Velbekommen!
tirsdag den 31. maj 2011
Madglad
Jeg må lige tilføje dette lille øjeblik efter aftensmaden. Elvira får som regel tallerken og ske til egen fornøjelse, når hun ikke gider spise mere. Det kan hun godt lide - og moderen elsker jo at vaske... Hun er i hvert fald selv uden om det, når hun lader sine børn lege med maden.
Velbekommen!
Velbekommen!
Søskendekærlighed
Storebror var småsyg her til morgen med tør hoste og fik lov at blive hjemme fra børnehaven. Det viste sig dog hurtigt, at han mest var lidt forkølet og at han savnede sine venner. Men lillesøster nød opmærksomheden, som så i stedet pludselig blev hende til del:
Jeg synes jo ellers, at jeg er ved at være lidt tyndslidt i kanterne og kan til tider have lidt svært ved at huske at se det sjove i mine børns påfund og lave lidt sjov med det hele. Men sådan et øjeblik er jeg ret glad for at have mit kamera lige ved hånden, så jeg kan hive billederne frem og minde mig selv om, at det var derfor, jeg fik nummer to...
De er sgu det hele værd. Og hvis de ikke er alligevel har jeg da nu et par meget gode billeder til en salgsannonce med mængderabat på Den Blå Avis.
Jeg synes jo ellers, at jeg er ved at være lidt tyndslidt i kanterne og kan til tider have lidt svært ved at huske at se det sjove i mine børns påfund og lave lidt sjov med det hele. Men sådan et øjeblik er jeg ret glad for at have mit kamera lige ved hånden, så jeg kan hive billederne frem og minde mig selv om, at det var derfor, jeg fik nummer to...
De er sgu det hele værd. Og hvis de ikke er alligevel har jeg da nu et par meget gode billeder til en salgsannonce med mængderabat på Den Blå Avis.
mandag den 30. maj 2011
Hjemmelavet fedtcreme
Jeg har jo før skrevet om min begejstring for Rebecca Perssons økologiske babyguide "Baby - 100 procent uden tilsætning". I afsnittet om pleje støder man pludselig på en helsides faktaboks om den ultimative "alt-mulig-fedtcreme", som kan bruges til alt fra røde numser til rifter og røde frostkinder mm. Og som Rebecca så skriver: "og du skal selv lave den"...
Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik.
Ja, rigtig gættet. Den kunne jeg ikke stå for. Selvfølgelig skulle jeg da det! Der er jo kun tre ingrediencer i opskriften: bivoks, olie og smeasmør og bogen har henvisning til webshop, der ligger inde med hele herligheden inklucive glasbeholdere. Så jeg greb musen og tasterne og vips havde jeg bestilt smeacreme og bivoks og ventede spændt på det store øjeblik.
Den første udfordring viste sig, da jeg skulle måle en halv deciliter bivoks op. Jeg mener, bivoks er jo ligesom i bløde plader og stivner ved stuetemperatur. Hvor meget plade går der lige på en deciliter??
Jeg besluttede mig for at smelte bivoksen i vandbadet først og så måle, hvor meget jeg havde og gange op derfra. Ikke så smart beslutning, men hvad ved bønder om agurkesalat??
I starten skete der ikke rigtig noget. Jeg skoldede mine fine små glas og rodede lidt rundt i mine bivoks-bider. Men så skete der noget - det begyndte at smelte lige så fint som lovet i bogen:
Snart stod jeg med den flotteste ravgule væske og kunne nok se at en deciliter sammenpresset bivoks ikke giver en halv deciliter i flydende form. Jeg hældte det over i et decilitermål for at tjekke. Der var en kvart deciliter, men lige efter var der mindre - for voksen begyndte straks at stivne langs kanten af skålen og i målebægeret. I en fart måtte jeg have voksen tilbage og dokumentationen måtte holde pause midt i travlheden.
Jeg valgte i stedet af fylde en deciliter vand i en skål af samme størrelse og så smelte på øjemål. Jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan man opmåler flydende voks nøjagtigt. Men jeg har til gengæld fundet ud af, at det er ret håbløst at gøre rent efter...
Nå, men jeg fik smeltet voksen og tilsatte nu smeasmør og olivenolie:
Nej, det er ikke mit kamera, der har et problem med farver. Denne suppe var faktisk det umiddelbare resultat. På dette tidspunkt havde jeg ikke store forhåbninger om, at der ville komme en creme ud af anstrengelserne, men der var ingen vej tilbage. Så jeg smeltede videre
Og stod efter yderligere 10 minutters tålmodighed (ya, right...) med en fin, flydende fedtcreme. Og fedtet var lige ordet! Hold da op, hvor blev jeg, remedier og køkkenvask fedtet, inden alt var hældt op og gjort rent! Jeg havde jo i vanlig stil startet spontant uden at gennemtænke hele forløbet, og havde derfor hverken tænkt over den hurtige stivning ved overhældning eller på, hvordan man lige hælder flydende, varm væske fra en meget varm stentøjsskål og ned i nogle små glas...
Jeg sparer jer for detaljerne og viser blot resultatet:
Alle cremerne røg fluks i køleskabet som anvist og jeg røg i håndvasken. Til denne del af processen vil jeg gerne tilføje cirka en halv flaske svanemærket, koncentreret opvaskemiddel... Men så er ens hænder også max klar til at afprøve den nye creme.
Og hvordan er den så? Ud over at være hård som sten, så det kræver oversiden af en negl at grave den fri, så er den som lovet meget fedtet!
Tror jeg har misforstået noget med det bivoks. Der skulle nok ikke have været så meget i, for det må være voksen, der har forstenet min creme. Den blødes fint op ved håndvarme, men videre indbydende er den nu ikke, og efter brug er mine hænder både skinnende og - fedtede. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok også vælge en anden olie end oliven - især hvis jeg havde læst de sidste fif til opskriften, inden jeg gik igang...
Men nu har jeg i hvert fald fedtcreme til et års forbrug. Herefter er holdbarheden nemlig udløbet.
Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik.
Ja, rigtig gættet. Den kunne jeg ikke stå for. Selvfølgelig skulle jeg da det! Der er jo kun tre ingrediencer i opskriften: bivoks, olie og smeasmør og bogen har henvisning til webshop, der ligger inde med hele herligheden inklucive glasbeholdere. Så jeg greb musen og tasterne og vips havde jeg bestilt smeacreme og bivoks og ventede spændt på det store øjeblik.
Den første udfordring viste sig, da jeg skulle måle en halv deciliter bivoks op. Jeg mener, bivoks er jo ligesom i bløde plader og stivner ved stuetemperatur. Hvor meget plade går der lige på en deciliter??
Jeg besluttede mig for at smelte bivoksen i vandbadet først og så måle, hvor meget jeg havde og gange op derfra. Ikke så smart beslutning, men hvad ved bønder om agurkesalat??
I starten skete der ikke rigtig noget. Jeg skoldede mine fine små glas og rodede lidt rundt i mine bivoks-bider. Men så skete der noget - det begyndte at smelte lige så fint som lovet i bogen:
Snart stod jeg med den flotteste ravgule væske og kunne nok se at en deciliter sammenpresset bivoks ikke giver en halv deciliter i flydende form. Jeg hældte det over i et decilitermål for at tjekke. Der var en kvart deciliter, men lige efter var der mindre - for voksen begyndte straks at stivne langs kanten af skålen og i målebægeret. I en fart måtte jeg have voksen tilbage og dokumentationen måtte holde pause midt i travlheden.
Jeg valgte i stedet af fylde en deciliter vand i en skål af samme størrelse og så smelte på øjemål. Jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan man opmåler flydende voks nøjagtigt. Men jeg har til gengæld fundet ud af, at det er ret håbløst at gøre rent efter...
Nå, men jeg fik smeltet voksen og tilsatte nu smeasmør og olivenolie:
Nej, det er ikke mit kamera, der har et problem med farver. Denne suppe var faktisk det umiddelbare resultat. På dette tidspunkt havde jeg ikke store forhåbninger om, at der ville komme en creme ud af anstrengelserne, men der var ingen vej tilbage. Så jeg smeltede videre
Og stod efter yderligere 10 minutters tålmodighed (ya, right...) med en fin, flydende fedtcreme. Og fedtet var lige ordet! Hold da op, hvor blev jeg, remedier og køkkenvask fedtet, inden alt var hældt op og gjort rent! Jeg havde jo i vanlig stil startet spontant uden at gennemtænke hele forløbet, og havde derfor hverken tænkt over den hurtige stivning ved overhældning eller på, hvordan man lige hælder flydende, varm væske fra en meget varm stentøjsskål og ned i nogle små glas...
Jeg sparer jer for detaljerne og viser blot resultatet:
Alle cremerne røg fluks i køleskabet som anvist og jeg røg i håndvasken. Til denne del af processen vil jeg gerne tilføje cirka en halv flaske svanemærket, koncentreret opvaskemiddel... Men så er ens hænder også max klar til at afprøve den nye creme.
Og hvordan er den så? Ud over at være hård som sten, så det kræver oversiden af en negl at grave den fri, så er den som lovet meget fedtet!
