5 års studier til barnevognstrilning

Forleden gik jeg forbi KUA - altså Københavns Universitet Amager - på min vej fra børnehaven mod en destination længere ude på Amager. Jeg traskede forbi med barnevognen forbi de store ruder i de nye, bleggule bygninger, mens studerende sad bøjede over deres bøger på den anden side af glasset.

Jeg har i sin tid selv læst fem år derinde -altså normeret tid. Reelt startede jeg på KUA i 1994 og forlod stedet i 2001 - syv år senere, tre studieretninger og græsk propædeutik senere og en cand. mag i historie med i lommen. Jeg var med som studenterrepræsentant i det byggeudvalg, der kom med anbefalinger til materialevalg og facader til de nye bygninger og levede en periode nærmest mit liv i de gamle, røde betonbunkers.

Nu falder det så sådan, at jeg kommer forbi en forelæsningssal, hvor en cirka hundrede hoveder sidder bøjet over deres noter og computere (eller mobiltelefoner..), mens underviseren doserer nede foran tavlen. Jeg opdager idét jeg passerer, at det er én af lektorerne fra min egen tid på Institut for Historie, i samme brune fløjlsbukser og sammede buskede skæg. Han ser ikke ud til at have ændret sig det fjerneste de sidste 10 år. Men på den anden side, hvorfor skulle han også have ændret sin stil fra 1970'erne nu, når han ikke havde dengang? Hvad betyder 10 år fra eller til i dét historiske perspektiv?

I mit perspektiv har de 10 år betydet en del. Eller det troede jeg, til jeg mødte en studerendes øjne fra hans plads derinde på 7. række, hvor han sad og studerede udsigten udenfor. Pludselig så jeg mig selv i hans øjne. En midalderende kvinde med trætte øjne og barnevogn, der går derude som tilskuer til livet. Vores historiestuderende derinde havde ikke en chance for at vide, at jeg selv har siddet i hans positur, slidt mig gennem samme pensum (sikkert..) og nu er en færdiguddannet kandidat, der allerede har slået sine folder i karriereræset i ti år. Og hvad betyder det også? Hvad bruger jeg overhovedet alle de timer, uger og måneders slid til nu? Jeg behøver ikke at vide meget om kildekritik og diskursanalyse for at skubbe vognen fra A til Z (med mindre jeg skal finde vej med rejseplanen.dk) og det betyder ikke ret meget, hvordan arbejderbevægelsen blev grundlagt, når jeg blander modermælkserstatning til det næste døgn. Her ville det måske være mere relevant med lidt økonomisk historie, så jeg kan holde rede i mililiter og antal måleskeer. Og det er da skæbnens ironi, at jeg har brugt et halvt år på at skrive speciale om psykiatriens historie, når man påtænker, hvad for lidt søvn og en baby kan gøre ved min hjerneaktivitet og mine hallucinationer om stille rum fulde af bløde senge og bjerge af chokolade.

Sådan en formiddag kan man godt gå hen og blive lidt nihilistisk. Måske skal jeg bare holde op med at skyde genvej hen over "campus".

Leger lige børn bedst?

Vi er 7-9-13 (tak Julie) stadig raske. Og derfor har vi kastet os ud i det sociale liv for fuld skrue. Fredag besøgte vi én af Ludvigs nye venner fra børnehaven. Hans mor er også på barsel med en lille plut, så vi kunne fint holde de store hjemme fra børnehave, så de kunne lege og lære hinanden at kende mere privat i fred og ro. Imens kunne mødrene så dele oplevelser om fødsel, amning, søvn, dårlig samvittighed og alle andre obligatoriske emner, vores liv drejer rundt omkring for tiden - og det gjorde vi så. mødre og sønner hyggede sig gevaldigt i mange timer lige fra start til slut.

I dag besøgte vi så en gammel legekammerat fra vuggestue-tiden. De to drenge har ikke set hinanden i 2 år, men legede straks løs og svingede fint præcis som dengang. Mødrene fik også delt tanker om alt fra himmel til jord og især om drenge lige omkring de fem år.

Umiddelbart lyder det som to ens dage, med to meget ens oplevelser. Og sådan virker det også på Ludvig. Han er kun optaget af, hvad han legede med de to drenge, og hvilket fantastisk legetøj de har, som han ikke har. Men faktisk kunne de to hjem ikke være mere forskellige.

