Ludvig fik jo en Nintendo DS i fødselsdagsgave i sidste måned og et Starwars-spil for 3 år og op. Han er meget begejstret, men også lidt bange for at spille alene. Han vil gerne have Peter eller mig til at hjælpe mod de store robotter, når der skal kæmpes med lyssværd, for Ludvig er bange for at dø. Det er Peter ikke og han elsker at være den, der "er bedst til at slås" på Nintendoen - måske fordi Ludvig er bedst til at slås, når de brydes inde i sengen.
På det sidste var de gået i stå på en bane, hvor de havde kæmpet mod alt, der bevægede sig og fundet gemte skatte og point og bygget trin og broer. Nu kunne de ikke finde ud af at afslutte. Og så kom Ludvig til at slukke nintendoen, i stedet for at sætte den på pause. UHA! Stor ulykke, for så skulle de spille banen forfra. I flere dage lå den urørt hen på bordet. Men så tænkte jeg, at jeg jo kunne spille banen for dem om aftenen, så den var klar næste morgen.
Efter lidt over en time havde jeg krampe i venstre tommelfinger, som bevæger jedi-ridderen fremad og næsten lige så meget krampe i lyssværds-tomlen. Klokken var langt over sengetid, men banen var gennemført, og jeg var allerede godt igang med den næste bane, hvor jeg skulle kæmpe mod en mand med dobbelt lyssværd og rød-hvid maling i ansigtet. Først, da der opstod en pause i spillet, gik det op for mig, at klokken var tæt på midnat, og at Elvira vågnede om seks-syv timer.
Hele dagen har jeg tænkt på spillet med jævne mellemrum. Jeg har vel spillet 1½ time og er allerede ved at blive afhængig. Kan sgu godt forstå de unge knægte, der hænger halve og hele dage foran deres PC for at spille.
Ludvig var i øvrigt begejstret for, at næste bane var klar til ham. Men han har ikke rørt spillet, for Peter var ikke hjemme i dag...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar