Badetid

Da jeg for et år siden besluttede mig for at få udvidet mit skabstoilet til et badeværelse (omend lille, så dog et badeværelse) for at få sløjfet brusekabinen i soveværelset, havde jeg tre formål:

1. Gøre plads i soveværelset til en babyseng
2. Gøre lejligheden lettere at sælge, når vi (forhåbentlig snart..!) skal flytte til en større lejlighed
3. Gøre det muligt at gå i bad om aftenen, når det bare ikke kan flaske sig på andre tidspunkter af dagen.

Badeværelset stod klar to måneder for Elvira meldte sin ankomst. Og har nu indfriet alle tre formål (selvom nr. 2 stadig er på ønskestadiet). Men når det kommer til aftenbad, havde jeg nu ikke forestillet mig, at de ville blive så aktuelle - eller at de skulle foregå kl. 22.30.. Men hvad gør man ikke for faktisk at få et bad?

Tupper-misu

Hvad gør man, når lillepigen lige pludselig går til ro for natten allerede klokken 22? Styrter man ud og laver næste døgns flasker og kaster tandbørsten i munden for at kunne se dyner fem minutter efter og få chancen for ekstravagant meget søvn?

Nej vel? Man fejrer i stedet sin nye tupperwarekande! Mit første tupperwareindkøb i mit 37-årige liv! Jeg er spændt og begejstret. I flere uger har jeg higet og søget efter en plastkande med lufttæt låg til køleskabsdøren, der kunne rumme mimimum en liter. Det lyder let. Men det har været helt håbløst. Alle butikker, jeg har været i, har måttet melde hus forbi - og jeg har prøvet mange!

Men så viser det sig, at mosteren til én af de søde kvinder i mødregruppen er tupperware-dame - og endnu bedre: Hun kan skaffe mig sådan en eftertragtet kande til 1,4 liter! Straks er vi i gang med at handle og i dag har jeg hjembragt trofæet. Meget retro i bleggul med geometriske mønstre støbt ind i det uforgængelige plastik:




Om lidt skal jeg ud og røre 40 skefulde hvidt pulver ud  i 1200ml vand og som en anden tryllekunstner forvandle vand til mælk. Det bliver stort. Ikke mere noget med at skulle stå og blande de 6 flasker én efter én! Ikke mere noget med at skulle bande over, at hun tømmer flasken og ikke vide, om man skal tage hul på den næste fulde flaske eller bare trække den til næste måltid.


Jeg fejrer indkøbet med et andet af dagens indkøb. Da vi kom så sendt hjem fra børnehaven i dag, drog vi forbi det lokale italienske "Bageri og køkken" - Il Pane di Mauri. Her indkøbte vi ægte italienske pizze og moderen sneg så lige denne her med i købet uden at storebror bemærkede noget:

I skrivende stund er bakken med denne luksus-tiramisu på magisk vis allerede tom. Festen nærmer sig sin afslutning - for om X timer skal lillesøster have mad igen.

Perspektiv

Her til eftermiddag er jeg på vej hjem fra mødregruppe. Jeg venter på 250S, der skal køre mig direkte hjem til mit eget elskede Islands Brygge, mens jeg skubber vognen frem og tilbage på stedet for at Elvira ikke skal vågne. Jeg tænker på hendes mavekneb, og hvad jeg kan gøre. På hvor længe det skal være, før hun er ovre det og bliver den glade pige, som jeg ser glimt af, når maven ikke spænder ben for hendes humør og erstatter det med mavekrampegråd.

Så kommer bussen. Men der er allerede én barnevogn med, og buschaufføren er ikke til at forhandle med, og er kold over for mit forsigtige argument om, at jeg skal nå at hente storebror inden lukketid. Han kører igen og jeg står tilbage på Ågade, mens eftermiddagstrækket suser forbi. Bander indvendigt og lover mig selv at lære at komme tidligere afsted fra mødregruppe, ligemeget hvor hyggeligt, det er. Og hvorfor fan... kan der ikke være 2 vogne i en dobbeltdækkerbus?? Når der nu er lavet plads til så mange ekstra sæder, begriber jeg simpelthen ikke, hvorfor der skal være så lidt plads ved flexområdet, at der ikke må stå to barnevogne.

