mandag den 3. november 2014

Et spøgelse i natten

Et lagen, hvidt tøj under og en maske. Så blev årets Halloween på SFO'en en succes.


fredag den 31. oktober 2014

Tre milepæle

Min lille dreng, min førstefødte, er ved at blive stor. På mange områder er han stadig lille og giver op for modstand eller går uden om i stedet for at klatre over. Men på andre områder er han storebror, der er begyndt at tænke fremad, og bag om kammeraternes fortællinger og handlinger. Med sine 8 år står han midt mellem det småbarnlige fjolleri og drillesyge og det større barns eftertænksomhed og brug for egentid.

I sidste uge nåede Ludvig tre store milepæle for sin egen selvforståelse og fik udfordret sit mod og udholdenhed. Den første opnåede han mod sin vilje og uventet, den anden var planlagt, hvor han var lige ved at springe i målet og den sidste var selvvalgt og meget ønsket.

Tirsdag blev Elvira syg og kastede op inden morgenmaden. Hun var ikke mange sure sild værd og skoletiden nærmede sig. Vi bor meget tæt på skolen. Man kan smutte gennem hækken til svømmehallen, gå langs parkeringspladsen og gå over vejen til skolen i det lysregulerede fodgængerfelt lige ind på skolen. Men Ludvig vil ikke gå turen alene. Han er nemlig bange for at være alene udenfor. Men denne morgen fik jeg alligevel overbevist ham om, at han godt kunne og at jeg havde brug for, at han gjorde det. At jeg ville se ud af vinduet efter ham hele vejen over til svømmehallen og at der ville være mange andre derovre på vej til skole. Og da han først overgav sig, ville han afsted med det samme og få det overstået! Han tog situationen i egen hånd og afsted gik den lille mand uden at vende sig om en eneste gang for at se efter, om mor nu også stod oppe i vinduet. Om aftenen spurgte jeg ham, hvordan det var gået. "Det var ikke så sjovt.... Men mor, det var godt, at jeg gjorde det. For nu ved jeg, at jeg kan." (YES! Tænkte moderen)

Lørdag stod den på vandredag med de andre mini'er i spejderpatruljen. Hele spejdergruppen kunne tilmelde sig vandreture af forskellige ruter og længder og Ludvigs gren havde bestemt sig for at få 20 kilometer-mærket. Men aftenen før på sengekanten ville Ludvig pludselig alligevel ikke med. For han vidste, at han ville få ondt i benene bagefter og så bare for et mærke! Jeg forsøgte mig med abstrakte begreber som kammeratskab og at overvinde noget hårdt sammen, at finde ud af, at man kan noget, som man på forhånd ved, bliver hårdt. Om at vide med sig selv bagefter, at man kan noget svært. men det bed ikke på den unge mand. Men så kom han til at tænke på, at hans klassekammerat fra samme spejdergruppe om mandagen ville spørge ham, hvorfor han ikke kom. Og så ville de andre drenge i klassen finde ud af det og drille ham! Så talte vi om, at så måtte man jo stå ved sin beslutning og sige som det var, at han ikke synes, det var værd at gå så langt (og 20 kilometer er sgu langt) for at få et mærke på ærmet. Det tænkte han lidt over og så spurgte jeg ham om, hvad han syntes, det var værd at gå 20 kilometer for. Svaret var - en bamse..!

Enden på det hele blev, at jeg sagde, at han kunne sove på det, for vi kunne ikke melde ham fra før næste dag og at jeg da i øvrigt syntes, at sådan en sej tur var en bamse-gave værd fra mig. Inden jeg fik sagt godnat, havde drengen bestemt sig for, at han ville med alligevel. Og afsted kom han uden kny næste dag. Og ja, han fik ømme fødder og smertende ben, og han var træt, da jeg hentede ham hjem efter 7½ times tur i støvregn og blæst. Men han knuselskede sin Furby-bamse, sit fodbad og alt opmærksomheden, is til dessert og førsteretten til det bedste hjørne i sofaen. (og mærket? "Mor, vil du ikke nok sy det på i aften?")

Miniernes kampråb komplet med regndråber på linsen

Igang med tredie portion chili con carne efter at de våde syrebasser er blevet afmonteret.
Nogen ville måske mene, at jeg burde have støttet ham i at springe fra turen, når han ikke havde ambition om at gå turen for turens skyld. At jeg ikke skulle have bestukket ham med en bamse. Men sådan ser jeg det ikke. Da turen blev planlagt, ville han gerne med. Da han fortalte om trækfærgen over åen, ville han gerne med. Da vi diskuterede sko versus støvler, ville han gerne med. Og havde jeg ikke givet ham skubbet, var han blevet hjemme og havde fortrudt det.

