Egentlig er den manglende tid meget symptomatisk for vores sidste måneder. Jeg forudså det godt på papiret og i mine samtaler med venner og familie før flytningen: Én flytning, to børn, 25 kilometer til arbejde med DSB og én voksen må jo give underskud på timekontoen. Men overbevisningens kraft har altid været stærk hos mig, og vil man ikke høre, så må man jo føle, som min far altid har sagt.
Nu har vi boet i Roskilde i to måneder, og så er vi selvfølgelig kommet fint på plads – eller, det troede jeg måske vi ville, da jeg glad skrev under på salgskontrakt for min gamle lejlighed og få uger efter købskontrakt på min nye lejlighed. I det hele taget var jeg fuld af overskud og forventning over mit salg og det markante skifte i mit og derved hele familiens liv. Nu skulle vi have mere plads, mere luft og tættere til familie og min barndomsveninde Mette og hendes dejlige familie.
En måned efter havde jeg pakket hele vores hjem ned i 70 kasser og pakket det hele ud igen med gode venners hjælp. Men det var som om at mere plads bare gav mere rod.
Flyttekaos dagen før flytningen. Karin og Esther kom og tryllede, så det alligevel lykkedes at blive klar
At tømme alle flyttekasserne og få dem ud af hjemmet var en stor milepæl, men det tager vist mange måneder, før alting har fået sin egen, faste plads, som også giver så meget mening i mit hoved, at jeg kan genfinde de ting, jeg skal bruge. For slet ikke at tale om at finde rundt i Roskilde, når jeg skal bruge postkassen, Netto, cykelhandleren, genbrugspladsen eller økobiksen (den har jeg stadig ikke fundet…)
Ludvig er startet i børnehave på samme stue som Mette og Jespers datter Olivia. Det har været en stor hjælp for ham. Der er kun 17 dage imellem dem, og de har kendt hinanden altid. Så kan det godt være, at han kun leger med drenge, men når de eneste andre tre drenge på fem år i børnehaven er groet sammen gennem tre år og familieskab, er det måske ikke så tosset alligevel at have en bedste ven, der er en pige. Og slet ikke, da Olivia lige så gerne leger Starwars og graver dybe huller i legepladsen som Ludvig selv. Om fire måneder starter de i SFO sammen, og så må fremtiden vise, om der dukker en ny bedste drengeven op.
Ludvig er uden tvivl klar til skole. Han kan sidde og tegne en time i træk, klipper og klistrer og hygger sig med små labyrinter og tegn fra tal til tal 1-25. Han synes bogstaver er interessante, men viser ikke nogen interesse i at lære dem systematisk at kende og skriver ikke sit eget navn. Jeg presser ham ikke, men viser ham kun, hvad han selv spørger til, og stiller ellers tal og bogstaver, papir, farver og saks til rådighed.
Men Ludvig kan også rejse sig fra en intens samtale om dyrene i verdens have, plankton og gæller, for at springe rundt i hele stuen mellem sofa, puf, stole og sofabord som en lille vild, udfordre sin krop maximalt med de få muligheder, der er i stuen, også dem, der er forbudte, og råbe og skingre, blive som en døv, og slå sig selv på alle hjørner og fremspring igen og igen af bare uopmærksomhed. Han kan blive rasende og tvær over den mindste ting, og tåler ikke, at jeg forlanger en smule mere, end han selv finder rimeligt. Hvis fem år er en smagsprøve på teenagetiden, får vi det rigtig hyggeligt herhjemme til den tid, eller også har jeg forhåbentlig lært at træde lidt mere tilbage og lade ham gøre sine fejl i fred.
Elvira har haft en hård start i sin vuggestue. De første 1½ måned havde hun ikke en eneste uge uden 1-2 sygedage. Og hun græd, når vi gik fra hende om morgenen. Heldigvis har de fine billeder af hende på intranettet, hvor hun smiler og er i godt humør. Snot og forkølelser har hun stadig på stribe, og da jeg dårligt kan huske en dag uden hoste siden oktober, er hun nu til observation for astma. Ellers går det rigtig fint med hende. Efter en blid start på livet, udfolder hun nu sit temperament for fuld skrue, og giver den som førsteklasses primadonna, når hun får nej, eller når vi ikke forstår, hvad hun vil. Hun er ikke bleg for at kaste sig bagover, hvor hun end sidder eller står, og så må hovedet holde for. Eller hun kan sætte trumf på sin vrede ved at kyle sutten hen af gulvet med en overarm, der ville gøre en stregspiller misundelig. 
