Er det ikke snart på tide at få opdateret din blog? Blev jeg spurgt tilbage i April. Jo, det er det i hvert fald, svarede jeg, og blev helt rørt over, at jeg havde en fast læser derude, som havde bemærket den larmende tavshed. Og så efterlod jeg min læser med endnu en måneds tavshed.
Det er ellers ikke fordi, vi har drevet den af imens. Når én af os ikke har haft travlt med at være syge eller få tænder, har jeg læst teori til mit kørekort eller siddet og læst bøger inde på ungernes værelse for at lægge en dæmper på de festligheder, der satte ind i barnekammeret efter sommertids indførelse. I dag er jeg helt oppe i euforiens tåger over at den ene hjemmeværende tøs sover allerede, og har gjort det siden klokken otte. Det er 1-1½ time før forårets nye standarter.
Men nu er teoriprøven vel overstået og jeg mangler nu bare at finde af ud at lade være med at træde på koblingen hele tiden og lade være med at slippe den lige så hurtigt igen, når jeg opdager, at jeg ikke har brug for den alligevel. Bagefter kan jeg så måske koncentrere mig om at lade være med at panikke, fordi der kommer en cyklist ind i rundkørslen, når jeg skal dreje ud. Eller at der godt kan være lysregulering i en fodgængerovergang. Heldigvis er glatbanen helt booket op i disse tider, så min kørelærer og jeg kan rigtig cruise rundt i Roskilde og omegn med mine surt opsparede sparepenge i kølvandet, indtil slutningen af juni.
Ludvig er startet i SFO og adskillige aftener har den stående sætning været: "jeg har fået en ny ven". Hvad der blev af den forrige ven, melder historien ikke rigtig noget om, men der bliver shoppet rundt efter den eneste ene hjerteven i dén grad, så man kan blive helt bekymret for, hvad der sker, når han kommer i puberteten. Inden da må vi få talt lidt om moral og den gode afslutning på et forhold.
Men knægten har i hvert fald mod på den nye SFO-frihed og lever store dele af sine vågne timer på den store legeplads og helst oppe i et træ eller i én af hulerne i buskadset. Han er sort fra top til tå, når jeg henter ham, godt krydret med røde rifter og blå mærker. Han er i sit es og har nu også sin første legeaftale at se frem til. Så må mor finde sig i, at fløjlshandskerne skal på i det øjeblik, vi træder ud af SFOen, hvor stærk, sej og modig knægt forvandles til træt, klynkende og eksplosionsfarlig drengsling.
Elle har haft et par måneder med vaskeægte hysteriske anfald komplet med flitsbue og "rør mig ikke"-vrid. Det var mildt sagt en kold spand vand at få i hovedet som mor, ikke at måtte trøste sit skrigende barn, men der blev meldt klart pas. Hurra for google og min børnebibel ("Vores Barn"), som gav mig det gode råd at lade hende have sin vrede i fred og være klar til at sætte ind med tilbud om at komme op, når der var tegn på bevidsthed i hendes ansigt igen. Herefter tog anfaldene hurtigt af, og selvom hun stadig kan blive meget vred, så mister hun ikke bevidstheden på samme måde mere. Måske fordi jeg har lært at lade hende have hendes vrede fra start? Mindstepigen ved i hvert fald godt, hvor HUN synes, skabet skal stå.
Og moderen? Hun vader rundt i sin sædvanlige forårskrise, hvor identiteten synes at flyde ud efter den lange tids venten på lys og varme. Når den så endelig er her, mister jeg som regel målet for min tilværelse af øje nogle uger. En mærkelig bagvendt reaktion. Den ene dag synes jeg, at det er rimeligt og voksent at stå op kl. 6 for at få mig selv og to unger klar og ud af døren inklusiv morgenmad og nogenlunde stemning, for at pendle en time på arbejde, passe mine opgaver, pendle en time hjem igen, hente unger, bevare det gode humør for to trætte unger, lave mad til to trætte unger, rydte af, fylde opvaskemaskine, bade og læse for to unger, putte og sidde sengevagt, rydte op og dejse om i sofaen en halv time før sengetid og håbe, at der ikke er nogen der ringer, eller mere, der bør gøres. For jeg har jo selv valgt det og det er jo kun en periode, indtil de er lidt større og vil jeg måske hellere være arbejdsløs og vende hver en krone, og hvem tager også skade af ikke at have været i biografen uden unger i et års tid etc etc. Den næste dag husker jeg, at jeg kun har dette ene liv, og at jeg ikke ved, hvornår det ender, og der stadig er så mange ting, jeg gerne vil nå at lære og se og forstå og blive bedre til. At jeg engang havde drømme og ambitioner, der ligger milevidt fra, hvor jeg er lige nu. De dage er det meget svært at huske, at mulighederne kommer igen om ganske få år, når ungerne alligevel ikke gider bruge deres fritid sammen med deres gamle mor.