Det ene hjem var et imponerende eksempel på Feng Shui. Store hvide rum med minimal, smagfuld indretning. Smukke designermøbler og dertil lamper. Store rolige flader, næsten ingen personlige genstande, men alting afstemt smukt til rummene. Børnene kunne lege løs, som de havde lyst uden henstillinger eller nervøse trækninger. Og de var helt upåvirkede. Da vi kom hjem, syntes jeg dog at vores eget lille hjem var endnu mere indeklemt og overfyldt end vanligt.

Det andet hjem var som at træde ind i en artikel om det kreative selvrealiserende menneske. Den store lejlighed var fuld af personlige genstande, køkkendøren var tavlemalet, køkkenbordene bugnede af indkøb, særlige indretninger, nips og små, sjove indfald. Hele lejligheden var tapetseret med tegninger, malerier og ikke mindst fotos, og møblerne var en blanding af genbrug, arv, kitch og super moderne. Børneværelsets ene langvæk var et væg-til-væg-gulv-til-loft maleri af en afrikansk regnskov komplet med zebraer i fuld størrelse. Desuden var der proppet med musikinstrumenter overalt. Da vi kom hjem, følte jeg at min lejlighed var usædvanligt rydelig og ordinært kedelig.

Begge hjem var så rendyrket personligt, et udtryk for en livsstil, og begge hjem rummede børnene på lige vilkår. Jeg var utrolig stolt af min søn, der var helt upåvirket af omgivelserne totale omskiftelighed fra den ene dag til den anden, men udelukkende var optaget af sine nye relationer. Selv kommer han jo fra et meget praktisk, aldrig helt ordentlig IKEA-hjem, hvor de fleste møbler er midlertidige og ingen af dem passer sammen. Manglen på stil er nok det mest kendetegnende for vores lille, proppede lejlighed, som vi forlængst er vokset ud af, men bare ikke har fundet ud af at komme videre fra.

Ludvig vil meget gerne lege med begge drenge igen en anden dag. Spørgsmålet er, om lige børn stadig leger bedst - eller om det måske bare først slår igennem, når de bliver lidt ældre?

Holder vejret

Jeg tør næsten ikke skrive det. Det er jo Danmark, Home of Jante. Eller også hænger det mere sammen med de gamle grækere og deres Hybris og Nemesis. Men alligevel:

Vi er alle raske..!

Nu er det skrevet, sort på hvidt. Så om lidt er der nok to der brækker sig, halvanden der har feber, en med ondt i halsen og en med mellemørebetændelse for ikke at tale om alle de sygdomme, jeg ikke lige har fået med her i opsumeringen. Og har jeg ikke også selv en anelse mavekneb stadigvæk?

Nå pyt! Vi kaster os fremover ind i det dér liv med ny energi, for NU kommer foråret altså! Fuglene går amok udenfor med morgenkoncert og sangkrige i træer og buske, når der ikke lige skrabes pinde og kviste sammen med manisk iver ude på Fælleden for at være klar til næste generation.

Og når man tænker over det, så er det jo en walk in the park at være mor til et par små menneskebørn, når man tænker på, hvilket arbejdsorgie, fuglene bygger op til lige nu. Fuldtidsflyvning non-stop fra solopgang til solnedgang i flere måneder, og når så man endelig har fået losset ungerne ud og lært dem at flyve, så jagter de utaknemmelige skarn deres udslidte forældre for at kaste deres grådige næb ned i forældrenes med vold og magt for at fravriste dem deres surt opsporede orme og larver.

Og er forældrene heldige, kan de lige nå at sætte et hold til på vingerne, inden det er efterår og de endelig kan få sig et kort hvil og få fyldt depoterne, inden vinteren sætter ubarmhjertigt ind igen. Naturen er jo så romantisk.

Nå, hvor fan.... kom det nu fra med naturtime midt i det hele? Ville ellers bare lige give besked om, at vi er på benene igen. Men lidt perspektiv er jo altid rart. Der er ikke noget som andres slid og modgang til at give én selv overskuddet og livsmodet tilbage...

Ahrrrr!!!

