torsdag den 27. december 2012

Juleræs

Vi har ikke stået i køer for at bytte gaver i dag. Vi har ikke handlet desperat ind efter tre lukkedage. Vi har flyttet rundt.

Vores dejlige venner her fra byen troppede op hele familien på fire og hjalp os med at bytte rundt på alle mine og Ludvigs ting. Der blev spillet tetris med Ludvigs seng, der blev skruet skruer og båret kasser og reoler. Der blev tænkt og der blev løftet i flok. Og der blev ikke bandet eller mukket. Det var en ren fornøjelse. Enhver teambuilding-leder ville have været stolte af vores hold.

Nu har Ludvig sit eget drengeværelse. Det gør ikke noget, at mors bogreol og lille skrivebord stadig står der. For han har sit eget værelse med sin egen dør, som han kan lukke, hvilket han og Olivia straks gjorde, da værelset stod klar til ham. Det er rart med privatliv, når man skal samle puslespil sammen.

Jeg har til gengæld fået min store familieseng ind i et hjørne af Elles nye værelse. Hun tog det hele meget pænt, selvom hun ikke kunne forstå, hvor min seng var blevet af, da vi hyggede på Ludvigs værelse her til aften. Nu sover de begge i hver sit værelse, og det var ikke sværere at putte her til aften, end nogen anden aften. Til gengæld forstyrrer Elle ikke Ludvig så meget, når hun råber "MOAR, skifte bleeeeeeeeeeeee", "Moaaarrrr!" eller "Ha' dyne påååååå!" med 100 decibel. Det meste af Elles kommunikation foregår i bestemt bydeform i disse uger...

Nu skal der til gengæld slappes af. For vi har holdt jul for familien for første gang, med alt hvad det indebærer af indkøb, juletræ, andestegning og overnattende gæster. Mor er træt nu. Meget træt og med en underlig snurrende mave efter alt for mange dage med fed mad, konfekt og chokolade. Førhen kunne jeg spise slik og julemad i dagevis uden bøvl, men den tid er vist forbi. Ærgeligt, for der er stadig mere ude i skabet...

fredag den 5. oktober 2012

Perlerier

Ludvig perler stadig. Heldigvis ved han endnu ikke, at seje drenge ikke sidder og nusser med perleplader. Måske er der ligefrem ved at ske et skifte i synet på perleplader og kønsopdeling... Det ville i hvert fald være skønt. Foreløbig har et halvt år i SFO ikke fået ham til at tage afstand fra denne beskæftigelse.

Det er heller ikke gået Elles opmærksomhed forbi. Og så er det jo heldig at have en ivrig storebror, der hellere end gerne vil lære én af sætte perler på en plade. Jeg ved ikke, hvem af dem, der var mest optaget.



fredag den 28. september 2012

Luksusfælden truer

Hjælp! Vil nogen med revisorbaggrund og strengt blik skynde sig forbi mit hjem i weekenden og give mig en voksen gennemgang af min økonomi?? Har lige taget den seriøse mine på, logget på netbanken, regnet, flyttet rundt, tømt opsparingskontoen og sat bilforsiking til betaling på mandag (knapt 13000 - what?? Bare fordi jeg aldrig har kørt bil før? Jeg har en politimands underskrift på, at jeg godt kan køre - jeg kan stadig huske, da han underskrev mit kørekort!)

Når jeg så kigger på min fine kontooversigt, kan jeg ikke huske, at det så så sort ud (nå nej, rødt ud), siden jeg var på SU seks år i træk. Hvordan skal vi lige hænge sammen indtil børnepengene? Hvornår var det sidst, jeg havde voksenbrillerne på og kiggede seriøst på min økonomi og dermed hele familiens?

Så sent som i forgårs tog jeg i den grad skyklapperne på, stoppede min røde jernhest ud for Rock og Uld og gik ind og købte 6 nøgler fantastisk, grønt kid-mohair til et sjal, som jeg jo slet ikke har brug for. Hallo! Jeg vidste jo godt, at den dér bilforsikring lå og spøgte samme weekend, som der er afdrag på realkreditlånet, og beløbet på budgetkontoen derfor stort set var et fiktivt tal. Men når jeg befinder mig i den butik, bliver jeg bare så begejstret, at jeg glemmer alt om finanser til fordel for sansning af det dejlige uldgarn og den gode atmosfære. Og selvom jeg havde lovet mig selv at køre lige til SFO herefter, stoppede jeg alligevel ved boghandlen for at købe det sidste bind af Murakamis 1Q84 - som om det ikke kunne vente til d. 20. ..! Det er jo bare en bog, for helv....

I den mindste har jeg nu taget tyren ved hornene og set sandheden i øjnene. Så må jeg så se, om jeg kan plukke håret af en skaldet de næste 20 dage. Noget må gøre, kursen må lægges om, og nu kan jeg ikke finde på flere dramatiske vendinger, så måske skulle jeg koncentrere mig om budget og madplan i stedet.

Det bliver et festligt efterår!

onsdag den 26. september 2012

Faldet i syltekrukken

Vi er alle ok her i den lille familie - det vil sige, moderen er måske blevet en anelse skør - hun er nemlig faldet i syltekrukken.