Tror jeg har misforstået noget med det bivoks. Der skulle nok ikke have været så meget i, for det må være voksen, der har forstenet min creme. Den blødes fint op ved håndvarme, men videre indbydende er den nu ikke, og efter brug er mine hænder både skinnende og - fedtede. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok også vælge en anden olie end oliven - især hvis jeg havde læst de sidste fif til opskriften, inden jeg gik igang...
Men nu har jeg i hvert fald fedtcreme til et års forbrug. Herefter er holdbarheden nemlig udløbet.
fredag den 27. maj 2011
Sneglejagten Del II
Jamen, jamen! Hvem siger, at regnvejr er møg? I hvert fald ikke Ludvig og jeg. For her til morgen fandt vi ikke én vinbjergsnegl - nej, vi fandt to! De lå endda med kun 20 centimeters mellemrum, så vi hjalp dem lidt det sidste stykke, så der kunne komme sneglebørn ud af mødet.
Og så skulle de navngives. Ludvig var fadder og valgte de gode sneglenavne Jungo og Coco. Se selv:
Min mobiltelefon er i praksis fra sidste årtusende, men har dog kamera og det skulle være muligt at ane de to stolte sneglevenner, som nu har fået foreviget deres navne på deres huse.
Ludvig var helt med på, at de skulle have fred og ro til at komme i nærkontakt og senere grave sig ned for at lægge snegleæg. Og så kom det:
- Og så kommer de op igen bagefter lige her!
- Ja, det kan godt være
- Skal vi så ikke spise dem! (stor begejstring)
- Vil du spise dem, nu hvor de har fået navn?
- JA!
...
Jeg prøvede så at minde ham om, hvor svært det var at klargøre snegle, inden de kan komme i ovnen. Jeg forklarede ham hele processen igen og rundede af med, at det var svært i vores lille lejlighed.
- Men jeg vil altså godt prøve alligevel, sukkede drengen bagefter og så forhåbningsfuld på mig.
- Men nu skal de i hvert fald have ro, indtil sommeren er næsten slut og de kommer frem igen, svarede jeg
- Og SÅ skal vi spise dem, konkluderede Ludvig og satte af sted på sin cykel på vej videre mod børnehaven.
Nu står jeg så i det moralske dilemma: Er et undladt svar = en bekræftelse eller = en ikke-indgået aftale..?
Og så skulle de navngives. Ludvig var fadder og valgte de gode sneglenavne Jungo og Coco. Se selv:
Min mobiltelefon er i praksis fra sidste årtusende, men har dog kamera og det skulle være muligt at ane de to stolte sneglevenner, som nu har fået foreviget deres navne på deres huse.
Ludvig var helt med på, at de skulle have fred og ro til at komme i nærkontakt og senere grave sig ned for at lægge snegleæg. Og så kom det:
- Og så kommer de op igen bagefter lige her!
- Ja, det kan godt være
- Skal vi så ikke spise dem! (stor begejstring)
- Vil du spise dem, nu hvor de har fået navn?
- JA!
...
Jeg prøvede så at minde ham om, hvor svært det var at klargøre snegle, inden de kan komme i ovnen. Jeg forklarede ham hele processen igen og rundede af med, at det var svært i vores lille lejlighed.
- Men jeg vil altså godt prøve alligevel, sukkede drengen bagefter og så forhåbningsfuld på mig.
- Men nu skal de i hvert fald have ro, indtil sommeren er næsten slut og de kommer frem igen, svarede jeg
- Og SÅ skal vi spise dem, konkluderede Ludvig og satte af sted på sin cykel på vej videre mod børnehaven.
Nu står jeg så i det moralske dilemma: Er et undladt svar = en bekræftelse eller = en ikke-indgået aftale..?
onsdag den 25. maj 2011
Sneglejagten del 1
Ludvig har ikke glemt sine Hvinersnegle. Jeg måtte love at tage tuschen med i lommen her til morgen, og hele vejen gennem Fælleden var vores øjne klistrede til jorden, mens vi skannede stien og græskanterne med vores vinbjergsnegle-røngtenblikke. Vi havde slet ikke tid til at se op og nyde stemningen på vores lille skovsti. Derfor tog jeg et billede af den på vejen retur:
Det er Elvira i sit burka-køretøj forrest i billedet.
Vi så lige nøjagtig ingen vinbjergsnegle eller nogen som helst anden slags snegl med eller uden hus. Det var alt for tørt igen efter de sidste dages byger. Ludvig var skuffet. Han havde allerede fundet på nogle meget lange navne til vores nye sneglevenner - navne, der involverede både prut og andre latrinære børnehaveord.
Jeg var også selv en smule skuffet. Nu havde vi lige fundet en god leg, der både indeholdt natur, skattejagt og muligheden for gensynets glæde, og så blev det i stedet en lektie i tålmodighed. Det har vi sikkert også meget mere brug for begge to, grrr...
Men da de sidste dages indlæg har handlet så meget om vores daglige Fælledture til og fra børnehaven, tog jeg lige et par billeder mere for at give et par stemningsindtryk. Så må I selv indsætte et passende antal vinbjergssnegle her og dér i fantasien.
Sol over Ballonparken og Islands Brygges boligkarréer i horisonten.
Mine yndlingstræer på ruten, da de er så skæve allesammen. De får nok for meget brænderøg fra Ballonparken...
Det er højsæson for den hvide blomstring både i træernes toppe og helt nede i tåhøjde. Se bare vores eget lille private ramsløgshjørne, som her er taget close up for ikke at afsløre location:
Ludvig elsker ramsløg. Vi plukker dem og kommer dem på vores gryderetter som frisk, grønt drys. Ludvig er gourmeén, der i bedste Noma-stil både samler og bringer hjem selv til køkkenbordet, hvor han maltrakterer bladene med en smørekniv (fordi han ikke tør bruge en urtekniv efter hans private Stockholmske blodbad forrige måned), og anretter dem i en smuk lille skål af eget valg.
Desværre synger ramsløgene på sidste vers, da de visner ned efter blomstringen. Så nu må vi finde noget andet, vi kan samle og spise. For knægten er helt syg med at finde sin mad selv i naturen. Når jeg fortæller ham, at tusindfryd kan spises, skal vi sikkert have dem i salaten resten af sommeren...
Ellers må jeg nok til at finde ud af, hvad brændenælder kan bruges til - for dem har vi nok af på Fælleden!
Det er Elvira i sit burka-køretøj forrest i billedet.
Vi så lige nøjagtig ingen vinbjergsnegle eller nogen som helst anden slags snegl med eller uden hus. Det var alt for tørt igen efter de sidste dages byger. Ludvig var skuffet. Han havde allerede fundet på nogle meget lange navne til vores nye sneglevenner - navne, der involverede både prut og andre latrinære børnehaveord.
Jeg var også selv en smule skuffet. Nu havde vi lige fundet en god leg, der både indeholdt natur, skattejagt og muligheden for gensynets glæde, og så blev det i stedet en lektie i tålmodighed. Det har vi sikkert også meget mere brug for begge to, grrr...
Men da de sidste dages indlæg har handlet så meget om vores daglige Fælledture til og fra børnehaven, tog jeg lige et par billeder mere for at give et par stemningsindtryk. Så må I selv indsætte et passende antal vinbjergssnegle her og dér i fantasien.
Sol over Ballonparken og Islands Brygges boligkarréer i horisonten.
Mine yndlingstræer på ruten, da de er så skæve allesammen. De får nok for meget brænderøg fra Ballonparken...
Det er højsæson for den hvide blomstring både i træernes toppe og helt nede i tåhøjde. Se bare vores eget lille private ramsløgshjørne, som her er taget close up for ikke at afsløre location:
Ludvig elsker ramsløg. Vi plukker dem og kommer dem på vores gryderetter som frisk, grønt drys. Ludvig er gourmeén, der i bedste Noma-stil både samler og bringer hjem selv til køkkenbordet, hvor han maltrakterer bladene med en smørekniv (fordi han ikke tør bruge en urtekniv efter hans private Stockholmske blodbad forrige måned), og anretter dem i en smuk lille skål af eget valg.
Desværre synger ramsløgene på sidste vers, da de visner ned efter blomstringen. Så nu må vi finde noget andet, vi kan samle og spise. For knægten er helt syg med at finde sin mad selv i naturen. Når jeg fortæller ham, at tusindfryd kan spises, skal vi sikkert have dem i salaten resten af sommeren...
Ellers må jeg nok til at finde ud af, hvad brændenælder kan bruges til - for dem har vi nok af på Fælleden!
tirsdag den 24. maj 2011
Mere om snegle
Ludvig nævnte ikke noget om snegle og muligheden af at spise dem her til morgen, så jeg undgik også emnet. Det regnede og vi var mere optaget af regntøj og paraplyer og cykelhjelme og den slags.
Men da vi var nået ned for enden af stien, hvor vi mødte Vinbjergsneglen sidst (tak til Leoparddrengen for stavekontrol), konstaterede Ludvig skuffet, at sneglen var væk. Han havde vist ikke forestillet sig, at den kunne nå over stien på et døgn med dét tempo, den kunne præstere. Men så besluttede han håbefuldt, at den kom igen.
