Mere om snegle

Ludvig nævnte ikke noget om snegle og muligheden af at spise dem her til morgen, så jeg undgik også emnet. Det regnede og vi var mere optaget af regntøj og paraplyer og cykelhjelme og den slags.

Men da vi var nået ned for enden af stien, hvor vi mødte Vinbjergsneglen sidst (tak til Leoparddrengen for stavekontrol), konstaterede Ludvig skuffet, at sneglen var væk. Han havde vist ikke forestillet sig, at den kunne nå over stien på et døgn med dét tempo, den kunne præstere. Men så besluttede han håbefuldt, at den kom igen.

På vej hjem holdt han igen nøje udkig. Imellemtiden havde jeg fået læst tip om et godt link til selvplukkersnegle og kokkeri fra Leoparddrengen hos  Walter Lystfisker. Hurtigt forstod jeg, at det er en meget kompliceret og langvarig proces, at æde selvplukkede snegle. Når man endelig har fundet nok (helst over 30) skal de i trækasse og udtømmes naturligt - læs aflortes - over flere dage, mens de overrisles jævnligt med temperet vand, før de skal afslimes i adskillige omgange kogende saltvand, før man endelig kan bage dem i ovnen, hive dem ud af huset og beslutte sig for, hvordan de skal indtages.

Allerede her må vi stå af som beboere i en 2V, hvor viceværterne og hustyranosauruserne i foreningen ikke vil se nådigt på en lille sneglefarm i gården. Desuden havde Walter en god pointe: Vinbjergsnegle parrer sig i maj-juni og graver sig herefter ned for at lægge æg. Det er derfor ikke rimeligt at gå og ødelægge romantikken og udslette næste generation ved at samle lige nu. Næste chance er først midt i juli.

Jeg forklarede Ludvig, at sneglene altså var ved at lave snegleunger, og vi derfor ikke kunne tage dem med hjem og æde dem før til sommer - men vi kunne eventuelt købe nogle forkogte snegle inkl. huse og bage dem i ovnen, så vi stadig kunne få smagt de dér snegle.

Han var meget forstående på sneglenes vegne, selvom noget af det sjove gik af det, når vi ikke kunne samle selv. Jeg afventer og ser, om han stadig vil spise snegle, når vi skal købe dem først. Ellers får det eventyr lov til at leve sit hengemte liv her i cyperspace. Ja, jeg er en kylling, jeg ved det.

Men nu skal vi så i stedet har tusch med på vores Fælledture, så vi kan navngive sneglene og se, om vi kan blive venner med dem. De kan nemlig blive 6-8 år, og holder til lokalt hele livet! Det bliver spændende, hvad barnet skal hedde.