og stod efter yderligere 10 minutters tålmodighed (ya, right...) med en fin, flydende fedtcreme. Og fedtet var lige ordet! Hold da op, hvor blev jeg, remedier og køkkenvask fedtet, inden alt var hældt op og gjort rent! Jeg havde jo i vanlig stil startet spontant uden at gennemtænke hele forløbet, og havde derfor hverken tænkt over den hurtige stivning ved overhældning eller på, hvordan man lige hælder flydende, varm væske fra en meget varm stentøjsskål og ned i nogle små glas...
Jeg sparer jer for detaljerne og viser blot resultatet:
Alle cremerne røg fluks i køleskabet som anvist og jeg røg i håndvasken. Til denne del af processen vil jeg gerne tilføje cirka en halv flaske svanemærket, koncentreret opvaskemiddel... Men så er ens hænder også max klar til at afprøve den nye creme.
Og hvordan er den så? Ud over at være hård som sten, så det kræver oversiden af en negl at grave den fri, så er den som lovet meget fedtet!
Tror jeg har misforstået noget med det bivoks. Der skulle nok ikke have været så meget i, for det må være voksen, der har forstenet min creme. Den blødes fint op ved håndvarme, men videre indbydende er den nu ikke, og efter brug er mine hænder både skinnende og - fedtede. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok også vælge en anden olie end oliven - især hvis jeg havde læst de sidste fif til opskriften, inden jeg gik igang...
Men nu har jeg i hvert fald fedtcreme til et års forbrug. Herefter er holdbarheden nemlig udløbet.
Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik.
Ja, rigtig gættet. Den kunne jeg ikke stå for. Selvfølgelig skulle jeg da det! Der er jo kun tre ingrediencer i opskriften: bivoks, olie og smeasmør og bogen har henvisning til webshop, der ligger inde med hele herligheden inklucive glasbeholdere. Så jeg greb musen og tasterne og vips havde jeg bestilt smeacreme og bivoks og ventede spændt på det store øjeblik.
Den første udfordring viste sig, da jeg skulle måle en halv deciliter bivoks op. Jeg mener, bivoks er jo ligesom i bløde plader og stivner ved stuetemperatur. Hvor meget plade går der lige på en deciliter??
Jeg besluttede mig for at smelte bivoksen i vandbadet først og så måle, hvor meget jeg havde og gange op derfra. Ikke så smart beslutning, men hvad ved bønder om agurkesalat??
I starten skete der ikke rigtig noget. Jeg skoldede mine fine små glas og rodede lidt rundt i mine bivoks-bider. Men så skete der noget - det begyndte at smelte lige så fint som lovet i bogen:
Snart stod jeg med den flotteste ravgule væske og kunne nok se at en deciliter sammenpresset bivoks ikke giver en halv deciliter i flydende form. Jeg hældte det over i et decilitermål for at tjekke. Der var en kvart deciliter, men lige efter var der mindre - for voksen begyndte straks at stivne langs kanten af skålen og i målebægeret. I en fart måtte jeg have voksen tilbage og dokumentationen måtte holde pause midt i travlheden.
Jeg valgte i stedet af fylde en deciliter vand i en skål af samme størrelse og så smelte på øjemål. Jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan man opmåler flydende voks nøjagtigt. Men jeg har til gengæld fundet ud af, at det er ret håbløst at gøre rent efter...
Nå, men jeg fik smeltet voksen og tilsatte nu smeasmør og olivenolie:
Nej, det er ikke mit kamera, der har et problem med farver. Denne suppe var faktisk det umiddelbare resultat. På dette tidspunkt havde jeg ikke store forhåbninger om, at der ville komme en creme ud af anstrengelserne, men der var ingen vej tilbage. Så jeg smeltede videre
Og stod efter yderligere 10 minutters tålmodighed (ya, right...) med en fin, flydende fedtcreme. Og fedtet var lige ordet! Hold da op, hvor blev jeg, remedier og køkkenvask fedtet, inden alt var hældt op og gjort rent! Jeg havde jo i vanlig stil startet spontant uden at gennemtænke hele forløbet, og havde derfor hverken tænkt over den hurtige stivning ved overhældning eller på, hvordan man lige hælder flydende, varm væske fra en meget varm stentøjsskål og ned i nogle små glas...