Siden jeg skrev om min spontane mirabelle-syltning er jeg blevet mere eller mindre besat af at indsamle bær og frugt til saft og syltning. I praksis bliver det godt nok ikke til den store overflod, da jeg som oftest kun har et par timer i weekenderne til at samle ind. Men så kan jeg til gengæld også få adskillige aftener til at gå med at vaske, udstene, snitte, koge, si, mose, koge op, skolde glas og hælde på.

Resten af ugen holder jeg så øje med buske og træer i haven, på vejen til skole og vuggestue og hvor vi kommer i øvrigt. Jeg bladrer i mine to syltebøger, googler løs på nettet, og overvejer, hvordan jeg kan slippe afsted med at få et par timer til at plukke igen. I dagligdagen er der ikke en chance, og weekenderne er tit pakket med aftaler, støvsugning, indkøb og tøjvask. Men jeg må med skam melde, at alt det huslige bliver voldsomt underprioriteret pt. Hvorfor pudse vinduer, hvis man kan stå under et hyldetræ og fylde en kurv? Eller tage til Hedeland og plukke havtorn, som vi faldt over ved et tilfælde og som viser sig at være det nye sort inden for nordisk mad inde i staden. Havtorn syltetøj med æble har vist sig at være Ludvigs nye yndlings-pålæg, så vi må nok forsøge at finde tid til at plukke igen, inden det er for sent...

 
 
Havtorn-syltetøj fra gren til glas
Men det bedste er nu at stuve ungerne ind i bilen og drage hjem til mine forældre, blive forkælet, nyde at ungerne hygger sig og skamplukke fra deres have. Så kan man lave dejlig blomme-brombær-æblesaft med den smukkeste farve og smag på den letteste måde. Det er så nemt, at Ludvig også gider være med i forberedelserne, for det hele skal bare skyldes og skæres i grove stykker og så i gryden med det hele sammen med en sjat vand, så det ikke brænder på, og en vanillestang.






blommesaft mm fra træ til bord

 
Lige nu drømmer jeg om at plukke flere hyldebær og få prøvet rønnebærgele. Begge dele er proppede med C-vitaminer og hyldebærsaft er dejligt en blæsende regnvejrsdag. Så hvis jeg ikke skriver så meget herinde, så er jeg nok røget i syltekrukken igen. Om en måned er det hele overstået - og så kan det være, at jeg måske skulle overveje at kigge lidt på mit hjem uden skyklapper bevæbnet med en solid spand sæbevand.


torsdag den 23. august 2012

Rock og Uld

Ja, det hedder den altså - den lille garnbutik, jeg fandt for enden af Roskildes gågade i dag. Skønt navn til en helt fantastisk butik.

Efter mit afsluttede projekt slangehækling (slangen sover nu hos Ludvig hver nat), kløede det i fingrene på mig for at komme igang igen. Men for en gangs skyld kom internettet til kort. Jeg kunne simpelthen ikke finde en garn-webshop, der kunne hjælpe mig med at finde det rette garn til min opskrift. Så jeg tog opskriften ved hånden og drog ud i det virkelige liv for at finde hjælp her.

Og det fik jeg. Jeg var dårligt trådt indenfor, før jeg var igang med en livlig og åbenhjertig samtale med ejeren. Hun var ved at pakke nye varer ud, og var selv så begejstret over dem, at det var lige før, jeg var kommet hjem med både filtsutsko, opskrifter og garn nok til mange måneders forbrug.

Men i stedet fik jeg utrolig kompetent vejledning ud fra min opskrift, forslag, gode råd og forklaringer til en nybegynder, samt opfordring til at mærke, sammenligne og tage forskellige farvenuancer med ud i sollyset for en endelig beslutning. Og således gik jeg let i sindet og forventningfuld ud af døren med fem nøgler af det blødeste, økologiske Alpaca-uldgarn til mit nye hækleprojekt.

Se selv:


Rock og Uld har ikke set det sidste til mig. Hermed anbefalet!

søndag den 19. august 2012

Kreativ weekend

Denne weekend har vi tilbragt i Roskilde, og det var rart at være så meget hjemme for en gangs skyld. Ludvig startede børneyoga i Himmelev, og så fik ungerne den første tur i den lille sorte. Det gik fint derud. Det gik også fint at vende på parkeringspladsen bagefter, selvom jeg ikke kunne forstå, at det var så svært at dreje hjulene i grus. Det gik meget værre, da jeg ville køre derfra, og bilen bumpede så underligt. Jeg måtte ud og kigge, om vi havde fået en kæmpegren i hjulet, eller hvad pokker, der foregik. Men der var ikke noget at se. Til gengæld havde jeg lavet et chokerende dybt hjulspor i højre side. Alligevel gik der ikke rigtig noget op for mig. Jeg satte mig ind og prøvede igen. Samme resultat. Hmm, ind til siden igen og tænke. Jeg havde selvfølgelig ikke fået nummeret til vejhjælp med, og ingen klapvogn en lørdag, hvor busserne i Roskilde måske kører hver anden time... Jeg kastede et blik på kontrolpanellet, mens jeg i hovedet gennemgik teoriundervisningen om mislyde. Først da jeg så den grønne lysende besked "BREAK", gik noget op for mig og med meget røde ører og bekymrede tanker om til mine bremser, fik jeg sluppet håndbremsen!

