3 bud på et voksenliv

Nu varer det jo ikke så længe, inden jeg bliver 40. Ok, jeg skal godt nok lige fylde 39 til april først, men jeg kan jo lige så godt vænne mig lidt til tanken. Derfor har jeg indledt det nye år med hele tre nye handlinsbaserede beslutninger, der virkelig får mig til at føle mig som en voksen dame frem for en gammelklog pige i en halvgammel krop med strækmærker.

1. Kørekort
Jo, den er god nok. De, der kender mig og måske især de, der kender mig langt tilbage, ved, at jeg aldrig skal have kørekort. Hvad skal jeg med det? Jeg har en fin Nihola ladcykel, der lyder navnet Storecyklen og et pendlerkort hos DSB. Mine ben fejler ikke noget, og alt kan pakkes på en Emmaljunga klapvogn. Og hvad hvis jeg en dag kom til at køre en anden ihjel? Også selvom jeg var helt uden skyld i uheldet? Kunne jeg leve videre bagefter? (no kidding here)

Okay, Alt kan så ikke pakkes på en Emmaljunga klapvogn, når man har to børn og ikke kun et. Og Roskilde kommune har ikke opdaget, at folk uden bil også gerne vil køre med bus om aftenen eller mere end én gang i timen. Selvom jeg kun bor 1½ kilometer fra stationen, kunne jeg lige så godt have boet ude på bøhlandet, når det kommer til kollektiv trafik. Og¨så er jeg måske ved at være en anelse træt af at bede enormt søde venner om at køre for mig til IKEA, genbrugspladsen, lægevagten, Silvan, lægen, IKEA, mine forældre og tilbage igen. Roskilde er bare ikke en by for folk uden biler. (savner sgu København igen...)

Så nu er førstehjælpskurset taget, tid til lægeerklæring bestilt og introduktionskurset booket. I næste uge går det løs med køretimer!! Da jeg skal tage teorien efter arbejdstid har jeg derfor taget beslutning nummer to:

2. Barnepige
Fremover skal Elle og Ludvig hentes af sød 14-årig skolepige engang om ugen, mens deres mor sætter andres liv og lemmer på spil ude på landevejene med kørelæreren klamrende sig til håndbremsen. Ludvig er meget positiv. Han vil nemlig meget gerne have en bil. Så han ikke skal gå til stationen. Og så hans familie kan være lidt mere som alle de andre familier. Så han glæder sig allerede til første prøveseance i morgen. Elle er givetvis ikke enig, men hun er stadig så lille, at hun bare kan grabes op og dumpes i klapvognen alligevel. Så det skal nok gå. 

Formentlig er barnepigen sikret fast tjans de næste mange uger, da jeg er højre-venstre-forvirret og aldrig har siddet bag et ret eller interesseret mig det fjerneste for, hvad der fik andres biler til at at komme fra A til B, når jeg har siddet på passagersædet.

Når jeg så om 11 måneder forhåbentlig har både kørekort og bil, bliver det ingen sag at købe juletræ og ikke mindst aflevere det igen på genbrugspladsen 3 kilometer uden for byen. Det bliver derfor ikke nogen sag at opfylde tredie beslutning

3 Jul i eget hjem.
Da jeg var barn, holdt vi cirka jul hjemme hver 2. til 3. gang med eller uden andre familiegæster. Deg var helt selvfølgeligt, at mine forældre ønskede at holde jul hos sig selv nu og da. Selv har jeg nu kun én jul tilbage, inden jeg bliver 40 og har stadig aldrig holdt min egen juleaften...  Det har i mange mange år været givet, at jul blev holdt hos mine forældre. Men da én af mine kolleger 2. januar glædesstrålende fortalte om, hvor fantastisk det havde været, da hun og hendes lille søn havde lagt hus til familiens juleaften, satte det hjernevindingerne igang. Selvfølgelig skal mine unger da også have deres egne juleaftenminder hjemmefra. Og tænk ikke at skulle pakke og ud af døren og slæbe gaverne med for at slæbe dem med hjem igen et par dage efter. Tænk selv at kunne bestemme, at anden skal langtidssteges helt fra formiddagen og bare stå og dufte inde fra ovnen. Det bliver skønt og vi glæder os allerede! Gæsterne er inviteret og de sagde uden tøven ja.

Så kan de fyrre år bare komme an.

Ren ynk og piv

For tiden ligger jeg brak, sumper i sofaen, putter mig i dynen. Jeg har været syg en uge nu, og kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bombet, at jeg ikke orker andet end at eksistere som en slags husholdningsrobot på gamle batterier.