Jeg sparer jer for detaljerne og viser blot resultatet:
Alle cremerne røg fluks i køleskabet som anvist og jeg røg i håndvasken. Til denne del af processen vil jeg gerne tilføje cirka en halv flaske svanemærket, koncentreret opvaskemiddel... Men så er ens hænder også max klar til at afprøve den nye creme.
Og hvordan er den så? Ud over at være hård som sten, så det kræver oversiden af en negl at grave den fri, så er den som lovet meget fedtet!
Tror jeg har misforstået noget med det bivoks. Der skulle nok ikke have været så meget i, for det må være voksen, der har forstenet min creme. Den blødes fint op ved håndvarme, men videre indbydende er den nu ikke, og efter brug er mine hænder både skinnende og - fedtede. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok også vælge en anden olie end oliven - især hvis jeg havde læst de sidste fif til opskriften, inden jeg gik igang...
Men nu har jeg i hvert fald fedtcreme til et års forbrug. Herefter er holdbarheden nemlig udløbet.
fredag den 27. maj 2011
Sneglejagten Del II
Jamen, jamen! Hvem siger, at regnvejr er møg? I hvert fald ikke Ludvig og jeg. For her til morgen fandt vi ikke én vinbjergsnegl - nej, vi fandt to! De lå endda med kun 20 centimeters mellemrum, så vi hjalp dem lidt det sidste stykke, så der kunne komme sneglebørn ud af mødet.
Og så skulle de navngives. Ludvig var fadder og valgte de gode sneglenavne Jungo og Coco. Se selv:
Min mobiltelefon er i praksis fra sidste årtusende, men har dog kamera og det skulle være muligt at ane de to stolte sneglevenner, som nu har fået foreviget deres navne på deres huse.
Ludvig var helt med på, at de skulle have fred og ro til at komme i nærkontakt og senere grave sig ned for at lægge snegleæg. Og så kom det:
- Og så kommer de op igen bagefter lige her!
- Ja, det kan godt være
- Skal vi så ikke spise dem! (stor begejstring)
- Vil du spise dem, nu hvor de har fået navn?
- JA!
...
Jeg prøvede så at minde ham om, hvor svært det var at klargøre snegle, inden de kan komme i ovnen. Jeg forklarede ham hele processen igen og rundede af med, at det var svært i vores lille lejlighed.
- Men jeg vil altså godt prøve alligevel, sukkede drengen bagefter og så forhåbningsfuld på mig.
- Men nu skal de i hvert fald have ro, indtil sommeren er næsten slut og de kommer frem igen, svarede jeg
- Og SÅ skal vi spise dem, konkluderede Ludvig og satte af sted på sin cykel på vej videre mod børnehaven.
Nu står jeg så i det moralske dilemma: Er et undladt svar = en bekræftelse eller = en ikke-indgået aftale..?
Og så skulle de navngives. Ludvig var fadder og valgte de gode sneglenavne Jungo og Coco. Se selv:
Min mobiltelefon er i praksis fra sidste årtusende, men har dog kamera og det skulle være muligt at ane de to stolte sneglevenner, som nu har fået foreviget deres navne på deres huse.
Ludvig var helt med på, at de skulle have fred og ro til at komme i nærkontakt og senere grave sig ned for at lægge snegleæg. Og så kom det:
- Og så kommer de op igen bagefter lige her!
- Ja, det kan godt være
- Skal vi så ikke spise dem! (stor begejstring)
- Vil du spise dem, nu hvor de har fået navn?
- JA!
...
Jeg prøvede så at minde ham om, hvor svært det var at klargøre snegle, inden de kan komme i ovnen. Jeg forklarede ham hele processen igen og rundede af med, at det var svært i vores lille lejlighed.
- Men jeg vil altså godt prøve alligevel, sukkede drengen bagefter og så forhåbningsfuld på mig.
- Men nu skal de i hvert fald have ro, indtil sommeren er næsten slut og de kommer frem igen, svarede jeg
- Og SÅ skal vi spise dem, konkluderede Ludvig og satte af sted på sin cykel på vej videre mod børnehaven.
