Et spøgelse i natten

Et lagen, hvidt tøj under og en maske. Så blev årets Halloween på SFO'en en succes.

Tre milepæle

Min lille dreng, min førstefødte, er ved at blive stor. På mange områder er han stadig lille og giver op for modstand eller går uden om i stedet for at klatre over. Men på andre områder er han storebror, der er begyndt at tænke fremad, og bag om kammeraternes fortællinger og handlinger. Med sine 8 år står han midt mellem det småbarnlige fjolleri og drillesyge og det større barns eftertænksomhed og brug for egentid.

I sidste uge nåede Ludvig tre store milepæle for sin egen selvforståelse og fik udfordret sit mod og udholdenhed. Den første opnåede han mod sin vilje og uventet, den anden var planlagt, hvor han var lige ved at springe i målet og den sidste var selvvalgt og meget ønsket.

Tirsdag blev Elvira syg og kastede op inden morgenmaden. Hun var ikke mange sure sild værd og skoletiden nærmede sig. Vi bor meget tæt på skolen. Man kan smutte gennem hækken til svømmehallen, gå langs parkeringspladsen og gå over vejen til skolen i det lysregulerede fodgængerfelt lige ind på skolen. Men Ludvig vil ikke gå turen alene. Han er nemlig bange for at være alene udenfor. Men denne morgen fik jeg alligevel overbevist ham om, at han godt kunne og at jeg havde brug for, at han gjorde det. At jeg ville se ud af vinduet efter ham hele vejen over til svømmehallen og at der ville være mange andre derovre på vej til skole. Og da han først overgav sig, ville han afsted med det samme og få det overstået! Han tog situationen i egen hånd og afsted gik den lille mand uden at vende sig om en eneste gang for at se efter, om mor nu også stod oppe i vinduet. Om aftenen spurgte jeg ham, hvordan det var gået. "Det var ikke så sjovt.... Men mor, det var godt, at jeg gjorde det. For nu ved jeg, at jeg kan." (YES! Tænkte moderen)

Lørdag stod den på vandredag med de andre mini'er i spejderpatruljen. Hele spejdergruppen kunne tilmelde sig vandreture af forskellige ruter og længder og Ludvigs gren havde bestemt sig for at få 20 kilometer-mærket. Men aftenen før på sengekanten ville Ludvig pludselig alligevel ikke med. For han vidste, at han ville få ondt i benene bagefter og så bare for et mærke! Jeg forsøgte mig med abstrakte begreber som kammeratskab og at overvinde noget hårdt sammen, at finde ud af, at man kan noget, som man på forhånd ved, bliver hårdt. Om at vide med sig selv bagefter, at man kan noget svært. men det bed ikke på den unge mand. Men så kom han til at tænke på, at hans klassekammerat fra samme spejdergruppe om mandagen ville spørge ham, hvorfor han ikke kom. Og så ville de andre drenge i klassen finde ud af det og drille ham! Så talte vi om, at så måtte man jo stå ved sin beslutning og sige som det var, at han ikke synes, det var værd at gå så langt (og 20 kilometer er sgu langt) for at få et mærke på ærmet. Det tænkte han lidt over og så spurgte jeg ham om, hvad han syntes, det var værd at gå 20 kilometer for. Svaret var - en bamse..!

Enden på det hele blev, at jeg sagde, at han kunne sove på det, for vi kunne ikke melde ham fra før næste dag og at jeg da i øvrigt syntes, at sådan en sej tur var en bamse-gave værd fra mig. Inden jeg fik sagt godnat, havde drengen bestemt sig for, at han ville med alligevel. Og afsted kom han uden kny næste dag. Og ja, han fik ømme fødder og smertende ben, og han var træt, da jeg hentede ham hjem efter 7½ times tur i støvregn og blæst. Men han knuselskede sin Furby-bamse, sit fodbad og alt opmærksomheden, is til dessert og førsteretten til det bedste hjørne i sofaen. (og mærket? "Mor, vil du ikke nok sy det på i aften?")

Miniernes kampråb komplet med regndråber på linsen

Igang med tredie portion chili con carne efter at de våde syrebasser er blevet afmonteret.

Nogen ville måske mene, at jeg burde have støttet ham i at springe fra turen, når han ikke havde ambition om at gå turen for turens skyld. At jeg ikke skulle have bestukket ham med en bamse. Men sådan ser jeg det ikke. Da turen blev planlagt, ville han gerne med. Da han fortalte om trækfærgen over åen, ville han gerne med. Da vi diskuterede sko versus støvler, ville han gerne med. Og havde jeg ikke givet ham skubbet, var han blevet hjemme og havde fortrudt det.