På vej hjem holdt han igen nøje udkig. Imellemtiden havde jeg fået læst tip om et godt link til selvplukkersnegle og kokkeri fra Leoparddrengen hos Walter Lystfisker. Hurtigt forstod jeg, at det er en meget kompliceret og langvarig proces, at æde selvplukkede snegle. Når man endelig har fundet nok (helst over 30) skal de i trækasse og udtømmes naturligt - læs aflortes - over flere dage, mens de overrisles jævnligt med temperet vand, før de skal afslimes i adskillige omgange kogende saltvand, før man endelig kan bage dem i ovnen, hive dem ud af huset og beslutte sig for, hvordan de skal indtages.
Allerede her må vi stå af som beboere i en 2V, hvor viceværterne og hustyranosauruserne i foreningen ikke vil se nådigt på en lille sneglefarm i gården. Desuden havde Walter en god pointe: Vinbjergsnegle parrer sig i maj-juni og graver sig herefter ned for at lægge æg. Det er derfor ikke rimeligt at gå og ødelægge romantikken og udslette næste generation ved at samle lige nu. Næste chance er først midt i juli.
Jeg forklarede Ludvig, at sneglene altså var ved at lave snegleunger, og vi derfor ikke kunne tage dem med hjem og æde dem før til sommer - men vi kunne eventuelt købe nogle forkogte snegle inkl. huse og bage dem i ovnen, så vi stadig kunne få smagt de dér snegle.
Han var meget forstående på sneglenes vegne, selvom noget af det sjove gik af det, når vi ikke kunne samle selv. Jeg afventer og ser, om han stadig vil spise snegle, når vi skal købe dem først. Ellers får det eventyr lov til at leve sit hengemte liv her i cyperspace. Ja, jeg er en kylling, jeg ved det.
Men nu skal vi så i stedet har tusch med på vores Fælledture, så vi kan navngive sneglene og se, om vi kan blive venner med dem. De kan nemlig blive 6-8 år, og holder til lokalt hele livet! Det bliver spændende, hvad barnet skal hedde.
Men da vi var nået ned for enden af stien, hvor vi mødte Vinbjergsneglen sidst (tak til Leoparddrengen for stavekontrol), konstaterede Ludvig skuffet, at sneglen var væk. Han havde vist ikke forestillet sig, at den kunne nå over stien på et døgn med dét tempo, den kunne præstere. Men så besluttede han håbefuldt, at den kom igen.
På vej hjem holdt han igen nøje udkig. Imellemtiden havde jeg fået læst tip om et godt link til selvplukkersnegle og kokkeri fra Leoparddrengen hos Walter Lystfisker. Hurtigt forstod jeg, at det er en meget kompliceret og langvarig proces, at æde selvplukkede snegle. Når man endelig har fundet nok (helst over 30) skal de i trækasse og udtømmes naturligt - læs aflortes - over flere dage, mens de overrisles jævnligt med temperet vand, før de skal afslimes i adskillige omgange kogende saltvand, før man endelig kan bage dem i ovnen, hive dem ud af huset og beslutte sig for, hvordan de skal indtages.
Allerede her må vi stå af som beboere i en 2V, hvor viceværterne og hustyranosauruserne i foreningen ikke vil se nådigt på en lille sneglefarm i gården. Desuden havde Walter en god pointe: Vinbjergsnegle parrer sig i maj-juni og graver sig herefter ned for at lægge æg. Det er derfor ikke rimeligt at gå og ødelægge romantikken og udslette næste generation ved at samle lige nu. Næste chance er først midt i juli.
Jeg forklarede Ludvig, at sneglene altså var ved at lave snegleunger, og vi derfor ikke kunne tage dem med hjem og æde dem før til sommer - men vi kunne eventuelt købe nogle forkogte snegle inkl. huse og bage dem i ovnen, så vi stadig kunne få smagt de dér snegle.
Han var meget forstående på sneglenes vegne, selvom noget af det sjove gik af det, når vi ikke kunne samle selv. Jeg afventer og ser, om han stadig vil spise snegle, når vi skal købe dem først. Ellers får det eventyr lov til at leve sit hengemte liv her i cyperspace. Ja, jeg er en kylling, jeg ved det.
Men nu skal vi så i stedet har tusch med på vores Fælledture, så vi kan navngive sneglene og se, om vi kan blive venner med dem. De kan nemlig blive 6-8 år, og holder til lokalt hele livet! Det bliver spændende, hvad barnet skal hedde.
mandag den 23. maj 2011
Kan du lide snegle?
I dag på vej til børnehaven stopper Ludvig op på stien over Fælleden og står tålmodigt med sin cykel og venter på, at barnevognsskubberen skal indhente ham. Jeg tænker ikke nærmere over det, for Ludvig finder stort set altid noget på vejen, som han mener, han skal eje - det være sig alt fra en god lang pind til en ølkapsel, en dåse (jeg vil være meget rig, når jeg bliver stor), en sten eller måske en halv plasticstrip eller en tabt børste fra snefejemaskinerne.
Midt på stien er en velvoksen Wiinbergsnegl ved at krydse vores spor i adstadigt tempo. Kun med meget koncentreret blik kan man se, at den rent faktisk flytter sig. Ludvig er begejstret:
- Se mor! En stor snegl!!
- Ja. Det er en Wiinbergsnegl.
- Den er sej. Wienersneglen skal med i børnehaven! (sikkert som første beboer i dagens børneZoo)
- Jeg tror, det er bedst, at den bliver her. Den lever jo af de planter, der vokser her ved vandet.
- Nå. Se, den har følehorn!
- Ja. Faktisk kan man spise den.
- Kan man spise den?! Det vil jeg prøve!!
- Øhh, man skal først gøre noget ved den. Jeg tror, den skal koges.
- Skal vi så ikke koge den?
- Vi er jo på vej i børnehave. Vi kan se, om den er der stadig, når vi går hjem (afledningsmanøvre er altid en god taktik, når samtalen tager en uventet drejning)
- Nå ok. Farvel wiinesnegl!
Senere, hjemme igen omkring nattøjstid. Vi snakker om en svømmende snegl, som Ludvig har set i et akvarium i børnehaven, hvor nabostuen har været på fangst i Fælledens vandhuller. Jeg finder Danmarks Naturleksikon frem og slår op under snegle - big mistake!
- Måske er det en mosesnegl, foreslår jeg og peger i den i øvrigt super gode bog med alle Danmarks dyr.
- Ja. Den har sådan en høj sneglehus-hale, nikker Ludvig. Vi bladrer videre - Neej, se! Der er Wiinersneglen mor!
- Ja, det er da rigtig. Det er Wiinbergsneglen.
- Skal vi ikke finde den igen og spise den?
- Vil du gerne spise den? Jeg
- Ja!!
- Jeg tror nok, at den var væk på stien, svarer jeg og kan så høre, hvordan jeg allerede har trukket følehornene langt ind og føler mig krysteragtig. Hvis franskmændene kan, kan jeg vel også.
- Måske er den kommet igen i morgen.
- Måske. Vi må vente og se. Det står her, at den er fredet. Man må ikke samle dem ind for at sælge dem og tjene penge. Men man må godt samle dem til sig selv.
- Og spise dem? Stor iver i det lille drengeansigt.
- Ja.
- Det vil jeg gerne. Så skal vi koge dem!
- Så må vi jo finde ud af, hvordan man laver snegle. Det skal nok være en fridag, så vi kan finde nogle stykker, foreslår jeg og prøver at se det som en positiv udfordring - Vi skal have mere end én, hvis vi skal prøve at spise dem.
- okay. Vi gør det i morgen! Fastslår Ludvig og så er han klar til nattøj...
Det ser altså ud til, at jeg har lovet Ludvig, at vi skal prøve at spise Wiinbergsnegle... Jeg er ellers hverken bange for slanger eller edderkopper, biller eller andet kryb. Men jeg har aldrig været fristet af et menukort med snegle.
Jeg må se at finde en god opskrift - gerne med meget hvidløg!
Fortsættelse følger måske...
Midt på stien er en velvoksen Wiinbergsnegl ved at krydse vores spor i adstadigt tempo. Kun med meget koncentreret blik kan man se, at den rent faktisk flytter sig. Ludvig er begejstret:
- Se mor! En stor snegl!!
- Ja. Det er en Wiinbergsnegl.
- Den er sej. Wienersneglen skal med i børnehaven! (sikkert som første beboer i dagens børneZoo)
- Jeg tror, det er bedst, at den bliver her. Den lever jo af de planter, der vokser her ved vandet.
- Nå. Se, den har følehorn!
- Ja. Faktisk kan man spise den.
- Kan man spise den?! Det vil jeg prøve!!
- Øhh, man skal først gøre noget ved den. Jeg tror, den skal koges.
- Skal vi så ikke koge den?
- Vi er jo på vej i børnehave. Vi kan se, om den er der stadig, når vi går hjem (afledningsmanøvre er altid en god taktik, når samtalen tager en uventet drejning)
- Nå ok. Farvel wiinesnegl!
Senere, hjemme igen omkring nattøjstid. Vi snakker om en svømmende snegl, som Ludvig har set i et akvarium i børnehaven, hvor nabostuen har været på fangst i Fælledens vandhuller. Jeg finder Danmarks Naturleksikon frem og slår op under snegle - big mistake!
- Måske er det en mosesnegl, foreslår jeg og peger i den i øvrigt super gode bog med alle Danmarks dyr.
- Ja. Den har sådan en høj sneglehus-hale, nikker Ludvig. Vi bladrer videre - Neej, se! Der er Wiinersneglen mor!
