Ude godt - hjemme bedst

Det er skønt at tage en uge til syden sol - især, når vi slet ikke har haft ordentlig sommervejr i DK. Det er skønt at se sine unger nyde at plaske og sjaske og mosle rundt i små gummibåde.

Men det er også skønt at komme solbrændt hjem og se sine unger kaste sig over deres legetøj (nåja, for Elvira, alt der kan bides og pilles i), og bare råhygge sig med at være hjemme igen. Og det er skønt at ligge på sofaen med internetforbindelse og fjernbetjening.

Man sætter bare mere pris på alt det gode i sit liv, når man har været ude og se verden en uges tid!

Stilhed før stormen

Der er meget stille her på bloggen for tiden. Det skyldes ikke så meget, at jeg er startet på arbejde igen, fr jeg er vist kørt ind igen. Men til gengæld solgte jeg min 2V'er i sidste uge, og siden da har jeg ligger i mental vandret position i forsøget på at finde os et nyt hjem på 1½ måned...

1. November er nok en rimelig optimistisk overdragelsesdato, når man ikke selv har en ny bolig klar. Men som markedet er, skal man vist slå til, når man får et rimeligt tilbud. Så det gjorde jeg.

Når jeg endelig har tid til at gå på nettet, så er det ikke for at læse blogs, men for at gå på boliga. Jeg pløjer mig igennem stribevis af boligopstillinger. Vi skal bare have et værelse til - og have råd til at bo der. Det er nemmere sagt end gjort. For der er jo en masse mellemregninger med hensyn til skole, grønne områder/have/altan, transport, familien og hjemlighed.

Spændende, om vi har et sted at bo 1. november!

Fingergymnastik

Når Elvira får sin elskede aftenflaske inden sengetid, møffer hun sig helt ned og ligge i mit skød, lægger anklerne over kors og breder sig ud i min skrædderstilling. Hendes krop er totalt afslappet og tung, men man skal ikke lade sig narre til at tro, at hun kobler fra af den grund.

Der er nemlig lige hænderne. Selvom det er skønt at ligge tæt ind til mor og guffe den varme mælk i solide sug, så skal man jo ikke spilde læringstiden. Derfor er hænderne i konstant aktivitet. De aer måske min bluse og mit bryst, de piller i kraven på min skjorte eller den fine knap. Hun rækker op og forsøger at give mit et tandeftersyn eller luge ud i mine næseborshår. Men mest af alt strækker hun hænderne op over sutteflasken og studerer dem. De bliver vendt og drejet, og pegefingrene undersøger hver en detalje på den modsatte hånd. Til tider kommer de næsten i karambolage, når begge pegefingre vil undersøge hinanden.

Det virker næsten som om hver hånd er styret af hver sin hjernedel og når undersøgelserne bliver rigtig intense, er det som at være tilskuer til en yndefuld fingerdans lige under min hage.

Så falder hele dagens travlhed og tankevirksomhed til ro, og det hele giver mening. Det er ikke kun Elle, der ser frem til aftenens tætte mælkekvarter.

Sidste barselsdag

Så faldt realiteten i hovedet på mig som en hammer:

Sidste uge af min barsel! Mandag gik jeg helt i selvsving. Alle de ting, jeg ikke fik gjort de ni måneder på barsel skulle nås - nu!

Det nåede jeg selvfølgelig ikke. Efterhånden som dagene gik, skruede jeg tilsvarende ned for ambitionerne. I baghovedet vidste jeg, at jeg skulle have smidt mig på sofaen og læst nogle bøger - for hvornår får jeg hele dage for mig selv til det igen? Om fem-seks år, når de begge er gamle nok til at tage på ferie hos mormor og morfar?

Men nej, jeg skulle selvfølgelig vaske vinduer, bage boller til fryseren, sortere tøjskabe, købe vintertøj og støvsuge stikkontakteren (nåja, overdrivelse fremmer forståelsen). Og så skulle jeg lige spille et par baner lego starwars på Ludvigs Nintendo...

Ja, indrømmet. Jeg er blevet afhængig af skidtet. Jeg har endda oprettet mit eget, hemmelige spil på "game 2", som Ludvig ikke aner noget om. Så kan jeg spille i mit eget tempo og grisk samle hvert eneste point med op på vejen. hvor Ludvig målrettet løber efter den næste port videre.

Men nu er det hele så slut. Ni en halv måned er det gået, siden lilletøsen kom til verden. Elleve måneder siden, jeg gik på barsel, og nu skal jeg tilbage på nedsat tid med supplerende barselsdagpenge, så jeg har mere tid til mini'erne. tænk, at det kun er ni en halv måned siden, at hun kom til verden lige derovre på min røde sofa. Den sidste efterårsaften, inden sneen satte ind og først slap sit tage igen til januar for at vende tilbage igen i februar. Hele hende spæde første tid husker jeg som snehvide flager og forcering af kæmpedriver med barnevognen og Ludvig ved siden af.  Og så mavekramperne. Timer frem og tilbage i lejligheden, mens hun skulle rystes blidt mod min mave. Eller stående vippende fra side til side foran fjernsynet for bare at se en smule tv om aftenen. At putte Ludvig stående med en klynkende mavepine-plaget baby i favnen. Sikken nogle armmuskler og sikken nogle skuldermyoser, jeg fik i de måneder.

Og nu er det hele så langt mindre kompliceret. Elvira kravler rundt og efterlader et hærgende spor af tøj, bøger, aviser, badelegetøj, køkkenting, legetøj og hvad hun ellers kan få raget ned fra hylder og borde, hevet op af kasser og poser eller ud af skabe. Hun har en fest med at gå i vuggestue, og elsker, når Ludvig og Peter går amok med kampråb og tumleri, mens hun selv sidder lige i orkanens øje og basker med armene.

Vi har fundet en rytme, som jeg tror kommer til at fungere fint med mit arbejdsliv. Det er nok mig selv, der får det største granatchok, når arbejdslivet rammer mig i morgen...