Hvor er DU, mor?

Ludvig elsker som alle andre børn at se på billeder fra ferier og begivenheder, mens vi snakker om, hvad vi (han) oplevede eller præsterede.

Forleden så vi på billeder fra vores tur til Djursland inklusive Kattegatcenteret sidste forår. Det var en stor oplevelse for Ludvig med alle de hajer. Skønt sted, hvor vi brugte hele dagen (mere om Ludvig og hajer én af de kommende dage...). Det var også her, jeg for alvor fik afprøvet mit fixe lille handycam for alvor. Så der var masser af små film med hajer, fisk, Ludvig, moster og onkel. Men pludselig spørger Ludvig undrende:

- Men mor, hvor var du henne?
- Jeg var der også. Det er jo mig, der tager billederne og videoen.
- ??

Ludvig på stranden maj 2010

Det fik mig til at tænke på ét af de få afsnit fra "Bitterfissen", som virkelig gjorde indtryk på mig. Nemlig det, hvor hun beskriver hvordan hendes mor ikke er med på nogen af feriebillederne, fødselsdagsbillederne, julebilleder osv., og hun derfor ikke rigtig er en del af den visuelle familie-erindring. For mor var den, der havde stået bag kameraet og pligtskyldigt havde foreviget det hele. Omhyggeligt havde hun sørget for, at hendes børn ville have fotominder fra deres barndoms højdepunkter, men ingen havde tænkt på at tage billeder af hende selv.

Jeg er altså ved at blive denne mor. (En mor som i øvrigt ikke evnede at sætte sig ned og slappe af, men altid lige skulle vaske op, rydte op, tørre af, skrælle kaftofter etc etc. Jeg håber ikke, at det er et varsel..?)

Når jeg kigger mine billedmapper igennem, er det slående. Ferie efter ferie, hvor jeg tilsyneladende ikke er taget med, selvom min søn er der. Fødselsdag og jul med snesevis af billeder med poden og hans familie og venner i fuld udfoldelse. Men hvor er hans mor? Tja...

Derfor er jeg også så glad for min mødregruppe. De er nemlig alle sammen førstegangsmødre - og førstegangsmødre tager rigtig mange billeder. Især når de er selvvalgte enlige mødre som jeg selv. For hvem skal ellers forevige deres livs bedste beslutning og bedrift, nemlig det længe elskede barn? Og når de er i gang med kameraerne, sker det også, at linsen peger på mig og Elvira. Selv har jeg ikke formået at huske mit kamera til ét eneste MG-møde endnu. Men tilgæld nasser jeg samvittighedsløst på de andres billeder, som de så søde at dele med mig.

Derfor har jeg faktisk et billede af mig selv og Elvira, som er rimelig aktuelt:

Elvira 3 måneder med sin mor

Hvad angår mig selv og Ludvig på samme billede? Tja, jeg har vist et fra forrige sommer... Og jeg ved slet ikke, hvorfor jeg ikke har bedt nogen om at tage et billede af os alle tre, da hun lige var født. Jeg har stribevis af de to unger sammen, men ingen, hvor jeg selv er med på begge. Og nu er det allerede ved at være for sent - tøsen er jo allerede over tre måneder! Jeg må se at få nogen til at tage nogle billeder, der beviser min eksistens i min egen familie - om jeg så skal betale mig fra det...

Læsetid

Jeg har læst i en bog! En skønlitterær af slagsen. Ikke Politikens "Børnenes sygdomme" eller Gyldendals "Vores Barn" eller en anden fagbog. Men en rigtig skønlitterær bog, hvor man selv må gætte og bestemme, hvad der er fiktion, og hvad der kunne være en smule sandt.

Jeg er helt overvældet over den nye epoke i mit liv som mor til to. Efter at jeg er begyndt at holde Elvira vågen efter den tidlige morgenflaske samtidig med at vi spiser morgenmad, er hun begyndt at gå tidligere i seng i den anden ende. Det betyder, at jeg rent faktisk har en time eller halvanden, der er min egen om aftenen. Jeg tør næsten ikke skrive det, for hvad nu, hvis det var var en fire dages undtagelsestilstand, og vi i aften vender tilbage til det gode gamle mønster, hvor Elvira mener, at hun skal være oppe til ti-elleve-tiden...

