Cyklist med bil

De sidste par dage har jeg nu og da lige været henne forbi vinduet for at kaste et blik ned på parkeringspladsen. Den holder der stadig - bilen...

De sidste fire dage har jeg været bilejer i praksis. Jeg tror ikke rigtig på det. Selvom jeg selv skrev under, svang dankortet og satte mig ind i min lille, sorte maskine på fire hjul og kørte den hjem over den sjællandske lándevej, gennem myldretidstrafik og klarede kødannelse ved indfaldsvejen i første gear. Det er stadig lige uvirkeligt. Jo, der står en fin bil dernede, der ikke plejer at stå på vores parkeringsplads. Men at det er min bil, forstår jeg ikke et muk af.

I stedet cykler jeg videre til institutioner og stationen og tilbage igen hver arbejdsdag uden at skænke bilen en tanke. Jeg kører sikkert og hjemmevant og tænker dårligt nok over, at jeg cykler uanset trafikken omkring mig. Cyklen er en forlængelse af min opmærksomme krop.

Men når jeg skal køre en kilometer for at tanke for første gang i mit liv, hente pakke på posthuset og køre hjem igen, planlægger jeg hele turen hjemmefra, går rundt om mig selv 70 gange, og sætter mig ind med spænding i kroppen. Kan jeg nu også køre denne maskine alene? Er det virkelig sandt, at en politimand har vurderet mig i stand til at køre en bil ude i den rigtige trafik? Jeg plejer ikke at være i tvivl om mine kompetencer, men på bilsiden er jeg virkelig blank. Jeg er stadig en cyklist, der nu også kører en bil nu og da.

Gad vide, hvornår det skifter denne sindstilstand af uvirkelighed? Jeg skal ud og køre i weekenden, for jeg skal have nogle kilometer under huden nu. Men det betyder, at børnene også skal med.... Måske skal jeg alligevel hellere tjekke bustiderne til børneyoga i morgen?