Nu står jeg så i det moralske dilemma: Er et undladt svar = en bekræftelse eller = en ikke-indgået aftale..?
onsdag den 25. maj 2011
Sneglejagten del 1
Ludvig har ikke glemt sine Hvinersnegle. Jeg måtte love at tage tuschen med i lommen her til morgen, og hele vejen gennem Fælleden var vores øjne klistrede til jorden, mens vi skannede stien og græskanterne med vores vinbjergsnegle-røngtenblikke. Vi havde slet ikke tid til at se op og nyde stemningen på vores lille skovsti. Derfor tog jeg et billede af den på vejen retur:
Det er Elvira i sit burka-køretøj forrest i billedet.
Vi så lige nøjagtig ingen vinbjergsnegle eller nogen som helst anden slags snegl med eller uden hus. Det var alt for tørt igen efter de sidste dages byger. Ludvig var skuffet. Han havde allerede fundet på nogle meget lange navne til vores nye sneglevenner - navne, der involverede både prut og andre latrinære børnehaveord.
Jeg var også selv en smule skuffet. Nu havde vi lige fundet en god leg, der både indeholdt natur, skattejagt og muligheden for gensynets glæde, og så blev det i stedet en lektie i tålmodighed. Det har vi sikkert også meget mere brug for begge to, grrr...
Men da de sidste dages indlæg har handlet så meget om vores daglige Fælledture til og fra børnehaven, tog jeg lige et par billeder mere for at give et par stemningsindtryk. Så må I selv indsætte et passende antal vinbjergssnegle her og dér i fantasien.
Sol over Ballonparken og Islands Brygges boligkarréer i horisonten.
Mine yndlingstræer på ruten, da de er så skæve allesammen. De får nok for meget brænderøg fra Ballonparken...
Det er højsæson for den hvide blomstring både i træernes toppe og helt nede i tåhøjde. Se bare vores eget lille private ramsløgshjørne, som her er taget close up for ikke at afsløre location:
Ludvig elsker ramsløg. Vi plukker dem og kommer dem på vores gryderetter som frisk, grønt drys. Ludvig er gourmeén, der i bedste Noma-stil både samler og bringer hjem selv til køkkenbordet, hvor han maltrakterer bladene med en smørekniv (fordi han ikke tør bruge en urtekniv efter hans private Stockholmske blodbad forrige måned), og anretter dem i en smuk lille skål af eget valg.
Desværre synger ramsløgene på sidste vers, da de visner ned efter blomstringen. Så nu må vi finde noget andet, vi kan samle og spise. For knægten er helt syg med at finde sin mad selv i naturen. Når jeg fortæller ham, at tusindfryd kan spises, skal vi sikkert have dem i salaten resten af sommeren...
Ellers må jeg nok til at finde ud af, hvad brændenælder kan bruges til - for dem har vi nok af på Fælleden!
Det er Elvira i sit burka-køretøj forrest i billedet.
Vi så lige nøjagtig ingen vinbjergsnegle eller nogen som helst anden slags snegl med eller uden hus. Det var alt for tørt igen efter de sidste dages byger. Ludvig var skuffet. Han havde allerede fundet på nogle meget lange navne til vores nye sneglevenner - navne, der involverede både prut og andre latrinære børnehaveord.
Jeg var også selv en smule skuffet. Nu havde vi lige fundet en god leg, der både indeholdt natur, skattejagt og muligheden for gensynets glæde, og så blev det i stedet en lektie i tålmodighed. Det har vi sikkert også meget mere brug for begge to, grrr...
Men da de sidste dages indlæg har handlet så meget om vores daglige Fælledture til og fra børnehaven, tog jeg lige et par billeder mere for at give et par stemningsindtryk. Så må I selv indsætte et passende antal vinbjergssnegle her og dér i fantasien.
Sol over Ballonparken og Islands Brygges boligkarréer i horisonten.
Mine yndlingstræer på ruten, da de er så skæve allesammen. De får nok for meget brænderøg fra Ballonparken...
Det er højsæson for den hvide blomstring både i træernes toppe og helt nede i tåhøjde. Se bare vores eget lille private ramsløgshjørne, som her er taget close up for ikke at afsløre location:
Ludvig elsker ramsløg. Vi plukker dem og kommer dem på vores gryderetter som frisk, grønt drys. Ludvig er gourmeén, der i bedste Noma-stil både samler og bringer hjem selv til køkkenbordet, hvor han maltrakterer bladene med en smørekniv (fordi han ikke tør bruge en urtekniv efter hans private Stockholmske blodbad forrige måned), og anretter dem i en smuk lille skål af eget valg.
