Min kusines søn er nu desværre død efter næsten 3 måneders op og nedture i kampen om livet. Jeg bloggede tidligere om det her. Det er et frygteligt tab for familien, som nu skal sige farvel til en elsket dreng, der kun blev 17 år.
I dette lys er mit dilemma af mindre betydning. Men jeg har et egoistisk ønske om at fortie dette dødsfald for min søn. Simpelthen fordi jeg synes, han er for lille til at skulle konfronteres med, at børn rent faktisk kan dø - og at de også gør det nu og da. Han er i forvejen meget optaget af døden for tiden. Han spørger, om mormor og morfar ikke også først dør, når de er meget gamle. Han spørger, om man dør, hvis man glider ned af taget fra 5. sal. Han spørger, om man dør, hvis man falder ned af køkkentrappen og helt ned i kælderen (vi på på 1. sal). Han spørger, om storebroderen i "Lotte i Rabalderstræde" ville dø, hvis ikke faderen havde reddet ham op af den kolde sø - og om han ville dø, hvis han ikke kom hjem i varmen igen bagefter. Han spørger, hvor han skal bo, hvis jeg falder ned i en dyb kløft og dør...
Og sådan kan jeg blive ved. Jeg svarer så ærligt og udramatisk som muligt. Det er tydeligt, at virkeligheden trænger sig på. Men han er kun næsten fem år, og virkeligheden er ret skræmmende til tider. Jeg er ikke sikker på, at han er klar til denne del af den endnu. Vi ser kun denne del af familien nogle få gange om året, men han kan godt huske Casper. Jeg ved, at han vil grunde over det i mange dage, og måske først begynde at sætte ord på det om flere uger. Og jeg tror ikke, han er klar til de tanker, der vil dukke op i hans hoved.
Jeg er ellers ikke tilhænger af at hverken lyve eller skjule ting for sine børn. Han skal ikke med til begravelsen, som bliver virkelig sorgfuld. Men lige nu tror jeg heller ikke, at han skal vide, at der er brug for en begravelse og at jeg tager med. Forhåbentlig er han en smule mere klar til at forholde sig til denne del af virkeligheden, når han engang finder ud af, at Casper desværre ikke overlevede ildebranden i sidste ende.
Jeg ved ikke, om man overhovedet kan beskytte sine børn mod døden. Den indtræffer jo, når man mindst venter det, og uden for enhver kontrol. Men kan man bebrejde en mor for at ville bevare sit barns naivitet bare lidt endnu?
Mine tankegange mht til døden og så små børn er at bevarer deres naivitet.
SvarSletLad ham blive sparet for døden et par år til. Der er ingen grund til han skal gå og bekymre sig for meget over den slags. Det er slettt ikk sundt. Mine forældre var meget åbne over for den slags. Måske for åbne, men mistede min farmor i 87 (jeg var 5) og det satte en masse tanker i gang, jeg ikke kunne rumme, men evt. kunne du da høre pædagogerne i børnis hvorn de håndterer det??!
Jeg har desværre mistet en kollega i den børnehave jeg arbejdede i for et par år siden. Der kom pædagogisk psykologisk rådgivining ud og hjalp børnene. Det havde været fantastisk.
:-)
Julie: Tak for opbakningen. Ludvig har faktisk været til sin oldemors begravelse, da hun døde i efteråret, 92 år gammel. Han havde ikke den store følelsesmæssige relation til hende, da hun jo var ret gammel, temmelig halvdøv og som regel halvsov meget af tiden ved bordet, når vi var der.
SvarSletHan var meget optaget af alt det praktiske omkring begravelsen - kiste, orgel, præst, blomster, rituallerne, hullet i jorden etc. Han var ikke ked af det eller trykket og alle de andre oldebørn var også til stede Men han spurgte meget til det bagefter. Hvorfor hun var død, og om hans mormor og morfar var gamle og snart skulle dø.
Jeg har ikke fortrudt, at han kom med, for han var i forvejen meget optaget af døden og kirkegårde, og hvad der skete. Nu fik han det hele på plads på en naturlig måde, da han havde forstået, at vi skal dø, når vi bliver meget gamle. Det er jo heldigvis også meget abstrakt og umuligt at forestille sig, at man selv bliver gammel, når man er fire år.
Pædagogen i børnehaven støtter op om ikke at tage dette dødsfald op aktivt for ham, men vente til han er lidt større eller det kommer for hans øre ved en samtale.
Ældre mennesker er måske også lidt end anden sag? Man må vel gerne fortælle et barn at man dør når man bliver riiiigggtig gammel, som han også selv har været ude for. Åhh læste din kusines blog. Måske det er meget godt han fik fred???
SvarSletKnus