Ludvig var meget begejstret for yoga, og i dejlig afslappet stemning bagefter. Elle faldt i søvn i bilen efter fem minutter og kunne læsses lige over i klapvognen til videre middagslur, da vi kom hjem. Så Ludvig og jeg besluttede os for at trodse den tidlige eftermiddagshede, og bevæbnet med en kurv gik vi ned i fælleshaven for at samle mirabeller. Vi fortsatte rundt i skellet og fandt et lille kilo, inden vi måtte søge ly i lejligheden igen for de 30 grader i skyggen udenfor.

Om aftenen kogte jeg mirabellerne hele sammen med et udskåret æble og et godt halv kilo sukker et kvarters tid efter opskrift fra den dejlige hjemmeside Skoven i skolen,. (tilføjede saft fra en halv citron, da denne frugt i mine øjne opfrisker næsten alt syltetøj) Samme tid tog det at fiske frugtstenene op og gennemgå de bær, der ikke havde åbnet sig med en hulske og en gaffel. Resultatet var en utrolig smuk, ravfarvet marmelade, som vi smagte på ølbrød i dag. Og det var forrygende!

Resultatet af 1 kilo gule mirabeller.

I dag blev jeg så færdig med et projekt, der har varet 1½ år. Egentlig startede jeg dette stykke håndarbejde op efter et mødregruppebesøg forrige vinter hos en meget hæklekyndig kvinde, der har lavet de mest utrolige hæklemesterværker, deriblandt en fantastisk drage.

Jeg lærte at hækle som barn, men er dårlig til følge en opskrift. Jeg har i også forsøgt at strikke, men har ikke tålmodigheden til at holde styr på alle de masker, og når jeg fire rækker senere opdager, at jeg har tabt en maske, har jeg lyst til at kyle hele lor... hen i et hjørne. Men jeg havde netop da genopdaget hækling, som til min glæde kun har en maske at holde styr på. Jeg havde formået at kreere et klassisk babytæppe med små sammenhæklede firkanter, inden Elles fødsel, og da jeg så de fine ting, der fandtes overalt i dette hjem, fik jeg lyst til at hækle sådanne sager også.

Jeg tænkte dog, at jeg lige ville starte med noget enkelt for at komme lidt mere i træning, inden jeg begyndte på noge avanceret. Så jeg kastede mig over en stribet slange, som skulle være til Ludvig. Den kunne jeg så lige hækle under min barsel. Ludvig spurgte i flere dage nysgerrigt til, hvad jeg lavede og tilsidst måtte jeg afsløre det. Jeg regnede med, at han godt kunne klare spændingen et par uger og selv følge med i, hvordan det skred fremad med slangen imens. Men der var bare lige den hage ved planen, at det ikke rigtig skred fremad. Ludvig ville have, at slangen skulle være LAAANG. Lige så lang som sofaen, faktisk. Vores sofa er to meter i indre mål. Det gik jeg glad med til, for samvittigheden overfor den forsmåede storebror, der netop var blevet vippet af enebarns-tronen, var virkelig sort.

Ugerne gik, og det gjorde månederne også. I perioder fik jeg ikke hæklet det fjerneste. Efter et halvt år spurgte Ludvig min mor, om hun kunne strikke. Og da det var tilfældet bad han hende om at lave slangen færdig, "for mor bliver alligevel aldrig færdig med den". Det fortalte hun heldigvis ikke på daværende tidspunkt, hvor jeg var ved at sælge lejlighed og købe ny og planlægge en flytning. Siden gik tiden med at komme på plads her (ja, ja, jeg ved det - dårlige undskyldninger). Summa summarum er, at jeg har fået fornyet hækleblod på tanden dette forår, har lånt hæklebøger og kastet mig over slangen igen. Og i dag skulle den store dag så vise sig at oprinde. Og heldigvis var Ludvig stadig interesseret i at eje et to meter langt, stribet stofdyr.

Ludvig med slangen Nilas
Ludvig giver Rebecca slangen og farslangen Nilas frisk luft med pumpe

Det har faktisk vist sig at være det optimale legetøj for en frisk seks-årig. Der er blevet sjippet i slangen, den er blevet brugt som reb, bælte, halstørklæde og surfbrædt (!), men mest af alt som far-slangen til soveslangen Rebecca, som han købte i Zoo for en lille måned siden. De sover nu sammen alle tre og glæder sig til at lege igen i morgen!

fredag den 17. august 2012

Cyklist med bil

De sidste par dage har jeg nu og da lige været henne forbi vinduet for at kaste et blik ned på parkeringspladsen. Den holder der stadig - bilen...

De sidste fire dage har jeg været bilejer i praksis. Jeg tror ikke rigtig på det. Selvom jeg selv skrev under, svang dankortet og satte mig ind i min lille, sorte maskine på fire hjul og kørte den hjem over den sjællandske lándevej, gennem myldretidstrafik og klarede kødannelse ved indfaldsvejen i første gear. Det er stadig lige uvirkeligt. Jo, der står en fin bil dernede, der ikke plejer at stå på vores parkeringsplads. Men at det er min bil, forstår jeg ikke et muk af.