Tavsheden er brudt med denne længere, billedløse svada. Gad vide om min søde læser stadig er med derude...
søndag den 27. maj 2012
fredag den 16. marts 2012
Søskende
Selvom Ludvig er i fokus, er Elle aldrig langt bagved, klar til at kopiere alle hans vilde fagter, vovede spring, seje moves, højlydte latter, udfoldede raseri eller bare en stille stund
torsdag den 15. marts 2012
Forårstegn
I går skinnede solen som på en dejlig aprildag, og vi gik i haven, så snart vi kom hjem. Her fandt vi denne udspringsklare busk:
Der var stor glæde over at komme op over jorden på et par lange gyngeture og ikke mindst over at få skovlen i jorden igen:
Der var stor glæde over at komme op over jorden på et par lange gyngeture og ikke mindst over at få skovlen i jorden igen:
Om lidt kan de også komme ud af rumdragterne og så skal vi for alvor boltre os i haven!
fredag den 24. februar 2012
guitar-is
Ludvig og jeg havde en mindre uoverensstemmelse her til eftermiddag. Det har vi jævnligt, da vi begge er utålmodige og har lidt af et temperament at forsøge at styre. I dag var det dog kun Ludvig, der blev vred, da jeg satte en grænse for, hvor mange stykker chokolade han kunne komme på sin bolle.
- Hvorfor bestemmer du dét!! Råbte han rasende og fejede tallerkenen tilside for at skubbe sin stol halvvejs ud i stue på vej ind på sit værelse. Jeg nåede ikke at sige så meget som et pip, inden han var væk og så var det jo nemt nok at bevare roen og kigge beroligende på Elvira, der tog det hele oppefra og ned. Hun er jo også vant til, at vi råber af hinanden nu og da...
Nå, men Ludvig kom tilbage og accepterede, at han selv måtte bestemme om han ville spise sin chokolademad, som den var, eller lade den stå. Vi andre var færdige og jeg begyndte at samle en meget genstridig IKEA-kasse til ungernes legetøj. Efter en del kæmpen med den fjerde side, gik hjørnet fra med et stort KNÆK og jeg vidste af erfaring, at det ikke ville blive en kasse og at Ludvig ville blive ked af det. Måske var jeg alligevel også lidt træt efter dagens tætte gang op ad begge unger, hvor vi hostede i trio og Elle knaldede hovedet i gulvet, bordet, Ludvig, stolen, gulvet, trappegelænderet og gulvet, indtil jeg var sikker på, at hun havde taget permanent skade. I hvert fald smækkede jeg kassesiden i gulvet med verbalt eftertryk.
"Du sagde lort, mor! Det må man da ikke sige!"
"Nej, det er rigtigt. men det sagde jeg altså" sukkede jeg, "kassen kan ikke laves".
"Så får jeg ikke nogen kasse" tårerne stod allerede i Ludvigs øjne. Hans dagsbæger var også fyldt.
"Jeg skal nok købe en ny til dig"
"Så skal det også være i samme farve"
"Selvfølgelig skal det det," lovede jeg og skillede resten af kassen med opgivende mine. Så skete det, at Elle kom hen med sin elskede dyne, som også er hendes krammedyr og sutteklud og gav mig den i skødet med hovedet på skrå og en sødt smil. Jeg troede, hun ville sidde og putte, men det ville hun ikke. Hun ville bare give mig sin elskede dyne.
Efter sådan en trøst, fik jeg frisk mod på at samle resten af kasserne, (godt) hjulpet af Elle, mens Ludvig klippede og malede (forsonings)hjerter til mig. Og så kom han pludselig spændt hen til mig:
"Mor vil du gerne have en is?"
"Jo tak, det ville da være dejligt"
"Så får du en vaffelis, der spiller guitar!"