Desværre synger ramsløgene på sidste vers, da de visner ned efter blomstringen. Så nu må vi finde noget andet, vi kan samle og spise. For knægten er helt syg med at finde sin mad selv i naturen. Når jeg fortæller ham, at tusindfryd kan spises, skal vi sikkert have dem i salaten resten af sommeren...
Ellers må jeg nok til at finde ud af, hvad brændenælder kan bruges til - for dem har vi nok af på Fælleden!
tirsdag den 24. maj 2011
Mere om snegle
Ludvig nævnte ikke noget om snegle og muligheden af at spise dem her til morgen, så jeg undgik også emnet. Det regnede og vi var mere optaget af regntøj og paraplyer og cykelhjelme og den slags.
Men da vi var nået ned for enden af stien, hvor vi mødte Vinbjergsneglen sidst (tak til Leoparddrengen for stavekontrol), konstaterede Ludvig skuffet, at sneglen var væk. Han havde vist ikke forestillet sig, at den kunne nå over stien på et døgn med dét tempo, den kunne præstere. Men så besluttede han håbefuldt, at den kom igen.
På vej hjem holdt han igen nøje udkig. Imellemtiden havde jeg fået læst tip om et godt link til selvplukkersnegle og kokkeri fra Leoparddrengen hos Walter Lystfisker. Hurtigt forstod jeg, at det er en meget kompliceret og langvarig proces, at æde selvplukkede snegle. Når man endelig har fundet nok (helst over 30) skal de i trækasse og udtømmes naturligt - læs aflortes - over flere dage, mens de overrisles jævnligt med temperet vand, før de skal afslimes i adskillige omgange kogende saltvand, før man endelig kan bage dem i ovnen, hive dem ud af huset og beslutte sig for, hvordan de skal indtages.
Allerede her må vi stå af som beboere i en 2V, hvor viceværterne og hustyranosauruserne i foreningen ikke vil se nådigt på en lille sneglefarm i gården. Desuden havde Walter en god pointe: Vinbjergsnegle parrer sig i maj-juni og graver sig herefter ned for at lægge æg. Det er derfor ikke rimeligt at gå og ødelægge romantikken og udslette næste generation ved at samle lige nu. Næste chance er først midt i juli.
Jeg forklarede Ludvig, at sneglene altså var ved at lave snegleunger, og vi derfor ikke kunne tage dem med hjem og æde dem før til sommer - men vi kunne eventuelt købe nogle forkogte snegle inkl. huse og bage dem i ovnen, så vi stadig kunne få smagt de dér snegle.
Han var meget forstående på sneglenes vegne, selvom noget af det sjove gik af det, når vi ikke kunne samle selv. Jeg afventer og ser, om han stadig vil spise snegle, når vi skal købe dem først. Ellers får det eventyr lov til at leve sit hengemte liv her i cyperspace. Ja, jeg er en kylling, jeg ved det.
Men nu skal vi så i stedet har tusch med på vores Fælledture, så vi kan navngive sneglene og se, om vi kan blive venner med dem. De kan nemlig blive 6-8 år, og holder til lokalt hele livet! Det bliver spændende, hvad barnet skal hedde.
Men da vi var nået ned for enden af stien, hvor vi mødte Vinbjergsneglen sidst (tak til Leoparddrengen for stavekontrol), konstaterede Ludvig skuffet, at sneglen var væk. Han havde vist ikke forestillet sig, at den kunne nå over stien på et døgn med dét tempo, den kunne præstere. Men så besluttede han håbefuldt, at den kom igen.
På vej hjem holdt han igen nøje udkig. Imellemtiden havde jeg fået læst tip om et godt link til selvplukkersnegle og kokkeri fra Leoparddrengen hos Walter Lystfisker. Hurtigt forstod jeg, at det er en meget kompliceret og langvarig proces, at æde selvplukkede snegle. Når man endelig har fundet nok (helst over 30) skal de i trækasse og udtømmes naturligt - læs aflortes - over flere dage, mens de overrisles jævnligt med temperet vand, før de skal afslimes i adskillige omgange kogende saltvand, før man endelig kan bage dem i ovnen, hive dem ud af huset og beslutte sig for, hvordan de skal indtages.