Ludvig skal ofte have et skub i den retning, han allerede godt kan. Ligesom gåturen alene til skole, som han har været klar til rent sikkerhedsmæssigt siden første klasse, men ikke havde forstillet sig, at han turde før 4. klasse. Eller da jeg tog bleen fra ham efter flyverdragt-sæsonen var ovre, da han var knapt fire og bestemte for ham, at han ikke brugte den mere. For han ville ikke selv. Dagen efter var han helt renlig.

Jeg kender ham så godt, fordi han ligner med så meget. Som voksen har jeg skulle arbejde aktivt med at skubbe mig selv ud i at fuldføre noget, som jeg tidligere har bestemt mig for at være med til, gøre eller deltage i, i stedet for at springe i målet, fordi jeg blev nervøs over det ukendte. Jeg fik som barn lov til at holde fast i mine stædige valg, selvom de ikke altid var til mit eget bedste. Jeg turde og magtede meget i en ung alder, når det gjaldt at tage toget alene eller stå op selv om morgenen og springe morgen-fritidshjemmet over. Men når det gjaldt sociale sammenhænge som familie-komsammen eller udfordringer, jeg ikke vidste, om jeg magtede, fik jeg lov at bakke ud uden diskussion.

Jeg er ikke tilhænger af, at man tvinger børn til at gøre til, de ikke har lyst til, og jeg har fået meget integritet med i bagagen. Men når man ikke er født med overskud af mod men derimod overskud af eftertænksomhed og skeptisk "hvad-nu-hvis" tankegang, så kan man godt have brug for en voksen til at skabe tryghed for én ved at tage ansvaret og sige "Du kan godt".

Den sidste milepæl klarede Ludvig dagen efter, hvor bevægelse helst skulle foregå på cykel. Jeg havde lovet, at han måtte tage "cykle fra skole til SFO-prøven". Jeg var den enevældige dommer og med Elvira i cykelstolen cyklede jeg i tavshed bag ham, mens han kørte de 800 meter cykelsti fra skole til SFO. Før sommerferien var han ikke til at stole helt på, når vi cyklede. Han glemte at orientere sig, når vi kom til en ny vej og drejede gerne ud på den uden at se, om der kom en anden cyklist bragende ind i ham. Han viste for det meste kun af, når jeg mindede ham om det, og kunne blive distraheret af mange ting. Men i den sidste tid er han blevet rigtig god og han har haft det som ambition at få lov til at cykle til SFO efter skoletid i flere måneder nu. Og han bestod prøven med glans. Han var meget stolt og tilfreds med sine weekend-præstationer. Han har cyklet hver dag i denne uge og han elsker det.

Ud i det skånske

Efter den smukke, tørre sommer må det vel være på plads med lidt regn i efterårsferien. sådan synes naturen at have tænkt. Så det regnede, da vi kørte afsted mod Skåne for at besøge nogle venner på deres dejlige ødegård syd for Kristianstad. Det regnede knapt så meget, da vi tog ud og så Skånes efter sigende største vandfald ved Halla Mölla, og det regnede næste dag, da vi kørte til Kristianstad og tilbage igen til kage og brændeovnshygge.

Ludvig var lige ved at kravle ud af sit våde skind af bare begejstring, da vi besøgte vandfaldet. Det var et fint lille fald i flere trappe-niveauer, som snoede sig mellem træer og klipper med en idyllisk træbro henover. Da vi bagefter så en rød glente glide søgende rundt og rundt på jagt på græssletten i nærheden, var hans dag perfekt.

Den sidste dag holdt det tørt, og vi kunne tage en dejlig travetur ud og se på svampe og hoppe i vandpytter. KIim var den store svampeguide og han fandt indigo-rørhat og en slags kantereller, som jeg har glemt navnet på, men som dannede en dekorativ håndfuld.

Ungerne legede med støvbolde, der blev ved og ved med at udsende deres små røgsignaler af sporer, hver gang, de prikkede til dem

Og vi så vores første eksemplar af den giftede, grønne fluesvamp! Desværre ser den ikke så grøn ud på billedet, men dér i skovbunden havde den et tydeligt. grønt skær.

Skoven havde mange flotte solitære egetræer langs vejen. De fremstod nærmest grafisk mod efterårshimlen og gav fornemmelsen af tidens uafvendelige gang.

