Så tog pokker ved tøsen!

Elvira var alene i vuggestuen i dag! 40 minutter om morgenen, inden første lur. Hun tog det i stiv arm, og det var den rene luksus at sidde i personalestuen og drikke lækker grøn-hvid te blanding og læse flere hele artikler i Weekendavisens kultursektion uden afbrydelse. Jeg nøøød det, og vidste jo, at de ville komme efter mig, hvis hun blev ked. Det blev hun ikke.

Til gengæld havde hun fulgt grundigt med i alle de andre børns aktiviteter. Og måske blev hun inspireret? Eller måske blev hun træt af at blive efterladt af storebror, efter at han havde scoret hendes legetøj?

I hvert fald besluttede hun sig for, at denne gang skulle det blive løgn:

Og så kravlede tøsen sgu! Så syndt, at hun ikke kunne følge med, men snart har jeg vel Ludvig hængende: Moar, Elvira driller! Elvira ødelægger mine ting! Elvira piller i mit legetøj!

Selv kom hun sig hurtigt over skuffelsen og blev helt ekstatisk over sin nye evne. Hun moslede grinende rundt og rodede i alle mine poser og kurve og hjørner og havde en fest. I morgen skal jeg for alvor i gang med at rydte op...

Sendt til hjørne

Alt var klappet og klart til tidlig morgenstund med guld i mund. I stedet for blev det desværre med bræk i mund for Ludvigs vedkommende. Først på badeværelsesgulvet og senere i diverse skåle. Selv mærkede jeg også en smule rumlen og det ildevarslende æggeopstød, men det skulle vise sig, at det var ungerne, der var hårdest ramt.

Ludvig tog en dag på sofaen og sov sit maveonde væk hen over middag. Til gengæld forsøgte Elvira at slå familierekorden i antal lortebleer på en dag. Stakkels tøs og hurra for panthenol-creme, der har holdt hendes numse næsten fri fra smertensbrand.

Nu sover de (vist) begge, og jeg er klar til bad og seng. Men skal også lige klare en omgang vasketøj, så vi forhåbentlig er klar til endnu en omgang vuggestue i morgen tidlig, om Elviras mave vil det...

Mor-karusellen

Pyha, det går sørme op og ned med dét der indkøring! Lige så stor en succes første dag var i går, ligeså mislykket var andendagen. Ud over, at Elvira fik set stedet og de andre unger igen i dag, fik hun vist ikke så meget ud af det. Hun fik i hvert fald ikke meget kontakt med sin kontaktperson eller den anden faste voksne på stuen og jeg fik stort set ikke talt med en voksen de to timer, vi deltog i kaos på blå stue.

Alt for mange grændende unger krævede de voksnes arme. Der var nye børn, der ville have deres mor og der var ældre børn, der havde været på ferie og nu også ville have deres mor elller i hvert fald monopol på yndlingspædagogen. Og så var der mig og Elvira. Elvira spiste pasta med flødesovs for første gang i sit liv, og vred sig i alle retninger på sin stol for at følge med i alle udbrud og bevægelser. Hendes mor havde ligeså mange antenner ude. Og da vi forlod puttekaos med et "vi går nu", var der ingen, der spurgte os, hvornår vi kom i morgen eller i øvrigt tog noget initiativ. Så vi gik. Mor sur, Elvira træt.

Men på magisk vis vendte bøtten heldigvis senere på eftemiddagen, mens jeg gik rundt i mine egne cirkler og overvejede den pæne måde at brokke mig på. Kontaktpersonen ringede på eget initiativ og undskyldte kaos og dårlig dag. Hun ville ikke selv have været glad, hvis det havde været sådan, da hun startede vuggestue med sin egen baby for kort tid siden. Og så fældede tudesidsen her selvfølgelig et par tårer og lod snotten løbe på charmerende babyvis, mens vi blev enige om, at det ikke skulle være sådan igen og forsøge med et morgenbesøg inden første lur i stedet.

Men da pædagogen blev dristig og foreslog at min Elle skulle blive og sove hos dem (på trediedagen!), satte mor foden ned og sagde nej tak. Nu måtte vi lige se, hvordan det gik, men jeg kunne jo gå i personalerummet og læse lidt avis på standby, mens Elle var alene med dem på stuen og så går vi hjem, når Elvira har fået nok og skal putte.

Så nu skal vi pludselig til at stå tidlig op alle tre en lille uge før jeg havde regnet med for at komme en time tidligere ud af døren. Det bliver spændende at få en forsmag på dagligdagen i morgen tidlig - spændende på den hårrejsende måde altså!

Appendix

Jeg er vant til at præsentere mig i institutionssammenhænge som "Britt, Ludvigs mor", men fra i dag er jeg nu også "Britt, Elviras mor". En tankevækkende oplevelse at være dobbelt appendix til andres liv. Og det vil jo fortsætte sådan i mange år endnu.

I dag, var det nemlig debut for Elvira - men også for Ludvig. Elvira startede på Blå Stue, og Ludvig startede til brydning. Det var uden tvivl mest nervepirrende for Ludvig.

Elvira tog det hele fra sin mest charmerende side. Hun så lige de to nye voksne og de andre unger an et par minutter, før hun rakte ud efter sit første stykke legetøj, og så så hun sig ellers kun tilbage en gang hvert kvarter for lige at se, at jeg var der et sted bagude. Ellers erobrede hun Blå Stue - først legetøjet, så de børn, der kom tæt nok på til, hun kunne forsøge at erobre deres sut eller gramse på dem. Når en ny person kom gennem stuen fulgte hun dem med øjnene og der var masser af opmærksomhed at få fra de søde voksne, som hun til gengæld ødslede masser af smil og charme af på.

Vi blev hængende to timer og gik, før Elvira for alvor var træt til sin eftermiddagslur, fordi jeg fornemmede, at de var en smule underbemandede og ophængte med nye, trætte små unger, der skulle trøstes, bæres og rulles frem og tilbage i vogne samtidig med, at der skulle afvikles pause. Det hele foregik stille og roligt og ingen voksne blev stresset af situationen. I stedet virkede det til, at de var gode til at spørge til hinandens stuer og behov og fik det hele til at hænge sammen i en god tone. Så jeg er meget fortrøstningsfuld.

Klokken halv fire hentede vi så Ludvig for at tage med ham til hans første time på tumleholdet hos Christianshavns Brydeklub. Han var ret spændt, og da vi kom som de første, trippede han rundt og erklærede, at han var genert, og hvornår kom dog ham den voksne??

Men så kom der en anden dreng med sin far og bagefter deres holdtræner, som virkede til at have den helt rette blanding af autoritet og legehumør. Ludvig var straks en ivrig slave for hans vilje og jeg kunne trække mig tilbage med Elvira til gruppen af andre forældre bag glasruderne og se til, mens de legede fanger, stikbold og andre kontaktlege med indbyggede kolbøtter, englehop, armbøjninger og rygstrækkere.

Da vi skulle overlade scenen til det lidt ældre drengehold, var Ludvig næsten ikke til at drive af madrassen. Han havde haft en fest i en time med fem andre drenge og en sej voksen mand. Han vil bestemt komme tilbage på næste mandag, selvom han ikke nåede at bryde. Det skulle de så begynde lidt på næste gang. Ludvig glæder sig!

Lusefredag

Jeg ville have skrevet noget om supper - om hvorfor jeg aldrig har kunne lide dem, men nu alligevel er blevet omvendt.

Men hvad sker der så? Storebror sidder og kradser sig i håret under Disneysjov. Det gjorde han også under morgenmaden, men da kom jeg fra at tjekke ham. Så snart lillesøster var puttet, var det frem med lusekammen, bare for en sikkerheds skyld.

Vupti! Et styks aftenhygge spoleret af en lille gennemsigtig kravler mellem kammens tænder. Hhrrmmfff! Ludvig fik lov at se programmet færdigt, mens jeg gik ud til håndvasken og kæmmede mig selv. To små sata...er dukkede sgu op! Jeg havde ikke engang opdaget, at det kløede endnu! Var de emigreret over til mig i løbet af aftenen fra Ludvig? Efterkæmningen af ham gav i hvert fald ikke mere bid og han påstod selv, at det ikke kløede mere, og at de var hoppet over til mig..!