Springer ind i nr 67 i stedet, som skal fragte mig til Forum og metroen. Parkerer vognen og går op for at stemple. Så hører jeg det over radioen "Tøger Seidenfadens død vil... bla. bla. bla" resten drukner i min tankestrøm.

- Er Tøger Seidenfaden død? Udbryder jeg spontatn
- Ja, buschaufføren lyder trist - han har også været syg længe
- Øv. Det var da forfærdeligt.
- Ja, nikker buschaufføren

Og så siger vi ikke mere. Jeg går tilbage til barnevognen og sætter mig. Stirrer ud på trafikpropperne. Forstår ingenting. Hvad skal dansk debat nu gøre? Hvem skal nu holde niveauet oppe, når alle andre snakker personfnidder? Hvem skal nu turde det vovede og provokerende i demokratiets navn? Hvem skal nu vække anstød og beundring i det samme menneske på samme tid?  Hvem skal nu udgive alt det, som nogen gerne vil forbyde?

Mavekneb? Det går jo over om nogle uger. Børnehaven? Jeg var der halvfem. Kan vi måske få lidt perspektiv i mit navlebeskuende liv.

Nemesis

Neeeejjj!

Bedst som jeg poster solskinshistorie om glad baby uden mavepine, tager hun stærk revanche og giver heldagsforestilling fra søndag morgen indtil kl 22 (7-9-13 for, at hun ikke vågner om fem minutter...). Rystepusteren har været tilbage for fuld skrue, så har ikke skuldre eller ryg eller underarme eller håndled for den sags skyld til at skrive mere.

Kære Guder: Jeg skal aldrig mere begå den hybris at påstå, at mit barn ikke får mavepine mere! På ægte!

Må ind og se dyner håber jeg...

Jeg vil have en lillebror

Elvira sover her til aften, da jeg lægger Ludvig i seng, så vi har tid til en ekstra snak. Da jeg giver ham godnatkrammet og fortæller ham, at han er dejlig, blød og sød, bliver han glad helt indeni og siger:

- Elvira er også dit dejlige barn
- Ja, I er mine to dejlige børn.
- Du har også flere babyæg
- Ja?
- Du er snart for gammel til at få flere børn, ikke også?
- ?... Ja, det erjeg. Men jeg skal ikke have flere børn. Jeg har jo to dejlige børn allerede.
- Hvorfor ikke?
- Nåe, det er fordi du gerne vil have en lillebror også ikke?
- Jo (han nikker alvorligt fra puden)
- Men jeg skal ikke have flere børn skat. To børn er godt, og jeg har ikke tid og kræfter til flere
- Men jeg vil gerne have en lillebror! (nu med dramatisk gråd i stemmen)
- Ja, det ved jeg godt. Det kan jeg også godt forstå. Du ville også gerne have en lillebror, som du kunne lege med. Men hvis jeg fik en baby til, så ville jeg altid være en sur skælde-ud mor, fordi jeg skulle bruge så mange kræfter på at passe babyerne, og så kunne vi ikke lægge puslespil sammen eller hajbog, og jeg kunne ikke læse godnathistorie for dig.
- Men hvis nu Elvira var et år? (forhåbningsfuldt)
- Så skulle hun stadig have hjælp til mange ting. Det er bedre med to børn skat. Men jeg kan godt forstå det. Da jeg var en lille pige, da ønskede jeg mig en storebror.
- Men det kunne du jo ikke få! (Ludvig griner lidt af sin fjollede mor)
- Men måske kan du selv få en dreng, når du bliver en voksen mand.
- Ja. Eller du kan møde en mand en dag ude i skoven, som syntes at du så sød ud. Og så havde han en lille dreng. og måske syntes han også, at Elvira og mig var søde. Og så kunne I blive gift.
- Ja . Måske. Det ved man aldrig (smiler). Hvis han ikke synes, at I er søde, så vil jeg ikke gifte mig med ham. Hvis han ikke ville synes, at I var søde, så måtte han jo være dum.
. Ja. Ludvig nikker og så var den lillebror-samtale overstået for denne gang. Men det var ikke første gang, han forsøgte at overtale sin mor til at producere en lillebror, og han er sikkert ikke færdig med kreative forslag. En dag opretter han nok en dating profil for mig...