Ludvig er på mini-ferie hos mor-forældrene, og i mit nyvundne overmod svingede jeg forbi den lokale bogpushers vindue. Og faldt sådan helt tilfældigt indenfor og i snak med indehaveren, der selv er passioneret romanlæser. Nu er det så, at jeg ikke håber, at min mor læser med. For jeg gik ud igen med tre bøger - som i bøger, jeg havde købt og betalt i dyre domme, selvom jeg sikkert kunne have lånt dem på biblioteket og betalt mine sædvanlige afgifter for at aflevere alt, alt for sent. (ja, jeg får også SMS og e-mail, når lånetiden er ved at være slut - men den slags virker jo kun idet man læser dem...)

Tankevækkende i øvrigt: Jeg er snart 38 år, og får stadig dårlig samvittighed ved tanken om min mors misbilligelse, når jeg bruger penge på unødvendige nydelser såsom bøger, delikatesser og tøj til ungerne fra små dyre børnebikse. Mig, min mor og penge - det er vist et emne for et helt andet indlæg...

Nå, men i aftes tog jeg så hul på den første bog, som var den sidste, jeg købte i torsdags. Det var boghandlersken, der lokkede med den ud fra mine to første valg og vores snak om Bitterfissen, Josefine Klougart og Helle Helle. Det er en lille fin sag, der bærer den slående lokalprovensielle titel "Føtexsøen", skrevet i 2009 af Lone Aburas.

I bedste 2000-stil er den et frakmentarisk rodsammen af tanker, erindringer og glimt af den kvindelige jeg-fortællers nuværende situation uden inddeling i kapitler og andre ordensinddelende forstyrrende principper. Hovedpersonen hedder Lene (forfatteren Lone), er halvt dansk, halvt egyptisk af oprindelse, men helt igennem dansk af sind. Hun er vokset op i ingenmandsland, her kaldet Høje Tåstrup og befinder sig i en tilstand af mentalt ingenmandsland, mens hun arbejder i Føtex, og forestiller sig, at hun er ved at skrive en absurd roman, der udraderer hele den etablerede danske forfatterstand og derved skaber tomrum og husrum for nye spirer og kræfter. Det foregår på bedste Titanic-manér og er ganske morsom. Især da tankespindet siger så meget om Lene og hele den danske mentalitet om, at det er de andres skyld og nogen burde gøre noget, og hvis bare det hele var anderledes. Lige i øjet, og meget rammende for bloginden herinde...

Jeg er allerede en trediedel gennem bogen. Den er let læst, sort, morsom og tankevækkende og helt og fuldkommen en del af sin tid af unge forfatterinder, der gør op med deres familie og sig selv. ("Apropos Opa" og "Stigninger og Fald" for at nævne et par oplagte eksempler) Jeg glæder mig til at læse resten med :-)

Kærlighedsdråber

I morgen er det 10 uger siden, jeg stoppede med at amme. Jeg gav Elvira og mig selv en kold tyrker. Egentlig var det blot meningen, at jeg skulle give et par flasker, så mine ødelagte, svampebefængte brystvorter kunne få en lille pause, inden næste smertenstur ved brystet.

Men da jeg først havde taget hul på flasken og kæmpet med grædende babt, der bare ville have sit elskede bryst, kunne jeg bare ikke få mig selv til at lægge hende til mere. Det var sådan en lettelse at gå fra frygten for næste måltid til den smertensfrie tilfredshed ved at se mit barn mæt uden at hun samtidig skulle gnaske mig til blods og laser. Siden har jeg ikke forsøgt at lægge hende til, og nu kan jeg også skrive om det uden at tude samtidig.

