På en knivsæg

Min kusines mellemste barn var ude for en brandulykke i februar og blev siden hjerneskadet ved en tragisk lægefejl i forbindelse med en efterfølgende hudtransplantation. Moderen blogger om det her.

I går fik de desværre et trist resultat fra den sidste MR-skanning. Det berørte mig meget dybt, selvom vi ikke deler nogen hverdag eller er tætte på hinanden som voksne. Måske fordi, jeg selv er blevet mor og slet slet ikke har lyst til at forsøge at forstå, hvad de går igennem lige nu. At se mine to hjerteknusere ligge og sove sådan en aften som i aften, fylder mit hjerte med en blanding af dyb varme og taknemmelighed og dyb bekymring. For hvad kan man gøre som mor for at få sine børn sikkert igennem tilværelsen, hvis de ikke engang er i sikre hænder på Rigshospitalet?

Livet er så skrøbeligt. I dette perspektiv bliver det meget irrelevant at forsøge at få sin fire-årige til at tage sit nattøj på selv. Bare han er der til at lægge armene om min hals og give mig et kram.

Livets mening

Mens Ludvig tonsede rundt i Lalandias legeland sidste fredag, sad jeg på et tidspunkt med en kop kaffe på et gammelt træbord midt i orkanens øje, og nød en pause helt for mig selv. Jeg kom pludselig til at tænke på, hvor længe siden det var, at jeg havde tænkt på mig selv som andet end mor. Jeg ser slet ikke mig selv med andres øjne mere, hvor jeg førhen ofte tænkte på, hvad andre mon tænkte om mig og min person. Men da jeg sad dér i legeland uden barn og drak min automat-latte, kom jeg pludselig til at tænke på, at alle andre, der så mig netop kun ville se en mor, der tog sig en pause. De så altså formentlig mig selv præcis som jeg selv gør til daglig.

Jeg fik akut trang til også at tænke på mig selv som kvinde, som Britt, som den tidsløse pige indeni, som i kernen jo er den samme som, da jeg var barn. At være så optaget af mine egne tanker og følelser, at jeg kunne finde på at skrive et digt igen. At sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv, nu hvor jeg om få år er 40, og stadig mangler at finde min arbejdsglæde og mål med hverdagen. Som ung havde jeg mange drømme og forestillinger. Lige nu har jeg kun drømme om at få en time eller to for mig selv om aftenen og det meste af min nattesøvn.

I dag, da jeg lå på græsplænen i vores dejlige gårdhave med en bog, mens Ludvig legede tingfinder, fik jeg igen en erindring om mit tidligere jeg. Jeg huskede alle de timer og dage, jeg har tilbragt i denne gård, før jeg blev mor. Alt den frihed jeg havde til at læse alle de bøger, eller tælle alle de skyer, jeg havde lyst til. Også dengang lå jeg midt i den livlige gård med snakkende naboer og legende børn. Og jeg kendte ikke et øje. Jeg var ikke en del af nogen relationer eller samtaler omkring mig og det var uendeligt ensomt og tomt. I dag kan jeg ikke gå i gården uden at føre alt fra en til ti forskellige samtaler, jeg kender halvdelen af ungerne i gården og flere af dem meget tæt, da de lever en stor del af deres fritid i min søns selskab. Jeg kan ikke gå ned og handle uden at hilse på adskillige bekendte. Og alt dette skyldes ikke tidens arbejde for den generte kvinde, men alle de døre, børn åbner for deres forældre, og alt den selvbevidsthed, der forsvinder ud i tågerne, når man ikke har tid til at tænke over sig selv. Og først og fremmest. Rastløsheden og spørgsmålene til livets mening er ikke mere så påtrængende og gnavende. For uanset hvad der sker, er jeg jo nu mor til to skønne unger for resten af livet.

Måske finder jeg med tiden en balance mellem at være mor og kvinde, når jeg har øvet mig nogle år endnu...

Påsketur

Så er vi tilbage efter en uges påskeferie i Marielyst. Mens København boltrede sig i varme solstråler, tog vi ned for at bebo den enorme feriehusgetto, mens den iskolde østenvind stod lige ind fra havet, og sikrede os mod solskoldning, da det var alt for koldt til bare at overveje at tage mere end jakken af trods strålende solskin.

Men så behøvede jeg ikke at ærgre mig så meget over at måtte være inde med Elvira i hendes vågne stunder. Dem brugte hun primært på gulvet i selskab med sin 4 måneder ældre fætter Philip. Han kan både rulle og møve sig frem og står på spring til at kravle, så der var nok for Elvira at følge med i. De hyggede sig i hinandens selskab og det var forbavsende få gange, vi behøvede at gribe ind. For selvom Philip ind i mellem tog sig en ubevidst rulletur delvis over Elvira, så var hun bare begejstret for at få lov at gramse på ham, hver gang han var inden for rækkevidde. Han fik også lov at hugge hendes legetøj uden protester fra hendes side. Bare han ville blive i nærheden.