Tak Skåne for dit våde favntag. Tak Karin og Kim for at invitere os. Vi kommer gerne igen!

Skovens dybe stille ro

Denne weekend har stået i skovens tegn. Lørdag var vi på besøg hos min søster Gitte og hendes søn Philip, og om eftermiddagen gik vi en tur langs åen hen til skoleskoven. Da Philips far var dreng, gik han på skolen og var med til at plante et træ for hver elev flere år i træk. Og nu er skoven vokset til og passer fint til en rundtur for de mindre børn. Vi fandt rigtig mange svampe, nogle af dem i smukke installationer, som vi ikke turde plukke med hjem, da vi ikke ved noget om svampe. Men se blot disse smukke, hvide, pikkede hatte:

Eller disse sjove kolonier:

Vi så også mange små dyr, såsom edderkopper, mariehøns, bænkebiddere og en endda en lille tudse inde i den stille granskov.

Granskoven var ganske lille, helt lige og opstammet og mindede om en katedral med sin søjlegange og den højtidelige, dunkle stilhed. Det var smukt og enkelt og her genbyggede vi på en klassisk grenhule og fandt masser af svampe og kogler.

Koglerne tog vi med tilbage til åen, så ungene kunne søsætte dem fra den ene side af træbroen og se dem sejle afsted med strømmen på den anden side, kuldsejle, gå på grund og komme på ret køl igen. Der er ikke noget som vand, og åen fulgte os næsten hele vejen tilbage, hvor Elviras trætte ben til sidst svigtede og mor måtte træde til som ridedyr.

Søndag eftermiddag tog vi i Boserup med min ældste veninde, Mette, og hendes familie. Ludvig havde taget sit støvsugerglas med fra sidste spejder, der foregik i samme skov og han håbede, at han kunne finde endnu flere frøer og tudser. Ludvig, Nilas og Olivia gik på jagt inde i den fugtige underskov, mens Elvira og jeg traskede i mudderpytter med vores støvler. Det viste sig dog hurtigt, at mine støvler var udtjent, da den ene flækkede i hælen og slap en mindre skylde indenbords. Godt, at solen var kommet frem og vejret var lunt, så sokken snart blev dejlig varm alligevel.

Vi havde kurs mod naturcentret, som kun ungerne havde været på med skole og SFO. Det viste sig at være to meget smukke, hvidkalkede gårdlænger med smukt stråtag og masser af oplevelser, selvom centret ar lukket. Det viste sig, at det kun har åbent første weekend i hver måned foruden alle hverdage. Men vi havde taget lidt kage med og sad midt i solen og nød stemningen og hønsenes kaglen. Ungerne fandt en død halsbåndsmus, som skulle studeres, og forsøgt genoplivet og tilsidst begravet.

Bag den ene længe stod et fantastisk bøgetræ, der smed bog ud over det hele fra sin pragtfulde krone. to gynger var hængt op i grenene langt oppe og gav mulighed for vilde svæveture under de falmende blade. Der blev skreget og hvinet som en Tivoli-tur og det var ganske gratis uanset antallet af ture.

Ser man godt efter, kan man se Olivia højt oppe i luften helt under træets krone. Der var sus i gyngen!

Turen gik modvilligt hjemad. Denne gang tilbød Jesper sig som fyrtårn for Elvira, der igen var gået helt træt og hun smilede lykkeligt fra toppen af hans høje skuldre, mens vi muntert og mætte gik hjemad fra en sjælehvilende tur i skovens dybe stille ro..

September

Denne måned må næsten være årets bedste. Der er ingen skuffede forventninger til vejret eller ferien og de fleste har stadig overskud fra sommerens lyse dage. Det bliver stadig først mørkt efter aftensmaden og kommer der dage med sol og sensommer, tager vi imod det som en gave.

Men bedst af alt er det for alvor tid til at høste fra træet og ranker. Som i dag, hvor jeg nød den stille stemning i mine forældres viltre have,  mens jeg plukkede fra jordhøjde til tåspids. Se bare en overdådighed af sødme,  sol og farve!

Muserum

Tja, hvordan skal det læses? Muse.rum? Muse(r)um? I hvert fald er det en særudstilling på Roskilde Museum under børnemuseet, som vi besøgte i dag.

Elvira havde været der med børnehaven og ville meget gerne derhen igen. Ludvig ville absolut ikke med. Han syntes det lød møgkedeligt. Men jeg trumferede igennem med mest irriterende mor-logik, idet jeg mindede ham om alle de gange Elvira og jeg henter ham til spejder, legeaftaler og fødselsdage rundt omkring i hele byen uden at brokke os. Så han gik surmulende og under protest med ned ad trappen.

Men udenfor var søndagsregnen indstillet og solen lurede lige bag skyerne. Så vi besluttede os for at cykle ned fra vores vandtårnsbjerg til den gamle bydel. Og vi var ikke kommet hundrede meter hen af vejen, før Ludvig var i fuldt humør. utroligt, hvad frisk luft kan gøre for en otte-årig dreng!

Vi var der lige efetr åbningstid og fik det hele for os selv den første time. Ved første øjekast så det ret lille og klemt ud, men de små kroge og hjørner gemte på alle mulige overraskelser og finurligheder. Vi startede med plus-plus-bordet, hvor Elvira byggede et fængsel, jeg byggede en regnbue og Ludvig byggede en vild robot, der hele tiden fik nye evner og udstyr.

Herefte rgik vi i boble-lysbad. Det var en meget fin, interaktiv installation med hivde plastbolde og lyskilde i bundet af badet, der skiftede i roligt tempo mellem alle regnbuens farver. Man kunne også vælge mellem de fire mest brugte farver ved at trykke på et farvet mærke på hver side af karret. Ungerne elskede det og brugte meget tid her med at skifte badet fra gul syre til rød lava og blåt is. Den grønne knap virkede desværre ikke. Men det gav ikke skår i glæden.

Man kunne trække sorte gardiner for og tanken var, at børnene skulle sidde roligt i kuglerne og opleve farvernes skiften. Men mine børn ville hellere tage hovedspring og skifte farve i farten eller begraves helt i lyshavet.

Ved siden af var det lavet et meget inspirerende hyggehjørne helt i hvidt. Her dominerede de bløde puder og madrasser og hæklede dyr gjorde deres til at give en god hyggestemning. Der var i det hele taget mange hæklede elementer med bolde, dyr og puffe. Jeg fik på stedet lyst til at hækle sådan en stribet puf, hvilket passer fin med, at jeg netop er ved atw hæfte 100 ender på mit nyeste sofatæppe og er klar til et nyt projekt.

Igen ville mine børn hellere tumle end at finde roen. De er vist ikke helt grebet af mindfulness-bølgen endnu...

Sådan nogle bolde skal jeg da også lave!

Og sådan en puf - men med ordentlig farveskift, så cirklen ikke skrider.

Denne krokodille var virkelig skøn! Opskriften ville jeg meget gerne have, da virkelig der var tænkt over øjenparti og ben.

Der var i det hele taget tænkt meget over alle sanser fra alt det, man kunne røre ved med hele kroppen til farver- og synsoplevelser, sansetelt med fine lommer og velkrofigurer, der kunne flyttes rundt på den indre teltdug, magnetisk væg-kuglebane, spejlgang, gardingange og tumledyr. vi endte med at tumle rundt i to timer, inden cyklede hjem på bakketoppen igen.

Hvad er op, og hvad er ned?

Hermed anbefalet til en regnvejrsdag - især til børn i børnehavealdereen!

Spejd!

Udenfor vælter regnen ned og sender rislende bladmusik ind ad vinduet.  Ungerne hænger ud i sofaen med tegnefilm og søndagens hygge har fået en ekstra dimension efter et oplevelses-mættet døgn.

 

Vi har været på spejderlejr hele familien for første gang med Ludvigs spejdergruppe. 150 mennesker i alle aldre med og uden uniformer gennem sol og byger på store nørd løb. Vi har bygget ispinde-fly, lavet ryste-is med isterninger og salt som fryse-element, hejst børn og voksne op i træer med taljer og sprunget horidontalt bungee jump. Vi har været til aftenbål med sang og dans og til stemningsfuld oprykning for alle grene. Ludvig har sovet i telt med sin gren og Elvira og jeg har sovet i sovepose på sovesal. Og vi sov selvfølgelig alle sammen alt for lidt.

 

Ludvig kæmper mod elastikken for at springe længst ud med sin teltpløk.

 

Vejret holdt hele formiddagen mens vi tog det sidste lille løb og rydtede op. Og da vi svingede ud på landevejen med kurs mod Roskilde, faldt de første dråber.
Nu er vi trætte og mætte. Men vi tager nok afsted igen. For nu er Ludvig blevet mini-spejder og Elvira ny,  lille mikrobe!

Vores due-fly viste sig at være bedst til at vende i luften, men flot blev den.

 

Hyldetid

En tur blandt hyldebuskene rundt om svømmehallen med trappestige, kurv og to glade børn kan være en meget givende eftermiddagstime før aftensmaden. Vi plukkede kurven fuld på en halv time. Det gav to store grydefulde bærranker, blandet med et par udskårne æbler. Kogt og siet gav det 2 liter saft. Det største arbejde bestod i at klippe alle skærmene til mindre ranker, men Elvira nød at hjælpe med at skylle dem i håndvasken, mens jeg klippede.

Nu er saften kogt op med sukker og citron og jeg har nydt årets første varme glas hyldebærsaft. Det smagte vidunderligt. Og de mærke efterårsaftener, hvor jeg drikker et varmt glas fra årets høst, vil jeg huske den glæde vi havde ved at samle bærrene sammen.

Tak hyldemor, for dine gaver!

Lejlighedshaver

Ungerne og jeg bor jo i lejlighed. Det giver tit anledning til hovedbrud, for egentlig ville jeg gerne have en have. Jeg ville gerne have adgang til et lille stykke jord lige uden for min egen dør. Et stykke jord, som jeg kunne bestemme over selv, hvor der kunne gro grøntsager og frugttræer og bærbuske og krydderurter. En have, hvor der gerne måtte ligge pinde på græsplænen uden at det gav anledning til rynkede pander og bryn. en have, hvor ungerne kunne bygge en hule og hamre søm i et brædt og riste spagehetti over et bål. En havedør med en kattelem til en glad kat, der kunne komme og gå, som den ville.

Men jeg vil også gerne blive boende i nærheden af Ludvigs skole. Han tager ikke ændringer som spændende udfordringer og går på en god, lille folkeskole. og den økonomiske virkelighed åbner ikke op for at blive boende i området, få have og rum for et godt katteliv. Alligevel vrider jeg igen og igen min hjerne for at få alle mine ønsker til at gå op. Det er svært at acceptere, at man ikke både kan have sin kage og spise den.

I år har jeg fået lov at sætte et par små højbede op i foreningens fælleshave. Det var tanken, at alle beboere kunne plante krydderurter efter eget ønske og smag og mødes om at passe eller plukke. fra jord til bord i vores lille boligforening. Men men, jeg har ikke været god til at gøre reklame for projektet, så indtil nu er det kun mig selv, der bruger bedene. Det er lidt ærgeligt. Ikke fordi, jeg ikke kan bruge højbedene selv - men fordi, jeg gerne ville inddrage flere beboere i en mere aktiv brug af vores meget kedelige fælleshave, der mest består af en enorm græsplæne.

´Men da vi nu bor hvor vi bor og der ikke er udsigt til egen have de næste par år ud i fremtiden, har jeg besluttet mig for at gøre et mere aktivt forsøg næste år. Der skal skrives opslag, hænges nyhedsbrev op med billeder af krydderurterne, når det er tid at smage, og der skal laves ordentlige pinde med plantenavne på, så alle ved, hvad de spiser. Forhåbentlig vil det lokke lidt flere brugere til.

Her i August er bedene groet godt til selvom jeg havde efterladt en del plads til andres planter.

Jeg forsøgte mig med at så basilikum i potter indenfor og fik også plantet dem ud. Desværre blev det tørke lige efter og jeg var ikke så god til at vande midt i sommerferien, hvor vi ofte var væk hjemmefra, så der var kun én der overlevede. Men vildt, at én plante kan blive så stor og frodig, hvis den får nok jord omkring rødderne - noget lidt andet en de basilikum, man tager med hjem fra supermarkedet i potte!

Sikken et farvespil i de blade! Lige til at spise -. men er det salvie?

en udtjente potte basilikum fra vindueskarmet blev i foråret plantet ud som noge af det første og har siden bredt sig over alle kanter og nærmest kvalt persillen - og nu blomstrer den i fuldt flor! Så kan det næsten ikke blive mere sydlandsk.

Koriander vokser fint ude i det danske vejr - og smager pragtfuldt i gryderetter. Foran en stærkt smagende krydderurt, som jeg købte som potte og desværre ikke kan huske navnet på. Men bud modtages gerne. Jeg må se at få lavet de plantepinde!

Dagens høst står klar til brug i vindueskarmen.
 

Da Gunilla var på besøg for at tale om lokalnetværk, talte vi også om mine krydderutre-bede. Hvordan fik du den ide? Spurgte hun. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke helt havde svaret klar på rette hånd. Måske var det fordi, jeg havde resigneret lidt over den manglende succes og nu bare bruger bedene selv. Men bagefter har jeg ofte tænkt på Gunillas store engagement i hele tanken og Roskilde Sydby og hendes behov for at tage hele bydelen til sig og binde den sammen. Hun har sin egen have, sit eget hyggelige lille kvarter med søde naboer og sine egen projekter omkring genbrug og ansvarlighed. Alligevel kigger hun ud over sin egen hæk og vil sin bydel. Det er meget inspirerende, og jeg har siden leget lidt med tanken om, hvorvidt man kunne skabe et netværk i Sydbyen omkring lejlighedshaver. Der må være andre end jeg, der dyrker tomater i altankassen, planter hindbær i skellet eller har fået stablet en lille køkkenhave på benene i et hjørne af gårdhaven. Hvad gør de andre havehungrende lejlighedsbeboere i Roskilde Syd, hvis de ikke har mulighed for at købe en kolonihave? Hvilke løsninger findes? Kan vi inspirere hinanden og dele erfaringer?

Og hvordan kommer vi i kontakt med hinanden?

Jeg må vist tænke lidt mere...



Besøg fra fortiden

De sidste tre somre har Banedanmark bygget dobbeltspor mellem Lejre og Holbæk. Mine forældre bor midt på denne strækning og har da de ikke har bil, har de hver sommer måtte fornøje sig med togbusser og skifte på diverse stationer, før de kunne komme videre ud i landet.

Men fra i dag er det slut med togbusserne. Dobbeltsporret er færdig og det blev i lørdags fejret med festligheder på Tølløse og Vipperød stationer. Der var taler fra trafikministeren og borgmesteren, der var jazz og hvidvin, banedanmark-kager og æblemost. Og der var veterantog! Vi blev inviteret med på tur med mine forældre og det viste sig at blive en fin tur. Vi kom med den første afgang, som var helt fyldt op, og fandt pladser i en kupévogn, som bragte minderne frem hos den ældste generation.  Min mor fortalte, at kupéen fuldstændig lignede de skoletoge, som hun og hendes storesøster rejste med fra København til Jylland og retur igen for at holde hele sommerferien hos deres mormor i Sjørup udenfor Viborg. Det gjorde de en række somre fra min mor var 7 år og storesøster Myrna 9 år. I et tog kun beregnet til feriebørn fra Sjælland til Jylland. Man kunne få skilte om halsen, hvis det var nødvendigt for at komme af på rette station, men det ville de to unge piger ikke. De kunne godt finde ud af at gå på storebæltsfærgen, ned til toget igen, tage til Århus og skifte videre for at komme til Vibor, hvor mormor Olga ventede. Deres egen mor havde nemlig sendt et brev i forvejen med deres ankomsttid og kufferterne var indskrevet dagen i forvejen og blev udleveret ved ankomststationen.

Alt dette genoplevede min mor og fortalte om, mens vi ventede på afgang og imens vi tøffede afsted til Vipperød og retur. Vi var ude og stå i midtergangen, sådam som man også gjorde, da jeg selv var barn og rejste til Jylland, og både for- og bagperrron var stoppet med folk, der helst ville stå der ude i blæsten og se markerne glide forbi.

Jeg tog et par stemningsbilleder, hvor nutid mødte fortid.

Veterantoget med damp på Tølløse Station. Egentlig er det et gammelt Dieseltog, der trækker forrest, men det var fordi, de ikke kunne vende lokomotivet på Vipperød station, hvor der ikke var lavet skiftespor!

Festtoget

Udsigt fra den nye overgangsbro på Tølløse station - der er kamp om pladsene.

Ludvig med vind i håret. Bemærk at vinduet ikke har nogen ramme. Det var ruden, som man skubbede ned i selve væggens mellemrum.

En tur på Memory Lane

Mormor fortæller Lduvig om at hænge ud af vinduet og trække hovedet ind i en fart, når røgen fra lkomotivet kom drivende ned langs togsættet. En fin leg, når man skulle tilbringe en hel dag på så lidt plads på vej til Jylland.

Festen ebber ud i Vipperød inden afgang - set fra vores togvindue.

Jeg er vild med det håndknyttede bagagenet og fine smedejernsholdere.

Fra en tid, hvor tysk var første andetsprog.

Fra en tid, hvor vi var Des - og heller ikke måtte læne sig ud...

Den yngste var lidt træt og var lige ved at blive lullet i søvn på hjemturen af den gyngrende ga-da-gung rytme.