Falde til

Jeg har en baby-bibel. Hver gang, jeg er i tvivl om noget eller frustreret over noget andet, hvad angår mine børn, så slår jeg straks op i BIBLEN. Den sælges under navnet "Vores Barn" af Penelope Leach. Titlen burde jo ellers ekskludere mig, da mine børn ikke er "vores", men kun mine. Men den har alligevel reddet min ligevægt og holdt mig oven vande igen og igen.

Det kan godt være, at det er en dansk tilpasset udgave af en engelsk forældrebog, men den passer simpelthen som hånd i handske med mine grundværdier og pædagogiske tanker i teorien, og hjælper mig med at føre dem ud i praksis. Her er ingen "Godnat og sov godt!" eller TIME OUT - to ekskluderende metoder, som jeg slet ikke kan med. Lige meget hvor provokerende og frustrerende mine børns opførsel har været og vil blive, vil jeg aldrig ekskludere dem ved at udelukke deres krop fra fællesskabet på grund af en handling. Jeg vil aldrig bevidst underkende dem som person på krop og sjæl.

Nå, nok om dén kæphest for nu. Denne bog dækker de første seks år g er delt op i aldersgrupper, der følger deres udviklingstrin. Det første kapitel er om spædbarnet. Det næste handler om de første seks måneder: "Barnet er faldet til". Det indledes sådan:

Pludselig en dag opdager du, at du ikke længere betragter dit barn som en uforudsigelig og derfor temmelig skræmmende nyhed, men er begyndt at opfatte ham som et individ med egen smag, egne ønsker og særlige karaktertræk. Når det sker, vil du vide, at dit barn ikke længere hører til de nyfødte, men er ved at vænne sig til tilværelsen".

I dag blev jeg klar over, at vi er nået hertil. Tre dage i træk har vi ikke haft en eneste periode, hvor jeg måtte bære Elvira rundt mave mod mave, men jeg agerede levende rystepudser. Elvira har spist, smilet, leget, blevet træt og pjevset, kommet på armen, studeret fingre (egne og mine), faldet til ro og lagt til at sove - ligesom man læser om i en babybog og som man tror, det er at have en baby, før man får en baby.

I begyndelsen regnede jeg med, at det var en fejl. At mavekramperne ville vende tilbage med uroen og gråden og "jeg holder mig lige vågen hele aftenen bare af princip". Men nej. Der er ikke tale om en fast rytme eller fravær af gråd eller vågne aftentimer. Men det hele er bare nemmere at overskue, når den næste ryste-baby-vandring ikke lurer om hjørnet som en skygge hele tiden. Og så var det, jeg kom til at tænke på, om det mon er hende eller mig, der er faldet til? Er det hende, der har erkendt tilværelsen, eller mig, der har erkendt, at jeg har to børn og den tilværelse, der følger med? Giver hendes erkendelse mig en ny ro til at kunne overskue min Mor Til To-rolle, eller er det min erkendelse og efterfølgende ro, der har smittet af på hende og gjort det muligt for hende at rumme sin træthed og rent faktisk falde i søvn, når behovet opstår?