Ved badet her til aften kunne jeg for første gang kun klemme en lille dråbe mælk ud af hvert bryst. Og nu håber jeg virkelig ikke, at ammepolitiet læser med. For ja, jeg har faktisk haft så meget mælk i adskillige uger efter endt amning, at jeg sandsynligvis kunne have startet amningen op igen efter mine brystvorter var helet i løbet af de uger i ro. Måske kunne jeg så have fået produktionen så meget op, at jeg kunne have kørt sideløbende amning og flaske. Sandsynligvis ville jeg så igen få sår på brystvorterne, hvis Elvira overhovedet ville være med på legen igen, da hun sutter skævt og skulle have underkæben trukket ned masser af gange under en amning, for at mindske generne. Og så var jeg nok stoppet igen. Og taget turen endnu engang med frygtelige brystspændinger, brystmassage gennemvædet tøj og kronisk grådlabil tilstand, indtil jeg var tilbage ved udgangspunktet.

Det ville jeg ikke udsætte mine børn for, så jeg har ikke forsøgt. Så meget desto mere absurd - ja nærmest provokerende - er det, når mine bryster så fortsætter med at producere nok mælk til at sprøjte og løbe under badet i ugevis efter. Den eneste forklaring, jeg kan tænke på er, at jeg må udskille masser af oxycin, når jeg sidder med Elvira og hygger med at give flaske eller når vi pludrer sammen i halve timer på sofaen. Var det ikke for alt den kærlighed og nærved med min skønne lille tøs, var det måske gået noget hurtigere med at udfase mejeriet. Så det er alligevel med lidt vemod, at jeg nu igen kan sove uden ammeindlæg uden at vågne op med våde pletter næste morgen. Der vil aldrig mere komme mælk i mine bryster. En vemodig tanke.

Apropos amning versus flaske, så spurgte jeg min søde sundhedsplejerske, hvor mange der ammede efter en måneds tid. Baseret på hendes mange års erfaring mente hun, at det lå omkring 45% - altså under halvdelen af alle nybagte mødre... Det er jo tankevækkende, når det nu er så sundt, godt og naturligt at amme, at det bare ikke vil lykkes for os moderne kvinder. Er vi for svage og pivsede? Er det for nemt at gribe flasken i stedet for? Eller er vi bare så lykkelige ikke at skulle gå igennem alverdens kvaler og smerter for at kunne mætte vores kære små? Jeg hælder mest til det sidste.

Jeg har to mødregrupper, de passer nogenlunde ind i den uofficille statistik. I den ene er vi fem: 2 ammer fuldt, 2 giver kun flaske og 1 kører sideløbende amning og flaske for at have nok. I den anden er vi 6, og der er vi 2, der giver fuldt flaske, og en, der er ved at gå over til flaske for at begynde at få sin nattesøvn efter 4 måneder uden mere end 2-3 timers sammenhængende søvn, når det går højest.

Der bliver fællet mange ammetårer derude i de danske hjem inden for de fire vægges skærmende læ.

Skæg

Hørt ved aftensmaden:

Ludvig tørt konstaterende: Hele tiden, når jeg får skæg, barberer jeg det af.
Britt: Okay? Vil du ikke have skæg?
Ludvig: Nej. For jeg vll se pæn ud
...

Hvem siger, at drenge ikke er forfængelige, måske? Bare fordi man kun er 4½ kan man godt have en mening om skæg.

Ved chokoladehylden

Adskillige gang om ugen er jeg på min sædvanlige indkøbsrunde nede i den lokale Brugs. Efter at have tjekket alt af på indkøbslisten, bør jeg sætte kursen direkte mod kassen. Det gør jeg så aldrig.

I stedet svinger barnevognen til højre ved tredje gang før tilbudsområdet - hver gang jeg er alene uden sønnike... Det slår aldrig fejl uanset de gode intensioner ved afgang hjemmefra. For hvem ved, hvad slikafdelingen kan tilbyde i denne uge/denne dag? Og bør man ikke altid have lidt sødt i huset, hvis man får gæster eller er ved at gå akut sukkerkold af at trave Stue-køkken retur med babyen som løven i bur?

