Tilbage i tiden

I dag blev vi hentet af Karin og Inge, som var på vej til Fyn, men gerne ville med os til Sagnlandet Lejre først. Det var en dejlig beslutning, for vi havde en super dag.

Efter en meget forvirret vejvisning, der forårsagede to u-vendinger og en ekstra tur i en rundkørsel kunne vi konstatere, at det ikke er nok, at jeg kender vejen, når jeg ikke kender forskel på højre og venstre... Men vi ankom kun cirka 5 minutter senere end vi ville have gjort uden de små krumspring og var alle klar til at opleve fortiden.

Vi var dårligt trådt inden for pilehegnene, før Ludvig begyndte at hugge med økse og Inge udså sig nogle gode gruttesten, som vi skulle male mel på. Vi fik udleveret speltkorn fra de frivillige hjælpere og gik så igang sammen med alle de andre glade sommergæster. Omkring os myldrede et dusin søde ænder med ællinger, som kom helt tæt på til Elles fryd. Der blev sagt mange gange "hej" til både ænder og ællinger. Ludvig og Inge opgav hurtigt grutteriet og lod deres mødre slide i det, og her kunne vi konstatere, at ænderne var mere durkdrevne i overlevelsesstrategi end os. De hapsede simpelthen fra fadet, så snart de så deres snit til det. Men så vågnede urinstinkterne ellers hurtigt op i os begge, og vores håndfuld korn blev forsvaret med arme og ben, mens vi knoklede for at fremtrylle vores skefulde groftmalede mel.

Men vi vandt kampen over både ænder og kerner, og kunne sejrrigt blande vores mel med lidt vand og bage nogle meget primitive kiks, som blev spist med stor fornøjelse inklusive brandskorper og småskidt.

Sjovt nok var det kun mødre og andre børn, der sad om bagepladerne. Det virkede ikke til, at melgrutning er noget for mænd.

Men der var også bueskydning, vikingekampsport og kanoroning i udhulede træstammer at boltre sig med, foruden alt det, vi slet ikke nåede at opleve.

Vi nåede dog at få en rundtur med hestevognen med Ludvig på agestolen, se vildsvineungerne afholde brydekampe og besøge et landbohus fra midten af 1800-tallet, hvor to kvinder var flyttet ind og beredvilligt viste os rundt i deres bolig, fortalte om nissen og gruekedlen og sengen, hvor hele familien kunne sidde op og sove sammen.

Her klædte vi os i landbotøj, klappede ællingeunger, tog rutscheture i halmen, spillede hesteskospil og så grisene blive fodret.

Vi sluttede af med en is fra det 21. århundrede, mens vi besøgte Henrik Harpestrengs urtehave med urter fra 1200-tallets medicinske overleveringer. Det var spændende at se alle de urter, jeg har læst om i historiske romaner, i fuld blomst og læse de små citater om plantens virkning set fra en læges synsvinkel midt i det 13. århundredes Roskilde. Igen blev jeg mindet om, at jeg har brug for en have. Måske skulle jeg gå i urtelære - kan man det?

Vi kommer igen med frisk mod!

Elle klar til en lur efter alle oplevelserne

Sommer..?

Selvom sommeren har været noget lunken i det i år, så nyder vi alligevel at være ferieramt. Dagene flyver afsted uden vi når det store.

I sidste uge var vi i Danmarks Akvarium, som er ét af vores yndlingsudflugtsmål. Det var første gang, Elle for alvor forstod, at det var rigtige dyr på den anden side af glasset og ikke bare mærkelige billed-fænomener. Hun fandt det en smule skræmmende og meget mærkeligt med alle de svømmende væsener i hovedhøjde.

Der var for en gangs skyld mange andre gæster, men ikke overfyldt. Ludvig holdt især af skoletjenestens små bassiner med "klappedyr". Han brugte lang tid på at jagte små unger af rødspætter og pigvar for at holde dem få sekunder nede i vandet med hånden under bugen, inden de sprællede videre. Jeg havde fornøjelsen af at se en eremitkrebs skifte hus hele to gange. Den var åbenbart enten stresset eller vægelsindet af natur, da det var de samme to huse, den vaklede mellem. Krabberne var et særligt kapitel for sig. Ludvig turde for første gang stikke hånden ned og røre dem, og sammen med en jævnaldrende dreng forsøgte han at agere gårdvagt for de kamplystne klokrablere. De fandt det særligt strengt, da en stor krabbe gik til angreb på en mindre krabbe, der allererede havde mistet begge klosakse i tidligere opgør. Ifølge guiden, der passede bassinerne og fortalte om dyrene, vokser både afklippede ben og klosakse ud igen i løbet af nogle dage, hvorfor man også kunne se krabber med uens størrelse kløer. Det var nu rart at se, at drengene viste lidt retfærdighedssans med deres harme, selvom de nok dramatiserede hele seancen en anelse.

Siden tog vi til Sverige for at besøge vores bedste venner. De bor i Sverige hver sommer for være tæt på den svenske del af familien, og har derfor købt et dejligt svenskrødt sommerhus, hvor vi fik lov at indtage førstesalen og sove i stor familieseng til ungernes store tilfredshed.

Ludvig ville ikke hjem igen trods skiftende vind og vejr og manglende badelyst, mens hel- og halvsvenskere med dødsforagt kastede sig på hovedet i kolde badesøer. Elvira havde gerne kastet sig på hovedet også, hvis hun havde fået lov at være lidt længere i vandet. Hun opgav heller ikke det kolde vand uden kamp, og holdt først op med at skrige, da alt tøjet var på igen og siden har ordet "bade" tændt et desperat hungrende udtryk i hendes øjne.

