I dag fik vi bl.a. letkogte ærter til maden. Elvira fik sin kartoffelmos med gulerod og broccoli. Men jeg lægger nu og da lidt af vores aftensmad på bordet til Elvira at undersøge og smage på, når det egner sig. Da vi mest spiser stegte grøntsager, bliver det ikke så ofte, som det burde, men i dag var det oplagt at lægge en ært til hende at lege med.
Og hvad sker der så? Tøsen samler møjsommeligt og med stor målbevidsthed ærten op og forsøger at få den ind i munden. Fejler, men får fat i den igen, og i andet forsøg får hun ærten ind i munden fra sit finger-håndgreb. Hun ser lidt sjov ud, laver et par grimasser og skubber ærten ud. Jeg stikker hende en ny og hun rækker straks ud efter den. Jeg lader som ingenting og vupti, sidder hun og gnasker på ærten, mens hun højlydt brummer og så går igang med en serie MA-MA-MA-MA-MA-MA!
Moderen er SÅ stolt! Min lille datter er ved at transformeres fra baby til barn! Om 14 dage starter hun i vuggestue og herefter når jeg nok kun at blinke med øjnene, før hun stavrer omkring og piller i alting for alvor, mens hun spørger a' det? til alting.
Vildt!
søndag den 31. juli 2011
Regnormealfabet
Ludvig er begyndt at skrive bogstaver. Moderen er meget stolt. Efter hans egen opfattelse laver han skilte. Således også her til aften, mens lillesøster får godnatflaske. Han sidder på sin plads ved spistebordet og tegner på sin dækkeserviet, der har alfabetet påtrykt. Bagefter kom han tilfreds hen og viste billedet frem:
- Mor, det er et skilt med regnorme!
- Nej, hvor er de fine, Ludvig! (ægte begejstring her)
- Det er regnormene, der har tegnet bogstaverne med deres haler.
- Hold da op, hvor er de gode, de regnorme!
- Ja. Og ham den røde, han er leder af flokken. Og se ham her! (øverste række, nummer 3) Hans øjne ligner som bogstaver! Det er L og L! Det er Peter, der har lært mig at tegne det bogstav dér. (peger på det omvendte P)
- Det er nok fordi, Peter starter med P.
- Nå? Starter Peter med P!
Og således blev P føjet til listen over bogstaver, som han kan huske, fordi de betyder noget for ham. L som Ludvig, S som Stinus, P som Peter, og T fordi det er så nemt og så flot. B blev derimod tilføjet efter ønske fra moderen...
- Mor, det er et skilt med regnorme!
- Nej, hvor er de fine, Ludvig! (ægte begejstring her)
- Det er regnormene, der har tegnet bogstaverne med deres haler.
- Hold da op, hvor er de gode, de regnorme!
- Ja. Og ham den røde, han er leder af flokken. Og se ham her! (øverste række, nummer 3) Hans øjne ligner som bogstaver! Det er L og L! Det er Peter, der har lært mig at tegne det bogstav dér. (peger på det omvendte P)
- Det er nok fordi, Peter starter med P.
- Nå? Starter Peter med P!
Og således blev P føjet til listen over bogstaver, som han kan huske, fordi de betyder noget for ham. L som Ludvig, S som Stinus, P som Peter, og T fordi det er så nemt og så flot. B blev derimod tilføjet efter ønske fra moderen...
mandag den 25. juli 2011
Fra billedgalleriet
Vi holder ferie i disse uger, men når alligevel også at se en del til familien. Og så har både min nevø og Ludvig holdt fødselsdag. Her er lidt blandet fra hverdag og fest:
Dobbelt hanekam
Til fætter Philips 1 års fødselsdag
Skabsgymnastik??
Det er jo en Nintendo!
Kom nu og leg, Ludvig!
søndag den 24. juli 2011
Våd dag
Hvad gør man, når det bare vælter ned fra den grå himmel hele dagen, og Ludvig har fødselsdagstømmermænd og ingen legekammerater hjemme fra ferie?
