Rock og Uld

Ja, det hedder den altså - den lille garnbutik, jeg fandt for enden af Roskildes gågade i dag. Skønt navn til en helt fantastisk butik.

Efter mit afsluttede projekt slangehækling (slangen sover nu hos Ludvig hver nat), kløede det i fingrene på mig for at komme igang igen. Men for en gangs skyld kom internettet til kort. Jeg kunne simpelthen ikke finde en garn-webshop, der kunne hjælpe mig med at finde det rette garn til min opskrift. Så jeg tog opskriften ved hånden og drog ud i det virkelige liv for at finde hjælp her.

Og det fik jeg. Jeg var dårligt trådt indenfor, før jeg var igang med en livlig og åbenhjertig samtale med ejeren. Hun var ved at pakke nye varer ud, og var selv så begejstret over dem, at det var lige før, jeg var kommet hjem med både filtsutsko, opskrifter og garn nok til mange måneders forbrug.

Men i stedet fik jeg utrolig kompetent vejledning ud fra min opskrift, forslag, gode råd og forklaringer til en nybegynder, samt opfordring til at mærke, sammenligne og tage forskellige farvenuancer med ud i sollyset for en endelig beslutning. Og således gik jeg let i sindet og forventningfuld ud af døren med fem nøgler af det blødeste, økologiske Alpaca-uldgarn til mit nye hækleprojekt.

Se selv:

Rock og Uld har ikke set det sidste til mig. Hermed anbefalet!

Kreativ weekend

Denne weekend har vi tilbragt i Roskilde, og det var rart at være så meget hjemme for en gangs skyld. Ludvig startede børneyoga i Himmelev, og så fik ungerne den første tur i den lille sorte. Det gik fint derud. Det gik også fint at vende på parkeringspladsen bagefter, selvom jeg ikke kunne forstå, at det var så svært at dreje hjulene i grus. Det gik meget værre, da jeg ville køre derfra, og bilen bumpede så underligt. Jeg måtte ud og kigge, om vi havde fået en kæmpegren i hjulet, eller hvad pokker, der foregik. Men der var ikke noget at se. Til gengæld havde jeg lavet et chokerende dybt hjulspor i højre side. Alligevel gik der ikke rigtig noget op for mig. Jeg satte mig ind og prøvede igen. Samme resultat. Hmm, ind til siden igen og tænke. Jeg havde selvfølgelig ikke fået nummeret til vejhjælp med, og ingen klapvogn en lørdag, hvor busserne i Roskilde måske kører hver anden time... Jeg kastede et blik på kontrolpanellet, mens jeg i hovedet gennemgik teoriundervisningen om mislyde. Først da jeg så den grønne lysende besked "BREAK", gik noget op for mig og med meget røde ører og bekymrede tanker om til mine bremser, fik jeg sluppet håndbremsen!

Ludvig var meget begejstret for yoga, og i dejlig afslappet stemning bagefter. Elle faldt i søvn i bilen efter fem minutter og kunne læsses lige over i klapvognen til videre middagslur, da vi kom hjem. Så Ludvig og jeg besluttede os for at trodse den tidlige eftermiddagshede, og bevæbnet med en kurv gik vi ned i fælleshaven for at samle mirabeller. Vi fortsatte rundt i skellet og fandt et lille kilo, inden vi måtte søge ly i lejligheden igen for de 30 grader i skyggen udenfor.

Om aftenen kogte jeg mirabellerne hele sammen med et udskåret æble og et godt halv kilo sukker et kvarters tid efter opskrift fra den dejlige hjemmeside Skoven i skolen,. (tilføjede saft fra en halv citron, da denne frugt i mine øjne opfrisker næsten alt syltetøj) Samme tid tog det at fiske frugtstenene op og gennemgå de bær, der ikke havde åbnet sig med en hulske og en gaffel. Resultatet var en utrolig smuk, ravfarvet marmelade, som vi smagte på ølbrød i dag. Og det var forrygende!

Resultatet af 1 kilo gule mirabeller.