Elvira blev så inspireret af Philip, at hun også flere gange måtte prøve at rulle om på siden. Desværre vil hovedet ikke rigtig med. Men så kan man da i det mindste se verden fra en ny vinkel.

Ludvig var mest optaget af Philip, som jo kan noget mere end Elvira. Men han ville også gerne holde sin lillesøster ind i mellem for lige at understrege sin storebror-status.

Og den ene dag fik mormor og morfar lov at få Elvira for dem selv, mens vi tog med min søster, svoger og fætter Philip til Lalandia. Vi kom jo for at bade, men Ludvig syntes egentlig at Monkey Tonkey legeland var det bedste. Her kunne han sagtens have brugt hele dagen.

Og sådan gik en uge uden de store udskejelser egentlig ret hurtig. Og nu er vi allerede tilbage i den varme stad og moderen blevet forbrændt i nakken...

Tevask

Børnene sover endelig. Jeg har scoret noget dejlig kransekage fra en hyggelig reception denne eftermiddag (undskyld Per) og skulle lige lave mig en god kop te som ledsager til delikatessen. Bare en enkelt aftenkop, så jeg må have fat i te-ægget - eller rettere te-klemmesien (hvad hedder sådan en tingest??). Efter lidt søgen kommer jeg i tanke om, at den står i opvaskemaskinen, som heldigvis lige har draget det store slutsug og står og damper for sig selv over alt det nyvaskede porcelæn.

Op kommer teklemmesien, men den er i dag underlig tung. Faktisk er den fuld af nyvaskede teblade... Så er det jeg nu sidder og håber, at tesæbe giver en ekstra god finish - for alle Elviras sutteflasker var også med.

Pakkepost

Posten ringede på i morges, og jeg var spændt på, hvilken af de to pakker undervejs, der ville komme først. Og så kom de sørme begge to i samme leverance!

Se selv hvilke godter han kom med til mig:

Det er min sidste måned med løn fra barselsfonden. I næste uge venter barselsdagpengene. Så man kan godt tale om panik før lukketid. De næste fem måneder bliver der hverken råd til bøger eller musik eller andre udskejelser - godt at jeg holder så meget af havregryn!

Og Anne Linnet? Jo, hun summer stadig inden i mit hoved og nu også ud af mine højttalere med opsamling på hele fem CDer!

Et stille øjeblik

Og så lige et billede af Elvira og morfar midt i orkanens øje, mens 30 års fødselsdag summer omkring dem:

Mærkedag

Vi har haft travle dage i den sidste tid med fødselsdage og aftaler. Så nu havde jeg tænkt, at jeg ville skrive lidt om min store teaterkoncertoplevelse sidste fredag, hvor jeg oplevede Hvid Magi på Edisson Scenen. En oplevelse, der på mange måder satte mig tilbage i tiden fra før jeg blev mor, og som løste op for mange tanker og overstadigt livsmod. Så meget, at jeg nu har bestilt et større boxsæt med Anne Linnéts numre gennem tiden. Den forestilling må virkelig sætte gang i salget! Nåja, jeg behøver vel ikke skrive, at jeg fandt forestillingen virkelig god?

Men mine dybere og tanker og følelser omkring denne teaterkoncert vil jeg gemme til et kommende indlæg. For i dag skete dette:

Igår kørte Ludvig med støttehjul. Så kom han og fortalte, at han havde lånt en anden drengs identiske cykel i børnehaven og altså lige havde lært at køre på to hjul! Uden at hans mor var der til at se det! Begejstring på hans vegne blandet med vemod på mine egne var min umiddelbare reaktion. Men jeg måtte jo lige se det først. Så vi tog svensknøglen med i børnehave og så kom støttepædagogerne ellers af. Ludvig satte sig op, og kørte! Moderen brød ud i stor jubel og klapsalver og drengen var ikke til at skyde igennem.

Om eftermiddagen tog jeg så både mormoderen og kameraet med for at hente dagens dreng i skysovs.  Det kan nok høres. at det er en stor dag for den stolte mor, mens mormoderen tager det lidt mere stoisk med dertilhørende praktisk vinkel. Hun har selvfølgelig også selv to børn, som for en del år tilbage lærte at cykle, og vidste, at det også ville komme til Ludvig.

Den store dag blev fejret med is til dessert. Og så kunne det næsten ikke være en bedre dag.

Hallerne

Nå, så blev jeg færdig med Josephine Klougarts nr. 2 Hallerne. Og hvis jeg skulle sætte en titel på mit efterfølgende indtryk, må det være Clueless. Jeg var glad for hendes første bog Stigninger og Fald med sin fine blanding af barnlig naivitet, erindringsglimt, stemningsbilleder, melankoli og sort biklang.