Aldrig har jeg da fået en finere, mere unik is, end denne. Tænk, at begge mine børn pludselig skulle give mig så fine gaver som afslutning på en lidt langhåret syge-hjemme-vinterferiedag.
- Hvorfor bestemmer du dét!! Råbte han rasende og fejede tallerkenen tilside for at skubbe sin stol halvvejs ud i stue på vej ind på sit værelse. Jeg nåede ikke at sige så meget som et pip, inden han var væk og så var det jo nemt nok at bevare roen og kigge beroligende på Elvira, der tog det hele oppefra og ned. Hun er jo også vant til, at vi råber af hinanden nu og da...
Nå, men Ludvig kom tilbage og accepterede, at han selv måtte bestemme om han ville spise sin chokolademad, som den var, eller lade den stå. Vi andre var færdige og jeg begyndte at samle en meget genstridig IKEA-kasse til ungernes legetøj. Efter en del kæmpen med den fjerde side, gik hjørnet fra med et stort KNÆK og jeg vidste af erfaring, at det ikke ville blive en kasse og at Ludvig ville blive ked af det. Måske var jeg alligevel også lidt træt efter dagens tætte gang op ad begge unger, hvor vi hostede i trio og Elle knaldede hovedet i gulvet, bordet, Ludvig, stolen, gulvet, trappegelænderet og gulvet, indtil jeg var sikker på, at hun havde taget permanent skade. I hvert fald smækkede jeg kassesiden i gulvet med verbalt eftertryk.
"Du sagde lort, mor! Det må man da ikke sige!"
"Nej, det er rigtigt. men det sagde jeg altså" sukkede jeg, "kassen kan ikke laves".
"Så får jeg ikke nogen kasse" tårerne stod allerede i Ludvigs øjne. Hans dagsbæger var også fyldt.
"Jeg skal nok købe en ny til dig"
"Så skal det også være i samme farve"
"Selvfølgelig skal det det," lovede jeg og skillede resten af kassen med opgivende mine. Så skete det, at Elle kom hen med sin elskede dyne, som også er hendes krammedyr og sutteklud og gav mig den i skødet med hovedet på skrå og en sødt smil. Jeg troede, hun ville sidde og putte, men det ville hun ikke. Hun ville bare give mig sin elskede dyne.
Efter sådan en trøst, fik jeg frisk mod på at samle resten af kasserne, (godt) hjulpet af Elle, mens Ludvig klippede og malede (forsonings)hjerter til mig. Og så kom han pludselig spændt hen til mig:
"Mor vil du gerne have en is?"
"Jo tak, det ville da være dejligt"
"Så får du en vaffelis, der spiller guitar!"
Aldrig har jeg da fået en finere, mere unik is, end denne. Tænk, at begge mine børn pludselig skulle give mig så fine gaver som afslutning på en lidt langhåret syge-hjemme-vinterferiedag.
mandag den 20. februar 2012
Visuelt nyt
Siden sidste jamreindlæg om sygdom og anden dårligdom har der været meget stille herinde. Det var nødvendigt for at undgå at denne blog skulle gå hen og få undertitlen "En hypokonders dagbog". Flot sammen med min nye status som ugens gæst på min arbejdsplads...
Nå, vi er så stadig syge, men ikke mere om det. I stedet kommer her et lille visuelt galleri for den sidste tid. Jeg må advare om, at det kun kan have interesse for familie og nære venner:
Nå, vi er så stadig syge, men ikke mere om det. I stedet kommer her et lille visuelt galleri for den sidste tid. Jeg må advare om, at det kun kan have interesse for familie og nære venner:
Endelig sne i haven - så skal der gynges...
Snemonstret
Elle har endelig forstået ideen med bøger - og vil ikke altid slippe dem igen. Her har hun "Baby er ked af det" med i seng, og slap den heller ikke i søvne.
Fastalavn blev meget traditionel: Batman udfoldede sine muskler og sin vrede
Mens prinsesse Elle nusser med puslespil (2 sekunder inden hun resolut hælder det hele på gulvet)
Nu er sneen smeltet, men det skal ikke hindre Ludvig og hans ven fra børnehaven fra at tage et par rutchebaneture ned af højen på legepladsen
Bemærk, hvordan mudderet danner et nyt, isolerende lag på numsen. Ludvigs kommentar i børnehaven, var "Det ligner lort"...