Det startede ellers som en meget uskyldig omgang ondt i halsen sidste tirsdag. Jeg tog det ikke helt seriøst og prøvede at arbejde hjemmefra samtidig med, at jeg havde barn hjemme med feber ovenpå forsinket. 12-måneders vaccination. Min ynkelighedsfaktor steg dog med forkølelsens intensitet. Fredag havde jeg det dog lidt bedre og tog på arbejde - ikke smart. Lørdag var jeg helt kvæstet og snottet igen og natten til søndag vågnede jeg så med gammelkendt smerte i højre øre. Som tidligere ørebarn genkendte jeg symptomerne med det samme. Men da jeg havde læst, at man ikke behandler mellemørebetændelse mere, tog jeg en omgang piller og stablede mig op med puder og ventede på, at pillerne skulle tage smerten og jeg kunne sove videre.
Søndag over middag tog jeg så til lægevagten, mens gode venner tog sig af mine børn. Pillerne kunne ikke tage smerterne mere og jeg lignede vist mest døden fra Lübeck. Lægen var også behørligt impomeret over, hvad der var gang i inden i mit øre. Jeg var mindre imponeret, for hvorfor var trommehinden dog ikke bare sprunget, så jeg kunne få det overstået? Nu havde jeg gået et halvt døgn og ventet på, at det skulle sige PLING! inden i øret, og væsken flyde ud.
Men sådan skulle det ikke være. Og i dag prikker man altså ikke bare hul, som da jeg var barn. Så lige nu er jeg på antibiotikakur og er midlertid døv på højre øre, da en større fabriksmotor kører på meget hurtige omdrejninger derinde og optager pladsen for alt anden lyd. Bare irriterende, at den skaber sådan et overtryk samtidig. Enten må antibiotikaen godt slukke for dampen derinde nu, eller også vil jeg gerne bestille lidt mere damp, så hinden kan springe...

Meningen med livet?

Jeg står i køkkenet og rører rundt i gryderetten.
Ludvig griner hjerteligt klukkende over sit tv-program inde i stuen
Elle griner skrattende påtaget som en krage, fordi hun tror, han griner til hende.
Ludvig griner til Elle og så griner de begge to derinde.
Jeg rører i min gryde og smiler. Livet giver perfekt mening i dette øjeblik.

Forhold omkring et postnummer

Nu har vi boet i Roskilde i over to måneder. Men når jeg skal skrive min nye adresse i forskellige sammenhænge, skriver jeg stadig helt automatisk mit gamle postnummer 2300.

Da jeg flyttede til København i 1994 regnede jeg med, at jeg ville rejse ud af byen igen så snart, jeg havde fået min universitetsuddannelse. Som den lille generte bondeknoldinde, jeg var, frisk fra den lille provinsby med tog i timedrift og busser, der kørte timelange omveje rundt om alle flækker, var København en voldsom mundfuld. Jeg kendte kun min barndomsveninde og et par gymnasievenner, Tivoli, Strøget og Det Kongelige Teater.

Men byen åd sig umærkeligt ind på mig, og jeg kom til at elske København. Jeg havde elsket byen flere år, før jeg erkendte det og for alvor kastede hele mit jeg ind i forholdet. Og pludselig havde jeg boet 17 år eller næsten halvdelen af mit liv i staden. De sidste 13 år boede jeg på Islands Brygge, og det blev mit kvarter. Med to gange barsler, barn i børnehave og vuggestue, søde naboer og en stor, aktiv gård, kunne jeg ikke gå i Brugsen uden at hilse eller sludre med den ene eller anden. Jeg var hjemme. Nu kender jeg igen kun min barndomsveninde. Men hun kom til byen 9 år før mig, og hilser på gud og hver mand på gaden. Det gør hverken jeg eller mine børn.

Jeg savner mit kvarter. Det er som at forsøge at komme videre efter et godt forhold, der er gået i stykker. Det er nemmest at huske de gode ting, alt det kendte, alt det trygge. Det er svært at undgå tanker om at prøve igen, selvom man syntes, at det var den rigtige beslutning at ende forholdet dengang. At jeg så stadig arbejder i mit gamle kvarter gør det hele mere uigennemskueligt. Vi taler ikke om et clean cut, men heller ikke om et rigtigt forhold. For jeg bliver aldrig natten over.

Jeg savner egentlig ikke min gamle lejlighed. Jeg har ikke tænkt meget på den, siden jeg overrakte nøglerne til den nye ejer. Min nye lejlighed er mit hjem, hvor jeg aldrig farer vild og aldrig har været i tvivl om, hvor jeg er midt om natten. Jeg nyder de bedre forhold og mere plads. Men det er svært at vænne sig til, at verden uden for ser helt anderledes ud. Tiden vil vise, om jeg bliver Roskildenser, eller om jeg trækker teltpælene op igen om 15 år, når Elle er færdig med folkeskolen.