Allerede her må vi stå af som beboere i en 2V, hvor viceværterne og hustyranosauruserne i foreningen ikke vil se nådigt på en lille sneglefarm i gården. Desuden havde Walter en god pointe: Vinbjergsnegle parrer sig i maj-juni og graver sig herefter ned for at lægge æg. Det er derfor ikke rimeligt at gå og ødelægge romantikken og udslette næste generation ved at samle lige nu. Næste chance er først midt i juli.
Jeg forklarede Ludvig, at sneglene altså var ved at lave snegleunger, og vi derfor ikke kunne tage dem med hjem og æde dem før til sommer - men vi kunne eventuelt købe nogle forkogte snegle inkl. huse og bage dem i ovnen, så vi stadig kunne få smagt de dér snegle.
Han var meget forstående på sneglenes vegne, selvom noget af det sjove gik af det, når vi ikke kunne samle selv. Jeg afventer og ser, om han stadig vil spise snegle, når vi skal købe dem først. Ellers får det eventyr lov til at leve sit hengemte liv her i cyperspace. Ja, jeg er en kylling, jeg ved det.
Men nu skal vi så i stedet har tusch med på vores Fælledture, så vi kan navngive sneglene og se, om vi kan blive venner med dem. De kan nemlig blive 6-8 år, og holder til lokalt hele livet! Det bliver spændende, hvad barnet skal hedde.
mandag den 23. maj 2011
Kan du lide snegle?
I dag på vej til børnehaven stopper Ludvig op på stien over Fælleden og står tålmodigt med sin cykel og venter på, at barnevognsskubberen skal indhente ham. Jeg tænker ikke nærmere over det, for Ludvig finder stort set altid noget på vejen, som han mener, han skal eje - det være sig alt fra en god lang pind til en ølkapsel, en dåse (jeg vil være meget rig, når jeg bliver stor), en sten eller måske en halv plasticstrip eller en tabt børste fra snefejemaskinerne.
Midt på stien er en velvoksen Wiinbergsnegl ved at krydse vores spor i adstadigt tempo. Kun med meget koncentreret blik kan man se, at den rent faktisk flytter sig. Ludvig er begejstret:
- Se mor! En stor snegl!!
- Ja. Det er en Wiinbergsnegl.
- Den er sej. Wienersneglen skal med i børnehaven! (sikkert som første beboer i dagens børneZoo)
- Jeg tror, det er bedst, at den bliver her. Den lever jo af de planter, der vokser her ved vandet.
- Nå. Se, den har følehorn!
- Ja. Faktisk kan man spise den.
- Kan man spise den?! Det vil jeg prøve!!
- Øhh, man skal først gøre noget ved den. Jeg tror, den skal koges.
- Skal vi så ikke koge den?
- Vi er jo på vej i børnehave. Vi kan se, om den er der stadig, når vi går hjem (afledningsmanøvre er altid en god taktik, når samtalen tager en uventet drejning)
- Nå ok. Farvel wiinesnegl!
Senere, hjemme igen omkring nattøjstid. Vi snakker om en svømmende snegl, som Ludvig har set i et akvarium i børnehaven, hvor nabostuen har været på fangst i Fælledens vandhuller. Jeg finder Danmarks Naturleksikon frem og slår op under snegle - big mistake!
- Måske er det en mosesnegl, foreslår jeg og peger i den i øvrigt super gode bog med alle Danmarks dyr.
- Ja. Den har sådan en høj sneglehus-hale, nikker Ludvig. Vi bladrer videre - Neej, se! Der er Wiinersneglen mor!
- Ja, det er da rigtig. Det er Wiinbergsneglen.
- Skal vi ikke finde den igen og spise den?
- Vil du gerne spise den? Jeg
- Ja!!
- Jeg tror nok, at den var væk på stien, svarer jeg og kan så høre, hvordan jeg allerede har trukket følehornene langt ind og føler mig krysteragtig. Hvis franskmændene kan, kan jeg vel også.