- Ja, det er da rigtig. Det er Wiinbergsneglen.
- Skal vi ikke finde den igen og spise den?
- Vil du gerne spise den? Jeg
- Ja!!
- Jeg tror nok, at den var væk på stien, svarer jeg og kan så høre, hvordan jeg allerede har trukket følehornene langt ind og føler mig krysteragtig. Hvis franskmændene kan, kan jeg vel også.
- Måske er den kommet igen i morgen.
- Måske. Vi må vente og se. Det står her, at den er fredet. Man må ikke samle dem ind for at sælge dem og tjene penge. Men man må godt samle dem til sig selv.
- Og spise dem? Stor iver i det lille drengeansigt.
- Ja.
- Det vil jeg gerne. Så skal vi koge dem!
- Så må vi jo finde ud af, hvordan man laver snegle. Det skal nok være en fridag, så vi kan finde nogle stykker, foreslår jeg og prøver at se det som en positiv udfordring - Vi skal have mere end én, hvis vi skal prøve at spise dem.
- okay. Vi gør det i morgen! Fastslår Ludvig og så er han klar til nattøj...
Det ser altså ud til, at jeg har lovet Ludvig, at vi skal prøve at spise Wiinbergsnegle... Jeg er ellers hverken bange for slanger eller edderkopper, biller eller andet kryb. Men jeg har aldrig været fristet af et menukort med snegle.
Jeg må se at finde en god opskrift - gerne med meget hvidløg!
Fortsættelse følger måske...
onsdag den 18. maj 2011
Et halvt år!
Hurra, hurra, hurra! Eliva er nu 0 et halvt, som Ludvig så præcist formulerer det. Jeg troede, vi skulle fejre det, men Ludvig var ikke helt i humør. Så Elvira fik sine føle-sanse-gramse-bøger i alt stilfærdighed med tillykke og så var Ludvig klar til at overtage underholdningen igen.
Men det varer ikke længe, før Elvira er klar til at gøre ham rangen stridig. Her har vi halv-fødselaren i stor fryd over at have overtaget koppen. Jeg kan afsløre, at der også var lyd på. Aldrig før har jeg set en kop blive konverseret så ivrigt og forelsket:
Hvis det ser ud som om, hun kan drikke selv, så er det snyd og bedrag. Hun gnaver lige så gerne af bunden af koppen. Ludvig syntes også, at det var god underholdning:
Men han kan heller ikke længere huske, da han startede ud med selv samme kop, da han var knapt 6 måneder:
De kan ikke løbe fra, at de er søskende. :-)
Og nu hvor vi har gang i mindernes galleri, så har jeg da også et billede af storebroderens første erfaringer med samme ske, som lillesøster nu ynder at erobre, gnaske og knitre (!) på og kaste på gulvet:
Elvira markede i øvrigt dagen med at sove igennem hele natten fra 19.30 til 6.47 uden mad. Jeg vågnede selv lidt i 6, fordi Ludvig gerne ville over og sove videre i min seng. Har jeg givet mad? Har jeg givet mad?? Har jeg virkelig IKKE givet mad? Her måtte jeg i en vis fart sætte mig op i sengen og stikke hovedet over kanten på tremmesengen for at tjekke, at hun stadig trak vejret. Hun rørte heldigvis på sig. Så jeg stak hende lige sutten og lagde mig tilbage i sengen - og vupti! sov hun lige en time til.
Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om og hvornår hun vågner efter mad i nat, for hun har været sulten hele dagen i dag. Tror altså ikke, at hun er helt klar til at springe den sovende nat-flaske over endnu. Men det er jo tegn i sol og måne på, at en ny tid nærmer sig - tiden med den generobrede nattesøvn!!
Men det varer ikke længe, før Elvira er klar til at gøre ham rangen stridig. Her har vi halv-fødselaren i stor fryd over at have overtaget koppen. Jeg kan afsløre, at der også var lyd på. Aldrig før har jeg set en kop blive konverseret så ivrigt og forelsket:
Hvis det ser ud som om, hun kan drikke selv, så er det snyd og bedrag. Hun gnaver lige så gerne af bunden af koppen. Ludvig syntes også, at det var god underholdning:
Men han kan heller ikke længere huske, da han startede ud med selv samme kop, da han var knapt 6 måneder:
De kan ikke løbe fra, at de er søskende. :-)
Og nu hvor vi har gang i mindernes galleri, så har jeg da også et billede af storebroderens første erfaringer med samme ske, som lillesøster nu ynder at erobre, gnaske og knitre (!) på og kaste på gulvet:
Elvira markede i øvrigt dagen med at sove igennem hele natten fra 19.30 til 6.47 uden mad. Jeg vågnede selv lidt i 6, fordi Ludvig gerne ville over og sove videre i min seng. Har jeg givet mad? Har jeg givet mad?? Har jeg virkelig IKKE givet mad? Her måtte jeg i en vis fart sætte mig op i sengen og stikke hovedet over kanten på tremmesengen for at tjekke, at hun stadig trak vejret. Hun rørte heldigvis på sig. Så jeg stak hende lige sutten og lagde mig tilbage i sengen - og vupti! sov hun lige en time til.
Nu er jeg selvfølgelig spændt på, om og hvornår hun vågner efter mad i nat, for hun har været sulten hele dagen i dag. Tror altså ikke, at hun er helt klar til at springe den sovende nat-flaske over endnu. Men det er jo tegn i sol og måne på, at en ny tid nærmer sig - tiden med den generobrede nattesøvn!!
tirsdag den 17. maj 2011
en trist dag
I dag blev min kusines søn begravet, og jeg var desværre ikke til stede fysisk for at dele denne tunge dag med dem. Begravelsen blev afholdt allerede kl. 11 i Jylland og jeg skulle have afsat Ludvig til en anden fra morgenstunden, da jeg ikke ville kunne nå at aflevere ham i børnehaven til åbningstid kl 7, hvis jeg skulle nå frem med DSB i tide med Elvira. Desuden skulle vi have været tidligere oppe og ude af døren, end jeg pt kan overskue at få dem begge vækket og klar til. Efter mange overvejelser frem og tilbage, endte jeg med at kaste håndklædet i ringen for at holde min egen lille familie oven vande.
Så i sidste ende blev mit dilemma om at fortælle Ludvig om begravelsen løst på en måde, som jeg ikke havde ønsket. Jeg har det nemlig stadig skidt med at have meldt afbud. Dagen er gået med at tænke på, hvornår de ankom, hvornår begravelsen var overstået, om det mon regnede ligesom her og om de kunne være i kirken med alle venner og familie. Vejret passede urimeligt godt til at stå og stirre ud på lysene på kastanietræet ved mit køkkenvindue og overveje, hvorfor dette dødsfald berører mig så meget og ikke rigtig vil slippe mig. Måske minder det mig for meget om dengang for 12 år siden, da vi begravede min barndomsvenindes lillesøster - også alt for tidligt - en kold januardag. Eller måske bringer det alt angsten op for mine egne børn - den dér udefinérlige angst for at miste, som ikke skyldes noget konkret, og som man i det daglige skubber fra sig, så snart den sniger sig ind på en.
Rent praktisk havde det nu været lidt af en udfordring at have min lille pivetrold med til begravelse. Hun gider ikke rigtig sove for tiden, og gider ikke ligge selv og lege, men vil egentlig bare gerne være oppe hos mig hele tiden og rode rundt som en anden sæk lopper eller prøve at komme op at stå for at øve sig i at bøje og strække ben, selvom hun slet ikke kan nu og derfor knækker helt sammen. Jeg tror, hun er midt i et udviklingsspring, og at hun desuden er meget moden til at få rigtig mad til frokost frem for flaske, for hun er glubende sulten, inden der er gået tre timer fra sidste flaske. Vi har været et kønt par hele dagen - uoplagt baby med uoplagt mor på en grå regnvejrsdag.
Så i sidste ende blev mit dilemma om at fortælle Ludvig om begravelsen løst på en måde, som jeg ikke havde ønsket. Jeg har det nemlig stadig skidt med at have meldt afbud. Dagen er gået med at tænke på, hvornår de ankom, hvornår begravelsen var overstået, om det mon regnede ligesom her og om de kunne være i kirken med alle venner og familie. Vejret passede urimeligt godt til at stå og stirre ud på lysene på kastanietræet ved mit køkkenvindue og overveje, hvorfor dette dødsfald berører mig så meget og ikke rigtig vil slippe mig. Måske minder det mig for meget om dengang for 12 år siden, da vi begravede min barndomsvenindes lillesøster - også alt for tidligt - en kold januardag. Eller måske bringer det alt angsten op for mine egne børn - den dér udefinérlige angst for at miste, som ikke skyldes noget konkret, og som man i det daglige skubber fra sig, så snart den sniger sig ind på en.