Ludvig har kastet op igen! En time efter, at han var gået i seng med ondt i maven... Hvordan kan man få maveinfluenza to gange med tre dages mellemrum???

Må ind og vogte med skåle og klude lige ved hånden

Nu kan jeg nok ikke forvente længere, at Elvira går fri. Den er sgu sejlivet denne her mavevirus!

Livets retfærdighed?

Sig mig lige, hvor meget sygdom skal jeg kæmpe os igennem her i den lille 2V'er? Så var det min tur til at lægge mig med omgangssyge, Roskildesyge, maveinfluenza, skide-bræksyge eller hvad det nu hedder... Ikke særligt kært barn har også mange navne!

Heldigt at mormoderen kan flyve ind på DSB veteranbanen (også kaldt Nordvestbanen) for at fragte storebror sikkert hjem fra børnehaven og lillesøster ud af sin mors utilregnelige arme og dejseværdige legeme. AV AV AV! Tænk, hvor ynkelig man bliver over sådan en heldagsudrensning. Jeg tror sgu, at mavekramperne var mere regelmæssige end mine veer med Elvira, og det er lige før, at jeg hellere ville føde igen end at have flere omgange mavesyge. Det gjorde trods kun rigtig ondt en time og så får man noget vidunderligt ud af det.

Nu sover ungerne, mormoderen har lagt sin skæbne i hænderne på DSB igen og jeg overvejer, om jeg tør liste lidt yogurt ned, inden jeg crasher inde på sovesalen - og kunne jeg så please få lov at sove alene i min egen seng uden forstyrrelser i f.eks. 3 timer i ét stræk - se det ville være en smule retfærdighed!

(og så vil jeg prøve at finde selvironien frem igen imorgen...)

Natteroderi

(Melodi: Rasmus Seebach: Klokken var lidt i fem)

Klokken var næsten et
- si'r u-u-uh
Vågner med et sæt
- si'r u-u-uh
Et drengeskrig af skræk
- si'r u-u-uh
Ludvigs seng er fuld af bræk

Moderen springer ud
med sæbevand og klud
nyt lagen og nattøj
Ludvig si'r sikken' møg!

Sovedyr på rad
venter nu på et bad
og gulvet får en gang
af knofedt natten lang

(Måske skulle jeg prøve at få lidt søvn i nat...)

Fødderne over dynen

En begivenhedsrig lørdag er overstået for den lille familie. Vi var i det lokale kulturhus for at opleve Palle Pirat show (http://www.pallepirat.dk/). Ludvig er passioneret fan og snart groupie. det var 3. år i træk, vi drog derned for at se det samme show med hans ven Stinus og mor Trille.

Det var så debut for Elvira. Fire måneder og til børnekoncert med rockguitar for fuld udblæsning i højtalerne. Jeg har ti små røde buer i mine hænder efter hendes negle stadigvæk, men ellers tog hun det pænt. Nej pjat. Hun var meget optaget af det, og stirrede med store runde øjne under samtlige 3 kvarter. Men hun holdt samtidig solidt fast i mine fingre, og hun er stærk! Ludvig mener, at hun vil synge Palle Pirat-sangen allerede, når hun er 1 år...

Nu sover de begge to i hver sin hvide seng, gærde mod gærde. begge med armene ud til siden og begge med fødderne oven på dynen. Jeg bliver sgu helt rørt over at se de to udmattede krudtugler ligge der. Så forskellige i alder og så ens i udseende og attitude. Og de er mine børn - begge to!! Nogen gange fatter jeg det i glimt som disse. For det meste tror jeg bare, at det er en midlertidig tilstand. Måske vokser erkendelsen proportionelt med nattesøvn og aften-alenetid.

Men nu vil jeg gå ind og liste de fire bare fødder under dynerne igen.

Brusk

Ludvig har noget for hajer - temmelig meget faktisk og det har stået på i over et år. Ret imponerende for en lille gut på 4 (nåha, 4½!)

For nogle uger siden var så vi på en rigtig god tur til zoologisk museum for at se den grønlandshaj, der skyllede i land i Nordjylland omkring juletid. Den var nu blevet lagt i lage som en anden syltet sag, og lagt til skue i en glaskiste.

Her ses grønlandshajen og finderen før syltningen

Det viste sig så også, at en ung biologstuderende holdt foredrag om hajer. Vi sad rundt om et stort rundt træbord, som jeg bestemt mener at kunne genkende fra min egen børnehavetid. Helt klart et velkonserveret levn fra 70'erne. Og det fungerede bare. Børn og forældre var på niveau med foredragsholderen, der ikke var bange for hverken barnefingre eller emsige forældre. (Og dem var der mange af, for det var vinterferie, og så står det i bogen for korrekt forældre- og bedsteforældreadfærd, at man skal fare rundt i hele byen en uge for at deltage i konkurrencen museumsræs på tid)

Men den unge biologstuderende hyggede sig vist med opmødet og fortalte om hajer. Og det gjorde han godt, for Ludvig kunne efterfølgende fortælle mig, sin mormor og alle interesserede børn og forældre i børnehaven adskilligt nyttigt om hajer.

En ting, han særligt lagde mærke til, var at hajer ikke har noget blivende skelet, da de er lavet af brusk, der jo rådner væk hurtigt efter hajens endeligt. For at illustrere, hvad brusk er, tog foredragsholderen fat om sit næseben, og fik os andre til det samme, så vi selv kunne rokke efter. Jo den var god nok.

Forleden eftermiddag sad Ludvig i sofaen og pillede sig i øret, og så kom det overrasket:
- Hallo! Mit øre er jo også lavet af brusk!
- Ja. Det er helt rigtig! Nikkede den pavestolte mor og rokkede sig også i øret, for ligesom selv at få opdagelsen bekræftet.

Om aftenen da Ludvig havde været i bad og skulle have tøj på, sidder han igen i sofaen, mens jeg henter rent undertøj, er der åbenbart nye ting, der bliver undersøgt, for da jeg kommer ind i stuen, udbryder drengen begejstret:

- hey mor! Min tissemand er også lavet af brusk!

Her kunne moderen så ikke lige tjekke efter på sig selv. Men det bekræftede i hvertfald den lille, kønsbevidste fyr i, at hajer - de er altså seje!

Måske er det alligevel ok

Siden jeg fik Elvira, har jeg haft en smule ondt af Ludvig, når jeg ikke lige har været møgirriteret på ham over hans urimelige 4-årige opførsel. Det er altså hårdt at miste eneretten til mor - særligt når der ikke er en far, man så kan monopolisere i stedet.

Og hvad har han fået i stedet? En lille, sprællende kødklump, der ikke kan lege, men altid skal spise eller holdes eller have sutten eller have ren ble. Når ikke lige, Ludvig skal vise hende frem for andre (og flashe sin storebror-titel), er det ikke meget opmærksomhed, han skænker hende.

Men pludselig opstår der øjeblikke, hvor jeg tænker, at det alligevel var det hele værd. Som når jeg kommer ind i stuen, og han sidder i sofaen ved siden af sin sprællende lillesøster og forsigtigt bøjer sig ind over hende for at kyse hende på panden, mens han med mild stemme betror hende, at hun er sød. Eller når de ligger i samme seng, og Ludvig har armen beskyttende om hende, mens hun er ved at vride hovedet af led for at få øje på ham og sende ham store charmesmil. Så smelter moderens hjerte og hun får straks trang til at styrte hen efter kameraet - men nogle øjeblikke er nu for intime og private til, at jeg skal forstyrre med blitz og begejstring.

Så indtraf det magiske øjeblik, hvor det endelig lykkedes for mig at få et bad - for første gang siden fredag...

Knapt var vi ovre Ludvigs bronkitis, før jeg selv mærkede det krasse godt i bronkierne. Jeg ignorerede det dog, og besluttede mig for, at jeg ikke var ved at blive syg. Men da Elvira lørdag eftermiddag fik feber og begyndte at hoste, kunne jeg ikke ignorere det mere. Og det gik så resten af weekenden med - inklusiv nætterne.

Nu sover de så begge to OG jeg har været i bad OG har lavet mælk og kogt sutter til Elviras næste døgn. Jeg burde styrte ind i seng, mens der stadig er ro, men jeg orker ikke rigtig at rejse mig op fra sofaen igen.