Forleden stod jeg der så igen og lod blikket skanne hen over alle de gule tilbudsmærkater, der fremhævede "2 for 19,95,-" og lignende slagtilbud. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg egentlig havde lyst til. Jeg ville ikke have en plade chokolade, men heller ikke betale almindelig pris for en lille toblerone. Der var også en række chokoladebars på tilbud, men det virkede på én eller anden måde for klamt med 10 styks på én gang. Måske en pose Katjes? De er jo uden kunstig farve. Men nej, det skulle gerne være noget med chokolade...

Midt i alle mine overvejelser, hvoraf den eneste tanke, der ikke opstod var, at jeg kunne gå uden at vælge noget, opdager jeg, at jeg danser rundt i slalom med tre andre kvinder i 30'erne. Vi zigzag'er frem og tilbage i slikgangen med blikket rettet mod hylderne, mens vi behændigt undgår at støde ind i hinanden eller blokere for hinandens udsyn til det brune guld. Jeg tror såmænd ikke rigtig, at de andre kvinder er bevidst om, at jeg er der. Deres opmærksomhed er intenst rettet mod hylderne. Som min var for to sekunder siden...

Jeg fangede straks ironien i øjeblikket. Vores fælles skæbne stod lysende klar. Med sådan en indsigt var det ikke svært at vælge. En pakke luksusflødeboller med 70% chokolade røg over i kurven ovenpå barnevognen og jeg gik uden tøven, skam eller dårlig samvittighed, men med smil på læben til kassen. Mod naturens kræfter kæmper selv den stærkeste kvinde forgæves.

Riddere i sengen

Det kan godt være, at der ikke er tid til at date eller møde nye mænd, når man er nybagt mor til to, men hvad gør det, når man har en søn på 4½, der kan råde bod på sagen?

I aftes, da jeg træt krøb under dynen efter en lang aften med snottet men superfrisk babypige, stødte jeg på noget uventet - lidt hårdt, kantet og hårdt. Ud fra dynens gemmer åbenbarede sig ikke bare en med to tapre riddere klædt i hvide kjortler med røde kors og fuldt udstyret med sværd, hellebarder og lanser. De var tydeligvis klar til at duellere om min gunst og forsvare mig mod ydre, angribende fjender! At deres højde er omkring 10 centimeter hver må være en mindre detalje i sceneriet.

Så kan man sove roligt og behøver ikke savne en varm mands favn ;-)

12 uger

Dagen i dag skulle så være den store fejring af milepælen 12 uger. Jeg har jo ladet mig fortælle af diverse bøger, at tarmsystemet hos de små bebser skulle modnes i løbet af de 12 første uger og at fordøjelsen herefter skulle blive bedre. Og den sidste uge er det jo også gået rigtig godt.

Men så her til morgen glemte jeg mirakeldråberne: Bio Gaia. Der er nemlig en årsag bag den nye tarm-virkning. Siden tirsdag forrige uge har jeg hældt 5 dråber Bio Gaia, som en en mælkesyrebakterie-mikstur, på Elvira hver morgen. Men da jeg drog til mødregruppe direkte efter at have afleveret Ludvig i børnehaven og Elvira efter en urolig nat ikke havde været vågen her til morgen, røg de i svinget. Og så fik jeg jo også testet, om de virker eller om vi bare skal lægge dem på hylden.

Det skal vi så ikke!!

Elvira faldt urolig i søvn her til aften ved 6-tiden efter at have været vågen stort set siden kl 2. Efter en time vågnede hun grædende, netop som Ludvig skulle dirigeres i retning af sengetid. Og det blev kun værre. Jeg kan ikke huske, at hun før har grædt så hjerteskærende over sine mavekramper og jeg blev helt bange for, at hun var alvorlig syg, mens jeg travede frem og tilbage på vores 10 meters rute køkken-stue. Ludvig måtte overtales til at være den store, seje dreng, der selv tog nattøj på og strømper af, tændte natlampe og alt det andet, vi plejer at gøre sammen, og tandbørsten blev forbigået i tavshed. Da han lå i sin seng kvart over otte, var Elvira gået kold i min favn, så jeg kunne sidde hos storebror, synge godnatsang og vogte over hans søvn. Mine egne arme var for længst gået til drømmeland, og det var kun den rå mor-styrke, der holdt dem oppe.