Nytårstilbageblik

Det er efterhånden så længe siden, jeg har prioriteret denne blog, at den nærmest er blevet et historisk relief over vores tidligere liv i København. Men så kommer nytåret jo så belejligt, at jeg kan samle lidt op på den sidste tid på passende vis.

Egentlig er den manglende tid meget symptomatisk for vores sidste måneder. Jeg forudså det godt på papiret og i mine samtaler med venner og familie før flytningen: Én flytning, to børn, 25 kilometer til arbejde med DSB og én voksen må jo give underskud på timekontoen. Men overbevisningens kraft har altid været stærk hos mig, og vil man ikke høre, så må man jo føle, som min far altid har sagt.

Nu har vi boet i Roskilde i to måneder, og så er vi selvfølgelig kommet fint på plads – eller, det troede jeg måske vi ville, da jeg glad skrev under på salgskontrakt for min gamle lejlighed og få uger efter købskontrakt på min nye lejlighed. I det hele taget var jeg fuld af overskud og forventning over mit salg og det markante skifte i mit og derved hele familiens liv. Nu skulle vi have mere plads, mere luft og tættere til familie og min barndomsveninde Mette og hendes dejlige familie. 

En måned efter havde jeg pakket hele vores hjem ned i 70 kasser og pakket det hele ud igen med gode venners hjælp. Men det var som om at mere plads bare gav mere rod.

Flyttekaos dagen før flytningen. Karin og Esther kom og tryllede, så det alligevel lykkedes at blive klar

At tømme alle flyttekasserne og få dem ud af hjemmet var en stor milepæl, men det tager vist mange måneder, før alting har fået sin egen, faste plads, som også giver så meget mening i mit hoved, at jeg kan genfinde de ting, jeg skal bruge. For slet ikke at tale om at finde rundt i Roskilde, når jeg skal bruge postkassen, Netto, cykelhandleren, genbrugspladsen eller økobiksen (den har jeg stadig ikke fundet…)

Ludvig er startet i børnehave på samme stue som Mette og Jespers datter Olivia. Det har været en stor hjælp for ham. Der er kun 17 dage imellem dem, og de har kendt hinanden altid. Så kan det godt være, at han kun leger med drenge, men når de eneste andre tre drenge på fem år i børnehaven er groet sammen gennem tre år og familieskab, er det måske ikke så tosset alligevel at have en bedste ven, der er en pige. Og slet ikke, da Olivia lige så gerne leger Starwars og graver dybe huller i legepladsen som Ludvig selv. Om fire måneder starter de i SFO sammen, og så må fremtiden vise, om der dukker en ny bedste drengeven op.

Ludvig er uden tvivl klar til skole. Han kan sidde og tegne en time i træk, klipper og klistrer og hygger sig med små labyrinter og tegn fra tal til tal 1-25. Han synes bogstaver er interessante, men viser ikke nogen interesse i at lære dem systematisk at kende og skriver ikke sit eget navn. Jeg presser ham ikke, men viser ham kun, hvad han selv spørger til, og stiller ellers tal og bogstaver, papir, farver og saks til rådighed.

Men Ludvig kan også rejse sig fra en intens samtale om dyrene i verdens have, plankton og gæller, for at springe rundt i hele stuen mellem sofa, puf, stole og sofabord som en lille vild, udfordre sin krop maximalt med de få muligheder, der er i stuen, også dem, der er forbudte, og råbe og skingre, blive som en døv, og slå sig selv på alle hjørner og fremspring igen og igen af bare uopmærksomhed. Han kan blive rasende og tvær over den mindste ting, og tåler ikke, at jeg forlanger en smule mere, end han selv finder rimeligt. Hvis fem år er en smagsprøve på teenagetiden, får vi det rigtig hyggeligt herhjemme til den tid, eller også har jeg forhåbentlig lært at træde lidt mere tilbage og lade ham gøre sine fejl i fred.

Elvira har haft en hård start i sin vuggestue. De første 1½ måned havde hun ikke en eneste uge uden 1-2 sygedage. Og hun græd, når vi gik fra hende om morgenen. Heldigvis har de fine billeder af hende på intranettet, hvor hun smiler og er i godt humør. Snot og forkølelser har hun stadig på stribe, og da jeg dårligt kan huske en dag uden hoste siden oktober, er hun nu til observation for astma. Ellers går det rigtig fint med hende. Efter en blid start på livet, udfolder hun nu sit temperament for fuld skrue, og giver den som førsteklasses primadonna, når hun får nej, eller når vi ikke forstår, hvad hun vil. Hun er ikke bleg for at kaste sig bagover, hvor hun end sidder eller står, og så må hovedet holde for. Eller hun kan sætte trumf på sin vrede ved at kyle sutten hen af gulvet med en overarm, der ville gøre en stregspiller misundelig.

