mandag den 9. juli 2012

Fætters fødselsdag

Ja, det er altså børnenes fætter Phillip, der er tale om - eller min nevø. Vi havde en helt fantastisk solskinsfødselsdag i Jyderup hos fætter Phillip, der fyldte 2 år. Han må have været et helt fantastisk barn det sidste år, hvis man skulle dømme efter vejret. Måske blev det Juli måneds sommerdag..?

Jeg har mest billeder af de tre unger, der råhyggede sig ude og inde. Men fra Phillip fik pakket sine gaver ud, til vi gik på legepladsen er kameraet tomt. Mor her havde nemlig travlt med at spille bordfodbold med ældstebarnet. Jeg ved ikke, hvem af os, der råbte højest eller hvem, der vandt flest kampe. Jeg tror, vi var ret ligeværdige. At jeg så er 39 og Ludvig knapt seks lader vi stå ukommenteret i denne sammenhæng. Jeg vil nøjes med at prale med min søns hårde håndsledsvrid, der virkelig kan hamre en bold over banen, så øjnene må opgive at følge med. Og han er tilsyneladende så begejstret for spillet, at han ikke engang blev fornærmet eller gav op, når jeg scorede eller vandt den samlede kamp. Derfor spillede vi vist også lige et par timer sammenlagt. Meget selskabeligt...

Elvira kastede sin kærlighed på Phillips trehjulede med skubbepind og Ludvig slog nu til som tålmodig påhængsmotor tre gange rundt om blokken med Philip bagefter på scooteren. Jeg ved ikke, hvem der hyggede sig mest. Her er de indledende øvelser, inden pokker tog ved dem og sendte dem på langfart.






Tillykke med dagen, Phillip! Vi glæder os til at besøge dig igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar