Virkelighedsforskydning?

Puha, så er vi landet i staden igen efter sygeophold hos mine forældre i det midtsjællandske.

Jeg er en smule bombet, for at sige det mildt. Torsdag i sidste uge fik jeg akut besøg af Roskilde-sygen. Heldigvis var det kun mig selv, der blev ramt, og det var ovre i løbet af et døgn, mest tilbragt på toilettet...

Så skulle Elvira vaccineres, og det gik fint. Sej tøs, der først udstødte et fourettet klynk ved andet stik. Og så var det ovre. Men bagefter gik hun i flitsbue ude i venteværelset over, at hendes mælk i sutteflasken ikke var ordentligt varmt... Så måtte stå med flasken under den varme hane i 10 minutter, før den nådigst blev godkendt og fortæret.

Så kunne vi drage til Tølløse og mine forældres ventende arme. Vi skulle bare lige på besøg og se melodigrandprix, hvilken er en god gammel tradition at se her sammen med søster. Men natten til søndag bliver vores søde søvn invaderet af voldsom hoste i Ludvigs krop. Det fortsætter søndagen igennem og han falder udmattet i søvn på sofaen klokken to om eftermiddagen og tilbringer så resten af dagen her som modfalden gelé. Stakkels dreng! Jeg har ikke ført oplevet ham så påvirket. Normalt får han ikke noget videre feber, men nu havde han konstant over 38, udstrålede varme på 10 centimeters afstand, ville intet spise og dårligt drikke noget.

Så mandag måtte vi besøge familiens lægehus og fik her konstateret bronkitis og massiv ophobning af ørevoks. så lægen ikke rigtig kunne se trommehinden, men den så også påvirket ud. Så kunne jeg bedre forstå, hvorfor han sejlede afsted, når han skulle til og fra toilettet!

Heldigvis eeeeeeelsker Ludvig penicillin med jordbærsmag, så den gled fint ned. Og tirsdag var han allerede bedre. Så tirsdag aften er vi hjemme igen - mig med stærkt søvnunderskud, kvalmende hovedpine, og en skulder, der råber på en fyseoterapeut. Elvira har samtidig taget bevidsthedsspring, der gør, at hun pludselig ikke vil ligge på sit legetæppe, men får grådanfald efter 5 minutter - det har jeg godt nok aldrig oplevet med hende før. Det er som om, hun ikke kan finde ud af at slippe legetøjet igen, når hun får fat i det, og så ligger hun og rusker løs i det, mens hun råbegræder. Egentlig meget fascinerende, hvis ikke lige det var ens eget barn...

Her til eftermiddag møder jeg så én af mine arbejdskolleger på gaden. Han har travlt og haster mod metroen, vi har ikke spor travlt på vej mod Brugsen. Går det godt? Spørger han, idét han smilende bevæger sig videre. Ja, det går rigtig godt! Smiler jeg tilbage og føler det helt ind i kroppen

Say what again???!!

Jeg var lige ved at stoppe op midt på gaden for at filosofere lidt over mit eget spontane svar - Går det godt??

Men lige dér følte jeg egentlig, at det gik helt fint. Det må betyde, at jeg har fundet mig til rette med min barsel og min tilværelse som mor-til-to. Sådan skal det åbenbart bare være?