Sammenfaldet er tankevækkende. Jeg hælder mest til at tro, at det er mig selv, der er faldet til. Elvira er blot Elvira lige her i nuet med en vag erkendelse af fortiden før sidste lur og absolut ingen forestillinger om den fremtid, der ligger fem minutter fremme.

Skældud

Elvira sover! Altså som i S-O-V-E-R her til aften. Hun plejer jo at holde sig vågen mellem næstsidste og sidste måltid på dagen, men ikke her til aften. Der er et kvarter til hun sandsynligvis bliver sulten igen (hun er ved at være ret præcis på selvvalgt 3-timers turnus) og jeg har nået alle aftenens gerninger!

Så jeg læser. Jeg læser Erik Sigsgaard: Skæld mindre ud. Jeg troede ellers, at jeg ville være jævnligt uenig med hans holdninger og tanker om forældre-børn forhold, men jeg nyder virkelig læsningen og laver mentale notater hele tiden. Bare jeg nu kan huske ikke at underkende min søns mening i morgen! Bare jeg dog kan rumme lidt mere af hans kropslighed og lydniveau, når han er glad i hele kroppen. Bare jeg ikke vil belære ham om min egen voksne holdning, når han fortæller, at han vil lave ild med en gren og en sten og tænde ild til hele børnehaven, men forstå, at han arbejder med den spændende nye erkendelse, at man kan lave ild med en pind! Bare jeg ikke vil hænge ham ud til skam, når han fortæller mig en umiskendeligt tydelig løgn.

Jeg kan godt se, hvor alle vores konflikter i den sidste tid kommer af. Vi har begge en vilje, og der skal også være plads til hans. Jeg må lære ikke at underkende ham så meget, men at sætte pris på, at han stadig har så meget vilje i behold på trods af sin viljestærke moder.

For min søn er jo en krop med fuld fart og fantasi døgnet rundt - også i drømme, hvor han roder rundt og mumler halve sætninger med udbrud. Det hele kan jo rummes så fint i hans begejstrede sætning i går morges:

- Mor! Min krop kan mærke, at jeg er 4½ i dag!

Godt, at vi fik fejret det med morgengave og lasagne med is til dessert til aften! For han er jo 4½ nu oggid at samtidig må være anledning til, at hans mor lægger en ny kurs - eller rettere opgiver at bestemme kursen hele tiden. Vi når jo nok ét eller andet sted hen til sidst alligevel.

Lynrengøring

Hvad skal man med en rengøringsdame, når man kan få passet lillepigen i stedet og selv svinge kosten? I dag fik jeg afsat Elvira til en 2 timers køretur -og det er da vildt så hurtigt man kan bruge 2 timer med en lang dagsorden!

Status efter afleveret, sulten baby med friske kinder:

- 3 maskinfulde vasketøj kørt gennem møllen og hænger nu i kælderen klar til brug i morgen
- Hele den store 2V gennemstøvsuget, inklusive over og under hynder, puder, kasser og møbler.
- Køkkengulvet vasket
- genbrugssager båret i dertilindrettede rum og gamle flasker ekspederet til flaskeland
- affald smidt ud med hård hånd, da storebror ikke var hjemme til at se diverse selvklippede-og-klistrede opfindelser skifte hjem.

Om en ugen gør vi det igen. Så skal resten af gulvene have den store tur - og måske også vinduerne... Vildt! Det ender med, at mit hjem rent faktisk er så respektabelt, at jeg ikke behøver krumme tæer i hjemmeskoene, når der kommer nye bekendtskaber ind af døren.

2-månederstjek

Så har min helt igennem ok sundhedsplejerske været forbi for at tjekke op på lillesøsters tilstand. Hun fik fine karakterer i både øjenkontakt, trivsel, højde og vægt. Hun følger sin fødselskurve til 12, selvom hun har været igennem ammestop og nu også skifte af MME mærke. Moderen derimod dumpede i diciplinen "lægge sit barn på maven" og måtte informeres om, at lillesøsters baghoved er begyndt at blive fladt. Det er så Elviras fortjeneste, at det ikke er skævt, da hun endnu ikke har udviklet nogen favoritside at henslænge sit hoved til. 12 til Elvira igen.