I stedet cykler jeg videre til institutioner og stationen og tilbage igen hver arbejdsdag uden at skænke bilen en tanke. Jeg kører sikkert og hjemmevant og tænker dårligt nok over, at jeg cykler uanset trafikken omkring mig. Cyklen er en forlængelse af min opmærksomme krop.

Men når jeg skal køre en kilometer for at tanke for første gang i mit liv, hente pakke på posthuset og køre hjem igen, planlægger jeg hele turen hjemmefra, går rundt om mig selv 70 gange, og sætter mig ind med spænding i kroppen. Kan jeg nu også køre denne maskine alene? Er det virkelig sandt, at en politimand har vurderet mig i stand til at køre en bil ude i den rigtige trafik? Jeg plejer ikke at være i tvivl om mine kompetencer, men på bilsiden er jeg virkelig blank. Jeg er stadig en cyklist, der nu også kører en bil nu og da.

Gad vide, hvornår det skifter denne sindstilstand af uvirkelighed? Jeg skal ud og køre i weekenden, for jeg skal have nogle kilometer under huden nu. Men det betyder, at børnene også skal med.... Måske skal jeg alligevel hellere tjekke bustiderne til børneyoga i morgen?

torsdag den 16. august 2012

Første skoledag

Så oprandt den store dag for ældstebarnet! Det startede meget fredeligt fra morgenstunden, da vi først skulle være der klokken 10, så ungerne fik lov at sove igennem...



Jeg tror nok, moderen var mere begejstret end sønnen, da lillesøster endelig var afleveret. Men han ville alligevel gerne afsted, og havde selv købt tøjet, valgt halskæden og var spændt helt ind i knoglerne.


I disse tider debatteres det, om det er bedst at få flere timer på skemaet eller færre elever i klassen. Ludvig er så priviligeret at starte på en skole med to spor, hvor de i år er 16 elever i hans klasse og 17 i paralelklassen. Og da det har gået i SFO sammen i fire måneder nu, var det faktisk slet ikke hverken overvældende eller skræmmende, da vi først var derovre, og han kunne smide skjorten for at drøne lidt rundt i hallen med de andre drenge.

Chefen for det hele, Morten, holdt en fin velkomsttale til børnene, hvori der indgik seje Siriuspatrulje-soldater, prutten i soveposer, slubrende ske-spisning og forfrosne næser, der var lige ved at falde af af bare fornærmet uvenskab. Moralen var, at man skal spørge, hvis man ikke forstår, eller sige det, hvis man ikke synes om det - før næsen falder af.



Bagefter bevægede vi os til indskolingen nedenunder. 0.A gik forrest via et tov, som de alle 16 holdt i med lærer Elsebeth forrest. Og da vi trådte ud af hallen, stod alle elever og lærere fra 1. og 2. klasse langs trapper og gange hele vejen til børnehaveklassernes lokaler, mens de flagede og sang:

Vil du med i skole, ja så kom
Vil du med i skole, ja så kom
vi går, vi går
i mange, mange år


Moderen her fik godt nok lidt fugtige øjenkroge efter denne velkomst, og havde øre-til-øre-smil påklistret, da vi gik ind i det fine lille lokale, fyldt med dyr og sten på plakater, i skabe, levende og udstoppede, med bogstaver på væggene, som veste og på tavlen. De "gamle" 0.A. havde lavet navneskilte til de nye 0.A. og mange af børnene havde en plante med. Børnene fandt lidt forknytte deres plads, mens forældrene pludrede, smilede og knipsede løs på alt fra mobil til kæmpe telelinser.


Alle mødre, fædre og bedster blev nu smidt ned i kantinen til kaffe på kanden og vandmelon, mens børnene havde deres første skoledag med Elsebeth. Og da vi blev kaldt op igen en halv times tid senere, havde de både lært rim, fagter, sang, ord og tegnet deres egne ansigter til ophængning - tal lige om kvalitet i undervisningen og max styr på klassen! Jeg stemmer klart for små klasser.

Således kunne både børn og forældre ranke ryggen, stolte af præstationerne og gå op til fælles fotografering og 20 gange "appelsin". Så var første skoledag forbi. Og det var faktisk ret sjovt at gå i skole, skulle jeg hilse at sige :-)

søndag den 22. juli 2012

Tilbage i tiden

I dag blev vi hentet af Karin og Inge, som var på vej til Fyn, men gerne ville med os til Sagnlandet Lejre først. Det var en dejlig beslutning, for vi havde en super dag.

Efter en meget forvirret vejvisning, der forårsagede to u-vendinger og en ekstra tur i en rundkørsel kunne vi konstatere, at det ikke er nok, at jeg kender vejen, når jeg ikke kender forskel på højre og venstre... Men vi ankom kun cirka 5 minutter senere end vi ville have gjort uden de små krumspring og var alle klar til at opleve fortiden.

