Sidste barselsdag

Så faldt realiteten i hovedet på mig som en hammer:

Sidste uge af min barsel! Mandag gik jeg helt i selvsving. Alle de ting, jeg ikke fik gjort de ni måneder på barsel skulle nås - nu!

Det nåede jeg selvfølgelig ikke. Efterhånden som dagene gik, skruede jeg tilsvarende ned for ambitionerne. I baghovedet vidste jeg, at jeg skulle have smidt mig på sofaen og læst nogle bøger - for hvornår får jeg hele dage for mig selv til det igen? Om fem-seks år, når de begge er gamle nok til at tage på ferie hos mormor og morfar?

Men nej, jeg skulle selvfølgelig vaske vinduer, bage boller til fryseren, sortere tøjskabe, købe vintertøj og støvsuge stikkontakteren (nåja, overdrivelse fremmer forståelsen). Og så skulle jeg lige spille et par baner lego starwars på Ludvigs Nintendo...

Ja, indrømmet. Jeg er blevet afhængig af skidtet. Jeg har endda oprettet mit eget, hemmelige spil på "game 2", som Ludvig ikke aner noget om. Så kan jeg spille i mit eget tempo og grisk samle hvert eneste point med op på vejen. hvor Ludvig målrettet løber efter den næste port videre.

Men nu er det hele så slut. Ni en halv måned er det gået, siden lilletøsen kom til verden. Elleve måneder siden, jeg gik på barsel, og nu skal jeg tilbage på nedsat tid med supplerende barselsdagpenge, så jeg har mere tid til mini'erne. tænk, at det kun er ni en halv måned siden, at hun kom til verden lige derovre på min røde sofa. Den sidste efterårsaften, inden sneen satte ind og først slap sit tage igen til januar for at vende tilbage igen i februar. Hele hende spæde første tid husker jeg som snehvide flager og forcering af kæmpedriver med barnevognen og Ludvig ved siden af.  Og så mavekramperne. Timer frem og tilbage i lejligheden, mens hun skulle rystes blidt mod min mave. Eller stående vippende fra side til side foran fjernsynet for bare at se en smule tv om aftenen. At putte Ludvig stående med en klynkende mavepine-plaget baby i favnen. Sikken nogle armmuskler og sikken nogle skuldermyoser, jeg fik i de måneder.

Og nu er det hele så langt mindre kompliceret. Elvira kravler rundt og efterlader et hærgende spor af tøj, bøger, aviser, badelegetøj, køkkenting, legetøj og hvad hun ellers kan få raget ned fra hylder og borde, hevet op af kasser og poser eller ud af skabe. Hun har en fest med at gå i vuggestue, og elsker, når Ludvig og Peter går amok med kampråb og tumleri, mens hun selv sidder lige i orkanens øje og basker med armene.

Vi har fundet en rytme, som jeg tror kommer til at fungere fint med mit arbejdsliv. Det er nok mig selv, der får det største granatchok, når arbejdslivet rammer mig i morgen...