Men denne her bog fatter jeg ikke. Det er sikkert heller ikke meningen. Men det var jagten på en forklaring, der fik mig til sidste side. Meget kort handler det om et pars fastlåste forhold, der i det ydre koncentrerer sig om sex og magtforhold med SM-toner, men i det indre handler om tabet af følelser, fastlåsthed og en for kvindens vedkommende næsten objektiv betragtning af sin krop som kød - en tom hal uden indhold, hvor det ydre runger i forsøget på at fylde hulheden ud.

Det var jagten på en mening, der fik mig til sidste side. Jeg håbede at kunne små antydninger af, hvad der havde fået parret så langt ud på følelsers overdrev. Var der sket noget traumatisk i huset ved stranden? Hvad med den kirkegård? Hvem ligger begravet der? Har de mistet et barn? Eller har de ingen fælles fortid men er hinadens tilfældige redningsplanker på det store hav efter skibsbruddet?

Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg ikke fandt noget svar. Måske har jeg for meget ammehjerme stadig til at bide mærke i det små hints, eller også er der bare ikke nogen. Men det har under alle tilfælde været en syret oplevelse af sidde sengevagt mellem storebrors og lillesøsters seng om aftenen og læse i denne bog, hvor nøgtern beskrivelse af mekanismen i parrets sex blandede sig med mine børns uskyldige åndedrag - Det skal man nok ikke tænke dybere over...

Måske skal jeg google et par anmeldelser og se, om de litterære proff'er kommer med et bud på den højere mening i denne bog.

Elvira

Tiden løber af sted og Elvira har nu taget et nyt spring fremad i sit fire et halvt måned korte liv. De nye færdigheder står simpelthen i kø for at blive opdaget af den lille dame. Og jeg er blevet alt for dårlig til at dokumentere forløbet. Om 15 år står hun formentlig med hænderne anklagende i siden, mens hun spørger mig, hvorfor der egentlig er så mange flere babybilleder af Ludvig end af hende...

Således har jeg ikke noget billede af den første dag i sidste uge, hvor hun opdagede sine fødder, mens hun blev skiftet. Det er hun meget optaget af. Men også meget irriteret. For de dér fødder vil ikke komme helt ned til hendes mund. Og i Elviras verden skal alt i munden. Men anstrengelserne på at få fødderne op til hovedet har betydet, at hun tilter omkring og nu kan komme om på siden. Kun den nederste arm hindrer hende i at rulle hele vejen fra ryg til mave. Det er store sager i en mors øjne!

Nu har jeg da i det mindste fået erhvervet mig et funktionelt kamera igen efter at mit elskede Sony kompakte kamera opgav ånden (eller evnen til at vise andet end flimmer på displayet). Så nu er der ingen undskyldninger længere.

Derfor får I lige et billede af hendes efterladenskaber efter dagens grødoplevelse. Vi har nu leget med grød hver formiddag en uge, og hun synes, det er spændende. Hun kan sprutte risgrød ud i en forbavsende stor radius, og lave meget flotte, hvide ris-spytbobler. Skeen elsker hun at gnaske på; helst med en finger eller tre i munden samtidig.

Men efterhånden kommer der vist også lidt grød hele vejen ned i maven. Hun har opdaget, at det faktisk er mad og åbner nu munden, når hun er klar til næste skespids. I dag spiste hun næsten halvdelen af sin lille portion selv når vi tager højde for, hvad der var smurt ud over hende og mig af grød. Til gengæld er hun klar til et fuldt tøjskifte bagefter. Hvad grøden ikke rammer, bliver nemlig i stedet gennemblødt af vand, når hun begejstret kaster sig over koppen for at erobre den fra mig og helst hælde hele indholdet ned over sit eget hoved på én gang. Og så siger man, at børn ikke gider drikke vand?

Apropos putte i munden, så fandt Elvira selv et nyt spændende stykke legetøj på sengen i dag efter sundhedsplejersken havde været her og konstateret, at den lille prop nu er 65cm og vejer 7900g (!).

Elvira afslører her, at hun er en pige, da hun allerede nu evner at multitaske med sit legetøj. Hvorfor nøjes med målebåndet, når man kan få tusindbenet med samtidig? Og se, hvordan hun nøje studerer talene, samtidig med, at hun smager på dem? Er nu ikke sikker på, at denne type plastik er godkendt til børn under 3 år...

Og så lige en køkkenhilsen, mens mor laver maden! Bemærk hendes ihærdige forsøg på at gnide sokkerne af, selvom mor har trukket dem godt op om bukserne. Strømper - de skal da kun på, for at skubbe dem af, ikke?