Efter to timers fælles starwars-spil på Ludvigs nye Nintendo, mens Elvira sov formiddagslur (hvor Ludvig måtte skænde sin mor ud for at få lov at overtage lyssværdet lidt engang imellem), alle Lillenørd-afsnittene på Oline-TV og en del hoppen uroligt omkring, pakkede vi os alle tre ind i regntæt og drog afsted mod noget andet vand, nemlig Danmarks Akvarium.
Danmarks Akvarium har reklameret stort for deres sommer-hajsærudstilling både på busser, hjemmeside og nyhedsbreve. Og da vi har årskort eftersom Ludvig er bidt af en gal søslange, var det klart, at vi skulle afsted i ferien. Desværre er det gamle hus ikke lige så stort som ambitionerne bag udstillingen. De havde erhvervet et par ekstra sorttippede revhajer, men ellers bestod særudstillingen i et udstillingstelt med en hajfilm og et par interaktive skærme, hvor man kunne quize om hajer og få mere at vide.
Men til min store overraskelse gav det ikke nogen skår i glæden for Ludvig over at være tilbage i akvariet. Mens Elvira sov sin korte eftermiddagslur blandt 100 feriegæster og turister, genså vi alle de dejlige, mærkelige, giftige, farverige, spændende store og små fisk, hajer, hummere, ål og kæmpekrabber, som vi ikke har set, siden jeg var højgravid. Der blev tegnet fisketegninger og klappet fladfisk og spist pølse og is, og Ludvig var i det hele taget næsten ikke til at drive hjem igen.
Elvira fik også sin første oplevelse med fisk set gennem en rude, og hun var helt tavs af bare optagethed. Især de små skildpadder og stribede fisk i det store akvarium for enden med rotunden var spændende for hende. I min favn forsøgte hun at fange de små fisk, når de svømmede lige forbi hendes næse. Det var stor underholdning for os alle tre.
Vi kan derfor varmt anbefale Danmarks akvarium som ferieoplevelse - ikke for deres ikke særlige særudstilling om hajer, men bare for at være det bedste sted på Sjælland at se det forunderlige liv under havet.
Efter to timers fælles starwars-spil på Ludvigs nye Nintendo, mens Elvira sov formiddagslur (hvor Ludvig måtte skænde sin mor ud for at få lov at overtage lyssværdet lidt engang imellem), alle Lillenørd-afsnittene på Oline-TV og en del hoppen uroligt omkring, pakkede vi os alle tre ind i regntæt og drog afsted mod noget andet vand, nemlig Danmarks Akvarium.
Danmarks Akvarium har reklameret stort for deres sommer-hajsærudstilling både på busser, hjemmeside og nyhedsbreve. Og da vi har årskort eftersom Ludvig er bidt af en gal søslange, var det klart, at vi skulle afsted i ferien. Desværre er det gamle hus ikke lige så stort som ambitionerne bag udstillingen. De havde erhvervet et par ekstra sorttippede revhajer, men ellers bestod særudstillingen i et udstillingstelt med en hajfilm og et par interaktive skærme, hvor man kunne quize om hajer og få mere at vide.
Men til min store overraskelse gav det ikke nogen skår i glæden for Ludvig over at være tilbage i akvariet. Mens Elvira sov sin korte eftermiddagslur blandt 100 feriegæster og turister, genså vi alle de dejlige, mærkelige, giftige, farverige, spændende store og små fisk, hajer, hummere, ål og kæmpekrabber, som vi ikke har set, siden jeg var højgravid. Der blev tegnet fisketegninger og klappet fladfisk og spist pølse og is, og Ludvig var i det hele taget næsten ikke til at drive hjem igen.
Elvira fik også sin første oplevelse med fisk set gennem en rude, og hun var helt tavs af bare optagethed. Især de små skildpadder og stribede fisk i det store akvarium for enden med rotunden var spændende for hende. I min favn forsøgte hun at fange de små fisk, når de svømmede lige forbi hendes næse. Det var stor underholdning for os alle tre.