Rent praktisk havde det nu været lidt af en udfordring at have min lille pivetrold med til begravelse. Hun gider ikke rigtig sove for tiden, og gider ikke ligge selv og lege, men vil egentlig bare gerne være oppe hos mig hele tiden og rode rundt som en anden sæk lopper eller prøve at komme op at stå for at øve sig i at bøje og strække ben, selvom hun slet ikke kan nu og derfor knækker helt sammen. Jeg tror, hun er midt i et udviklingsspring, og at hun desuden er meget moden til at få rigtig mad til frokost frem for flaske, for hun er glubende sulten, inden der er gået tre timer fra sidste flaske. Vi har været et kønt par hele dagen - uoplagt baby med uoplagt mor på en grå regnvejrsdag.
mandag den 16. maj 2011
Trillerier
Elvira har nået en ny milepæl. Både i går og i dag har hun trillet fra ryg til mave! Efter lang tids træning og tøven kunne hun ikke mere stå for fristelsen ved at tage rullet fuldt ud i stedet for blot at lurepasse på siden med hovedet krænget godt bagover for bedre udsyn.
Problemet er jo, at tøsen ikke er særlig vild med at ligge på maven. Så der skal noget meget spændende næsten inden for rækkevidde til at lokke hende hele vejen rundt. For hvad skal man dog ligge på maven for, når man bliver træt i nakken og ikke har lyst til at lægge hovedet i underlaget og tage en pause? Og samtidig har det sidste indtagede måltid det med at komme op igen, når der kommer for meget pres på maven.
Men det er jo også meget rart selv at kunne vælge, hvilket legetøj, der skal gnaskes på næste gang. Så jeg tror, at trilleriet er kommet for at blive. Hun er nemlig meget bestemt med selv at ville holde. Det gælder også ske og kop ved måltiderne. Det må se sjovt ud gennem vinduet, når vi leger "mor prøver at ramme Elviras mund, inden Elvira rammer skeen." (indsæt eventuelt kop i stedet for ske i samme sætning).
Storebror kører igen på et misundelsesflip. Så snart jeg ser på Elvira, eller hun smiler til mig, begynder han at lave skøre ansigter, trutte højlydt, trampe i gulvet eller banke i bordet for at fange hendes opmærksomhed. Og hun må meget gerne grine af ham - hele tiden... Lidt anstrengende madscener udspiller ser derfor her i huset for tiden.
Desværre betyder det også, at "sur mor og sur bror" er tilbage igen. Jeg må virkelig tage mig i ikke at rette på ham hele tiden, da han nærmer sig "dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed". Det er en skidt spiral, for jo dårligere han opfører sig, jo mindre lyst og energi har jeg til at være sjov sammen med ham og give ham positiv opmærksomhed. Men jeg ved godt, at det er netop nu, han har brug for det.
Derfor har jeg besluttet mig for at indlede projekt: "Jeg vil have min glade dreng igen". I den næste tid må Ludvig få prioritet over vasketøj, opvask, oprydning, spiseregler, "kom nu" og egne små projekter. Det bliver spændende at se, hvor meget (eller lidt), jeg kan holde ud, at alting sejler omkring os...
Målet er, at han holder op med at holde sig for ørerne, når jeg beder ham om noget, han ikke har lyst til. (ja, så langt er vi desværre ude lige nu...)
Heldigvis er alt håb ikke ude. Til aften fik jeg en natkrammer med besked om, at jeg er den bedste mor i verden, og at han synes, at jeg skal hedde Supermor...
Problemet er jo, at tøsen ikke er særlig vild med at ligge på maven. Så der skal noget meget spændende næsten inden for rækkevidde til at lokke hende hele vejen rundt. For hvad skal man dog ligge på maven for, når man bliver træt i nakken og ikke har lyst til at lægge hovedet i underlaget og tage en pause? Og samtidig har det sidste indtagede måltid det med at komme op igen, når der kommer for meget pres på maven.
Men det er jo også meget rart selv at kunne vælge, hvilket legetøj, der skal gnaskes på næste gang. Så jeg tror, at trilleriet er kommet for at blive. Hun er nemlig meget bestemt med selv at ville holde. Det gælder også ske og kop ved måltiderne. Det må se sjovt ud gennem vinduet, når vi leger "mor prøver at ramme Elviras mund, inden Elvira rammer skeen." (indsæt eventuelt kop i stedet for ske i samme sætning).
Storebror kører igen på et misundelsesflip. Så snart jeg ser på Elvira, eller hun smiler til mig, begynder han at lave skøre ansigter, trutte højlydt, trampe i gulvet eller banke i bordet for at fange hendes opmærksomhed. Og hun må meget gerne grine af ham - hele tiden... Lidt anstrengende madscener udspiller ser derfor her i huset for tiden.
Desværre betyder det også, at "sur mor og sur bror" er tilbage igen. Jeg må virkelig tage mig i ikke at rette på ham hele tiden, da han nærmer sig "dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed". Det er en skidt spiral, for jo dårligere han opfører sig, jo mindre lyst og energi har jeg til at være sjov sammen med ham og give ham positiv opmærksomhed. Men jeg ved godt, at det er netop nu, han har brug for det.
Derfor har jeg besluttet mig for at indlede projekt: "Jeg vil have min glade dreng igen". I den næste tid må Ludvig få prioritet over vasketøj, opvask, oprydning, spiseregler, "kom nu" og egne små projekter. Det bliver spændende at se, hvor meget (eller lidt), jeg kan holde ud, at alting sejler omkring os...
Målet er, at han holder op med at holde sig for ørerne, når jeg beder ham om noget, han ikke har lyst til. (ja, så langt er vi desværre ude lige nu...)
Heldigvis er alt håb ikke ude. Til aften fik jeg en natkrammer med besked om, at jeg er den bedste mor i verden, og at han synes, at jeg skal hedde Supermor...
lørdag den 14. maj 2011
Mere om stofbleer
Hmm, jeg har virkelig været i tænkeboks de sidste par dage.
Pro: Vil meget gerne give min datter noget sundt om numsen 24-7, der ikke har været hverken bleget eller udsat for kemikalier. Vil også meget gerne holde op med at smide 7-10 papirsbleer på forbrændingen hver dag.
Kontra: Jeg har ikke nogen vaskemaskine i lejligheden men fællesvaskeri i kælderen efter først-til-mølle-princippet. Jeg har ikke tid og overskud til at at vaske hver anden dag oveni alt det vasketøj, vi allerede generer. Det er dyrt at anskaffe nok stofbleer til at give rum for kun at vaske hver 4. dag. Kan min bette lejlighed rumme opskyllede bleer en masse mellem hver vask? Hvad gør jeg, når jeg ikke kan finde en ledig maskine i ejendommen, mens lilletøsen sover? Eller ikke får mulighed for at hænge op i ordentlig tid, til at der er nok tørre bleer?
Jeg er bange for, at de praktiske foranstaltninger er ved at skubbe idealerne overbord. Ikke fordi der er flest argumenter på kontra-siden, da mange små men'er ikke bør opveje et par meget betydningsfulde bevæggrunde. Men det er vist alligevel, hvad der er ved at ske her. Jeg har været så optaget af, om bleerne holdt vand (øh, jeg mener tis og lort), og hvordan pasformen var, at jeg helt overså det store aber dabei, nemlig vaskeudfordringen.
Øv. Kan mærke, at bleen er kastet i ringen, inden jeg rigtig kom ind i kampen. Men mine børn har vist trods alt mere brug for en mor med momentale øjeblikke af overskud og sjov, end en sur vaskekone.
Pro: Vil meget gerne give min datter noget sundt om numsen 24-7, der ikke har været hverken bleget eller udsat for kemikalier. Vil også meget gerne holde op med at smide 7-10 papirsbleer på forbrændingen hver dag.
Kontra: Jeg har ikke nogen vaskemaskine i lejligheden men fællesvaskeri i kælderen efter først-til-mølle-princippet. Jeg har ikke tid og overskud til at at vaske hver anden dag oveni alt det vasketøj, vi allerede generer. Det er dyrt at anskaffe nok stofbleer til at give rum for kun at vaske hver 4. dag. Kan min bette lejlighed rumme opskyllede bleer en masse mellem hver vask? Hvad gør jeg, når jeg ikke kan finde en ledig maskine i ejendommen, mens lilletøsen sover? Eller ikke får mulighed for at hænge op i ordentlig tid, til at der er nok tørre bleer?
Jeg er bange for, at de praktiske foranstaltninger er ved at skubbe idealerne overbord. Ikke fordi der er flest argumenter på kontra-siden, da mange små men'er ikke bør opveje et par meget betydningsfulde bevæggrunde. Men det er vist alligevel, hvad der er ved at ske her. Jeg har været så optaget af, om bleerne holdt vand (øh, jeg mener tis og lort), og hvordan pasformen var, at jeg helt overså det store aber dabei, nemlig vaskeudfordringen.
Øv. Kan mærke, at bleen er kastet i ringen, inden jeg rigtig kom ind i kampen. Men mine børn har vist trods alt mere brug for en mor med momentale øjeblikke af overskud og sjov, end en sur vaskekone.
Mere om navngivning
Så er det tid til billeder! Jaa, mange billeder, hvor moderen også er med (blinker med øjet).
Men først lige et billede af Ludvig og morfar, mens de planter Elviras navnetræ, da moderen endelig var færdig med at tale.
Bagefter fik vi taget det store gruppefoto med både appelsiner, klementiner, mandariner og isss, hvis jeg husker ret. Og så skulle de to dejlige fødselshjælpere foreviges med lilletøsen. Hun var nu mere interesseret i at gnave i sin kjole (og hvad sker der lige med den kyse? Kyse + foto = no go - must remember!)
