søndag den 27. maj 2012

Livstegn

Er det ikke snart på tide at få opdateret din blog? Blev jeg spurgt tilbage i April. Jo, det er det i hvert fald, svarede jeg, og blev helt rørt over, at jeg havde en fast læser derude, som havde bemærket den larmende tavshed. Og så efterlod jeg min læser med endnu en måneds tavshed.

Det er ellers ikke fordi, vi har drevet den af imens. Når én af os ikke har haft travlt med at være syge eller få tænder, har jeg læst teori til mit kørekort eller siddet og læst bøger inde på ungernes værelse for at lægge en dæmper på de festligheder, der satte ind i barnekammeret efter sommertids indførelse. I dag er jeg helt oppe i euforiens tåger over at den ene hjemmeværende tøs sover allerede, og har gjort det siden klokken otte. Det er 1-1½ time før forårets nye standarter.

Men nu er teoriprøven vel overstået og jeg mangler nu bare at finde af ud at lade være med at træde på koblingen hele tiden og lade være med at slippe den lige så hurtigt igen, når jeg opdager, at jeg ikke har brug for den alligevel. Bagefter kan jeg så måske koncentrere mig om at lade være med at panikke, fordi der kommer en cyklist ind i rundkørslen, når jeg skal dreje ud. Eller at der godt kan være lysregulering i en fodgængerovergang. Heldigvis er glatbanen helt booket op i disse tider, så min kørelærer og jeg kan rigtig cruise rundt i Roskilde og omegn med mine surt opsparede sparepenge i kølvandet, indtil slutningen af juni.

Ludvig er startet i SFO og adskillige aftener har den stående sætning været: "jeg har fået en ny ven". Hvad der blev af den forrige ven, melder historien ikke rigtig noget om, men der bliver shoppet rundt efter den eneste ene hjerteven i dén grad, så man kan blive helt bekymret for, hvad der sker, når han kommer i puberteten. Inden da må vi få talt lidt om moral og den gode afslutning på et forhold.

Men knægten har i hvert fald mod på den nye SFO-frihed og lever store dele af sine vågne timer på den store legeplads og helst oppe i et træ eller i én af hulerne i buskadset. Han er sort fra top til tå, når jeg henter ham, godt krydret med røde rifter og blå mærker. Han er i sit es og har nu også sin første legeaftale at se frem til. Så må mor finde sig i, at fløjlshandskerne skal på i det øjeblik, vi træder ud af SFOen, hvor stærk, sej og modig knægt forvandles til træt, klynkende og eksplosionsfarlig drengsling.

Elle har haft et par måneder med vaskeægte hysteriske anfald komplet med flitsbue og "rør mig ikke"-vrid. Det var mildt sagt en kold spand vand at få i hovedet som mor, ikke at måtte trøste sit skrigende barn, men der blev meldt klart pas. Hurra for google og min børnebibel ("Vores Barn"), som gav mig det gode råd at lade hende have sin vrede i fred og være klar til at sætte ind med tilbud om at komme op, når der var tegn på bevidsthed i hendes ansigt igen. Herefter tog anfaldene hurtigt af, og selvom hun stadig kan blive meget vred, så mister hun ikke bevidstheden på samme måde mere. Måske fordi jeg har lært at lade hende have hendes vrede fra start? Mindstepigen ved i hvert fald godt, hvor HUN synes, skabet skal stå.

Og moderen? Hun vader rundt i sin sædvanlige forårskrise, hvor identiteten synes at flyde ud efter den lange tids venten på lys og varme. Når den så endelig er her, mister jeg som regel målet for min tilværelse af øje nogle uger. En mærkelig bagvendt reaktion. Den ene dag synes jeg, at det er rimeligt og voksent at stå op kl. 6 for at få mig selv og to unger klar og ud af døren inklusiv morgenmad og nogenlunde stemning, for at pendle en time på arbejde, passe mine opgaver, pendle en time hjem igen, hente unger, bevare det gode humør for to trætte unger, lave mad til to trætte unger, rydte af, fylde opvaskemaskine, bade og læse for to unger, putte og sidde sengevagt, rydte op og dejse om i sofaen en halv time før sengetid og håbe, at der ikke er nogen der ringer, eller mere, der bør gøres. For jeg har jo selv valgt det og det er jo kun en periode, indtil de er lidt større og vil jeg måske hellere være arbejdsløs og vende hver en krone, og hvem tager også skade af ikke at have været i biografen uden unger i et års tid etc etc. Den næste dag husker jeg, at jeg kun har dette ene liv, og at jeg ikke ved, hvornår det ender, og der stadig er så mange ting, jeg gerne vil nå at lære og se og forstå og blive bedre til. At jeg engang havde drømme og ambitioner, der ligger milevidt fra, hvor jeg er lige nu. De dage er det meget svært at huske, at mulighederne kommer igen om ganske få år, når ungerne alligevel ikke gider bruge deres fritid sammen med deres gamle mor.

Tavsheden er brudt med denne længere, billedløse svada. Gad vide om min søde læser stadig er med derude...