Ludvig var mere begejstret for de mange klipper, der lå og flød tilfældigt henkastet alle vegne. Men han har også altid elsket sten i alle størrelser og tog gerne en klippe med hjem i snapptoget, hvis det havde ladet sig gøre.

Vi fik også set sluser på Göta Kanal, spist is, leget på græsplænen og spist brunkager med fryd.

Jeg vil nok særligt huske, hvor godt ungerne legede alle sammen på tværs af alder fra 1½ til 8 år, og hvor få konflikter, det gav. Hvordan vi kom helt ned i feriegear, spiste blåbær og plukkede til syltetøj fra de mange små buske langs stierne, at vi holdt præ-fødselsdag for Ludvig med is, blåbær, chokoladecigarer og svenske flag, så Ludvig slet ikke vidste, hvor han skulle se hen af genert fryd over alt opmærksomheden. Og jeg vil huske aftenerne på den lukkede veranda, mens ungerne sov, i uforstyrret, afslappet voksenselskab med småsludren, erindringer, cider og livet, der blev ordnet og lagt på hylder imens.

Fætters fødselsdag

Ja, det er altså børnenes fætter Phillip, der er tale om - eller min nevø. Vi havde en helt fantastisk solskinsfødselsdag i Jyderup hos fætter Phillip, der fyldte 2 år. Han må have været et helt fantastisk barn det sidste år, hvis man skulle dømme efter vejret. Måske blev det Juli måneds sommerdag..?

Jeg har mest billeder af de tre unger, der råhyggede sig ude og inde. Men fra Phillip fik pakket sine gaver ud, til vi gik på legepladsen er kameraet tomt. Mor her havde nemlig travlt med at spille bordfodbold med ældstebarnet. Jeg ved ikke, hvem af os, der råbte højest eller hvem, der vandt flest kampe. Jeg tror, vi var ret ligeværdige. At jeg så er 39 og Ludvig knapt seks lader vi stå ukommenteret i denne sammenhæng. Jeg vil nøjes med at prale med min søns hårde håndsledsvrid, der virkelig kan hamre en bold over banen, så øjnene må opgive at følge med. Og han er tilsyneladende så begejstret for spillet, at han ikke engang blev fornærmet eller gav op, når jeg scorede eller vandt den samlede kamp. Derfor spillede vi vist også lige et par timer sammenlagt. Meget selskabeligt...

Elvira kastede sin kærlighed på Phillips trehjulede med skubbepind og Ludvig slog nu til som tålmodig påhængsmotor tre gange rundt om blokken med Philip bagefter på scooteren. Jeg ved ikke, hvem der hyggede sig mest. Her er de indledende øvelser, inden pokker tog ved dem og sendte dem på langfart.

Tillykke med dagen, Phillip! Vi glæder os til at besøge dig igen!

Nu med licens til at køre

Efter fem måneders teori, banekørsler og køretimer, kan jeg nu kalde mig bilist med papir på mine køreevner. Fem måneder, spørger du? Jamen, hvordan kan man dog være så længe om at tage kørekort? Det ved jeg heller ikke. Tiden er bare gået. Jeg har ikke forsøgt at gøre op, hvor meget jeg har kørt, eller hvad det har kostet. Men det var da lidt træls, dengang jeg først kunne få en teoriprøve tre uger efter, jeg havde kørt min mørkekørsel, fordi politiet afspadserede og holdt ferie i slutningen af april. Eller da jeg så havde bestået teoriprøven i maj og først kunne få en glatbanetid en måned senere...
Nå, pyt med det. Jeg havde jo nok haft brug for de ekstra køretimer alligevel, da jeg ikke er noget naturtalent bag et rat (eller som køresagkyndig kommenterede: Klistret til rattet). Faktisk er jeg stadig cyklist - nu bare med kørekort. Næste udfordring for cyklisten bliver at købe en bil. Ikke nogen sag for en kvinde, der altid bare har set biler som farvede kasser på fire hjul med en motor...

Vores sommerferie starter heldigvis i dag. Det ses også på vejrudsigten. Regn og kulde passer heldigvis perfekt med vores mange museumsplaner, og da vi bor på en bakke skulle vi være sikret med de mange varslede skybrud.

På ønskelisten for udflugter står:
- Zoologisk Have (meget crowded på en varm sommerdag)
- Danmarks Akvarium (fiskene er ligeglad med solskin)
- Svømmehallen (ligger i vores baghave)
- Geologisk museum (altså på Ludvigs liste - han er jo syg med sten. Så må vi andre jo gøre gode miner til slet spil)
- Hvalsamlingen i Botanisk Have.(den glæder jeg mig også til, og døde hvalskeletter kræver heller ikke sol)
- Alle legepladser i Roskilde (man kan også gå på legepladser i regnvejr, og vi forsøger at tage hul på rundturen i morgen med Folkeparken)

Jeg har også en anden voksenliste, som jeg har tapet fast på det gamle, nedrivningsværdige tapet i gangen, hvorpå der står spændende udfordringer såsom at skabe logos ud af kaos i kælderen, vaske alle gulve, male køkkenet, ordne indhold i skabene, hamre ledninger fast til væggen og hænge billeder op i lejligheden etc etc opmarcheret i flere rækker. Lister til ferien er gode. Og hvis ferien har været god, så er det meste af listen intakt, når ferien er forbi.

Efter en genopfriskning af voskenlisten er jeg ret sikker på,  at det bliver en skøn ferie!