Elle 1 år med sine morgengaver
I dagene omkring sin et års fødselsdag fik hun sin første tand, og nu er hun også begyndt at gå. Det skete selvfølgelig for alvor i vuggestuen en uge før jul. Siden den dag trænede hun intensivt, så hun rigtig kunne vise sine bedsteforældre, hvor skrap hun var blevet, da vi kom hjem til dem juleaften. Hun vil helst ikke holde i hånden, men vil selv (som med alt andet, inklusive spisningen), og tager det ikke så tungt, hvis hun havner på numsen eller knæene en gang eller 20 i timen. Når hun ikke går, har hun travlt med at klatre op på alt – kasser, stole, skamler, borde, bænke, toiletter, you name it. Hvis hun skal lave noget stillesiddende, handler det om at sætte ting sammen. Klodser er et stort hit, eller noget med låger og døre, hvor hun kan putte ting igennem og tage dem ud igen. Og knapper er også altid et tryk værd. Ludvig bliver dog vældig sur, når hun skifter kanaler på fjernsynet via knapperne i siden af skærmen. Men han kan selvfølgelig heller ikke selv huske, hvordan han trykkede løs på vores gamle fjernsyn i samme alder.
Elle spiser Ris a la mande med krop og sind og står for hele juleundeholdningen
Men Ludvig fik mandlen (med kun en anelse snyd)
Ny cykel - til Ludvig altså, men Elle tjekker lige om hun også kan komme op
De er meget glade for hinanden, ungerne. Elvira er mest glad for Ludvig, tror jeg. For hun oplever ikke nær så tit at måtte vente på grund af ham som omvendt. Og hun får altid hjælp til flyverdragten, tøjet, skoene, nattøjet og alt andet, der måtte være kedeligt og trivielt for en femårig at gøre selv. Men til gengæld er hun altid klar til at grine af ham lige meget, hvad han finder på, og hun bliver aldrig træt af at tumle i dynerne, blive kildet eller danse, når han synger. Og det er jo meget sejt at være storebror, selvom han synes, det var bedre, dengang hun ikke var der…
Jeg tror, at ungerne er ved at falde til her i Roskilde. Det kommer til at tage længere tid med mig. Gamle cirkusheste og alt det dér. Lige nu lægger jeg mærke til at det besværlige, og alt det jeg savner. Som en nogenlunde jævnlig busdrift, en cykelhandler inden for rækkevidde, arbejdet lige om hjørnet, Elles fantastiske vuggestue på Sundholm, biblioteket tæt på, Fælleden for enden af vejen, havnens liv for den anden ende af vejen, legekammerater til Ludvig lige ovenpå eller nede i gården, gården med alle de kendte ansigter, genbrugsrummet og storskrald, økobiksen på havnen og fiskehandleren. Jeg savner mine søde naboer og stemningen på gaden, at der er liv omkring os og ikke bare boligblokke, der synes forladte for børn og brug.
På den anden side er jeg ret begejstret for alt det lys, der vælter ind i vores lejlighed, for alle træerne omkring os, for vores badekar og køkkenskuffer, der lukker med lydløs mystik. Jeg er glad for at have mit eget soveværelse og for ikke at have nogen overboer. Jeg glæder mig til at bruge byen til sommer, at sejle med vikingeskibe til sommer, at vi kan gå ned i haven (græsplæne med gynger og en lille terrasse) og Ludvig kan udforske buskadset for alvor og møde nogle andre børn, når de forhåbentlig kommer ud af deres vinterhi. Jeg er begejstret for den lille, gamle skole med nyansat entusiastisk skoleleder og små klasser. Og jeg er virkelig glad for at komme tættere på Mette og hendes familie og min egen familie. Vi mærker allerede forskellen nu, og nyder det.
Nytårsaften 2011-12 med Nilas og Olivia og deres forældre selvfølgelig
Moster Gitte og Fætter Philip
2012 bliver et spændende år. Ludvig skal starte i SFO til maj og i skole efter sommerferien. Elle vil begynde at tale og vil få større glæde af at komme med ud på oplevelser. Hun vil sikkert også videreudvikle sin selvstændighed. Ludvig vil få nye venner, og legeaftaler. Jeg skal være med i bibliotekets romanbogklub og forhåbentlig starte et netværk dér og i de mange garderober, når ungerne bringes og hentes. Vi skal på den traditionsrige forårstur i sommerhus med familien og vi skal afslutte vores første hele år i Roskilde. Foruden alt dét, der venter forude, som vi ikke ved noget om endnu…
Godt nytår!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar