Kan du lide snegle?

I dag på vej til børnehaven stopper Ludvig op på stien over Fælleden og står tålmodigt med sin cykel og venter på, at barnevognsskubberen skal indhente ham. Jeg tænker ikke nærmere over det, for Ludvig finder stort set altid noget på vejen, som han mener, han skal eje - det være sig alt fra en god lang pind til en ølkapsel, en dåse (jeg vil være meget rig, når jeg bliver stor), en sten eller måske en halv plasticstrip eller en tabt børste fra snefejemaskinerne.

Midt på stien er en velvoksen Wiinbergsnegl ved at krydse vores spor i adstadigt tempo. Kun med meget koncentreret blik kan man se, at den rent faktisk flytter sig. Ludvig er begejstret:

- Se mor! En stor snegl!!
- Ja. Det er en Wiinbergsnegl.
- Den er sej. Wienersneglen skal med i børnehaven! (sikkert som første beboer i dagens børneZoo)
- Jeg tror, det er bedst, at den bliver her. Den lever jo af de planter, der vokser her ved vandet.
- Nå. Se, den har følehorn!
- Ja. Faktisk kan man spise den.
- Kan man spise den?! Det vil jeg prøve!!
- Øhh, man skal først gøre noget ved den. Jeg tror, den skal koges.
- Skal vi så ikke koge den?
- Vi er jo på vej i børnehave. Vi kan se, om den er der stadig, når vi går hjem (afledningsmanøvre er altid en god taktik, når samtalen tager en uventet drejning)
- Nå ok. Farvel wiinesnegl!

Senere, hjemme igen omkring nattøjstid. Vi snakker om en svømmende snegl, som Ludvig har set i et akvarium i børnehaven, hvor nabostuen har været på fangst i Fælledens vandhuller. Jeg finder Danmarks Naturleksikon frem og slår op under snegle - big mistake!

- Måske er det en mosesnegl, foreslår jeg og peger i den i øvrigt super gode bog med alle Danmarks dyr.
- Ja. Den har sådan en høj sneglehus-hale, nikker Ludvig. Vi bladrer videre - Neej, se! Der er Wiinersneglen mor!
- Ja, det er da rigtig. Det er Wiinbergsneglen.
- Skal vi ikke finde den igen og spise den?
- Vil du gerne spise den? Jeg
- Ja!!
- Jeg tror nok, at den var væk på stien, svarer jeg og kan så høre, hvordan jeg allerede har trukket følehornene langt ind og føler mig krysteragtig. Hvis franskmændene kan, kan jeg vel også.
- Måske er den kommet igen i morgen.
- Måske. Vi må vente og se. Det står her, at den er fredet. Man må ikke samle dem ind for at sælge dem og tjene penge. Men man må godt samle dem til sig selv.
- Og spise dem? Stor iver i det lille drengeansigt.
- Ja.
- Det vil jeg gerne. Så skal vi koge dem!
- Så må vi jo finde ud af, hvordan man laver snegle. Det skal nok være en fridag, så vi kan finde nogle stykker, foreslår jeg og prøver at se det som en positiv udfordring - Vi skal have mere end én, hvis vi skal prøve at spise dem.
- okay. Vi gør det i morgen! Fastslår Ludvig og så er han klar til nattøj...

Det ser altså ud til, at jeg har lovet Ludvig, at vi skal prøve at spise Wiinbergsnegle... Jeg er ellers hverken bange for slanger eller edderkopper, biller eller andet kryb. Men jeg har aldrig været fristet af et menukort med snegle.

Jeg må se at finde en god opskrift - gerne med meget hvidløg!

Fortsættelse følger måske...