Vi var dårligt trådt inden for pilehegnene, før Ludvig begyndte at hugge med økse og Inge udså sig nogle gode gruttesten, som vi skulle male mel på. Vi fik udleveret speltkorn fra de frivillige hjælpere og gik så igang sammen med alle de andre glade sommergæster. Omkring os myldrede et dusin søde ænder med ællinger, som kom helt tæt på til Elles fryd. Der blev sagt mange gange "hej" til både ænder og ællinger. Ludvig og Inge opgav hurtigt grutteriet og lod deres mødre slide i det, og her kunne vi konstatere, at ænderne var mere durkdrevne i overlevelsesstrategi end os. De hapsede simpelthen fra fadet, så snart de så deres snit til det. Men så vågnede urinstinkterne ellers hurtigt op i os begge, og vores håndfuld korn blev forsvaret med arme og ben, mens vi knoklede for at fremtrylle vores skefulde groftmalede mel.



Men vi vandt kampen over både ænder og kerner, og kunne sejrrigt blande vores mel med lidt vand og bage nogle meget primitive kiks, som blev spist med stor fornøjelse inklusive brandskorper og småskidt.
Sjovt nok var det kun mødre og andre børn, der sad om bagepladerne. Det virkede ikke til, at melgrutning er noget for mænd.

Men der var også bueskydning, vikingekampsport og kanoroning i udhulede træstammer at boltre sig med, foruden alt det, vi slet ikke nåede at opleve.



Vi nåede dog at få en rundtur med hestevognen med Ludvig på agestolen, se vildsvineungerne afholde brydekampe og besøge et landbohus fra midten af 1800-tallet, hvor to kvinder var flyttet ind og beredvilligt viste os rundt i deres bolig, fortalte om nissen og gruekedlen og sengen, hvor hele familien kunne sidde op og sove sammen.
Her klædte vi os i landbotøj, klappede ællingeunger, tog rutscheture i halmen, spillede hesteskospil og så grisene blive fodret.
Vi sluttede af med en is fra det 21. århundrede, mens vi besøgte Henrik Harpestrengs urtehave med urter fra 1200-tallets medicinske overleveringer. Det var spændende at se alle de urter, jeg har læst om i historiske romaner, i fuld blomst og læse de små citater om plantens virkning set fra en læges synsvinkel midt i det 13. århundredes Roskilde. Igen blev jeg mindet om, at jeg har brug for en have. Måske skulle jeg gå i urtelære - kan man det?

Vi kommer igen med frisk mod!

Elle klar til en lur efter alle oplevelserne

lørdag den 21. juli 2012

Sommer..?

Selvom sommeren har været noget lunken i det i år, så nyder vi alligevel at være ferieramt. Dagene flyver afsted uden vi når det store.

I sidste uge var vi i Danmarks Akvarium, som er ét af vores yndlingsudflugtsmål. Det var første gang, Elle for alvor forstod, at det var rigtige dyr på den anden side af glasset og ikke bare mærkelige billed-fænomener. Hun fandt det en smule skræmmende og meget mærkeligt med alle de svømmende væsener i hovedhøjde.

Der var for en gangs skyld mange andre gæster, men ikke overfyldt. Ludvig holdt især af skoletjenestens små bassiner med "klappedyr". Han brugte lang tid på at jagte små unger af rødspætter og pigvar for at holde dem få sekunder nede i vandet med hånden under bugen, inden de sprællede videre. Jeg havde fornøjelsen af at se en eremitkrebs skifte hus hele to gange. Den var åbenbart enten stresset eller vægelsindet af natur, da det var de samme to huse, den vaklede mellem. Krabberne var et særligt kapitel for sig. Ludvig turde for første gang stikke hånden ned og røre dem, og sammen med en jævnaldrende dreng forsøgte han at agere gårdvagt for de kamplystne klokrablere. De fandt det særligt strengt, da en stor krabbe gik til angreb på en mindre krabbe, der allererede havde mistet begge klosakse i tidligere opgør. Ifølge guiden, der passede bassinerne og fortalte om dyrene, vokser både afklippede ben og klosakse ud igen i løbet af nogle dage, hvorfor man også kunne se krabber med uens størrelse kløer. Det var nu rart at se, at drengene viste lidt retfærdighedssans med deres harme, selvom de nok dramatiserede hele seancen en anelse.



Siden tog vi til Sverige for at besøge vores bedste venner. De bor i Sverige hver sommer for være tæt på den svenske del af familien, og har derfor købt et dejligt svenskrødt sommerhus, hvor vi fik lov at indtage førstesalen og sove i stor familieseng til ungernes store tilfredshed.

Ludvig ville ikke hjem igen trods skiftende vind og vejr og manglende badelyst, mens hel- og halvsvenskere med dødsforagt kastede sig på hovedet i kolde badesøer. Elvira havde gerne kastet sig på hovedet også, hvis hun havde fået lov at være lidt længere i vandet. Hun opgav heller ikke det kolde vand uden kamp, og holdt først op med at skrige, da alt tøjet var på igen og siden har ordet "bade" tændt et desperat hungrende udtryk i hendes øjne.


Ludvig var mere begejstret for de mange klipper, der lå og flød tilfældigt henkastet alle vegne. Men han har også altid elsket sten i alle størrelser og tog gerne en klippe med hjem i snapptoget, hvis det havde ladet sig gøre.