I dag blev jeg så færdig med et projekt, der har varet 1½ år. Egentlig startede jeg dette stykke håndarbejde op efter et mødregruppebesøg forrige vinter hos en meget hæklekyndig kvinde, der har lavet de mest utrolige hæklemesterværker, deriblandt en fantastisk drage.

Jeg lærte at hækle som barn, men er dårlig til følge en opskrift. Jeg har i også forsøgt at strikke, men har ikke tålmodigheden til at holde styr på alle de masker, og når jeg fire rækker senere opdager, at jeg har tabt en maske, har jeg lyst til at kyle hele lor... hen i et hjørne. Men jeg havde netop da genopdaget hækling, som til min glæde kun har en maske at holde styr på. Jeg havde formået at kreere et klassisk babytæppe med små sammenhæklede firkanter, inden Elles fødsel, og da jeg så de fine ting, der fandtes overalt i dette hjem, fik jeg lyst til at hækle sådanne sager også.

Jeg tænkte dog, at jeg lige ville starte med noget enkelt for at komme lidt mere i træning, inden jeg begyndte på noge avanceret. Så jeg kastede mig over en stribet slange, som skulle være til Ludvig. Den kunne jeg så lige hækle under min barsel. Ludvig spurgte i flere dage nysgerrigt til, hvad jeg lavede og tilsidst måtte jeg afsløre det. Jeg regnede med, at han godt kunne klare spændingen et par uger og selv følge med i, hvordan det skred fremad med slangen imens. Men der var bare lige den hage ved planen, at det ikke rigtig skred fremad. Ludvig ville have, at slangen skulle være LAAANG. Lige så lang som sofaen, faktisk. Vores sofa er to meter i indre mål. Det gik jeg glad med til, for samvittigheden overfor den forsmåede storebror, der netop var blevet vippet af enebarns-tronen, var virkelig sort.

Ugerne gik, og det gjorde månederne også. I perioder fik jeg ikke hæklet det fjerneste. Efter et halvt år spurgte Ludvig min mor, om hun kunne strikke. Og da det var tilfældet bad han hende om at lave slangen færdig, "for mor bliver alligevel aldrig færdig med den". Det fortalte hun heldigvis ikke på daværende tidspunkt, hvor jeg var ved at sælge lejlighed og købe ny og planlægge en flytning. Siden gik tiden med at komme på plads her (ja, ja, jeg ved det - dårlige undskyldninger). Summa summarum er, at jeg har fået fornyet hækleblod på tanden dette forår, har lånt hæklebøger og kastet mig over slangen igen. Og i dag skulle den store dag så vise sig at oprinde. Og heldigvis var Ludvig stadig interesseret i at eje et to meter langt, stribet stofdyr.

Ludvig med slangen Nilas

Ludvig giver Rebecca slangen og farslangen Nilas frisk luft med pumpe

Det har faktisk vist sig at være det optimale legetøj for en frisk seks-årig. Der er blevet sjippet i slangen, den er blevet brugt som reb, bælte, halstørklæde og surfbrædt (!), men mest af alt som far-slangen til soveslangen Rebecca, som han købte i Zoo for en lille måned siden. De sover nu sammen alle tre og glæder sig til at lege igen i morgen!

Cyklist med bil

De sidste par dage har jeg nu og da lige været henne forbi vinduet for at kaste et blik ned på parkeringspladsen. Den holder der stadig - bilen...

De sidste fire dage har jeg været bilejer i praksis. Jeg tror ikke rigtig på det. Selvom jeg selv skrev under, svang dankortet og satte mig ind i min lille, sorte maskine på fire hjul og kørte den hjem over den sjællandske lándevej, gennem myldretidstrafik og klarede kødannelse ved indfaldsvejen i første gear. Det er stadig lige uvirkeligt. Jo, der står en fin bil dernede, der ikke plejer at stå på vores parkeringsplads. Men at det er min bil, forstår jeg ikke et muk af.

I stedet cykler jeg videre til institutioner og stationen og tilbage igen hver arbejdsdag uden at skænke bilen en tanke. Jeg kører sikkert og hjemmevant og tænker dårligt nok over, at jeg cykler uanset trafikken omkring mig. Cyklen er en forlængelse af min opmærksomme krop.