Hvorfor er det lige, at man altid opdager lus, om aftenen, når man ikke orker luseshowet? Hvorfor skal det være lige efter en dum eftermiddag, når lillesøster er lagt og Ludvig og jeg skulle hygge i sofaen og genetablere lidt positiv kontakt? Hvorfor skal det være inden, jeg har spist mine skummus og bare siddet i hjørnet af sofaen med Ludvigs hoved på mit lår? Hvem gider lige udskifte fredagshyggen med total omredning af to senge, nedfrysning af sovedyr, luseshampo til moderen og planlægning af morgendagens lusekamp?

Jeg håber ikke, at Elvira har arvet nogen, men det har hun nok, for hun og Ludvig fik deres første brydekamp i sofaen tyve minutter inden den store fangst. Jeg glæder mig allerede til i morgen.

Nintendo-fingre

Ludvig fik jo en Nintendo DS i fødselsdagsgave i sidste måned og et Starwars-spil for 3 år og op. Han er meget begejstret, men også lidt bange for at spille alene. Han vil gerne have Peter eller mig til at hjælpe mod de store robotter, når der skal kæmpes med lyssværd, for Ludvig er bange for at dø. Det er Peter ikke og han elsker at være den, der "er bedst til at slås" på Nintendoen - måske fordi Ludvig er bedst til at slås, når de brydes inde i sengen.

På det sidste var de gået i stå på en bane, hvor de havde kæmpet mod alt, der bevægede sig og fundet gemte skatte og point og bygget trin og broer. Nu kunne de ikke finde ud af at afslutte. Og så kom Ludvig til at slukke nintendoen, i stedet for at sætte den på pause. UHA! Stor ulykke, for så skulle de spille banen forfra. I flere dage lå den urørt hen på bordet. Men så tænkte jeg, at jeg jo kunne spille banen for dem om aftenen, så den var klar næste morgen.

Efter lidt over en time havde jeg krampe i venstre tommelfinger, som bevæger jedi-ridderen fremad og næsten lige så meget krampe i lyssværds-tomlen. Klokken var langt over sengetid, men banen var gennemført, og jeg var allerede godt igang med den næste bane, hvor jeg skulle kæmpe mod en mand med dobbelt lyssværd og rød-hvid maling i ansigtet. Først, da der opstod en pause i spillet, gik det op for mig, at klokken var tæt på midnat, og at Elvira vågnede om seks-syv timer.

Hele dagen har jeg tænkt på spillet med jævne mellemrum. Jeg har vel spillet 1½ time og er allerede ved at blive afhængig. Kan sgu godt forstå de unge knægte, der hænger halve og hele dage foran deres PC for at spille.

Ludvig var i øvrigt begejstret for, at næste bane var klar til ham. Men han har ikke rørt spillet, for Peter var ikke hjemme i dag...

6 dage igen!

Jeg fatter det ikke.

Tilbage i mørke februar måned startede jeg denne blog for at få lidt perspektiv på mit barselsliv. Og nu er det slut om få dage. På mandag pakker Elvira sine ting og flytter hjemmefra starter i vuggestue! Hvad skal hun egentlig dér? Hun skal da gå hjemme sammen med mig mindst indtil jul??

Eller også skal jeg starte på arbejde til september... Ikke sjovt. For hun er jo kun snart ni måneder. Ludvig var 13½ måned og ultra klar, da han startede. Det er Elvira ikke. I går blev hun passet en eftermiddag af min mor, som hun udmærket kender, og hun var ved at tude om aftenen, da jeg kom hjem og ikke tog hende op i samme sekund hun så mig. I dag har hun vogtet på alle mine skridt og blev bekymret nede i Netto, da jeg gik om bag vognen, hvor hun ikke kunne se mig, for at lægge indkøbsposen ind.

Det bliver ikke sjovt for nogen af os. Godt at vi har 14 dage til at komme overens med det, inden jeg starter og en helt anden virkelighed kalder.