Ludvig skal ofte have et skub i den retning, han allerede godt kan. Ligesom gåturen alene til skole, som han har været klar til rent sikkerhedsmæssigt siden første klasse, men ikke havde forstillet sig, at han turde før 4. klasse. Eller da jeg tog bleen fra ham efter flyverdragt-sæsonen var ovre, da han var knapt fire og bestemte for ham, at han ikke brugte den mere. For han ville ikke selv. Dagen efter var han helt renlig.

Jeg kender ham så godt, fordi han ligner med så meget. Som voksen har jeg skulle arbejde aktivt med at skubbe mig selv ud i at fuldføre noget, som jeg tidligere har bestemt mig for at være med til, gøre eller deltage i, i stedet for at springe i målet, fordi jeg blev nervøs over det ukendte. Jeg fik som barn lov til at holde fast i mine stædige valg, selvom de ikke altid var til mit eget bedste. Jeg turde og magtede meget i en ung alder, når det gjaldt at tage toget alene eller stå op selv om morgenen og springe morgen-fritidshjemmet over. Men når det gjaldt sociale sammenhænge som familie-komsammen eller udfordringer, jeg ikke vidste, om jeg magtede, fik jeg lov at bakke ud uden diskussion.

Jeg er ikke tilhænger af, at man tvinger børn til at gøre til, de ikke har lyst til, og jeg har fået meget integritet med i bagagen. Men når man ikke er født med overskud af mod men derimod overskud af eftertænksomhed og skeptisk "hvad-nu-hvis" tankegang, så kan man godt have brug for en voksen til at skabe tryghed for én ved at tage ansvaret og sige "Du kan godt".

Den sidste milepæl klarede Ludvig dagen efter, hvor bevægelse helst skulle foregå på cykel. Jeg havde lovet, at han måtte tage "cykle fra skole til SFO-prøven". Jeg var den enevældige dommer og med Elvira i cykelstolen cyklede jeg i tavshed bag ham, mens han kørte de 800 meter cykelsti fra skole til SFO. Før sommerferien var han ikke til at stole helt på, når vi cyklede. Han glemte at orientere sig, når vi kom til en ny vej og drejede gerne ud på den uden at se, om der kom en anden cyklist bragende ind i ham. Han viste for det meste kun af, når jeg mindede ham om det, og kunne blive distraheret af mange ting. Men i den sidste tid er han blevet rigtig god og han har haft det som ambition at få lov til at cykle til SFO efter skoletid i flere måneder nu. Og han bestod prøven med glans. Han var meget stolt og tilfreds med sine weekend-præstationer. Han har cyklet hver dag i denne uge og han elsker det.

søndag den 26. oktober 2014

Ud i det skånske

Efter den smukke, tørre sommer må det vel være på plads med lidt regn i efterårsferien. sådan synes naturen at have tænkt. Så det regnede, da vi kørte afsted mod Skåne for at besøge nogle venner på deres dejlige ødegård syd for Kristianstad. Det regnede knapt så meget, da vi tog ud og så Skånes efter sigende største vandfald ved Halla Mölla, og det regnede næste dag, da vi kørte til Kristianstad og tilbage igen til kage og brændeovnshygge.





Ludvig var lige ved at kravle ud af sit våde skind af bare begejstring, da vi besøgte vandfaldet. Det var et fint lille fald i flere trappe-niveauer, som snoede sig mellem træer og klipper med en idyllisk træbro henover. Da vi bagefter så en rød glente glide søgende rundt og rundt på jagt på græssletten i nærheden, var hans dag perfekt.

Den sidste dag holdt det tørt, og vi kunne tage en dejlig travetur ud og se på svampe og hoppe i vandpytter. KIim var den store svampeguide og han fandt indigo-rørhat og en slags kantereller, som jeg har glemt navnet på, men som dannede en dekorativ håndfuld.






Ungerne legede med støvbolde, der blev ved og ved med at udsende deres små røgsignaler af sporer, hver gang, de prikkede til dem




Og vi så vores første eksemplar af den giftede, grønne fluesvamp! Desværre ser den ikke så grøn ud på billedet, men dér i skovbunden havde den et tydeligt. grønt skær.




Skoven havde mange flotte solitære egetræer langs vejen. De fremstod nærmest grafisk mod efterårshimlen og gav fornemmelsen af tidens uafvendelige gang.



Tak Skåne for dit våde favntag. Tak Karin og Kim for at invitere os. Vi kommer gerne igen!

søndag den 21. september 2014

Skovens dybe stille ro

Denne weekend har stået i skovens tegn. Lørdag var vi på besøg hos min søster Gitte og hendes søn Philip, og om eftermiddagen gik vi en tur langs åen hen til skoleskoven. Da Philips far var dreng, gik han på skolen og var med til at plante et træ for hver elev flere år i træk. Og nu er skoven vokset til og passer fint til en rundtur for de mindre børn. Vi fandt rigtig mange svampe, nogle af dem i smukke installationer, som vi ikke turde plukke med hjem, da vi ikke ved noget om svampe. Men se blot disse smukke, hvide, pikkede hatte:


Eller disse sjove kolonier:



Vi så også mange små dyr, såsom edderkopper, mariehøns, bænkebiddere og en endda en lille tudse inde i den stille granskov.


Granskoven var ganske lille, helt lige og opstammet og mindede om en katedral med sin søjlegange og den højtidelige, dunkle stilhed. Det var smukt og enkelt og her genbyggede vi på en klassisk grenhule og fandt masser af svampe og kogler.




Koglerne tog vi med tilbage til åen, så ungene kunne søsætte dem fra den ene side af træbroen og se dem sejle afsted med strømmen på den anden side, kuldsejle, gå på grund og komme på ret køl igen. Der er ikke noget som vand, og åen fulgte os næsten hele vejen tilbage, hvor Elviras trætte ben til sidst svigtede og mor måtte træde til som ridedyr.





Søndag eftermiddag tog vi i Boserup med min ældste veninde, Mette, og hendes familie. Ludvig havde taget sit støvsugerglas med fra sidste spejder, der foregik i samme skov og han håbede, at han kunne finde endnu flere frøer og tudser. Ludvig, Nilas og Olivia gik på jagt inde i den fugtige underskov, mens Elvira og jeg traskede i mudderpytter med vores støvler. Det viste sig dog hurtigt, at mine støvler var udtjent, da den ene flækkede i hælen og slap en mindre skylde indenbords. Godt, at solen var kommet frem og vejret var lunt, så sokken snart blev dejlig varm alligevel.

Vi havde kurs mod naturcentret, som kun ungerne havde været på med skole og SFO. Det viste sig at være to meget smukke, hvidkalkede gårdlænger med smukt stråtag og masser af oplevelser, selvom centret ar lukket. Det viste sig, at det kun har åbent første weekend i hver måned foruden alle hverdage. Men vi havde taget lidt kage med og sad midt i solen og nød stemningen og hønsenes kaglen. Ungerne fandt en død halsbåndsmus, som skulle studeres, og forsøgt genoplivet og tilsidst begravet.




Bag den ene længe stod et fantastisk bøgetræ, der smed bog ud over det hele fra sin pragtfulde krone. to gynger var hængt op i grenene langt oppe og gav mulighed for vilde svæveture under de falmende blade. Der blev skreget og hvinet som en Tivoli-tur og det var ganske gratis uanset antallet af ture.



Ser man godt efter, kan man se Olivia højt oppe i luften helt under træets krone. Der var sus i gyngen!


Turen gik modvilligt hjemad. Denne gang tilbød Jesper sig som fyrtårn for Elvira, der igen var gået helt træt og hun smilede lykkeligt fra toppen af hans høje skuldre, mens vi muntert og mætte gik hjemad fra en sjælehvilende tur i skovens dybe stille ro..

lørdag den 13. september 2014

September

Denne måned må næsten være årets bedste. Der er ingen skuffede forventninger til vejret eller ferien og de fleste har stadig overskud fra sommerens lyse dage. Det bliver stadig først mørkt efter aftensmaden og kommer der dage med sol og sensommer, tager vi imod det som en gave.

Men bedst af alt er det for alvor tid til at høste fra træet og ranker. Som i dag, hvor jeg nød den stille stemning i mine forældres viltre have,  mens jeg plukkede fra jordhøjde til tåspids. Se bare en overdådighed af sødme,  sol og farve!

søndag den 7. september 2014

Muserum

Tja, hvordan skal det læses? Muse.rum? Muse(r)um? I hvert fald er det en særudstilling på Roskilde Museum under børnemuseet, som vi besøgte i dag.

Elvira havde været der med børnehaven og ville meget gerne derhen igen. Ludvig ville absolut ikke med. Han syntes det lød møgkedeligt. Men jeg trumferede igennem med mest irriterende mor-logik, idet jeg mindede ham om alle de gange Elvira og jeg henter ham til spejder, legeaftaler og fødselsdage rundt omkring i hele byen uden at brokke os. Så han gik surmulende og under protest med ned ad trappen.

