Sideskud

Bloggen lever desværre en hensygnende tilværelse. På det sidste har den sat et sideskud. Ludvig og jeg er blevet enige om at starte en blog sammen med et mere tematiseret emne, nemlig alt det vi samler udenfor for at spise det.

Du kan følge vores jagt her: http://pilfingrene.blogspot.dk/

Juleræs

Vi har ikke stået i køer for at bytte gaver i dag. Vi har ikke handlet desperat ind efter tre lukkedage. Vi har flyttet rundt.

Vores dejlige venner her fra byen troppede op hele familien på fire og hjalp os med at bytte rundt på alle mine og Ludvigs ting. Der blev spillet tetris med Ludvigs seng, der blev skruet skruer og båret kasser og reoler. Der blev tænkt og der blev løftet i flok. Og der blev ikke bandet eller mukket. Det var en ren fornøjelse. Enhver teambuilding-leder ville have været stolte af vores hold.

Nu har Ludvig sit eget drengeværelse. Det gør ikke noget, at mors bogreol og lille skrivebord stadig står der. For han har sit eget værelse med sin egen dør, som han kan lukke, hvilket han og Olivia straks gjorde, da værelset stod klar til ham. Det er rart med privatliv, når man skal samle puslespil sammen.

Jeg har til gengæld fået min store familieseng ind i et hjørne af Elles nye værelse. Hun tog det hele meget pænt, selvom hun ikke kunne forstå, hvor min seng var blevet af, da vi hyggede på Ludvigs værelse her til aften. Nu sover de begge i hver sit værelse, og det var ikke sværere at putte her til aften, end nogen anden aften. Til gengæld forstyrrer Elle ikke Ludvig så meget, når hun råber "MOAR, skifte bleeeeeeeeeeeee", "Moaaarrrr!" eller "Ha' dyne påååååå!" med 100 decibel. Det meste af Elles kommunikation foregår i bestemt bydeform i disse uger...

Nu skal der til gengæld slappes af. For vi har holdt jul for familien for første gang, med alt hvad det indebærer af indkøb, juletræ, andestegning og overnattende gæster. Mor er træt nu. Meget træt og med en underlig snurrende mave efter alt for mange dage med fed mad, konfekt og chokolade. Førhen kunne jeg spise slik og julemad i dagevis uden bøvl, men den tid er vist forbi. Ærgeligt, for der er stadig mere ude i skabet...

Perlerier

Ludvig perler stadig. Heldigvis ved han endnu ikke, at seje drenge ikke sidder og nusser med perleplader. Måske er der ligefrem ved at ske et skifte i synet på perleplader og kønsopdeling... Det ville i hvert fald være skønt. Foreløbig har et halvt år i SFO ikke fået ham til at tage afstand fra denne beskæftigelse.

Det er heller ikke gået Elles opmærksomhed forbi. Og så er det jo heldig at have en ivrig storebror, der hellere end gerne vil lære én af sætte perler på en plade. Jeg ved ikke, hvem af dem, der var mest optaget.

Luksusfælden truer

Hjælp! Vil nogen med revisorbaggrund og strengt blik skynde sig forbi mit hjem i weekenden og give mig en voksen gennemgang af min økonomi?? Har lige taget den seriøse mine på, logget på netbanken, regnet, flyttet rundt, tømt opsparingskontoen og sat bilforsiking til betaling på mandag (knapt 13000 - what?? Bare fordi jeg aldrig har kørt bil før? Jeg har en politimands underskrift på, at jeg godt kan køre - jeg kan stadig huske, da han underskrev mit kørekort!)

Når jeg så kigger på min fine kontooversigt, kan jeg ikke huske, at det så så sort ud (nå nej, rødt ud), siden jeg var på SU seks år i træk. Hvordan skal vi lige hænge sammen indtil børnepengene? Hvornår var det sidst, jeg havde voksenbrillerne på og kiggede seriøst på min økonomi og dermed hele familiens?

Så sent som i forgårs tog jeg i den grad skyklapperne på, stoppede min røde jernhest ud for Rock og Uld og gik ind og købte 6 nøgler fantastisk, grønt kid-mohair til et sjal, som jeg jo slet ikke har brug for. Hallo! Jeg vidste jo godt, at den dér bilforsikring lå og spøgte samme weekend, som der er afdrag på realkreditlånet, og beløbet på budgetkontoen derfor stort set var et fiktivt tal. Men når jeg befinder mig i den butik, bliver jeg bare så begejstret, at jeg glemmer alt om finanser til fordel for sansning af det dejlige uldgarn og den gode atmosfære. Og selvom jeg havde lovet mig selv at køre lige til SFO herefter, stoppede jeg alligevel ved boghandlen for at købe det sidste bind af Murakamis 1Q84 - som om det ikke kunne vente til d. 20. ..! Det er jo bare en bog, for helv....

I den mindste har jeg nu taget tyren ved hornene og set sandheden i øjnene. Så må jeg så se, om jeg kan plukke håret af en skaldet de næste 20 dage. Noget må gøre, kursen må lægges om, og nu kan jeg ikke finde på flere dramatiske vendinger, så måske skulle jeg koncentrere mig om budget og madplan i stedet.