Elle 1 år med sine morgengaver

I dagene omkring sin et års fødselsdag fik hun sin første tand, og nu er hun også begyndt at gå. Det skete selvfølgelig for alvor i vuggestuen en uge før jul. Siden den dag trænede hun intensivt, så hun rigtig kunne vise sine bedsteforældre, hvor skrap hun var blevet, da vi kom hjem til dem juleaften. Hun vil helst ikke holde i hånden, men vil selv (som med alt andet, inklusive spisningen), og tager det ikke så tungt, hvis hun havner på numsen eller knæene en gang eller 20 i timen. Når hun ikke går, har hun travlt med at klatre op på alt – kasser, stole, skamler, borde, bænke, toiletter, you name it. Hvis hun skal lave noget stillesiddende, handler det om at sætte ting sammen. Klodser er et stort hit, eller noget med låger og døre, hvor hun kan putte ting igennem og tage dem ud igen. Og knapper er også altid et tryk værd. Ludvig bliver dog vældig sur, når hun skifter kanaler på fjernsynet via knapperne i siden af skærmen. Men han kan selvfølgelig heller ikke selv huske, hvordan han trykkede løs på vores gamle fjernsyn i samme alder.

Elle spiser Ris a la mande med krop og sind og står for hele juleundeholdningen

Men Ludvig fik mandlen (med kun en anelse snyd)

Ny cykel - til Ludvig altså, men Elle tjekker lige om hun også kan komme op

De er meget glade for hinanden, ungerne. Elvira er mest glad for Ludvig, tror jeg. For hun oplever ikke nær så tit at måtte vente på grund af ham som omvendt. Og hun får altid hjælp til flyverdragten, tøjet, skoene, nattøjet og alt andet, der måtte være kedeligt og trivielt for en femårig at gøre selv. Men til gengæld er hun altid klar til at grine af ham lige meget, hvad han finder på, og hun bliver aldrig træt af at tumle i dynerne, blive kildet eller danse, når han synger. Og det er jo meget sejt at være storebror, selvom han synes, det var bedre, dengang hun ikke var der…

Jeg tror, at ungerne er ved at falde til her i Roskilde. Det kommer til at tage længere tid med mig. Gamle cirkusheste og alt det dér. Lige nu lægger jeg mærke til at det besværlige, og alt det jeg savner. Som en nogenlunde jævnlig busdrift, en cykelhandler inden for rækkevidde, arbejdet lige om hjørnet, Elles fantastiske vuggestue på Sundholm, biblioteket tæt på, Fælleden for enden af vejen, havnens liv for den anden ende af vejen, legekammerater til Ludvig lige ovenpå eller nede i gården, gården med alle de kendte ansigter, genbrugsrummet og storskrald, økobiksen på havnen og fiskehandleren. Jeg savner mine søde naboer og stemningen på gaden, at der er liv omkring os og ikke bare boligblokke, der synes forladte for børn og brug.

På den anden side er jeg ret begejstret for alt det lys, der vælter ind i vores lejlighed, for alle træerne omkring os, for vores badekar og køkkenskuffer, der lukker med lydløs mystik. Jeg er glad for at have mit eget soveværelse og for ikke at have nogen overboer. Jeg glæder mig til at bruge byen til sommer, at sejle med vikingeskibe til sommer, at vi kan gå ned i haven (græsplæne med gynger og en lille terrasse) og Ludvig kan udforske buskadset for alvor og møde nogle andre børn, når de forhåbentlig kommer ud af deres vinterhi. Jeg er begejstret for den lille, gamle skole med nyansat entusiastisk skoleleder og små klasser. Og jeg er virkelig glad for at komme tættere på Mette og hendes familie og min egen familie. Vi mærker allerede forskellen nu, og nyder det.

Nytårsaften 2011-12 med Nilas og Olivia og deres forældre selvfølgelig

Moster Gitte og Fætter Philip

2012 bliver et spændende år. Ludvig skal starte i SFO til maj og i skole efter sommerferien. Elle vil begynde at tale og vil få større glæde af at komme med ud på oplevelser. Hun vil sikkert også videreudvikle sin selvstændighed. Ludvig vil få nye venner, og legeaftaler. Jeg skal være med i bibliotekets romanbogklub og  forhåbentlig starte et netværk dér og i de mange garderober, når ungerne bringes og hentes. Vi skal på den traditionsrige forårstur i sommerhus med familien og vi skal afslutte vores første hele år i Roskilde. Foruden alt dét, der venter forude, som vi ikke ved noget om endnu…

Godt nytår!