Men udenfor var søndagsregnen indstillet og solen lurede lige bag skyerne. Så vi besluttede os for at cykle ned fra vores vandtårnsbjerg til den gamle bydel. Og vi var ikke kommet hundrede meter hen af vejen, før Ludvig var i fuldt humør. utroligt, hvad frisk luft kan gøre for en otte-årig dreng!

Vi var der lige efetr åbningstid og fik det hele for os selv den første time. Ved første øjekast så det ret lille og klemt ud, men de små kroge og hjørner gemte på alle mulige overraskelser og finurligheder. Vi startede med plus-plus-bordet, hvor Elvira byggede et fængsel, jeg byggede en regnbue og Ludvig byggede en vild robot, der hele tiden fik nye evner og udstyr.


Herefte rgik vi i boble-lysbad. Det var en meget fin, interaktiv installation med hivde plastbolde og lyskilde i bundet af badet, der skiftede i roligt tempo mellem alle regnbuens farver. Man kunne også vælge mellem de fire mest brugte farver ved at trykke på et farvet mærke på hver side af karret. Ungerne elskede det og brugte meget tid her med at skifte badet fra gul syre til rød lava og blåt is. Den grønne knap virkede desværre ikke. Men det gav ikke skår i glæden.


Man kunne trække sorte gardiner for og tanken var, at børnene skulle sidde roligt i kuglerne og opleve farvernes skiften. Men mine børn ville hellere tage hovedspring og skifte farve i farten eller begraves helt i lyshavet.

Ved siden af var det lavet et meget inspirerende hyggehjørne helt i hvidt. Her dominerede de bløde puder og madrasser og hæklede dyr gjorde deres til at give en god hyggestemning. Der var i det hele taget mange hæklede elementer med bolde, dyr og puffe. Jeg fik på stedet lyst til at hækle sådan en stribet puf, hvilket passer fin med, at jeg netop er ved atw hæfte 100 ender på mit nyeste sofatæppe og er klar til et nyt projekt.

Igen ville mine børn hellere tumle end at finde roen. De er vist ikke helt grebet af mindfulness-bølgen endnu...

Sådan nogle bolde skal jeg da også lave!

Og sådan en puf - men med ordentlig farveskift, så cirklen ikke skrider.

Denne krokodille var virkelig skøn! Opskriften ville jeg meget gerne have, da virkelig der var tænkt over øjenparti og ben.


Der var i det hele taget tænkt meget over alle sanser fra alt det, man kunne røre ved med hele kroppen til farver- og synsoplevelser, sansetelt med fine lommer og velkrofigurer, der kunne flyttes rundt på den indre teltdug, magnetisk væg-kuglebane, spejlgang, gardingange og tumledyr. vi endte med at tumle rundt i to timer, inden cyklede hjem på bakketoppen igen.


Hvad er op, og hvad er ned?


Hermed anbefalet til en regnvejrsdag - især til børn i børnehavealdereen!

søndag den 31. august 2014

Spejd!

Udenfor vælter regnen ned og sender rislende bladmusik ind ad vinduet.  Ungerne hænger ud i sofaen med tegnefilm og søndagens hygge har fået en ekstra dimension efter et oplevelses-mættet døgn.
 
Vi har været på spejderlejr hele familien for første gang med Ludvigs spejdergruppe. 150 mennesker i alle aldre med og uden uniformer gennem sol og byger på store nørd løb. Vi har bygget ispinde-fly, lavet ryste-is med isterninger og salt som fryse-element, hejst børn og voksne op i træer med taljer og sprunget horidontalt bungee jump. Vi har været til aftenbål med sang og dans og til stemningsfuld oprykning for alle grene. Ludvig har sovet i telt med sin gren og Elvira og jeg har sovet i sovepose på sovesal. Og vi sov selvfølgelig alle sammen alt for lidt.
 
Ludvig kæmper mod elastikken for at springe længst ud med sin teltpløk.
 
Vejret holdt hele formiddagen mens vi tog det sidste lille løb og rydtede op. Og da vi svingede ud på landevejen med kurs mod Roskilde, faldt de første dråber.
Nu er vi trætte og mætte. Men vi tager nok afsted igen. For nu er Ludvig blevet mini-spejder og Elvira ny,  lille mikrobe!
Vores due-fly viste sig at være bedst til at vende i luften, men flot blev den.