Selvom Ludvig er i fokus, er Elle aldrig langt bagved, klar til at kopiere alle hans vilde fagter, vovede spring, seje moves, højlydte latter, udfoldede raseri eller bare en stille stund
fredag den 16. marts 2012
torsdag den 15. marts 2012
Forårstegn
I går skinnede solen som på en dejlig aprildag, og vi gik i haven, så snart vi kom hjem. Her fandt vi denne udspringsklare busk:
Der var stor glæde over at komme op over jorden på et par lange gyngeture og ikke mindst over at få skovlen i jorden igen:
Der var stor glæde over at komme op over jorden på et par lange gyngeture og ikke mindst over at få skovlen i jorden igen:
Om lidt kan de også komme ud af rumdragterne og så skal vi for alvor boltre os i haven!
fredag den 24. februar 2012
guitar-is
Ludvig og jeg havde en mindre uoverensstemmelse her til eftermiddag. Det har vi jævnligt, da vi begge er utålmodige og har lidt af et temperament at forsøge at styre. I dag var det dog kun Ludvig, der blev vred, da jeg satte en grænse for, hvor mange stykker chokolade han kunne komme på sin bolle.
- Hvorfor bestemmer du dét!! Råbte han rasende og fejede tallerkenen tilside for at skubbe sin stol halvvejs ud i stue på vej ind på sit værelse. Jeg nåede ikke at sige så meget som et pip, inden han var væk og så var det jo nemt nok at bevare roen og kigge beroligende på Elvira, der tog det hele oppefra og ned. Hun er jo også vant til, at vi råber af hinanden nu og da...
Nå, men Ludvig kom tilbage og accepterede, at han selv måtte bestemme om han ville spise sin chokolademad, som den var, eller lade den stå. Vi andre var færdige og jeg begyndte at samle en meget genstridig IKEA-kasse til ungernes legetøj. Efter en del kæmpen med den fjerde side, gik hjørnet fra med et stort KNÆK og jeg vidste af erfaring, at det ikke ville blive en kasse og at Ludvig ville blive ked af det. Måske var jeg alligevel også lidt træt efter dagens tætte gang op ad begge unger, hvor vi hostede i trio og Elle knaldede hovedet i gulvet, bordet, Ludvig, stolen, gulvet, trappegelænderet og gulvet, indtil jeg var sikker på, at hun havde taget permanent skade. I hvert fald smækkede jeg kassesiden i gulvet med verbalt eftertryk.
"Du sagde lort, mor! Det må man da ikke sige!"
"Nej, det er rigtigt. men det sagde jeg altså" sukkede jeg, "kassen kan ikke laves".
"Så får jeg ikke nogen kasse" tårerne stod allerede i Ludvigs øjne. Hans dagsbæger var også fyldt.
"Jeg skal nok købe en ny til dig"
"Så skal det også være i samme farve"
"Selvfølgelig skal det det," lovede jeg og skillede resten af kassen med opgivende mine. Så skete det, at Elle kom hen med sin elskede dyne, som også er hendes krammedyr og sutteklud og gav mig den i skødet med hovedet på skrå og en sødt smil. Jeg troede, hun ville sidde og putte, men det ville hun ikke. Hun ville bare give mig sin elskede dyne.
Efter sådan en trøst, fik jeg frisk mod på at samle resten af kasserne, (godt) hjulpet af Elle, mens Ludvig klippede og malede (forsonings)hjerter til mig. Og så kom han pludselig spændt hen til mig:
"Mor vil du gerne have en is?"
"Jo tak, det ville da være dejligt"
"Så får du en vaffelis, der spiller guitar!"
Aldrig har jeg da fået en finere, mere unik is, end denne. Tænk, at begge mine børn pludselig skulle give mig så fine gaver som afslutning på en lidt langhåret syge-hjemme-vinterferiedag.
- Hvorfor bestemmer du dét!! Råbte han rasende og fejede tallerkenen tilside for at skubbe sin stol halvvejs ud i stue på vej ind på sit værelse. Jeg nåede ikke at sige så meget som et pip, inden han var væk og så var det jo nemt nok at bevare roen og kigge beroligende på Elvira, der tog det hele oppefra og ned. Hun er jo også vant til, at vi råber af hinanden nu og da...