Hun fik lov at sove på min arm, indtil hun vågnede meget sulten og pruttende op ved 9-tiden. Ud kom luft og lort i befriende mængder. Glad baby pludrede herefter højlydt på puslebordet og moderen skyldte sig at hælde de gyldne dråber ned i gabet på sludrechatollet, mens hun selv smilede lettet.

Nu sover hun så endelig. Jeg må ud og spytte tandpastaen i vasken og se dyner.

I morgen glemmer jeg ikke de dråber!!

Drengesnak

Ludvig leger med sin ven Peter (som nu er blevet 4 3/4 år!!). De leger med Ludvigs samling af plastikhajer:

Peter: Jeg har faktisk set en spækhugger rigtig
Ludvig: Er det rigtig? Så skal du have dem begge to, Ludvig er behørligt imponeret
Peter: Der var også hajer!
Ludvig: Var det en hvidhaj?
Peter: ja. Den var kæmpe stor. Så stor: (Peter viser med begge sine arme, så langt de kan strækkes)
Ludvig. Hvidhajer er meget større
Peter: Ja. Den var lige så stort som det her hus!
Ludvig: var den lige så stor som det her hus? (5 etagers boligblok)
Peter: Ja. Den var helt op til himlen
Ludvig: Himlen, det er jo hele verden
Peter: Ja. Helt op til månen.
Ludvig: Månen er større end København og hele Danmark. Så stor er månen. Og så stor var den hvidhaj.
Peter: Ja (Nikker tilfreds)

...

LUS

Hurra! Vi har fået husdyr! Masser af dem endda. Ludvig har også længe ønsket sig et dyr, så han var både glad og stolt, da jeg fandt en lus i en hans kløende hovedbund her til aften. Han krævede den straks udleveret til inspektion fra lusekammen, men lusen var ikke samarbejdsvillig og stak af på køkkenbordet, der med sin lakerede egetræsplade var perfekt kamouflage for en undvegen lus på 1mm.

Men pyt, jeg fandt bare nogle flere til ham at studere. Og en masse små hvide æg. Bagefter konfiskerede jeg hans sovedyr og lagde dem til at sove i fryseren. Så var det ikke så spændende at have lus mere. I morgen bliver det slet slet ikke sjovt med de husdyr, når først han har oplevet den fantastiske luseshampo - og en hel dag hjemme fra børnehaven med kedelige mor uden legekammerater med med tøjvask af alle dyner, betræk, puder, huer, halstørklæder, sofapuder, kamme og børster.

Moderen er ikke begejstret. Hun har dem nemlig også. 1 stor og 8 små var fangsten i håndvasken, da Ludvig var gået til køjs og lusekammen havde finkæmmet hver en milimeter hår. Så tror da pokker, at det kløede sådan i nakken! Troede, at det var hårshampoen, jeg ikke havde fået skyllet ordentlig ud i går, da Elvira vågnede midt i badet med ondt i maven.

Sikken en fest vi får i morgen. Jeg elsker jo i forvejen sådan at vaske...

Smertensfri

Tiden er knap, når man skal pakke hele familien til en weekendtur med flere afstikkere - men!

Jeg må lige fejre det med at løbe tre gange rundt om computeren med lydløst løftede jubelarme:

Elvira har haft sit livs første dag uden mavesmerter!!!

Som altså ingen smerter, mavekramper eller gråd. Som i ligge og pludre med lyskæden og sprælle lykkelig med benene, som i at udøve disciplinen to hænder i munden samtidig og boble sæbeskum ud mellem læberne med små smil og selvtilfreds pludren. Som i sove i barnevognen uden for 2 timer i streg!

Min lille pige har vist sit sande jeg - det uden mavepine. Og det er et fantastisk lille væsen, vi er blevet begavet med herhjemme. Hun fås ikke mere mild, glad, nysgerrig og veltilpas!

Elvira - dit dejlige tøsebarn!