Men hvad gør det, når jeg lige er blevet den meget voksne og jordnære ejer af en spritny vaskemaskine? Her med et styks nyvasket flyverdragt i gabet.
Og en lille gyngetur igen til sidst. Kan ikke forstå, at lilletøsen er blevet så stor...
mandag den 23. januar 2012
3 bud på et voksenliv
Nu varer det jo ikke så længe, inden jeg bliver 40. Ok, jeg skal godt nok lige fylde 39 til april først, men jeg kan jo lige så godt vænne mig lidt til tanken. Derfor har jeg indledt det nye år med hele tre nye handlinsbaserede beslutninger, der virkelig får mig til at føle mig som en voksen dame frem for en gammelklog pige i en halvgammel krop med strækmærker.
1. Kørekort
Jo, den er god nok. De, der kender mig og måske især de, der kender mig langt tilbage, ved, at jeg aldrig skal have kørekort. Hvad skal jeg med det? Jeg har en fin Nihola ladcykel, der lyder navnet Storecyklen og et pendlerkort hos DSB. Mine ben fejler ikke noget, og alt kan pakkes på en Emmaljunga klapvogn. Og hvad hvis jeg en dag kom til at køre en anden ihjel? Også selvom jeg var helt uden skyld i uheldet? Kunne jeg leve videre bagefter? (no kidding here)
Okay, Alt kan så ikke pakkes på en Emmaljunga klapvogn, når man har to børn og ikke kun et. Og Roskilde kommune har ikke opdaget, at folk uden bil også gerne vil køre med bus om aftenen eller mere end én gang i timen. Selvom jeg kun bor 1½ kilometer fra stationen, kunne jeg lige så godt have boet ude på bøhlandet, når det kommer til kollektiv trafik. Og¨så er jeg måske ved at være en anelse træt af at bede enormt søde venner om at køre for mig til IKEA, genbrugspladsen, lægevagten, Silvan, lægen, IKEA, mine forældre og tilbage igen. Roskilde er bare ikke en by for folk uden biler. (savner sgu København igen...)
Så nu er førstehjælpskurset taget, tid til lægeerklæring bestilt og introduktionskurset booket. I næste uge går det løs med køretimer!! Da jeg skal tage teorien efter arbejdstid har jeg derfor taget beslutning nummer to:
2. Barnepige
Fremover skal Elle og Ludvig hentes af sød 14-årig skolepige engang om ugen, mens deres mor sætter andres liv og lemmer på spil ude på landevejene med kørelæreren klamrende sig til håndbremsen. Ludvig er meget positiv. Han vil nemlig meget gerne have en bil. Så han ikke skal gå til stationen. Og så hans familie kan være lidt mere som alle de andre familier. Så han glæder sig allerede til første prøveseance i morgen. Elle er givetvis ikke enig, men hun er stadig så lille, at hun bare kan grabes op og dumpes i klapvognen alligevel. Så det skal nok gå.
Formentlig er barnepigen sikret fast tjans de næste mange uger, da jeg er højre-venstre-forvirret og aldrig har siddet bag et ret eller interesseret mig det fjerneste for, hvad der fik andres biler til at at komme fra A til B, når jeg har siddet på passagersædet.
Når jeg så om 11 måneder forhåbentlig har både kørekort og bil, bliver det ingen sag at købe juletræ og ikke mindst aflevere det igen på genbrugspladsen 3 kilometer uden for byen. Det bliver derfor ikke nogen sag at opfylde tredie beslutning
3 Jul i eget hjem.
Da jeg var barn, holdt vi cirka jul hjemme hver 2. til 3. gang med eller uden andre familiegæster. Deg var helt selvfølgeligt, at mine forældre ønskede at holde jul hos sig selv nu og da. Selv har jeg nu kun én jul tilbage, inden jeg bliver 40 og har stadig aldrig holdt min egen juleaften... Det har i mange mange år været givet, at jul blev holdt hos mine forældre. Men da én af mine kolleger 2. januar glædesstrålende fortalte om, hvor fantastisk det havde været, da hun og hendes lille søn havde lagt hus til familiens juleaften, satte det hjernevindingerne igang. Selvfølgelig skal mine unger da også have deres egne juleaftenminder hjemmefra. Og tænk ikke at skulle pakke og ud af døren og slæbe gaverne med for at slæbe dem med hjem igen et par dage efter. Tænk selv at kunne bestemme, at anden skal langtidssteges helt fra formiddagen og bare stå og dufte inde fra ovnen. Det bliver skønt og vi glæder os allerede! Gæsterne er inviteret og de sagde uden tøven ja.