Og så lige den nærmeste familie forenet på dagen:
Bemærk, at Elvira hellere vil forsøge at hive sin storebror i håret end se på fotografen. Men den stolte mofar har da fået fat i den anden hånd.
Da dagen gik på hæld havde Ludvig og hans onkel en herlig jagt gennem huset, og Ludvig var ikke til at skyde igennem af bare fryd i hele kroppen over sådan en skøn dag og sådan en kildetur
Uhh, det var en dejlig dag med dejligt vejr og dejlige mennesker!
Men først lige et billede af Ludvig og morfar, mens de planter Elviras navnetræ, da moderen endelig var færdig med at tale.
Bagefter fik vi taget det store gruppefoto med både appelsiner, klementiner, mandariner og isss, hvis jeg husker ret. Og så skulle de to dejlige fødselshjælpere foreviges med lilletøsen. Hun var nu mere interesseret i at gnave i sin kjole (og hvad sker der lige med den kyse? Kyse + foto = no go - must remember!)
Og så lige den nærmeste familie forenet på dagen:
Bemærk, at Elvira hellere vil forsøge at hive sin storebror i håret end se på fotografen. Men den stolte mofar har da fået fat i den anden hånd.
Da dagen gik på hæld havde Ludvig og hans onkel en herlig jagt gennem huset, og Ludvig var ikke til at skyde igennem af bare fryd i hele kroppen over sådan en skøn dag og sådan en kildetur
Uhh, det var en dejlig dag med dejligt vejr og dejlige mennesker!
fredag den 13. maj 2011
ØV!
Blogger har ædt alle mine sidste indlæg siden onsdag om bla grøntsagsmos, soveposer og stofbleer samt ikke mindst en minutiøs beskrivelse af min onsdags-tycho-brahe-dag! :-( Er for deprimeret lige nu til at forsøge at genskabe, for jeg har selvfølgelig ikke nogen kopi...
Hvis nogen stadig har mine indlæg i indbox, må de gerne sende mig kopi. Men da jeg ikke har tusindvis af faste læsere, er det nok for meget af en ønskedrøm...
Hvis nogen stadig har mine indlæg i indbox, må de gerne sende mig kopi. Men da jeg ikke har tusindvis af faste læsere, er det nok for meget af en ønskedrøm...
torsdag den 12. maj 2011
Dilemma om døden
Min kusines søn er nu desværre død efter næsten 3 måneders op og nedture i kampen om livet. Jeg bloggede tidligere om det her. Det er et frygteligt tab for familien, som nu skal sige farvel til en elsket dreng, der kun blev 17 år.
I dette lys er mit dilemma af mindre betydning. Men jeg har et egoistisk ønske om at fortie dette dødsfald for min søn. Simpelthen fordi jeg synes, han er for lille til at skulle konfronteres med, at børn rent faktisk kan dø - og at de også gør det nu og da. Han er i forvejen meget optaget af døden for tiden. Han spørger, om mormor og morfar ikke også først dør, når de er meget gamle. Han spørger, om man dør, hvis man glider ned af taget fra 5. sal. Han spørger, om man dør, hvis man falder ned af køkkentrappen og helt ned i kælderen (vi på på 1. sal). Han spørger, om storebroderen i "Lotte i Rabalderstræde" ville dø, hvis ikke faderen havde reddet ham op af den kolde sø - og om han ville dø, hvis han ikke kom hjem i varmen igen bagefter. Han spørger, hvor han skal bo, hvis jeg falder ned i en dyb kløft og dør...
Og sådan kan jeg blive ved. Jeg svarer så ærligt og udramatisk som muligt. Det er tydeligt, at virkeligheden trænger sig på. Men han er kun næsten fem år, og virkeligheden er ret skræmmende til tider. Jeg er ikke sikker på, at han er klar til denne del af den endnu. Vi ser kun denne del af familien nogle få gange om året, men han kan godt huske Casper. Jeg ved, at han vil grunde over det i mange dage, og måske først begynde at sætte ord på det om flere uger. Og jeg tror ikke, han er klar til de tanker, der vil dukke op i hans hoved.
Jeg er ellers ikke tilhænger af at hverken lyve eller skjule ting for sine børn. Han skal ikke med til begravelsen, som bliver virkelig sorgfuld. Men lige nu tror jeg heller ikke, at han skal vide, at der er brug for en begravelse og at jeg tager med. Forhåbentlig er han en smule mere klar til at forholde sig til denne del af virkeligheden, når han engang finder ud af, at Casper desværre ikke overlevede ildebranden i sidste ende.
Jeg ved ikke, om man overhovedet kan beskytte sine børn mod døden. Den indtræffer jo, når man mindst venter det, og uden for enhver kontrol. Men kan man bebrejde en mor for at ville bevare sit barns naivitet bare lidt endnu?
I dette lys er mit dilemma af mindre betydning. Men jeg har et egoistisk ønske om at fortie dette dødsfald for min søn. Simpelthen fordi jeg synes, han er for lille til at skulle konfronteres med, at børn rent faktisk kan dø - og at de også gør det nu og da. Han er i forvejen meget optaget af døden for tiden. Han spørger, om mormor og morfar ikke også først dør, når de er meget gamle. Han spørger, om man dør, hvis man glider ned af taget fra 5. sal. Han spørger, om man dør, hvis man falder ned af køkkentrappen og helt ned i kælderen (vi på på 1. sal). Han spørger, om storebroderen i "Lotte i Rabalderstræde" ville dø, hvis ikke faderen havde reddet ham op af den kolde sø - og om han ville dø, hvis han ikke kom hjem i varmen igen bagefter. Han spørger, hvor han skal bo, hvis jeg falder ned i en dyb kløft og dør...
Og sådan kan jeg blive ved. Jeg svarer så ærligt og udramatisk som muligt. Det er tydeligt, at virkeligheden trænger sig på. Men han er kun næsten fem år, og virkeligheden er ret skræmmende til tider. Jeg er ikke sikker på, at han er klar til denne del af den endnu. Vi ser kun denne del af familien nogle få gange om året, men han kan godt huske Casper. Jeg ved, at han vil grunde over det i mange dage, og måske først begynde at sætte ord på det om flere uger. Og jeg tror ikke, han er klar til de tanker, der vil dukke op i hans hoved.
Jeg er ellers ikke tilhænger af at hverken lyve eller skjule ting for sine børn. Han skal ikke med til begravelsen, som bliver virkelig sorgfuld. Men lige nu tror jeg heller ikke, at han skal vide, at der er brug for en begravelse og at jeg tager med. Forhåbentlig er han en smule mere klar til at forholde sig til denne del af virkeligheden, når han engang finder ud af, at Casper desværre ikke overlevede ildebranden i sidste ende.
Jeg ved ikke, om man overhovedet kan beskytte sine børn mod døden. Den indtræffer jo, når man mindst venter det, og uden for enhver kontrol. Men kan man bebrejde en mor for at ville bevare sit barns naivitet bare lidt endnu?
Mosfølgeton - nu en succes!
Ja, overskriften taler sandt! Efter at have afluret konsistensen af HIPPs mos i glas fra gårsdagens store succes, kastede jeg mig over hjemmemosen med fornyet energi.
Jeg dumpede kogte kartofler, lidt gulerod og lidt broccoli i blenderen sammen med rigelig MME. Trykkede på knappen og havde den mest udsøgt slimede og tynde mos med fine orange og grønne prikker. Selv hader jeg blendet kartoffelmos, som ligner en limblanding og føles ligesådan i munden. Men jeg havde hørt fra én af de andre mødre i mødregruppen, at det var hvad hendes sønnike befalede.
Og hvad sker der så? Ungen guffer det hele i sig under smasken og velbehagelige mm-lyde! Tricket var altså blender og rigeligt MME. Og for lige som at understrege tilfredsheden, begynder hun at stampe i fodstøtten på Tripp-Trapp'en. Jeg ved ikke, om det var moderen eller storebroderen, der var mest begejstret for denne nye evne. Hun tramper! Hurra!
I øvrigt gik det fint med uld-soveposen. Elvira sov nogenlunde lige så godt, som hun plejer, mens moderen ikke hele tiden skulle tjekke, om dynen skulle på igen, og derfor sov ekstra godt. Elvira vågnede 3.30 til sin sovende flaske. Hun lå nu nede i fodenden - stadig med hovedet i retning mod hovedgærdet. Hver gang, hun har smækket benene i vejret og ned igen, er hun åbenbart rykket en smule nedad! Soveposevæddeløb for sovende babyer??
Jeg dumpede kogte kartofler, lidt gulerod og lidt broccoli i blenderen sammen med rigelig MME. Trykkede på knappen og havde den mest udsøgt slimede og tynde mos med fine orange og grønne prikker. Selv hader jeg blendet kartoffelmos, som ligner en limblanding og føles ligesådan i munden. Men jeg havde hørt fra én af de andre mødre i mødregruppen, at det var hvad hendes sønnike befalede.
Og hvad sker der så? Ungen guffer det hele i sig under smasken og velbehagelige mm-lyde! Tricket var altså blender og rigeligt MME. Og for lige som at understrege tilfredsheden, begynder hun at stampe i fodstøtten på Tripp-Trapp'en. Jeg ved ikke, om det var moderen eller storebroderen, der var mest begejstret for denne nye evne. Hun tramper! Hurra!
