Ludvig har lidt svært ved at starte børnehave igen efter ferien. Jeg hader børnehaven! siger han dramatisk om morgenen uden helt at kunne forklare hvorfor. Det er jo ikke nogen festlig start på dagen, men han er jo glad om eftermiddagen, når jeg henter ham, så jeg har ham mistænkt for, at han bare hellere vil blive hjemme. Og det er jo også en god grund.
Her til morgen havde vi ovenikøbet glemt, at det var legetøjsdag, og da vi ankom løb alle de andre rundt med sværd og radiostyrede biler, mp3-afspillere (!) og jeg skal give dig. Ludvig gemte ansigtet i mit bukseben og brød i fortvivlet gråd.
Heldigvis var to af de gode venner vendt tilbage fra ferie, og den ene havde valgt at tage et par dyreknogler med fra ferien i stedet for legetøj. Det hjalp lidt på humøret. Og de skulle have indianerdag, og den anden ven ville være kongen, så det ville Ludvig også. Jeg ville gerne bidrage lidt til det gode humør og gav en prøve på et godt indianerhyl, men det kunne jeg altså godt pakke sammen:
Mor, la' vær med det!
Hvorfor? (forbavset) Synes du, det er pinligt (smiler lidt)
Jaa!
Godt så. Min søn er blevet stor nok til at krumme tæer over sin mor. Bare han ikke får kløer i stedet for tæer til sidst. For jeg kan godt finde på at danse fjollet rundt i køkkenet eller lave mærkelige hop med de små i gardaroben i børnehaven eller tage en papirshat på hovedet, hvis jeg er i dét humør. Stakkels Ludvig.
Men i det mindste glemte han at være sur...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar