Skovens dybe stille ro

Denne weekend har stået i skovens tegn. Lørdag var vi på besøg hos min søster Gitte og hendes søn Philip, og om eftermiddagen gik vi en tur langs åen hen til skoleskoven. Da Philips far var dreng, gik han på skolen og var med til at plante et træ for hver elev flere år i træk. Og nu er skoven vokset til og passer fint til en rundtur for de mindre børn. Vi fandt rigtig mange svampe, nogle af dem i smukke installationer, som vi ikke turde plukke med hjem, da vi ikke ved noget om svampe. Men se blot disse smukke, hvide, pikkede hatte:

Eller disse sjove kolonier:

Vi så også mange små dyr, såsom edderkopper, mariehøns, bænkebiddere og en endda en lille tudse inde i den stille granskov.

Granskoven var ganske lille, helt lige og opstammet og mindede om en katedral med sin søjlegange og den højtidelige, dunkle stilhed. Det var smukt og enkelt og her genbyggede vi på en klassisk grenhule og fandt masser af svampe og kogler.

Koglerne tog vi med tilbage til åen, så ungene kunne søsætte dem fra den ene side af træbroen og se dem sejle afsted med strømmen på den anden side, kuldsejle, gå på grund og komme på ret køl igen. Der er ikke noget som vand, og åen fulgte os næsten hele vejen tilbage, hvor Elviras trætte ben til sidst svigtede og mor måtte træde til som ridedyr.

Søndag eftermiddag tog vi i Boserup med min ældste veninde, Mette, og hendes familie. Ludvig havde taget sit støvsugerglas med fra sidste spejder, der foregik i samme skov og han håbede, at han kunne finde endnu flere frøer og tudser. Ludvig, Nilas og Olivia gik på jagt inde i den fugtige underskov, mens Elvira og jeg traskede i mudderpytter med vores støvler. Det viste sig dog hurtigt, at mine støvler var udtjent, da den ene flækkede i hælen og slap en mindre skylde indenbords. Godt, at solen var kommet frem og vejret var lunt, så sokken snart blev dejlig varm alligevel.

Vi havde kurs mod naturcentret, som kun ungerne havde været på med skole og SFO. Det viste sig at være to meget smukke, hvidkalkede gårdlænger med smukt stråtag og masser af oplevelser, selvom centret ar lukket. Det viste sig, at det kun har åbent første weekend i hver måned foruden alle hverdage. Men vi havde taget lidt kage med og sad midt i solen og nød stemningen og hønsenes kaglen. Ungerne fandt en død halsbåndsmus, som skulle studeres, og forsøgt genoplivet og tilsidst begravet.

Bag den ene længe stod et fantastisk bøgetræ, der smed bog ud over det hele fra sin pragtfulde krone. to gynger var hængt op i grenene langt oppe og gav mulighed for vilde svæveture under de falmende blade. Der blev skreget og hvinet som en Tivoli-tur og det var ganske gratis uanset antallet af ture.

Ser man godt efter, kan man se Olivia højt oppe i luften helt under træets krone. Der var sus i gyngen!

Turen gik modvilligt hjemad. Denne gang tilbød Jesper sig som fyrtårn for Elvira, der igen var gået helt træt og hun smilede lykkeligt fra toppen af hans høje skuldre, mens vi muntert og mætte gik hjemad fra en sjælehvilende tur i skovens dybe stille ro..

September

Denne måned må næsten være årets bedste. Der er ingen skuffede forventninger til vejret eller ferien og de fleste har stadig overskud fra sommerens lyse dage. Det bliver stadig først mørkt efter aftensmaden og kommer der dage med sol og sensommer, tager vi imod det som en gave.

Men bedst af alt er det for alvor tid til at høste fra træet og ranker. Som i dag, hvor jeg nød den stille stemning i mine forældres viltre have,  mens jeg plukkede fra jordhøjde til tåspids. Se bare en overdådighed af sødme,  sol og farve!

Muserum

Tja, hvordan skal det læses? Muse.rum? Muse(r)um? I hvert fald er det en særudstilling på Roskilde Museum under børnemuseet, som vi besøgte i dag.

Elvira havde været der med børnehaven og ville meget gerne derhen igen. Ludvig ville absolut ikke med. Han syntes det lød møgkedeligt. Men jeg trumferede igennem med mest irriterende mor-logik, idet jeg mindede ham om alle de gange Elvira og jeg henter ham til spejder, legeaftaler og fødselsdage rundt omkring i hele byen uden at brokke os. Så han gik surmulende og under protest med ned ad trappen.

Men udenfor var søndagsregnen indstillet og solen lurede lige bag skyerne. Så vi besluttede os for at cykle ned fra vores vandtårnsbjerg til den gamle bydel. Og vi var ikke kommet hundrede meter hen af vejen, før Ludvig var i fuldt humør. utroligt, hvad frisk luft kan gøre for en otte-årig dreng!

Vi var der lige efetr åbningstid og fik det hele for os selv den første time. Ved første øjekast så det ret lille og klemt ud, men de små kroge og hjørner gemte på alle mulige overraskelser og finurligheder. Vi startede med plus-plus-bordet, hvor Elvira byggede et fængsel, jeg byggede en regnbue og Ludvig byggede en vild robot, der hele tiden fik nye evner og udstyr.

Herefte rgik vi i boble-lysbad. Det var en meget fin, interaktiv installation med hivde plastbolde og lyskilde i bundet af badet, der skiftede i roligt tempo mellem alle regnbuens farver. Man kunne også vælge mellem de fire mest brugte farver ved at trykke på et farvet mærke på hver side af karret. Ungerne elskede det og brugte meget tid her med at skifte badet fra gul syre til rød lava og blåt is. Den grønne knap virkede desværre ikke. Men det gav ikke skår i glæden.

Man kunne trække sorte gardiner for og tanken var, at børnene skulle sidde roligt i kuglerne og opleve farvernes skiften. Men mine børn ville hellere tage hovedspring og skifte farve i farten eller begraves helt i lyshavet.

Ved siden af var det lavet et meget inspirerende hyggehjørne helt i hvidt. Her dominerede de bløde puder og madrasser og hæklede dyr gjorde deres til at give en god hyggestemning. Der var i det hele taget mange hæklede elementer med bolde, dyr og puffe. Jeg fik på stedet lyst til at hækle sådan en stribet puf, hvilket passer fin med, at jeg netop er ved atw hæfte 100 ender på mit nyeste sofatæppe og er klar til et nyt projekt.

Igen ville mine børn hellere tumle end at finde roen. De er vist ikke helt grebet af mindfulness-bølgen endnu...

Sådan nogle bolde skal jeg da også lave!

Og sådan en puf - men med ordentlig farveskift, så cirklen ikke skrider.

Denne krokodille var virkelig skøn! Opskriften ville jeg meget gerne have, da virkelig der var tænkt over øjenparti og ben.

Der var i det hele taget tænkt meget over alle sanser fra alt det, man kunne røre ved med hele kroppen til farver- og synsoplevelser, sansetelt med fine lommer og velkrofigurer, der kunne flyttes rundt på den indre teltdug, magnetisk væg-kuglebane, spejlgang, gardingange og tumledyr. vi endte med at tumle rundt i to timer, inden cyklede hjem på bakketoppen igen.

Hvad er op, og hvad er ned?

Hermed anbefalet til en regnvejrsdag - især til børn i børnehavealdereen!