Nå, men Ludvig kom tilbage og accepterede, at han selv måtte bestemme om han ville spise sin chokolademad, som den var, eller lade den stå. Vi andre var færdige og jeg begyndte at samle en meget genstridig IKEA-kasse til ungernes legetøj. Efter en del kæmpen med den fjerde side, gik hjørnet fra med et stort KNÆK og jeg vidste af erfaring, at det ikke ville blive en kasse og at Ludvig ville blive ked af det. Måske var jeg alligevel også lidt træt efter dagens tætte gang op ad begge unger, hvor vi hostede i trio og Elle knaldede hovedet i gulvet, bordet, Ludvig, stolen, gulvet, trappegelænderet og gulvet, indtil jeg var sikker på, at hun havde taget permanent skade. I hvert fald smækkede jeg kassesiden i gulvet med verbalt eftertryk.
"Du sagde lort, mor! Det må man da ikke sige!"
"Nej, det er rigtigt. men det sagde jeg altså" sukkede jeg, "kassen kan ikke laves".
"Så får jeg ikke nogen kasse" tårerne stod allerede i Ludvigs øjne. Hans dagsbæger var også fyldt.
"Jeg skal nok købe en ny til dig"
"Så skal det også være i samme farve"
"Selvfølgelig skal det det," lovede jeg og skillede resten af kassen med opgivende mine. Så skete det, at Elle kom hen med sin elskede dyne, som også er hendes krammedyr og sutteklud og gav mig den i skødet med hovedet på skrå og en sødt smil. Jeg troede, hun ville sidde og putte, men det ville hun ikke. Hun ville bare give mig sin elskede dyne.
Efter sådan en trøst, fik jeg frisk mod på at samle resten af kasserne, (godt) hjulpet af Elle, mens Ludvig klippede og malede (forsonings)hjerter til mig. Og så kom han pludselig spændt hen til mig:
"Mor vil du gerne have en is?"
"Jo tak, det ville da være dejligt"
"Så får du en vaffelis, der spiller guitar!"
Aldrig har jeg da fået en finere, mere unik is, end denne. Tænk, at begge mine børn pludselig skulle give mig så fine gaver som afslutning på en lidt langhåret syge-hjemme-vinterferiedag.
mandag den 20. februar 2012
Visuelt nyt
Siden sidste jamreindlæg om sygdom og anden dårligdom har der været meget stille herinde. Det var nødvendigt for at undgå at denne blog skulle gå hen og få undertitlen "En hypokonders dagbog". Flot sammen med min nye status som ugens gæst på min arbejdsplads...
Nå, vi er så stadig syge, men ikke mere om det. I stedet kommer her et lille visuelt galleri for den sidste tid. Jeg må advare om, at det kun kan have interesse for familie og nære venner:
Nå, vi er så stadig syge, men ikke mere om det. I stedet kommer her et lille visuelt galleri for den sidste tid. Jeg må advare om, at det kun kan have interesse for familie og nære venner:
Endelig sne i haven - så skal der gynges...
Snemonstret
Elle har endelig forstået ideen med bøger - og vil ikke altid slippe dem igen. Her har hun "Baby er ked af det" med i seng, og slap den heller ikke i søvne.
Fastalavn blev meget traditionel: Batman udfoldede sine muskler og sin vrede
Mens prinsesse Elle nusser med puslespil (2 sekunder inden hun resolut hælder det hele på gulvet)
Nu er sneen smeltet, men det skal ikke hindre Ludvig og hans ven fra børnehaven fra at tage et par rutchebaneture ned af højen på legepladsen
Bemærk, hvordan mudderet danner et nyt, isolerende lag på numsen. Ludvigs kommentar i børnehaven, var "Det ligner lort"...
Men hvad gør det, når jeg lige er blevet den meget voksne og jordnære ejer af en spritny vaskemaskine? Her med et styks nyvasket flyverdragt i gabet.