- Måske er den kommet igen i morgen.
- Måske. Vi må vente og se. Det står her, at den er fredet. Man må ikke samle dem ind for at sælge dem og tjene penge. Men man må godt samle dem til sig selv.
- Og spise dem? Stor iver i det lille drengeansigt.
- Ja.
- Det vil jeg gerne. Så skal vi koge dem!
- Så må vi jo finde ud af, hvordan man laver snegle. Det skal nok være en fridag, så vi kan finde nogle stykker, foreslår jeg og prøver at se det som en positiv udfordring - Vi skal have mere end én, hvis vi skal prøve at spise dem.
- okay. Vi gør det i morgen! Fastslår Ludvig og så er han klar til nattøj...
Det ser altså ud til, at jeg har lovet Ludvig, at vi skal prøve at spise Wiinbergsnegle... Jeg er ellers hverken bange for slanger eller edderkopper, biller eller andet kryb. Men jeg har aldrig været fristet af et menukort med snegle.
Jeg må se at finde en god opskrift - gerne med meget hvidløg!
Fortsættelse følger måske...
Midt på stien er en velvoksen Wiinbergsnegl ved at krydse vores spor i adstadigt tempo. Kun med meget koncentreret blik kan man se, at den rent faktisk flytter sig. Ludvig er begejstret:
- Se mor! En stor snegl!!
- Ja. Det er en Wiinbergsnegl.
- Den er sej. Wienersneglen skal med i børnehaven! (sikkert som første beboer i dagens børneZoo)
- Jeg tror, det er bedst, at den bliver her. Den lever jo af de planter, der vokser her ved vandet.
- Nå. Se, den har følehorn!
- Ja. Faktisk kan man spise den.
- Kan man spise den?! Det vil jeg prøve!!
- Øhh, man skal først gøre noget ved den. Jeg tror, den skal koges.
- Skal vi så ikke koge den?
- Vi er jo på vej i børnehave. Vi kan se, om den er der stadig, når vi går hjem (afledningsmanøvre er altid en god taktik, når samtalen tager en uventet drejning)
- Nå ok. Farvel wiinesnegl!
Senere, hjemme igen omkring nattøjstid. Vi snakker om en svømmende snegl, som Ludvig har set i et akvarium i børnehaven, hvor nabostuen har været på fangst i Fælledens vandhuller. Jeg finder Danmarks Naturleksikon frem og slår op under snegle - big mistake!
- Måske er det en mosesnegl, foreslår jeg og peger i den i øvrigt super gode bog med alle Danmarks dyr.
- Ja. Den har sådan en høj sneglehus-hale, nikker Ludvig. Vi bladrer videre - Neej, se! Der er Wiinersneglen mor!
- Ja, det er da rigtig. Det er Wiinbergsneglen.
- Skal vi ikke finde den igen og spise den?
- Vil du gerne spise den? Jeg
- Ja!!
- Jeg tror nok, at den var væk på stien, svarer jeg og kan så høre, hvordan jeg allerede har trukket følehornene langt ind og føler mig krysteragtig. Hvis franskmændene kan, kan jeg vel også.
- Måske er den kommet igen i morgen.
- Måske. Vi må vente og se. Det står her, at den er fredet. Man må ikke samle dem ind for at sælge dem og tjene penge. Men man må godt samle dem til sig selv.
- Og spise dem? Stor iver i det lille drengeansigt.
- Ja.
- Det vil jeg gerne. Så skal vi koge dem!
- Så må vi jo finde ud af, hvordan man laver snegle. Det skal nok være en fridag, så vi kan finde nogle stykker, foreslår jeg og prøver at se det som en positiv udfordring - Vi skal have mere end én, hvis vi skal prøve at spise dem.
- okay. Vi gør det i morgen! Fastslår Ludvig og så er han klar til nattøj...
Det ser altså ud til, at jeg har lovet Ludvig, at vi skal prøve at spise Wiinbergsnegle... Jeg er ellers hverken bange for slanger eller edderkopper, biller eller andet kryb. Men jeg har aldrig været fristet af et menukort med snegle.
Jeg må se at finde en god opskrift - gerne med meget hvidløg!
Fortsættelse følger måske...
Abonner på:
Opslag (Atom)