Vi kan derfor varmt anbefale Danmarks akvarium som ferieoplevelse - ikke for deres ikke særlige særudstilling om hajer, men bare for at være det bedste sted på Sjælland at se det forunderlige liv under havet.
fredag den 22. juli 2011
Chokolademuskler
Her til formiddag fik jeg listet avisen med ud på toilettet for lige at læse en artikel, mens Elvira sov middagslur og Ludvig legede med sine fødselsdagsgaver fra i tirsdags. Jeg var kommet godt ind i artiklen, da Ludvig pludselig kommer trippende for at se, hvad jeg lavede. Han stopper op, og ser så beundrende på mine lår, som toiletsædet rigtigt hjælper til med at få bredt ud:
- Nøj, hvor har du nogle store benmuskler mor!
Tak sønnike! Det er rart med et positivt syn på frugten af et halvt års samvær med min gode aftenhyggeven, Chokolade.
Jeg kan kun håbe, at der er mænd i min egen aldersgruppe, der deler hans synspunkt. Ellers må jeg nok til at overveje en nedtrapning.
- Nøj, hvor har du nogle store benmuskler mor!
Tak sønnike! Det er rart med et positivt syn på frugten af et halvt års samvær med min gode aftenhyggeven, Chokolade.
Jeg kan kun håbe, at der er mænd i min egen aldersgruppe, der deler hans synspunkt. Ellers må jeg nok til at overveje en nedtrapning.
søndag den 17. juli 2011
Farlig leg
Forleden spurgte Ludvig mig, hvordan det gik med Casper, min kusines søn, der blev fanget i en ildebrand. Lå han stadig inde på Rigshospitalet? Jeg svarede nej, men det var ikke svar nok, for hvor var han så henne? Så jeg måtte svare, at han desværre var død.
Det førte til en længere samtale, hvor jeg skulle prøve at forklare for min lille, tænksomme søn, hvordan man kan dø af en ildebrand, når man nu havde ligget på hospitalet så længe. Og om han var begravet og om jeg havde været med. Og hvorfor vi ikke havde været med til begravelsen. Jeg forsøgte at holde det udramatisk uden for mange detaljer og forklaringer, som han alligevel ikke forstår. Men han var vedholdende, for han kunne ikke slippe den uforståelige besked, at Casper kunne dø, og jeg vidste, at det ville være en besked, som han ville komme til at gruble længe over.
Således sagde han i går: "Mor er det ikke også rigtigt, at et barn ikke kan dø før sin mor og far?"... eller "Mor, kan man dø, hvis man falder ned af trapperne? Hvad nu hvis man faldt helt oppefra og ned i kælderen?" Og han er tilbage til ikke at turde at falde i søvn alene, får mareridt og kommer over for at sove videre i min seng, inden det begynder at lysne.
I dag legede han og hans gode ven Peter så pumaer. De var pumaer med sværd, og jeg gætter på, at det havde sit udspring i Kungfu Panda-filmen, som de begge er ret glade for. Pludselig overhører jeg deres leg, som mest består i lange forhandlinger om handlingen og deres roller:
Peter: Ludvig, har du glemt, at jeg er den onde, og du er den gode?
Ludvig: Vil du være den onde?
Peter, begejstret: Ja! Og så fangede du mig og så døde jeg!
Ludvig:...
Peter: Så sætter du en fælde op og fanger mig, for jeg er meget farlig, og så slog du mig ihjel med sværdet
Ludvig: Men du besvimede bare, og så kom jeg dig i fængsel
(der bygges et fængsel og legen fortsætter)
Peter: Så satte du mig i fængsel, og så døde jeg!
Ludvig belærende: Man får faktisk mad i et fængsel
Peter, efter en forundret pause: Okay?...
...
Peter: Hvor er mit sværd henne?
Ludvig: Det har jeg.