Pinlig mor

Ludvig har lidt svært ved at starte børnehave igen efter ferien. Jeg hader børnehaven! siger han dramatisk om morgenen uden helt at kunne forklare hvorfor. Det er jo ikke nogen festlig start på dagen, men han er jo glad om eftermiddagen, når jeg henter ham, så jeg har ham mistænkt for, at han bare hellere vil blive hjemme. Og det er jo også en god grund.

Her til morgen havde vi ovenikøbet glemt, at det var legetøjsdag, og da vi ankom løb alle de andre rundt med sværd og radiostyrede biler, mp3-afspillere (!) og jeg skal give dig. Ludvig gemte ansigtet i mit bukseben og brød i fortvivlet gråd.

Heldigvis var to af de gode venner vendt tilbage fra ferie, og den ene havde valgt at tage et par dyreknogler med fra ferien i stedet for legetøj. Det hjalp lidt på humøret. Og de skulle have indianerdag, og den anden ven ville være kongen, så det ville Ludvig også. Jeg ville gerne bidrage lidt til det gode humør og gav en prøve på et godt indianerhyl, men det kunne jeg altså godt pakke sammen:

Mor, la' vær med det!
Hvorfor? (forbavset) Synes du, det er pinligt (smiler lidt)
Jaa!

Godt så. Min søn er blevet stor nok til at krumme tæer over sin mor. Bare han ikke får kløer i stedet for tæer til sidst. For jeg kan godt finde på at danse fjollet rundt i køkkenet eller lave mærkelige hop med de små i gardaroben i børnehaven eller tage en papirshat på hovedet, hvis jeg er i dét humør. Stakkels Ludvig.

Men i det mindste glemte han at være sur...

Tegn og Fortæl

Her til aften sad jeg og surfede på nettet, mens Ludvig tegnede en historie. På det sidste har han taget et udviklingsspring på tegnefronten og det har givet ham selvtillid og blod på tanden. Han tegner gerne en halv time eller mere, når han får ro til det. Her til aften tegnede han fra endt aftensmad til klokken blev halv otte. Imens fortalte han mig løbende om, hvad han tegnede. Først var det en fisk, som havde unger og siden blev det til en fiskehelikopter med fiskepassagerer. Han var meget glad for resultatet og tegnede en udgave mere. Bagefter tegnede han en skøn tegning med Nemo, hans far, hans mor og "hende, der hjælper dem". Alle tegninger skulle klistres sammen til en plakat.

Det blev de så, da jeg havde puttet Elvira og bagefter skulle han lige tegne lidt på bagsiden. Så jeg snuppede lige fem minutter på computeren  - man er vel en ordentlig Netoman. De fem minutter blev til en halv time, og jeg hørte kun efter med et halv øre og dertilhørende m-hm'er på passende steder, mens Ludvig fortalte mig om kraner og skattekister og fisk og geværer og sabler og en del mere, som jeg med skam at melde må sige, jeg ikke hørte, hvad var.

Men da det så blev sengetid og jeg fik set hans tegning, fortrød jeg min halvhjertede deltagelse. For Ludvig havde tegnet en film, der hed Nemo 2!

Her forklarer han mig, at han står med to skattekister med 17 (!) guldmønter i, og at jeg står ved siden af med en skattekiste, som også er fuld med guldmønter. I mellem os står den store kran, som hejser skattekister op fra piratfiskenes skattekammer! Så tilsidst har de ikke flere skattekister og vi har fem!

En interessant detalje er, at de fire piratfisk dog er Elvira, Ludvig, undertegnede og farfisken. Da Ludvig ikke har nogen far måtte det i stedet være onkel Kristian, der kunne være den store fisk. Vi ser lidt bekymrede ud over, at Ludvig og jeg stjæler alle vores skattekister fra os... Det er også en smule forvirrende for mig, men jeg ville meget gerne se filmen.

Plakaten må ikke hænges op, for den ene side med Nemo og familie er plakaten til filmen og den anden side er Nemo 2 filmen.

Og så skulle der lige tilføjes lidt flere guldpenge for en god ordens skyld:



Jeg skal nok vende tilbage med en premieredato, når den er fastlagt.