Så kan de fyrre år bare komme an.
1. Kørekort
Jo, den er god nok. De, der kender mig og måske især de, der kender mig langt tilbage, ved, at jeg aldrig skal have kørekort. Hvad skal jeg med det? Jeg har en fin Nihola ladcykel, der lyder navnet Storecyklen og et pendlerkort hos DSB. Mine ben fejler ikke noget, og alt kan pakkes på en Emmaljunga klapvogn. Og hvad hvis jeg en dag kom til at køre en anden ihjel? Også selvom jeg var helt uden skyld i uheldet? Kunne jeg leve videre bagefter? (no kidding here)
Okay, Alt kan så ikke pakkes på en Emmaljunga klapvogn, når man har to børn og ikke kun et. Og Roskilde kommune har ikke opdaget, at folk uden bil også gerne vil køre med bus om aftenen eller mere end én gang i timen. Selvom jeg kun bor 1½ kilometer fra stationen, kunne jeg lige så godt have boet ude på bøhlandet, når det kommer til kollektiv trafik. Og¨så er jeg måske ved at være en anelse træt af at bede enormt søde venner om at køre for mig til IKEA, genbrugspladsen, lægevagten, Silvan, lægen, IKEA, mine forældre og tilbage igen. Roskilde er bare ikke en by for folk uden biler. (savner sgu København igen...)
Så nu er førstehjælpskurset taget, tid til lægeerklæring bestilt og introduktionskurset booket. I næste uge går det løs med køretimer!! Da jeg skal tage teorien efter arbejdstid har jeg derfor taget beslutning nummer to:
2. Barnepige
Fremover skal Elle og Ludvig hentes af sød 14-årig skolepige engang om ugen, mens deres mor sætter andres liv og lemmer på spil ude på landevejene med kørelæreren klamrende sig til håndbremsen. Ludvig er meget positiv. Han vil nemlig meget gerne have en bil. Så han ikke skal gå til stationen. Og så hans familie kan være lidt mere som alle de andre familier. Så han glæder sig allerede til første prøveseance i morgen. Elle er givetvis ikke enig, men hun er stadig så lille, at hun bare kan grabes op og dumpes i klapvognen alligevel. Så det skal nok gå.
Formentlig er barnepigen sikret fast tjans de næste mange uger, da jeg er højre-venstre-forvirret og aldrig har siddet bag et ret eller interesseret mig det fjerneste for, hvad der fik andres biler til at at komme fra A til B, når jeg har siddet på passagersædet.
Når jeg så om 11 måneder forhåbentlig har både kørekort og bil, bliver det ingen sag at købe juletræ og ikke mindst aflevere det igen på genbrugspladsen 3 kilometer uden for byen. Det bliver derfor ikke nogen sag at opfylde tredie beslutning
3 Jul i eget hjem.
Da jeg var barn, holdt vi cirka jul hjemme hver 2. til 3. gang med eller uden andre familiegæster. Deg var helt selvfølgeligt, at mine forældre ønskede at holde jul hos sig selv nu og da. Selv har jeg nu kun én jul tilbage, inden jeg bliver 40 og har stadig aldrig holdt min egen juleaften... Det har i mange mange år været givet, at jul blev holdt hos mine forældre. Men da én af mine kolleger 2. januar glædesstrålende fortalte om, hvor fantastisk det havde været, da hun og hendes lille søn havde lagt hus til familiens juleaften, satte det hjernevindingerne igang. Selvfølgelig skal mine unger da også have deres egne juleaftenminder hjemmefra. Og tænk ikke at skulle pakke og ud af døren og slæbe gaverne med for at slæbe dem med hjem igen et par dage efter. Tænk selv at kunne bestemme, at anden skal langtidssteges helt fra formiddagen og bare stå og dufte inde fra ovnen. Det bliver skønt og vi glæder os allerede! Gæsterne er inviteret og de sagde uden tøven ja.
Så kan de fyrre år bare komme an.
Abonner på:
Opslag (Atom)