Vi fik også set sluser på Göta Kanal, spist is, leget på græsplænen og spist brunkager med fryd.





Jeg vil nok særligt huske, hvor godt ungerne legede alle sammen på tværs af alder fra 1½ til 8 år, og hvor få konflikter, det gav. Hvordan vi kom helt ned i feriegear, spiste blåbær og plukkede til syltetøj fra de mange små buske langs stierne, at vi holdt præ-fødselsdag for Ludvig med is, blåbær, chokoladecigarer og svenske flag, så Ludvig slet ikke vidste, hvor han skulle se hen af genert fryd over alt opmærksomheden. Og jeg vil huske aftenerne på den lukkede veranda, mens ungerne sov, i uforstyrret, afslappet voksenselskab med småsludren, erindringer, cider og livet, der blev ordnet og lagt på hylder imens.

mandag den 9. juli 2012

Fætters fødselsdag

Ja, det er altså børnenes fætter Phillip, der er tale om - eller min nevø. Vi havde en helt fantastisk solskinsfødselsdag i Jyderup hos fætter Phillip, der fyldte 2 år. Han må have været et helt fantastisk barn det sidste år, hvis man skulle dømme efter vejret. Måske blev det Juli måneds sommerdag..?

Jeg har mest billeder af de tre unger, der råhyggede sig ude og inde. Men fra Phillip fik pakket sine gaver ud, til vi gik på legepladsen er kameraet tomt. Mor her havde nemlig travlt med at spille bordfodbold med ældstebarnet. Jeg ved ikke, hvem af os, der råbte højest eller hvem, der vandt flest kampe. Jeg tror, vi var ret ligeværdige. At jeg så er 39 og Ludvig knapt seks lader vi stå ukommenteret i denne sammenhæng. Jeg vil nøjes med at prale med min søns hårde håndsledsvrid, der virkelig kan hamre en bold over banen, så øjnene må opgive at følge med. Og han er tilsyneladende så begejstret for spillet, at han ikke engang blev fornærmet eller gav op, når jeg scorede eller vandt den samlede kamp. Derfor spillede vi vist også lige et par timer sammenlagt. Meget selskabeligt...

Elvira kastede sin kærlighed på Phillips trehjulede med skubbepind og Ludvig slog nu til som tålmodig påhængsmotor tre gange rundt om blokken med Philip bagefter på scooteren. Jeg ved ikke, hvem der hyggede sig mest. Her er de indledende øvelser, inden pokker tog ved dem og sendte dem på langfart.






Tillykke med dagen, Phillip! Vi glæder os til at besøge dig igen!

fredag den 6. juli 2012

Nu med licens til at køre

Efter fem måneders teori, banekørsler og køretimer, kan jeg nu kalde mig bilist med papir på mine køreevner. Fem måneder, spørger du? Jamen, hvordan kan man dog være så længe om at tage kørekort? Det ved jeg heller ikke. Tiden er bare gået. Jeg har ikke forsøgt at gøre op, hvor meget jeg har kørt, eller hvad det har kostet. Men det var da lidt træls, dengang jeg først kunne få en teoriprøve tre uger efter, jeg havde kørt min mørkekørsel, fordi politiet afspadserede og holdt ferie i slutningen af april. Eller da jeg så havde bestået teoriprøven i maj og først kunne få en glatbanetid en måned senere...
Nå, pyt med det. Jeg havde jo nok haft brug for de ekstra køretimer alligevel, da jeg ikke er noget naturtalent bag et rat (eller som køresagkyndig kommenterede: Klistret til rattet). Faktisk er jeg stadig cyklist - nu bare med kørekort. Næste udfordring for cyklisten bliver at købe en bil. Ikke nogen sag for en kvinde, der altid bare har set biler som farvede kasser på fire hjul med en motor...

Vores sommerferie starter heldigvis i dag. Det ses også på vejrudsigten. Regn og kulde passer heldigvis perfekt med vores mange museumsplaner, og da vi bor på en bakke skulle vi være sikret med de mange varslede skybrud.

På ønskelisten for udflugter står:
- Zoologisk Have (meget crowded på en varm sommerdag)
- Danmarks Akvarium (fiskene er ligeglad med solskin)
- Svømmehallen (ligger i vores baghave)
- Geologisk museum (altså på Ludvigs liste - han er jo syg med sten. Så må vi andre jo gøre gode miner til slet spil)
- Hvalsamlingen i Botanisk Have.(den glæder jeg mig også til, og døde hvalskeletter kræver heller ikke sol)
- Alle legepladser i Roskilde (man kan også gå på legepladser i regnvejr, og vi forsøger at tage hul på rundturen i morgen med Folkeparken)

Jeg har også en anden voksenliste, som jeg har tapet fast på det gamle, nedrivningsværdige tapet i gangen, hvorpå der står spændende udfordringer såsom at skabe logos ud af kaos i kælderen, vaske alle gulve, male køkkenet, ordne indhold i skabene, hamre ledninger fast til væggen og hænge billeder op i lejligheden etc etc opmarcheret i flere rækker. Lister til ferien er gode. Og hvis ferien har været god, så er det meste af listen intakt, når ferien er forbi.