Og en lille gyngetur igen til sidst. Kan ikke forstå, at lilletøsen er blevet så stor...
mandag den 23. januar 2012
3 bud på et voksenliv
Nu varer det jo ikke så længe, inden jeg bliver 40. Ok, jeg skal godt nok lige fylde 39 til april først, men jeg kan jo lige så godt vænne mig lidt til tanken. Derfor har jeg indledt det nye år med hele tre nye handlinsbaserede beslutninger, der virkelig får mig til at føle mig som en voksen dame frem for en gammelklog pige i en halvgammel krop med strækmærker.
1. Kørekort
Jo, den er god nok. De, der kender mig og måske især de, der kender mig langt tilbage, ved, at jeg aldrig skal have kørekort. Hvad skal jeg med det? Jeg har en fin Nihola ladcykel, der lyder navnet Storecyklen og et pendlerkort hos DSB. Mine ben fejler ikke noget, og alt kan pakkes på en Emmaljunga klapvogn. Og hvad hvis jeg en dag kom til at køre en anden ihjel? Også selvom jeg var helt uden skyld i uheldet? Kunne jeg leve videre bagefter? (no kidding here)
Okay, Alt kan så ikke pakkes på en Emmaljunga klapvogn, når man har to børn og ikke kun et. Og Roskilde kommune har ikke opdaget, at folk uden bil også gerne vil køre med bus om aftenen eller mere end én gang i timen. Selvom jeg kun bor 1½ kilometer fra stationen, kunne jeg lige så godt have boet ude på bøhlandet, når det kommer til kollektiv trafik. Og¨så er jeg måske ved at være en anelse træt af at bede enormt søde venner om at køre for mig til IKEA, genbrugspladsen, lægevagten, Silvan, lægen, IKEA, mine forældre og tilbage igen. Roskilde er bare ikke en by for folk uden biler. (savner sgu København igen...)
Så nu er førstehjælpskurset taget, tid til lægeerklæring bestilt og introduktionskurset booket. I næste uge går det løs med køretimer!! Da jeg skal tage teorien efter arbejdstid har jeg derfor taget beslutning nummer to:
2. Barnepige
Fremover skal Elle og Ludvig hentes af sød 14-årig skolepige engang om ugen, mens deres mor sætter andres liv og lemmer på spil ude på landevejene med kørelæreren klamrende sig til håndbremsen. Ludvig er meget positiv. Han vil nemlig meget gerne have en bil. Så han ikke skal gå til stationen. Og så hans familie kan være lidt mere som alle de andre familier. Så han glæder sig allerede til første prøveseance i morgen. Elle er givetvis ikke enig, men hun er stadig så lille, at hun bare kan grabes op og dumpes i klapvognen alligevel. Så det skal nok gå.
Formentlig er barnepigen sikret fast tjans de næste mange uger, da jeg er højre-venstre-forvirret og aldrig har siddet bag et ret eller interesseret mig det fjerneste for, hvad der fik andres biler til at at komme fra A til B, når jeg har siddet på passagersædet.
Når jeg så om 11 måneder forhåbentlig har både kørekort og bil, bliver det ingen sag at købe juletræ og ikke mindst aflevere det igen på genbrugspladsen 3 kilometer uden for byen. Det bliver derfor ikke nogen sag at opfylde tredie beslutning
3 Jul i eget hjem.
Da jeg var barn, holdt vi cirka jul hjemme hver 2. til 3. gang med eller uden andre familiegæster. Deg var helt selvfølgeligt, at mine forældre ønskede at holde jul hos sig selv nu og da. Selv har jeg nu kun én jul tilbage, inden jeg bliver 40 og har stadig aldrig holdt min egen juleaften... Det har i mange mange år været givet, at jul blev holdt hos mine forældre. Men da én af mine kolleger 2. januar glædesstrålende fortalte om, hvor fantastisk det havde været, da hun og hendes lille søn havde lagt hus til familiens juleaften, satte det hjernevindingerne igang. Selvfølgelig skal mine unger da også have deres egne juleaftenminder hjemmefra. Og tænk ikke at skulle pakke og ud af døren og slæbe gaverne med for at slæbe dem med hjem igen et par dage efter. Tænk selv at kunne bestemme, at anden skal langtidssteges helt fra formiddagen og bare stå og dufte inde fra ovnen. Det bliver skønt og vi glæder os allerede! Gæsterne er inviteret og de sagde uden tøven ja.