Peter: Men jeg skulle have mit sværd! Og så slap jeg ud, og så kæmpede vi!
(der kæmpes og Peter falder åbenbart om)
Peter: Og så døde jeg!
Ludvig: Nej, for du besvimede kun, og så døde du heldigvis ikke.
Peter: Men Ludvig, jeg er jo den onde, og du er den gode!
Ludvig stærkt protesterende: Men jeg er jo din ven!
Peter: I virkeligheden?
Ludvig: Ja. Og i legen.
Hvad der videre skete, hørte jeg ikke, da Elvira vågnede fra sin middagslur. Men jeg tvivler på, at Peter fik lov at dø denne gang. Det kan sørme være svært at få lov at beholde sin ven, når man skal være den gode!
Det er svært at skelne for mig, hvor meget det er hans alder og hans voksende forståelse af virkeligheden og sin egen skrøbelighed, og hvor meget det bliver konkretiseret af den faktiske erkendelse af, at man kan dø som barn. Men døden er i hans tanker hver dag i denne tid. Jeg håber, at jeg takler det korrekt, når jeg forsøger at holde mig til den forenklede sandhed. Jeg har jo ingen gud og himmel, jeg kan tilbyde ham til trøst for alt den skræmmende virkelighed.
Det førte til en længere samtale, hvor jeg skulle prøve at forklare for min lille, tænksomme søn, hvordan man kan dø af en ildebrand, når man nu havde ligget på hospitalet så længe. Og om han var begravet og om jeg havde været med. Og hvorfor vi ikke havde været med til begravelsen. Jeg forsøgte at holde det udramatisk uden for mange detaljer og forklaringer, som han alligevel ikke forstår. Men han var vedholdende, for han kunne ikke slippe den uforståelige besked, at Casper kunne dø, og jeg vidste, at det ville være en besked, som han ville komme til at gruble længe over.
Således sagde han i går: "Mor er det ikke også rigtigt, at et barn ikke kan dø før sin mor og far?"... eller "Mor, kan man dø, hvis man falder ned af trapperne? Hvad nu hvis man faldt helt oppefra og ned i kælderen?" Og han er tilbage til ikke at turde at falde i søvn alene, får mareridt og kommer over for at sove videre i min seng, inden det begynder at lysne.
I dag legede han og hans gode ven Peter så pumaer. De var pumaer med sværd, og jeg gætter på, at det havde sit udspring i Kungfu Panda-filmen, som de begge er ret glade for. Pludselig overhører jeg deres leg, som mest består i lange forhandlinger om handlingen og deres roller:
Peter: Ludvig, har du glemt, at jeg er den onde, og du er den gode?
Ludvig: Vil du være den onde?
Peter, begejstret: Ja! Og så fangede du mig og så døde jeg!
Ludvig:...
Peter: Så sætter du en fælde op og fanger mig, for jeg er meget farlig, og så slog du mig ihjel med sværdet
Ludvig: Men du besvimede bare, og så kom jeg dig i fængsel
(der bygges et fængsel og legen fortsætter)
Peter: Så satte du mig i fængsel, og så døde jeg!
Ludvig belærende: Man får faktisk mad i et fængsel
Peter, efter en forundret pause: Okay?...
...
Peter: Hvor er mit sværd henne?
Ludvig: Det har jeg.
Peter: Men jeg skulle have mit sværd! Og så slap jeg ud, og så kæmpede vi!
(der kæmpes og Peter falder åbenbart om)
Peter: Og så døde jeg!
Ludvig: Nej, for du besvimede kun, og så døde du heldigvis ikke.
Peter: Men Ludvig, jeg er jo den onde, og du er den gode!
Ludvig stærkt protesterende: Men jeg er jo din ven!
Peter: I virkeligheden?
Ludvig: Ja. Og i legen.
Hvad der videre skete, hørte jeg ikke, da Elvira vågnede fra sin middagslur. Men jeg tvivler på, at Peter fik lov at dø denne gang. Det kan sørme være svært at få lov at beholde sin ven, når man skal være den gode!