SP kunne også berolige med, at hendes aften-uro "jeg-vil-ikke-sove-men-heller-ikke-sidde-stille-men-bæres-rundt-i-lejligheden-indtil-næste-måltid-og-du-kan-lige-vove-på-at-lægge-mig" ikke er kolik men helt almindelig adfærd for babyer på to måneder. Tænk, at jeg allerede har glemt det på fire år...

Så i stedet brugte vi resten af tiden på at tale om storebror. Meget typisk. Han sniger sig generelt ind alle steder og vil meget nødig overlade noget af min tid til lillesøster, hvis det ikke involverer ham samtidig. Nu altså også, når det gælder lillesøster-aftalen med SP!

Ludvig har på det sidste prøvet at overbevise mig om, at jeg ikke bestemmer over ham. Og han kan være både henkastet cool og direkte flabet i sine svar:
- Ludvig, du skal lige tisse, inden du skal i seng
- Nej,
- Jo, alle tisser, inden de går i seng. Hver aften (prøver den pædagogiske, almene tilgang)
- Det skal jeg så ikke, svarer ungen nonchelant.
- (!)
eller:
- Jeg vil ikke have, at du kaster med den bold herinde i stuen. Der er ting, der kan gå i stykker.
- Jeg kan ikke høre, hvad du siger
- (!!!)
Her er det så, at Ludvigs mor desværre kan miste besindelsen, hvis det er aften omkring sengetid, lillesøster kun vil bæres rundt på rystemåden og hele hytten sejler. Desværre. For jeg er ellers én af dem der mener, at det også er skadeligt at råbe af sine børn på den grimme måde, og efterlader utryghed og usikkerhed længe efter. Så meget desto værre, når jeg så råber flere aftener i træk. :-(

Heldigvis havde SP ikke noget imod at snakke om storebror i stedet. Og det var som altid dejligt beroligende at høre, at andre forældre har præcis de samme udfordringer med deres ældste pode, når nummer to støder til. Også selvom de er to, der burde være voksne, der er med til festen. Og måske er jeg i virkeligheden også en smule for kontrollerende. For selvom han kun er fire år - så er han jo altså også fire år. Faktisk næsten 4½ - på ægte!

2 i Vognen

Hvad sker der lige for bilisterne her på Amager?? Har de ikke set, at der er sne og is på vejene? Bare fordi jeg endelig har vovet mig afsted på Niholaen med begge unger i kassen foran, behøver de jo ikke trykke speederen i bund eller snige sig ind på os bagfra for at overhale alt alt for tæt på - 2 meter burde da være sikkerhedsafstanden, når man overhaler ladcykler med babyer, ikke sandt?

Lillesøster tog selvfølgelig alle tre ture i stiv arm. Både til børnehaven efter storebror, til frisøren med storebror og tilsidst hjem igen. Hun sagde ikke et kvæk, men lå blot og betragtede det prikkede lærredstag og den syngende storebror, der gav en remix af Nissebandens greatest hits. (som han så via Bonanza i december, da årets julekalendere bare ligesom ikke var målrettet en dreng på 4½)

Nu sover de begge endelig - på trods af endnu en numse-skrigetur for Ludvig, som endte med en børneormskur - for en sikkerheds skyld, da han opfører sig ligesom sidste forår (suk fra moderen igen) og trods endnu en omgang Elvira-bøvlemave.

Hvorfor sover jeg egentlig ikke også..? Om 5 timer melder Elvira sig i baren igen. Må vist hellere flytte os ind i sovegemakkerne!