Det bliver et festligt efterår!

Faldet i syltekrukken

Vi er alle ok her i den lille familie - det vil sige, moderen er måske blevet en anelse skør - hun er nemlig faldet i syltekrukken.

Siden jeg skrev om min spontane mirabelle-syltning er jeg blevet mere eller mindre besat af at indsamle bær og frugt til saft og syltning. I praksis bliver det godt nok ikke til den store overflod, da jeg som oftest kun har et par timer i weekenderne til at samle ind. Men så kan jeg til gengæld også få adskillige aftener til at gå med at vaske, udstene, snitte, koge, si, mose, koge op, skolde glas og hælde på.

Resten af ugen holder jeg så øje med buske og træer i haven, på vejen til skole og vuggestue og hvor vi kommer i øvrigt. Jeg bladrer i mine to syltebøger, googler løs på nettet, og overvejer, hvordan jeg kan slippe afsted med at få et par timer til at plukke igen. I dagligdagen er der ikke en chance, og weekenderne er tit pakket med aftaler, støvsugning, indkøb og tøjvask. Men jeg må med skam melde, at alt det huslige bliver voldsomt underprioriteret pt. Hvorfor pudse vinduer, hvis man kan stå under et hyldetræ og fylde en kurv? Eller tage til Hedeland og plukke havtorn, som vi faldt over ved et tilfælde og som viser sig at være det nye sort inden for nordisk mad inde i staden. Havtorn syltetøj med æble har vist sig at være Ludvigs nye yndlings-pålæg, så vi må nok forsøge at finde tid til at plukke igen, inden det er for sent...

 

 

Havtorn-syltetøj fra gren til glas

Men det bedste er nu at stuve ungerne ind i bilen og drage hjem til mine forældre, blive forkælet, nyde at ungerne hygger sig og skamplukke fra deres have. Så kan man lave dejlig blomme-brombær-æblesaft med den smukkeste farve og smag på den letteste måde. Det er så nemt, at Ludvig også gider være med i forberedelserne, for det hele skal bare skyldes og skæres i grove stykker og så i gryden med det hele sammen med en sjat vand, så det ikke brænder på, og en vanillestang.

blommesaft mm fra træ til bord



 

Lige nu drømmer jeg om at plukke flere hyldebær og få prøvet rønnebærgele. Begge dele er proppede med C-vitaminer og hyldebærsaft er dejligt en blæsende regnvejrsdag. Så hvis jeg ikke skriver så meget herinde, så er jeg nok røget i syltekrukken igen. Om en måned er det hele overstået - og så kan det være, at jeg måske skulle overveje at kigge lidt på mit hjem uden skyklapper bevæbnet med en solid spand sæbevand.

Rock og Uld

Ja, det hedder den altså - den lille garnbutik, jeg fandt for enden af Roskildes gågade i dag. Skønt navn til en helt fantastisk butik.

Efter mit afsluttede projekt slangehækling (slangen sover nu hos Ludvig hver nat), kløede det i fingrene på mig for at komme igang igen. Men for en gangs skyld kom internettet til kort. Jeg kunne simpelthen ikke finde en garn-webshop, der kunne hjælpe mig med at finde det rette garn til min opskrift. Så jeg tog opskriften ved hånden og drog ud i det virkelige liv for at finde hjælp her.

Og det fik jeg. Jeg var dårligt trådt indenfor, før jeg var igang med en livlig og åbenhjertig samtale med ejeren. Hun var ved at pakke nye varer ud, og var selv så begejstret over dem, at det var lige før, jeg var kommet hjem med både filtsutsko, opskrifter og garn nok til mange måneders forbrug.

Men i stedet fik jeg utrolig kompetent vejledning ud fra min opskrift, forslag, gode råd og forklaringer til en nybegynder, samt opfordring til at mærke, sammenligne og tage forskellige farvenuancer med ud i sollyset for en endelig beslutning. Og således gik jeg let i sindet og forventningfuld ud af døren med fem nøgler af det blødeste, økologiske Alpaca-uldgarn til mit nye hækleprojekt.

Se selv:

Rock og Uld har ikke set det sidste til mig. Hermed anbefalet!

Kreativ weekend

Denne weekend har vi tilbragt i Roskilde, og det var rart at være så meget hjemme for en gangs skyld. Ludvig startede børneyoga i Himmelev, og så fik ungerne den første tur i den lille sorte. Det gik fint derud. Det gik også fint at vende på parkeringspladsen bagefter, selvom jeg ikke kunne forstå, at det var så svært at dreje hjulene i grus. Det gik meget værre, da jeg ville køre derfra, og bilen bumpede så underligt. Jeg måtte ud og kigge, om vi havde fået en kæmpegren i hjulet, eller hvad pokker, der foregik. Men der var ikke noget at se. Til gengæld havde jeg lavet et chokerende dybt hjulspor i højre side. Alligevel gik der ikke rigtig noget op for mig. Jeg satte mig ind og prøvede igen. Samme resultat. Hmm, ind til siden igen og tænke. Jeg havde selvfølgelig ikke fået nummeret til vejhjælp med, og ingen klapvogn en lørdag, hvor busserne i Roskilde måske kører hver anden time... Jeg kastede et blik på kontrolpanellet, mens jeg i hovedet gennemgik teoriundervisningen om mislyde. Først da jeg så den grønne lysende besked "BREAK", gik noget op for mig og med meget røde ører og bekymrede tanker om til mine bremser, fik jeg sluppet håndbremsen!