I øvrigt gik det fint med uld-soveposen. Elvira sov nogenlunde lige så godt, som hun plejer, mens moderen ikke hele tiden skulle tjekke, om dynen skulle på igen, og derfor sov ekstra godt. Elvira vågnede 3.30 til sin sovende flaske. Hun lå nu nede i fodenden - stadig med hovedet i retning mod hovedgærdet. Hver gang, hun har smækket benene i vejret og ned igen, er hun åbenbart rykket en smule nedad! Soveposevæddeløb for sovende babyer??
onsdag den 11. maj 2011
Blefølgeton Kap. 3
Jeg fik i øvrigt afprøvet Imse Vimse- stofbleen i dag - lige efter at låsesmeden var gået og Elvira havde bundet 200ml i ét stræk.
Jeg havde købt størrelse medium 7-10 kilo. Min datter vejede for en uge siden 8,6, så hun burde jo ligge lige midt i feltet. Men - men! Der stod ikke noget om, at man skulle tage hensyn til babyer med babylår. Jeg mener, rigtige babylår med 2 elastikker på selve låret ud over selve elastikken i lysken. Jeg kunne næsten ikke lukke bleen og jeg synes i øvrigt ikke, at hun kunne samle benene ordentlig, da jeg stillede hende op på puslebordet bagefter. Hun skrævede en del og bleen virkede for massiv mellem benene.
Elvira brokkede sig dog ikke og havde den på fra kl. næsten 16 til 18.15 - hvor hun midt i aftensmaden havde noget ekstra, hun lige skulle af med og derfor tilføjede rød til den gulerodsfarvede ansigtskulør.
Det viste sig selvfølgelig, at jeg ikke havde fået lagt indlægget til at opsamle remoladen, rigtigt. Der var derfor læk ud af højre lår. Men ikke mere, end at det lige kunne snuppes med en klud, inden bleen blev afmonteret. Alle tre lag var våde, men ydersiden holdt tæt, og hun havde altså ikke tisset igennem, og var i øvrigt glad og fornøjet.
Så jeg er stadig noget uafklaret. Størrelse M er for lille, men vælger jeg størrelse large 9-12 kg, bliver selve bleen jo også større mellem benene, og det er vi altså ikke klar til at håndtere. Imse Vimse er med andre ord ikke designet til marcipanbabyer. Men selve bleen holdt jo tæt trods stortisseri og lort. Så selve yderlaget var jo godt nok. Men orker jeg at investere i en ny type ble lige nu for at se, om den passer hende bedre, nu hvor jeg har smidt mine barselsdagpenge i grams på låsesmede? Er jo blevet anbefalet BumGenius netop for ikke at være lige så tyk som ImseVimse.
Hmm, måske skulle jeg tjekke DBA for at se, om man kan få fat i et par brugte bleer... :-)
Jeg havde købt størrelse medium 7-10 kilo. Min datter vejede for en uge siden 8,6, så hun burde jo ligge lige midt i feltet. Men - men! Der stod ikke noget om, at man skulle tage hensyn til babyer med babylår. Jeg mener, rigtige babylår med 2 elastikker på selve låret ud over selve elastikken i lysken. Jeg kunne næsten ikke lukke bleen og jeg synes i øvrigt ikke, at hun kunne samle benene ordentlig, da jeg stillede hende op på puslebordet bagefter. Hun skrævede en del og bleen virkede for massiv mellem benene.
Elvira brokkede sig dog ikke og havde den på fra kl. næsten 16 til 18.15 - hvor hun midt i aftensmaden havde noget ekstra, hun lige skulle af med og derfor tilføjede rød til den gulerodsfarvede ansigtskulør.
Det viste sig selvfølgelig, at jeg ikke havde fået lagt indlægget til at opsamle remoladen, rigtigt. Der var derfor læk ud af højre lår. Men ikke mere, end at det lige kunne snuppes med en klud, inden bleen blev afmonteret. Alle tre lag var våde, men ydersiden holdt tæt, og hun havde altså ikke tisset igennem, og var i øvrigt glad og fornøjet.
Så jeg er stadig noget uafklaret. Størrelse M er for lille, men vælger jeg størrelse large 9-12 kg, bliver selve bleen jo også større mellem benene, og det er vi altså ikke klar til at håndtere. Imse Vimse er med andre ord ikke designet til marcipanbabyer. Men selve bleen holdt jo tæt trods stortisseri og lort. Så selve yderlaget var jo godt nok. Men orker jeg at investere i en ny type ble lige nu for at se, om den passer hende bedre, nu hvor jeg har smidt mine barselsdagpenge i grams på låsesmede? Er jo blevet anbefalet BumGenius netop for ikke at være lige så tyk som ImseVimse.
Hmm, måske skulle jeg tjekke DBA for at se, om man kan få fat i et par brugte bleer... :-)
Opskrift på en skæv dag
På fredag er det d. 13. Det vil måske afholde nogen fra at stå ud af sengen, men jeg har i dag fået opskriften på alle tiders Tycho Brages Dag:
- Et stk morgenbaby, der har tisset gennem sin ble.
- Et stk ophidset andelsbolig-fælle, der passer dig op på gaden på vej til børnehaven og overfuser dig, fordi dit barn har formastet sig til at klatre i gårdens træer dagen forinden.
- Et mødregruppebesøg, hvor du føler dig misforstået og overset i to timer.
- En omgang "smække sig selv ude" på vej ned efter grædende baby i gården. Medtag hverken mobiltelefon eller mad til baby.
- Et stk låsesmed, der ikke kan dirke din nye, forsikringsgodkendte lås op
- Et stk nabo, der belærer dig om at aflevere ekstranøgler, hvis du vil undgå en låsesmed, mens du forsøger at pacifisere oversulten baby på armen.
- Et stk. udboret cylinderlås og regning på "omkring 12-1500"
- Et stk pædagog, der oplyser at sønnike har forsøgt sig som AK81 aspirant og kastet med sand og drillet de mindre børn på legepladsen med anden stor dreng.
- Et stk søn, der ikke vil komme op og spise
- Et stk søn, der udtaler, at han kun vil tale sødt til sin lillesøster men ikke til sin mor
- Et stk fyldt skraldepose med topping af aftensmadsrester , der vælter ind i køkkenskabet.
- Et stk status på babys ventelistepladser til vuggestue 4 måneder før behov = nr. 66 og - nr 66...
På den gode side skal dog nævnes:
- Et stk pakke med lækker øko-uldsovepose til tøsen afhentet og afprøves i skrivende stund af tøsebarnet
- Et stk meget sød og hjælpsom gård-fælle, der kan redde den udsmækkede moder med husly
- Et stk hjælpsom vicevært med mobil og nummer til låsesmed.
- Et stk baby, der spiser HELE sin portion kartoffel-gulerodmos til aften (måske fordi det var HIPP fra glas og ikke mors håbløse hjemmemos med klumper)
- En søn, der lige må have én til natkrammer og giver moderen licens til at kysse på ham i 17 overmorgen'er endnu...
- Et stk morgenbaby, der har tisset gennem sin ble.
- Et stk ophidset andelsbolig-fælle, der passer dig op på gaden på vej til børnehaven og overfuser dig, fordi dit barn har formastet sig til at klatre i gårdens træer dagen forinden.
- Et mødregruppebesøg, hvor du føler dig misforstået og overset i to timer.
- En omgang "smække sig selv ude" på vej ned efter grædende baby i gården. Medtag hverken mobiltelefon eller mad til baby.
- Et stk låsesmed, der ikke kan dirke din nye, forsikringsgodkendte lås op
- Et stk nabo, der belærer dig om at aflevere ekstranøgler, hvis du vil undgå en låsesmed, mens du forsøger at pacifisere oversulten baby på armen.
- Et stk. udboret cylinderlås og regning på "omkring 12-1500"
- Et stk pædagog, der oplyser at sønnike har forsøgt sig som AK81 aspirant og kastet med sand og drillet de mindre børn på legepladsen med anden stor dreng.
- Et stk søn, der ikke vil komme op og spise
- Et stk søn, der udtaler, at han kun vil tale sødt til sin lillesøster men ikke til sin mor
- Et stk fyldt skraldepose med topping af aftensmadsrester , der vælter ind i køkkenskabet.
- Et stk status på babys ventelistepladser til vuggestue 4 måneder før behov = nr. 66 og - nr 66...
På den gode side skal dog nævnes:
- Et stk pakke med lækker øko-uldsovepose til tøsen afhentet og afprøves i skrivende stund af tøsebarnet
- Et stk meget sød og hjælpsom gård-fælle, der kan redde den udsmækkede moder med husly
- Et stk hjælpsom vicevært med mobil og nummer til låsesmed.
- Et stk baby, der spiser HELE sin portion kartoffel-gulerodmos til aften (måske fordi det var HIPP fra glas og ikke mors håbløse hjemmemos med klumper)
- En søn, der lige må have én til natkrammer og giver moderen licens til at kysse på ham i 17 overmorgen'er endnu...
tirsdag den 10. maj 2011
Navngivning og ble-følgeton
Så er vi landet på planeten Hjemme igen efter forlænget weekend hos morforældrene. De lagde hus og solfyldt have til en helt igennem skøn navngivningsfest for tøsebarnet, der nu lyder sit fulde navn Elvira Leonora.