Numserier

At være på barsel de første måneder er, som de fleste kvinder sikkert kan nikke genkendende til, ren bølgegang. Vi har så befundet os i et par dybe bølgedale de sidste par dage. Mest noget med baby-mavekneb og bjerge af vasketøj kombineret med hovedpine og fireårig med ondt i numsen...

Efter adskillige aftener og nætter med hysteriske anfald af numsevridende dreng, der krævede at få tørret numse og creme på!!! måtte jeg have lommelygten frem og inspicere hans dertil indrettede. Der er mange ting, som man  før man fik børn, ikke ville have drømt om at komme til at gøre...

Nå, kunne så konstatere små hvide, bumselignende knopper, men ingen små, luskede, vridende børneorm (som sidste forår - ohh, rædsel!). Herefter måtte jeg  konsultere sygebiblen. "Barnets sygdomme". Jeg var lige klog bagefter, og så var der jo kun lægen tilbage. Det var en stor lettelse for Ludvig, der tydeligvis ikke har nogen tiltro til sin mor, men stor tiltro til LÆGEN. Så kunne han sikkert få noget MEDICIN og befries fra sine dødslignende smerteskramper.

Afsted til lægen her til formiddag. Vi har landets bedste læge. Eneste problem er, at han er over 60 og allerede sidste år mumlede noget med efterløn. Bare ærgeligt, at regeringen kun vil afskaffe den for folk under 45 år!
Erik tog pænt imod Ludvig og fik inspiceret numsen under pandelys og lup. Ingen børneorm (dybt lettet suk fra moderen), men en rift, som kunne være kommet af så meget, og knopperne var sikkert fra alt for gavmild uddeling af zinkcreme... Ludvig var meget bekymret, indtil lægen sagde det magiske ord MEDICIN og CREME. Og han fik tilmed lov at se Eriks sidste erhvervelse udi pandelamper. (Ludvig mente ellers, at vi skulle tage hans lommelygte med, så lægen kunne se hans knopper ordentlig). Bagefter gik han glad med til apoteket, og siden har der ikke været noget vrøvl med numsen.

Så mangler vi bare en creme mod baby-mavekneb. Så ville freden i den lille 2V'er være komplet.

Tre i bad

Jeg har bestået den første "mor til to-prøve": Jeg har præsteret at få både lillesøster, storebror og mig selv i bad på selv samme dag! Overvældet af dette gennembrud på mor-fronten efter 6 uger med min nye status som Mor Til To, besluttede jeg mig for, at jeg nu også havde overskud til at starte en blog fra barselsland.

Det tog så næsten 2 uger at få den startet op i det små... Jeg forudser, at der ikke kommer nye indlæg hver dag.

Denne blog skal være min redningsplanke og tilflugtssted, når forstanden er på retræte til fordel for gylp, mavekneb, storebrorjalouxi og andre af barselslivets lyksaligheder. I første omgang, mens jeg er på barsel med Lillesøster. Når jeg slipper ud i virkeligheden blandt andre voksne igen om et års tid, har jeg måske ikke det samme behov længere, men kan i stedet plage mine kolleger med den lille families genvordigheder. Indtil da er du selv uden om det, hvis du vælger at læse videre.

Inspireret af den store bade-succes (som ikke har gentaget sig de følgende to uger) kommer her et par andre bade-betragtninger fra barselsland:

- Lykken er at gå i bad, blive et rent og tænkende menneske igen, for bagefter at tage imod varm babygylp ned gennem kavalergangen og lade det danne en ny indsø i navlen.

- Den største fordel ved December-istiden har klart været, at man kunne gå i byen for at handle og endda aflevere storebror i børnehaven uden at have vasket hår de sidste tre dage, da ingen undrer sig over, at man beholder huen på.

- Et badekar på omkring en meter, en vaskeklud og en fire-årig dreng kan danne grundlag for en ny Starwars-episode.

Babyer venter gerne med at vågne og stikke i et hyl, til du har kommet sæben i håret.