Ludvig var meget begejstret for yoga, og i dejlig afslappet stemning bagefter. Elle faldt i søvn i bilen efter fem minutter og kunne læsses lige over i klapvognen til videre middagslur, da vi kom hjem. Så Ludvig og jeg besluttede os for at trodse den tidlige eftermiddagshede, og bevæbnet med en kurv gik vi ned i fælleshaven for at samle mirabeller. Vi fortsatte rundt i skellet og fandt et lille kilo, inden vi måtte søge ly i lejligheden igen for de 30 grader i skyggen udenfor.

Om aftenen kogte jeg mirabellerne hele sammen med et udskåret æble og et godt halv kilo sukker et kvarters tid efter opskrift fra den dejlige hjemmeside Skoven i skolen,. (tilføjede saft fra en halv citron, da denne frugt i mine øjne opfrisker næsten alt syltetøj) Samme tid tog det at fiske frugtstenene op og gennemgå de bær, der ikke havde åbnet sig med en hulske og en gaffel. Resultatet var en utrolig smuk, ravfarvet marmelade, som vi smagte på ølbrød i dag. Og det var forrygende!

Resultatet af 1 kilo gule mirabeller.

I dag blev jeg så færdig med et projekt, der har varet 1½ år. Egentlig startede jeg dette stykke håndarbejde op efter et mødregruppebesøg forrige vinter hos en meget hæklekyndig kvinde, der har lavet de mest utrolige hæklemesterværker, deriblandt en fantastisk drage.

Jeg lærte at hækle som barn, men er dårlig til følge en opskrift. Jeg har i også forsøgt at strikke, men har ikke tålmodigheden til at holde styr på alle de masker, og når jeg fire rækker senere opdager, at jeg har tabt en maske, har jeg lyst til at kyle hele lor... hen i et hjørne. Men jeg havde netop da genopdaget hækling, som til min glæde kun har en maske at holde styr på. Jeg havde formået at kreere et klassisk babytæppe med små sammenhæklede firkanter, inden Elles fødsel, og da jeg så de fine ting, der fandtes overalt i dette hjem, fik jeg lyst til at hækle sådanne sager også.

Jeg tænkte dog, at jeg lige ville starte med noget enkelt for at komme lidt mere i træning, inden jeg begyndte på noge avanceret. Så jeg kastede mig over en stribet slange, som skulle være til Ludvig. Den kunne jeg så lige hækle under min barsel. Ludvig spurgte i flere dage nysgerrigt til, hvad jeg lavede og tilsidst måtte jeg afsløre det. Jeg regnede med, at han godt kunne klare spændingen et par uger og selv følge med i, hvordan det skred fremad med slangen imens. Men der var bare lige den hage ved planen, at det ikke rigtig skred fremad. Ludvig ville have, at slangen skulle være LAAANG. Lige så lang som sofaen, faktisk. Vores sofa er to meter i indre mål. Det gik jeg glad med til, for samvittigheden overfor den forsmåede storebror, der netop var blevet vippet af enebarns-tronen, var virkelig sort.

Ugerne gik, og det gjorde månederne også. I perioder fik jeg ikke hæklet det fjerneste. Efter et halvt år spurgte Ludvig min mor, om hun kunne strikke. Og da det var tilfældet bad han hende om at lave slangen færdig, "for mor bliver alligevel aldrig færdig med den". Det fortalte hun heldigvis ikke på daværende tidspunkt, hvor jeg var ved at sælge lejlighed og købe ny og planlægge en flytning. Siden gik tiden med at komme på plads her (ja, ja, jeg ved det - dårlige undskyldninger). Summa summarum er, at jeg har fået fornyet hækleblod på tanden dette forår, har lånt hæklebøger og kastet mig over slangen igen. Og i dag skulle den store dag så vise sig at oprinde. Og heldigvis var Ludvig stadig interesseret i at eje et to meter langt, stribet stofdyr.

Ludvig med slangen Nilas

Ludvig giver Rebecca slangen og farslangen Nilas frisk luft med pumpe

Det har faktisk vist sig at være det optimale legetøj for en frisk seks-årig. Der er blevet sjippet i slangen, den er blevet brugt som reb, bælte, halstørklæde og surfbrædt (!), men mest af alt som far-slangen til soveslangen Rebecca, som han købte i Zoo for en lille måned siden. De sover nu sammen alle tre og glæder sig til at lege igen i morgen!