Efter en genopfriskning af voskenlisten er jeg ret sikker på,  at det bliver en skøn ferie!

søndag den 27. maj 2012

Livstegn

Er det ikke snart på tide at få opdateret din blog? Blev jeg spurgt tilbage i April. Jo, det er det i hvert fald, svarede jeg, og blev helt rørt over, at jeg havde en fast læser derude, som havde bemærket den larmende tavshed. Og så efterlod jeg min læser med endnu en måneds tavshed.

Det er ellers ikke fordi, vi har drevet den af imens. Når én af os ikke har haft travlt med at være syge eller få tænder, har jeg læst teori til mit kørekort eller siddet og læst bøger inde på ungernes værelse for at lægge en dæmper på de festligheder, der satte ind i barnekammeret efter sommertids indførelse. I dag er jeg helt oppe i euforiens tåger over at den ene hjemmeværende tøs sover allerede, og har gjort det siden klokken otte. Det er 1-1½ time før forårets nye standarter.

Men nu er teoriprøven vel overstået og jeg mangler nu bare at finde af ud at lade være med at træde på koblingen hele tiden og lade være med at slippe den lige så hurtigt igen, når jeg opdager, at jeg ikke har brug for den alligevel. Bagefter kan jeg så måske koncentrere mig om at lade være med at panikke, fordi der kommer en cyklist ind i rundkørslen, når jeg skal dreje ud. Eller at der godt kan være lysregulering i en fodgængerovergang. Heldigvis er glatbanen helt booket op i disse tider, så min kørelærer og jeg kan rigtig cruise rundt i Roskilde og omegn med mine surt opsparede sparepenge i kølvandet, indtil slutningen af juni.

Ludvig er startet i SFO og adskillige aftener har den stående sætning været: "jeg har fået en ny ven". Hvad der blev af den forrige ven, melder historien ikke rigtig noget om, men der bliver shoppet rundt efter den eneste ene hjerteven i dén grad, så man kan blive helt bekymret for, hvad der sker, når han kommer i puberteten. Inden da må vi få talt lidt om moral og den gode afslutning på et forhold.

Men knægten har i hvert fald mod på den nye SFO-frihed og lever store dele af sine vågne timer på den store legeplads og helst oppe i et træ eller i én af hulerne i buskadset. Han er sort fra top til tå, når jeg henter ham, godt krydret med røde rifter og blå mærker. Han er i sit es og har nu også sin første legeaftale at se frem til. Så må mor finde sig i, at fløjlshandskerne skal på i det øjeblik, vi træder ud af SFOen, hvor stærk, sej og modig knægt forvandles til træt, klynkende og eksplosionsfarlig drengsling.

Elle har haft et par måneder med vaskeægte hysteriske anfald komplet med flitsbue og "rør mig ikke"-vrid. Det var mildt sagt en kold spand vand at få i hovedet som mor, ikke at måtte trøste sit skrigende barn, men der blev meldt klart pas. Hurra for google og min børnebibel ("Vores Barn"), som gav mig det gode råd at lade hende have sin vrede i fred og være klar til at sætte ind med tilbud om at komme op, når der var tegn på bevidsthed i hendes ansigt igen. Herefter tog anfaldene hurtigt af, og selvom hun stadig kan blive meget vred, så mister hun ikke bevidstheden på samme måde mere. Måske fordi jeg har lært at lade hende have hendes vrede fra start? Mindstepigen ved i hvert fald godt, hvor HUN synes, skabet skal stå.

Og moderen? Hun vader rundt i sin sædvanlige forårskrise, hvor identiteten synes at flyde ud efter den lange tids venten på lys og varme. Når den så endelig er her, mister jeg som regel målet for min tilværelse af øje nogle uger. En mærkelig bagvendt reaktion. Den ene dag synes jeg, at det er rimeligt og voksent at stå op kl. 6 for at få mig selv og to unger klar og ud af døren inklusiv morgenmad og nogenlunde stemning, for at pendle en time på arbejde, passe mine opgaver, pendle en time hjem igen, hente unger, bevare det gode humør for to trætte unger, lave mad til to trætte unger, rydte af, fylde opvaskemaskine, bade og læse for to unger, putte og sidde sengevagt, rydte op og dejse om i sofaen en halv time før sengetid og håbe, at der ikke er nogen der ringer, eller mere, der bør gøres. For jeg har jo selv valgt det og det er jo kun en periode, indtil de er lidt større og vil jeg måske hellere være arbejdsløs og vende hver en krone, og hvem tager også skade af ikke at have været i biografen uden unger i et års tid etc etc. Den næste dag husker jeg, at jeg kun har dette ene liv, og at jeg ikke ved, hvornår det ender, og der stadig er så mange ting, jeg gerne vil nå at lære og se og forstå og blive bedre til. At jeg engang havde drømme og ambitioner, der ligger milevidt fra, hvor jeg er lige nu. De dage er det meget svært at huske, at mulighederne kommer igen om ganske få år, når ungerne alligevel ikke gider bruge deres fritid sammen med deres gamle mor.