Men når jeg skal køre en kilometer for at tanke for første gang i mit liv, hente pakke på posthuset og køre hjem igen, planlægger jeg hele turen hjemmefra, går rundt om mig selv 70 gange, og sætter mig ind med spænding i kroppen. Kan jeg nu også køre denne maskine alene? Er det virkelig sandt, at en politimand har vurderet mig i stand til at køre en bil ude i den rigtige trafik? Jeg plejer ikke at være i tvivl om mine kompetencer, men på bilsiden er jeg virkelig blank. Jeg er stadig en cyklist, der nu også kører en bil nu og da.

Gad vide, hvornår det skifter denne sindstilstand af uvirkelighed? Jeg skal ud og køre i weekenden, for jeg skal have nogle kilometer under huden nu. Men det betyder, at børnene også skal med.... Måske skal jeg alligevel hellere tjekke bustiderne til børneyoga i morgen?

Første skoledag

Så oprandt den store dag for ældstebarnet! Det startede meget fredeligt fra morgenstunden, da vi først skulle være der klokken 10, så ungerne fik lov at sove igennem...

Jeg tror nok, moderen var mere begejstret end sønnen, da lillesøster endelig var afleveret. Men han ville alligevel gerne afsted, og havde selv købt tøjet, valgt halskæden og var spændt helt ind i knoglerne.

I disse tider debatteres det, om det er bedst at få flere timer på skemaet eller færre elever i klassen. Ludvig er så priviligeret at starte på en skole med to spor, hvor de i år er 16 elever i hans klasse og 17 i paralelklassen. Og da det har gået i SFO sammen i fire måneder nu, var det faktisk slet ikke hverken overvældende eller skræmmende, da vi først var derovre, og han kunne smide skjorten for at drøne lidt rundt i hallen med de andre drenge.

Chefen for det hele, Morten, holdt en fin velkomsttale til børnene, hvori der indgik seje Siriuspatrulje-soldater, prutten i soveposer, slubrende ske-spisning og forfrosne næser, der var lige ved at falde af af bare fornærmet uvenskab. Moralen var, at man skal spørge, hvis man ikke forstår, eller sige det, hvis man ikke synes om det - før næsen falder af.

Bagefter bevægede vi os til indskolingen nedenunder. 0.A gik forrest via et tov, som de alle 16 holdt i med lærer Elsebeth forrest. Og da vi trådte ud af hallen, stod alle elever og lærere fra 1. og 2. klasse langs trapper og gange hele vejen til børnehaveklassernes lokaler, mens de flagede og sang:

Vil du med i skole, ja så kom

Vil du med i skole, ja så kom

vi går, vi går

i mange, mange år

Moderen her fik godt nok lidt fugtige øjenkroge efter denne velkomst, og havde øre-til-øre-smil påklistret, da vi gik ind i det fine lille lokale, fyldt med dyr og sten på plakater, i skabe, levende og udstoppede, med bogstaver på væggene, som veste og på tavlen. De "gamle" 0.A. havde lavet navneskilte til de nye 0.A. og mange af børnene havde en plante med. Børnene fandt lidt forknytte deres plads, mens forældrene pludrede, smilede og knipsede løs på alt fra mobil til kæmpe telelinser.

Alle mødre, fædre og bedster blev nu smidt ned i kantinen til kaffe på kanden og vandmelon, mens børnene havde deres første skoledag med Elsebeth. Og da vi blev kaldt op igen en halv times tid senere, havde de både lært rim, fagter, sang, ord og tegnet deres egne ansigter til ophængning - tal lige om kvalitet i undervisningen og max styr på klassen! Jeg stemmer klart for små klasser.

Således kunne både børn og forældre ranke ryggen, stolte af præstationerne og gå op til fælles fotografering og 20 gange "appelsin". Så var første skoledag forbi. Og det var faktisk ret sjovt at gå i skole, skulle jeg hilse at sige :-)