Midt i host, feber, gråd, manglende søvn og storebror-sorg over at måtte gå til fastalavn alene nede i gården (sammen med bedstevennen og dennes mor vel at mærke), kom jeg til at hallusionere om, at jeg var hovedpersonen i en amerikansk film. Jeg forestillede mig, hvordan den rapkæftede bedsteven eller den dominerende mor kom fejende ind i en hvirvelvind af effektivitet og vilje, og overtog roret. Jeg ville blive smidt på hovedet i seng forsynet med et dusin bløde lommetørklæder, og børnene ville på magisk vis blive helt stille ved hendes tilstedeværelse. Og når jeg så et halvt døgn senere dukkede op til overfladen igen, var mit hjem skinnende rent og ryddet, duftende af frisklavet kaffe og nyudsprungne påskeliljer.

Behøver jeg tilføje, at jeg så ikke er hovedpersonen i en holiwoodfilm?

Men i nat skal jeg (måske - forhåbentlig) have min seng helt for mig selv og sove adskillige timer i træk kun afbrudt af en enkelt optankning af lillesøster og måske en lille dynepålæggelse for storebror.

Virkelighedsforskydning?

Puha, så er vi landet i staden igen efter sygeophold hos mine forældre i det midtsjællandske.

Jeg er en smule bombet, for at sige det mildt. Torsdag i sidste uge fik jeg akut besøg af Roskilde-sygen. Heldigvis var det kun mig selv, der blev ramt, og det var ovre i løbet af et døgn, mest tilbragt på toilettet...

Så skulle Elvira vaccineres, og det gik fint. Sej tøs, der først udstødte et fourettet klynk ved andet stik. Og så var det ovre. Men bagefter gik hun i flitsbue ude i venteværelset over, at hendes mælk i sutteflasken ikke var ordentligt varmt... Så måtte stå med flasken under den varme hane i 10 minutter, før den nådigst blev godkendt og fortæret.

Så kunne vi drage til Tølløse og mine forældres ventende arme. Vi skulle bare lige på besøg og se melodigrandprix, hvilken er en god gammel tradition at se her sammen med søster. Men natten til søndag bliver vores søde søvn invaderet af voldsom hoste i Ludvigs krop. Det fortsætter søndagen igennem og han falder udmattet i søvn på sofaen klokken to om eftermiddagen og tilbringer så resten af dagen her som modfalden gelé. Stakkels dreng! Jeg har ikke ført oplevet ham så påvirket. Normalt får han ikke noget videre feber, men nu havde han konstant over 38, udstrålede varme på 10 centimeters afstand, ville intet spise og dårligt drikke noget.

Så mandag måtte vi besøge familiens lægehus og fik her konstateret bronkitis og massiv ophobning af ørevoks. så lægen ikke rigtig kunne se trommehinden, men den så også påvirket ud. Så kunne jeg bedre forstå, hvorfor han sejlede afsted, når han skulle til og fra toilettet!

Heldigvis eeeeeeelsker Ludvig penicillin med jordbærsmag, så den gled fint ned. Og tirsdag var han allerede bedre. Så tirsdag aften er vi hjemme igen - mig med stærkt søvnunderskud, kvalmende hovedpine, og en skulder, der råber på en fyseoterapeut. Elvira har samtidig taget bevidsthedsspring, der gør, at hun pludselig ikke vil ligge på sit legetæppe, men får grådanfald efter 5 minutter - det har jeg godt nok aldrig oplevet med hende før. Det er som om, hun ikke kan finde ud af at slippe legetøjet igen, når hun får fat i det, og så ligger hun og rusker løs i det, mens hun råbegræder. Egentlig meget fascinerende, hvis ikke lige det var ens eget barn...

Her til eftermiddag møder jeg så én af mine arbejdskolleger på gaden. Han har travlt og haster mod metroen, vi har ikke spor travlt på vej mod Brugsen. Går det godt? Spørger han, idét han smilende bevæger sig videre. Ja, det går rigtig godt! Smiler jeg tilbage og føler det helt ind i kroppen

Say what again???!!

Jeg var lige ved at stoppe op midt på gaden for at filosofere lidt over mit eget spontane svar - Går det godt??

Men lige dér følte jeg egentlig, at det gik helt fint. Det må betyde, at jeg har fundet mig til rette med min barsel og min tilværelse som mor-til-to. Sådan skal det åbenbart bare være?