Så kan de fyrre år bare komme an.
1. Kørekort
Jo, den er god nok. De, der kender mig og måske især de, der kender mig langt tilbage, ved, at jeg aldrig skal have kørekort. Hvad skal jeg med det? Jeg har en fin Nihola ladcykel, der lyder navnet Storecyklen og et pendlerkort hos DSB. Mine ben fejler ikke noget, og alt kan pakkes på en Emmaljunga klapvogn. Og hvad hvis jeg en dag kom til at køre en anden ihjel? Også selvom jeg var helt uden skyld i uheldet? Kunne jeg leve videre bagefter? (no kidding here)
Okay, Alt kan så ikke pakkes på en Emmaljunga klapvogn, når man har to børn og ikke kun et. Og Roskilde kommune har ikke opdaget, at folk uden bil også gerne vil køre med bus om aftenen eller mere end én gang i timen. Selvom jeg kun bor 1½ kilometer fra stationen, kunne jeg lige så godt have boet ude på bøhlandet, når det kommer til kollektiv trafik. Og¨så er jeg måske ved at være en anelse træt af at bede enormt søde venner om at køre for mig til IKEA, genbrugspladsen, lægevagten, Silvan, lægen, IKEA, mine forældre og tilbage igen. Roskilde er bare ikke en by for folk uden biler. (savner sgu København igen...)
Så nu er førstehjælpskurset taget, tid til lægeerklæring bestilt og introduktionskurset booket. I næste uge går det løs med køretimer!! Da jeg skal tage teorien efter arbejdstid har jeg derfor taget beslutning nummer to:
2. Barnepige
Fremover skal Elle og Ludvig hentes af sød 14-årig skolepige engang om ugen, mens deres mor sætter andres liv og lemmer på spil ude på landevejene med kørelæreren klamrende sig til håndbremsen. Ludvig er meget positiv. Han vil nemlig meget gerne have en bil. Så han ikke skal gå til stationen. Og så hans familie kan være lidt mere som alle de andre familier. Så han glæder sig allerede til første prøveseance i morgen. Elle er givetvis ikke enig, men hun er stadig så lille, at hun bare kan grabes op og dumpes i klapvognen alligevel. Så det skal nok gå.
Formentlig er barnepigen sikret fast tjans de næste mange uger, da jeg er højre-venstre-forvirret og aldrig har siddet bag et ret eller interesseret mig det fjerneste for, hvad der fik andres biler til at at komme fra A til B, når jeg har siddet på passagersædet.
Når jeg så om 11 måneder forhåbentlig har både kørekort og bil, bliver det ingen sag at købe juletræ og ikke mindst aflevere det igen på genbrugspladsen 3 kilometer uden for byen. Det bliver derfor ikke nogen sag at opfylde tredie beslutning
3 Jul i eget hjem.
Da jeg var barn, holdt vi cirka jul hjemme hver 2. til 3. gang med eller uden andre familiegæster. Deg var helt selvfølgeligt, at mine forældre ønskede at holde jul hos sig selv nu og da. Selv har jeg nu kun én jul tilbage, inden jeg bliver 40 og har stadig aldrig holdt min egen juleaften... Det har i mange mange år været givet, at jul blev holdt hos mine forældre. Men da én af mine kolleger 2. januar glædesstrålende fortalte om, hvor fantastisk det havde været, da hun og hendes lille søn havde lagt hus til familiens juleaften, satte det hjernevindingerne igang. Selvfølgelig skal mine unger da også have deres egne juleaftenminder hjemmefra. Og tænk ikke at skulle pakke og ud af døren og slæbe gaverne med for at slæbe dem med hjem igen et par dage efter. Tænk selv at kunne bestemme, at anden skal langtidssteges helt fra formiddagen og bare stå og dufte inde fra ovnen. Det bliver skønt og vi glæder os allerede! Gæsterne er inviteret og de sagde uden tøven ja.
Så kan de fyrre år bare komme an.
mandag den 16. januar 2012
Ren ynk og piv
For tiden ligger jeg brak, sumper i sofaen, putter mig i dynen. Jeg har været syg en uge nu, og kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bombet, at jeg ikke orker andet end at eksistere som en slags husholdningsrobot på gamle batterier.
Det startede ellers som en meget uskyldig omgang ondt i halsen sidste tirsdag. Jeg tog det ikke helt seriøst og prøvede at arbejde hjemmefra samtidig med, at jeg havde barn hjemme med feber ovenpå forsinket. 12-måneders vaccination. Min ynkelighedsfaktor steg dog med forkølelsens intensitet. Fredag havde jeg det dog lidt bedre og tog på arbejde - ikke smart. Lørdag var jeg helt kvæstet og snottet igen og natten til søndag vågnede jeg så med gammelkendt smerte i højre øre. Som tidligere ørebarn genkendte jeg symptomerne med det samme. Men da jeg havde læst, at man ikke behandler mellemørebetændelse mere, tog jeg en omgang piller og stablede mig op med puder og ventede på, at pillerne skulle tage smerten og jeg kunne sove videre.
Søndag over middag tog jeg så til lægevagten, mens gode venner tog sig af mine børn. Pillerne kunne ikke tage smerterne mere og jeg lignede vist mest døden fra Lübeck. Lægen var også behørligt impomeret over, hvad der var gang i inden i mit øre. Jeg var mindre imponeret, for hvorfor var trommehinden dog ikke bare sprunget, så jeg kunne få det overstået? Nu havde jeg gået et halvt døgn og ventet på, at det skulle sige PLING! inden i øret, og væsken flyde ud.
Men sådan skulle det ikke være. Og i dag prikker man altså ikke bare hul, som da jeg var barn. Så lige nu er jeg på antibiotikakur og er midlertid døv på højre øre, da en større fabriksmotor kører på meget hurtige omdrejninger derinde og optager pladsen for alt anden lyd. Bare irriterende, at den skaber sådan et overtryk samtidig. Enten må antibiotikaen godt slukke for dampen derinde nu, eller også vil jeg gerne bestille lidt mere damp, så hinden kan springe...
Det startede ellers som en meget uskyldig omgang ondt i halsen sidste tirsdag. Jeg tog det ikke helt seriøst og prøvede at arbejde hjemmefra samtidig med, at jeg havde barn hjemme med feber ovenpå forsinket. 12-måneders vaccination. Min ynkelighedsfaktor steg dog med forkølelsens intensitet. Fredag havde jeg det dog lidt bedre og tog på arbejde - ikke smart. Lørdag var jeg helt kvæstet og snottet igen og natten til søndag vågnede jeg så med gammelkendt smerte i højre øre. Som tidligere ørebarn genkendte jeg symptomerne med det samme. Men da jeg havde læst, at man ikke behandler mellemørebetændelse mere, tog jeg en omgang piller og stablede mig op med puder og ventede på, at pillerne skulle tage smerten og jeg kunne sove videre.
Søndag over middag tog jeg så til lægevagten, mens gode venner tog sig af mine børn. Pillerne kunne ikke tage smerterne mere og jeg lignede vist mest døden fra Lübeck. Lægen var også behørligt impomeret over, hvad der var gang i inden i mit øre. Jeg var mindre imponeret, for hvorfor var trommehinden dog ikke bare sprunget, så jeg kunne få det overstået? Nu havde jeg gået et halvt døgn og ventet på, at det skulle sige PLING! inden i øret, og væsken flyde ud.
Men sådan skulle det ikke være. Og i dag prikker man altså ikke bare hul, som da jeg var barn. Så lige nu er jeg på antibiotikakur og er midlertid døv på højre øre, da en større fabriksmotor kører på meget hurtige omdrejninger derinde og optager pladsen for alt anden lyd. Bare irriterende, at den skaber sådan et overtryk samtidig. Enten må antibiotikaen godt slukke for dampen derinde nu, eller også vil jeg gerne bestille lidt mere damp, så hinden kan springe...
Abonner på:
Opslag (Atom)