Det er svært at skelne for mig, hvor meget det er hans alder og hans voksende forståelse af virkeligheden og sin egen skrøbelighed, og hvor meget det bliver konkretiseret af den faktiske erkendelse af, at man kan dø som barn. Men døden er i hans tanker hver dag i denne tid. Jeg håber, at jeg takler det korrekt, når jeg forsøger at holde mig til den forenklede sandhed. Jeg har jo ingen gud og himmel, jeg kan tilbyde ham til trøst for alt den skræmmende virkelighed.
torsdag den 14. juli 2011
Læsetid
Før jeg fik børn, læste jeg stort set hver eneste dag. Jeg læste avis, lidt faglitteratur og frem for alt skønlitteratur. Siden blev avisen opsagt, faglitteraturen om børn flyttede op på toppen af hitlisten og skønlitteratur har til tider været en sporadisk aktivitet.
Før jeg fødte Elvira havde skønlitteraturen generobret førstepladsen, men røg straks efter fødslen helt ud i kulden. Denne gang gik der dog ikke et halvt år, før jeg fik overskud til at åbne en bog igen, og avisen bliver nu bragt en gang om ugen. Men det går stadig langsomt. Således især med Sara Stridsbergs Darling River. Ikke fordi, den er dårlig, men den viste sig hurtigt at være lidt aparte for en nybagt mor at læse ved sengekanten, mens ungerne faldt til ro.
Men nu hvor barslen lakker mod enden, måtte jeg se at komme igennem den, da den nødig skulle blive synonym med denne tid. Det er den nemlig alt for sort og trøstesløs til. Det er en meget smuk bog, og alt forfaldet, forrådnelsen, udnyttelsen og ensomheden er skrevet så smukt som en svævende sommerdag uden mål og med i kastanietræets skygge. Eller måske ved en flodbred? Den kan ikke anbefales til en blå regnvejrsdag, men jeg vil heller ikke fraråde at læse den. Min omtale må nok ende lige så uafklaret som bogen.
Jeg må finde noget lysere læsning til sommertiden, inden arbejdslivet kalder igen til september. Men indtil da, har jeg fundet denne:
Jeg læser ellers ikke ret mange noveller, men jeg holdt af Julia Butschkows første bog Apropos Opa, hvis korte kapitler næsten stod som noveller i sig selv; så denne skulle have en chance.
Før jeg fødte Elvira havde skønlitteraturen generobret førstepladsen, men røg straks efter fødslen helt ud i kulden. Denne gang gik der dog ikke et halvt år, før jeg fik overskud til at åbne en bog igen, og avisen bliver nu bragt en gang om ugen. Men det går stadig langsomt. Således især med Sara Stridsbergs Darling River. Ikke fordi, den er dårlig, men den viste sig hurtigt at være lidt aparte for en nybagt mor at læse ved sengekanten, mens ungerne faldt til ro.
Men nu hvor barslen lakker mod enden, måtte jeg se at komme igennem den, da den nødig skulle blive synonym med denne tid. Det er den nemlig alt for sort og trøstesløs til. Det er en meget smuk bog, og alt forfaldet, forrådnelsen, udnyttelsen og ensomheden er skrevet så smukt som en svævende sommerdag uden mål og med i kastanietræets skygge. Eller måske ved en flodbred? Den kan ikke anbefales til en blå regnvejrsdag, men jeg vil heller ikke fraråde at læse den. Min omtale må nok ende lige så uafklaret som bogen.
Jeg må finde noget lysere læsning til sommertiden, inden arbejdslivet kalder igen til september. Men indtil da, har jeg fundet denne:
Jeg læser ellers ikke ret mange noveller, men jeg holdt af Julia Butschkows første bog Apropos Opa, hvis korte kapitler næsten stod som noveller i sig selv; så denne skulle have en chance.
Abonner på:
Opslag (Atom)