Jeg venter spændt på fællesbilledet fra selve navnetræsplantningen fra den søde gæstefotograf, men indtil da har jeg da et par af mine egne knapt så skarpe skud fra dagen:
Moderen er der selvfølgelig ikke nogen billeder af.. ;-)
Nu er vi så hjemme igen og jeg har fået bund i noget af vasketøjet, deriblandt også min nyindkøbte stofble. Den er nu hentet ind fra tørresnoren, så i morgen skal det endelig ske - den store afprøvning!
Jeg er meget spændt på testen og skal nok vende tilbage med en statusrapport.
PS. Posten har afleveret en pakkeseddel til mig. På postkontoret venter en pakke fra cambridgebaby.co.uk med bl.a. en uldsovepose til tøsebarnet (endnu engang et tip fra Rebecca Persson - hvad gør du ved min pengepung!!). Elvira har nemlig opdaget sine tæer og tror nu, at hun skal sove med benene i lodret position. Det giver lidt dynekonflikt, da vi gerne skal sove lidt koldt. Så jeg må også vende tilbage med en status på soveposeprojektet.
Jeg venter spændt på fællesbilledet fra selve navnetræsplantningen fra den søde gæstefotograf, men indtil da har jeg da et par af mine egne knapt så skarpe skud fra dagen:
Festens midtpunkt i intens øjenkontakt med én af sine valg-tanter
Den stolte storebror
Moderen er der selvfølgelig ikke nogen billeder af.. ;-)
Nu er vi så hjemme igen og jeg har fået bund i noget af vasketøjet, deriblandt også min nyindkøbte stofble. Den er nu hentet ind fra tørresnoren, så i morgen skal det endelig ske - den store afprøvning!
Jeg er meget spændt på testen og skal nok vende tilbage med en statusrapport.
PS. Posten har afleveret en pakkeseddel til mig. På postkontoret venter en pakke fra cambridgebaby.co.uk med bl.a. en uldsovepose til tøsebarnet (endnu engang et tip fra Rebecca Persson - hvad gør du ved min pengepung!!). Elvira har nemlig opdaget sine tæer og tror nu, at hun skal sove med benene i lodret position. Det giver lidt dynekonflikt, da vi gerne skal sove lidt koldt. Så jeg må også vende tilbage med en status på soveposeprojektet.
onsdag den 4. maj 2011
Mos og økoflip
Da Elvira nu er så glad for sin morgengrød, er vi gået videre til aftensmos. Eller det vil sige, moderen er gået videre. Elvira er ikke enig. Hun har det tilsyneladende som sin mor: kogte grøntsager kan være meget gode, så længe man ikke skal spise dem.
Her er vi i gang med kartoffelmos med gulerod og pastinak. Dejlige økogrøntsager tilberedt med omhu og most i mindst en time for at findele alle små dele. (så ungen ikke sidder og laver bræklyde og ser ud som om, hun er ved at blive kvalt ved hver mundfuld.
Elvira er med på, at ske og mos er dejligt sanselegetøj. Den er særligt god at spytte med eller grave ud igen med fingrene, eller smatte ud på dugen - og bagefter kan man jo bruge den som kombineret hår- og hudcreme? Sjovt er det i hvert fald, selvom der næppe kom noget hele vejen ned i maven...
Bemærk i øvrigt ny dug! Efter at have læst store dele af Rebecca Perssons bog Baby - 100% naturlig uden tilsætning har jeg fluks strittet PVC-voksdugen ud, da Elvira meget gerne vil slikke på dugen hele tiden. I stedet en dejlig lugtfri textildug til noget dyrere penge.
Posten kom i øvrigt forbi med en pakke i dag fra purebaby.dk - endnu en konsekvens af ovenlæste bog. Den har vist sig at være et dyrt bekendtskab, for jeg kan ikke læse fem sider uden at skulle notere et godt fif eller en henvisning til et website - og det involverer altsammen nyinvesteringer. Men man skal bare vifte mig om næsen med ordet øko og straks får jeg shoppefeber.
Pakken indeholdt bl.a. denne:
Nej, det er ikke en badebuks. Det er såmænd en stofble! Jeg ville ellers have forsvoret, at jeg nogensinde skulle overveje at vaske bleer. Men da jeg fandt ud af, hvor smarte de er nu om stunder, og at man kan lægge et lille tyndt indlæg inderst til at opfange bonusindholdet, så var jeg ret hurtig klar til at prøve. Bare tanken om ikke at skulle lægge de kemikalielugtende papirsbleer direkte på min datters marcipannumse 7-8 gange om dagen, gjorde mig interesseret.
Bleen er skønt blød indvendigt med to flap-indlæg til at suge og et tætvævet yderstof:
Så nu har jeg købt en prøvepakning med 2 stk - indlæg. Og de er ankommet allerede 36 timer efter bestillingen. Jeg glæder mig til at prøve, om de holder vand, om man så kan sige.
Men jeg har altså lige en navngivning på lørdag, som skal afholdes først. Så fortsættelse følger i næste uge...
Her er vi i gang med kartoffelmos med gulerod og pastinak. Dejlige økogrøntsager tilberedt med omhu og most i mindst en time for at findele alle små dele. (så ungen ikke sidder og laver bræklyde og ser ud som om, hun er ved at blive kvalt ved hver mundfuld.
Elvira er med på, at ske og mos er dejligt sanselegetøj. Den er særligt god at spytte med eller grave ud igen med fingrene, eller smatte ud på dugen - og bagefter kan man jo bruge den som kombineret hår- og hudcreme? Sjovt er det i hvert fald, selvom der næppe kom noget hele vejen ned i maven...
Bemærk i øvrigt ny dug! Efter at have læst store dele af Rebecca Perssons bog Baby - 100% naturlig uden tilsætning har jeg fluks strittet PVC-voksdugen ud, da Elvira meget gerne vil slikke på dugen hele tiden. I stedet en dejlig lugtfri textildug til noget dyrere penge.
Posten kom i øvrigt forbi med en pakke i dag fra purebaby.dk - endnu en konsekvens af ovenlæste bog. Den har vist sig at være et dyrt bekendtskab, for jeg kan ikke læse fem sider uden at skulle notere et godt fif eller en henvisning til et website - og det involverer altsammen nyinvesteringer. Men man skal bare vifte mig om næsen med ordet øko og straks får jeg shoppefeber.
Pakken indeholdt bl.a. denne:
Nej, det er ikke en badebuks. Det er såmænd en stofble! Jeg ville ellers have forsvoret, at jeg nogensinde skulle overveje at vaske bleer. Men da jeg fandt ud af, hvor smarte de er nu om stunder, og at man kan lægge et lille tyndt indlæg inderst til at opfange bonusindholdet, så var jeg ret hurtig klar til at prøve. Bare tanken om ikke at skulle lægge de kemikalielugtende papirsbleer direkte på min datters marcipannumse 7-8 gange om dagen, gjorde mig interesseret.
Bleen er skønt blød indvendigt med to flap-indlæg til at suge og et tætvævet yderstof:
Så nu har jeg købt en prøvepakning med 2 stk - indlæg. Og de er ankommet allerede 36 timer efter bestillingen. Jeg glæder mig til at prøve, om de holder vand, om man så kan sige.
Men jeg har altså lige en navngivning på lørdag, som skal afholdes først. Så fortsættelse følger i næste uge...
søndag den 1. maj 2011
I egen stol
Så kom dagen lørdag aften, hvor Elvira indviede sin Trip-Trap - eller rettere: Moderen puttede hende spontant ned og slap - og så sad tøsebarnet dér og smilede forundret. Så hun blev hurtigt rykket hen til bordet og præsenteret for det lodrette liv ved familiens samlingssted.
Hun ser pludselig så stor ud, blot fordi hun er kommet i sin stol. Man kan tydeligt fornemme pigen bag babytrækkene på det sidste billede. Hun har helt anderledes øjne end storebror, som sad overfor hende og pjattede overstadigt for at få hende til at grine. Der skal ikke meget til, for Elvira er Ludvigs loyale og trofaste fan. Alt hvad han gør er fantastisk.
Han kunne dog også tage sig et eftertænksomt øjeblik. Min frække lille unge er ved at blive en stor dreng!
Det er jo lige tidligt nok, da hun kun er knapt fem en halv måned. Så hun kom hurtigt ned på gulvet igen. Men det var ikke fordi, hun selv protesterede. Så i dag har hun spist morgenmad samtidig med Ludvig og mig for første gang. Det var en fest! Vi var jo en helt stor familie, som vi sad dér tre til bords med hver sin skål. Jeg nåede endda at spise ind imellem, da Elvira mener, at hun er den bedste til at styre sin egen ske. Så det får hun lov til ind i mellem.
Hun ser pludselig så stor ud, blot fordi hun er kommet i sin stol. Man kan tydeligt fornemme pigen bag babytrækkene på det sidste billede. Hun har helt anderledes øjne end storebror, som sad overfor hende og pjattede overstadigt for at få hende til at grine. Der skal ikke meget til, for Elvira er Ludvigs loyale og trofaste fan. Alt hvad han gør er fantastisk.
Han kunne dog også tage sig et eftertænksomt øjeblik. Min frække lille unge er ved at blive en stor dreng!
Abonner på:
Opslag (Atom)