Tavsheden er brudt med denne længere, billedløse svada. Gad vide om min søde læser stadig er med derude...

fredag den 16. marts 2012

Søskende



Selvom Ludvig er i fokus, er Elle aldrig langt bagved, klar til at kopiere alle hans vilde fagter, vovede spring, seje moves, højlydte latter, udfoldede raseri eller bare en stille stund

X-factor

torsdag den 15. marts 2012

Forårstegn

I går skinnede solen som på en dejlig aprildag, og vi gik i haven, så snart vi kom hjem. Her fandt vi denne udspringsklare busk:


Der var stor glæde over at komme op over jorden på et par lange gyngeture og ikke mindst over at få skovlen i jorden igen:



Om lidt kan de også komme ud af rumdragterne og så skal vi for alvor boltre os i haven!

fredag den 24. februar 2012

guitar-is

Ludvig og jeg havde en mindre uoverensstemmelse her til eftermiddag. Det har vi jævnligt, da vi begge er utålmodige og har lidt af et temperament at forsøge at styre. I dag var det dog kun Ludvig, der blev vred, da jeg satte en grænse for, hvor mange stykker chokolade han kunne komme på sin bolle.

- Hvorfor bestemmer du dét!! Råbte han rasende og fejede tallerkenen tilside for at skubbe sin stol halvvejs ud i stue på vej ind på sit værelse. Jeg nåede ikke at sige så meget som et pip, inden han var væk og så var det jo nemt nok at bevare roen og kigge beroligende på Elvira, der tog det hele oppefra og ned. Hun er jo også vant til, at vi råber af hinanden nu og da...

Nå, men Ludvig kom tilbage og accepterede, at han selv måtte bestemme om han ville spise sin chokolademad, som den var, eller lade den stå. Vi andre var færdige og jeg begyndte at samle en meget genstridig IKEA-kasse til ungernes legetøj. Efter en del kæmpen med den fjerde side, gik hjørnet fra med et stort KNÆK og jeg vidste af erfaring, at det ikke ville blive en kasse og at Ludvig ville blive ked af det. Måske var jeg alligevel også lidt træt efter dagens tætte gang op ad begge unger, hvor vi hostede i trio og Elle knaldede hovedet i gulvet, bordet, Ludvig, stolen, gulvet, trappegelænderet og gulvet, indtil jeg var sikker på, at hun havde taget permanent skade. I hvert fald smækkede jeg kassesiden i gulvet med verbalt eftertryk.

"Du sagde lort, mor! Det må man da ikke sige!"
"Nej, det er rigtigt. men det sagde jeg altså" sukkede jeg, "kassen kan ikke laves".
"Så får jeg ikke nogen kasse" tårerne stod allerede i Ludvigs øjne. Hans dagsbæger var også fyldt.
"Jeg skal nok købe en ny til dig"
"Så skal det også være i samme farve"
"Selvfølgelig skal det det," lovede jeg og skillede resten af kassen med opgivende mine. Så skete det, at Elle kom hen med sin elskede dyne, som også er hendes krammedyr og sutteklud og gav mig den i skødet med hovedet på skrå og en sødt smil. Jeg troede, hun ville sidde og putte, men det ville hun ikke. Hun ville bare give mig sin elskede dyne.
Efter sådan en trøst, fik jeg frisk mod på at samle resten af kasserne, (godt) hjulpet af Elle, mens Ludvig klippede og malede (forsonings)hjerter til mig. Og så kom han pludselig spændt hen til mig:

"Mor vil du gerne have en is?"
"Jo tak, det ville da være dejligt"
"Så får du en vaffelis, der spiller guitar!"


Aldrig har jeg da fået en finere, mere unik is, end denne. Tænk, at begge mine børn pludselig skulle give mig så fine gaver som afslutning på en lidt langhåret syge-hjemme-vinterferiedag.

mandag den 20. februar 2012

Visuelt nyt

Siden sidste jamreindlæg om sygdom og anden dårligdom har der været meget stille herinde. Det var nødvendigt for at undgå at denne blog skulle gå hen og få undertitlen "En hypokonders dagbog". Flot sammen med min nye status som ugens gæst på min arbejdsplads...

Nå, vi er så stadig syge, men ikke mere om det. I stedet kommer her et lille visuelt galleri for den sidste tid. Jeg må advare om, at det kun kan have interesse for familie og nære venner:




Endelig sne i haven - så skal der gynges...


Snemonstret


Elle har endelig forstået ideen med bøger - og vil ikke altid slippe dem igen. Her har hun "Baby er ked af det" med i seng, og slap den heller ikke i søvne.


Fastalavn blev meget traditionel: Batman udfoldede sine muskler og sin vrede


Mens prinsesse Elle nusser med puslespil (2 sekunder inden hun resolut hælder det hele på gulvet)


Nu er sneen smeltet, men det skal ikke hindre Ludvig og hans ven fra børnehaven fra at tage et par rutchebaneture ned af højen på legepladsen


Bemærk, hvordan mudderet danner et nyt, isolerende lag på numsen. Ludvigs kommentar i børnehaven, var "Det ligner lort"...


Men hvad gør det, når jeg lige er blevet den meget voksne og jordnære ejer af en spritny vaskemaskine? Her med et styks nyvasket flyverdragt i gabet.



Og en lille gyngetur igen til sidst. Kan ikke forstå, at lilletøsen er blevet så stor...