fredag den 11. november 2011

Vi er her stadig

- tror jeg nok...
Men man bliver godt nok bombet af sådan en omgang flytning. Og sårbar. Når man står alene med to små rødder og 70 flyttekasser i en ny by og skal forsøge at være masten på et skib i stormvejr for dem, så skal der ikke så meget til at få det til at knage gevaldigt i træværket, når ungerne endelig er gået omkuld i deres nye værelse.

Jeg blev derfor helt lettet, da min dejlige søde barndomsveninde og redningsplanke i de sidste 14 dage, fortalte, at hun havde læst en top ti over stressårsager, hvor en flytning stod som nr. 3 lige efter tab af ægtefælle. Meget irrationelt, for jeg burde vel så gå og frygte en stress-sygemelding lige om hjørnet. Men der er bare ikke noget som at få at vide, at det er helt normalt. At det ikke er mig, der er særligt pivet og underskudsagtig, og at det nok skal gå over igen.

Nu er så alle 70 (Jo jo, der var skam 70..) flyttekasser pakket ud. Tingene ligger ikke ligefrem på deres permanente plads, og halvdelen af flyttekasserne står foldet sammen i mit soveværelse, som pt KUN er et SOVEværelse, sammen med alle de andre papsager og ting, jeg ikke har fundet plads til endnu. Der er ingen billeder på væggene og de nye stole står stadig usamlet i deres kasser. Og der er ingen lamper i lofterne endnu. Selvom jeg hader alt med elektricitet, har jeg forsøgt at hænge dem op, har jeg desværre ikke fået kontakt til lampeånderne. Så er det godt at have masser af bloklys til at kaste lys over maden. Og så føles det jo næsten som jul allerede.

Ungerne er begge startet godt op i deres nye institutioner. Der findes også lus i Roskilde, og måske kommer Roskildesyge virkelig fra Roskilde, for Elle har de sidste to dage taget en ordentlig omgang med hjem fra vuggeren., Nej, spørg til side. De er virkelig faldet godt til, og lus og sygdomme kan man jo få alle steder.

Så måske er det bare moderen, der mangler at falde til og acceptere, at det nye hjem ikke bliver rigtig hjem på 14 dage, og at der gerne må være kaos i alle hjørner, selvom Elle fylder et år om en uge. Det skal nok blive en fest - det kræver bare 100 balloner og godt humør

tirsdag den 18. oktober 2011

Skovask

Elvira var i sit huslige hjørne forleden. Måske fornemmede hun, at hendes mor er lidt fortravlet og fraværende i disse flyttedage. I hvert fald tog hun Ludvigs ene kondisko med ud i hendes favoritlegerum - badeværelset.

Og hvad sker der så, når man uforvarende glemmer at slå toiletsædet ned? ... Rigtigt gættet.

Elle blev lidt sur, da jeg overtog skovaskningen og bortførte skoen op i håndvasken og så tilmed lukkede låget for herlighederne. Morgenen blev bare ikke den samme igen for hende - eller for os andre.

tirsdag den 11. oktober 2011

Varme minder

Her er ret stille på bloggen, men IRL er der fart på. Vi flytter om 16 dage, så der er mange ender, der skal mødes.

Men her kommer lige lidt vemodig feriestemning







fredag den 30. september 2011

Ude godt - hjemme bedst

Det er skønt at tage en uge til syden sol - især, når vi slet ikke har haft ordentlig sommervejr i DK. Det er skønt at se sine unger nyde at plaske og sjaske og mosle rundt i små gummibåde.

Men det er også skønt at komme solbrændt hjem og se sine unger kaste sig over deres legetøj (nåja, for Elvira, alt der kan bides og pilles i), og bare råhygge sig med at være hjemme igen. Og det er skønt at ligge på sofaen med internetforbindelse og fjernbetjening.

Man sætter bare mere pris på alt det gode i sit liv, når man har været ude og se verden en uges tid!

søndag den 18. september 2011

Stilhed før stormen

Der er meget stille her på bloggen for tiden. Det skyldes ikke så meget, at jeg er startet på arbejde igen, fr jeg er vist kørt ind igen. Men til gengæld solgte jeg min 2V'er i sidste uge, og siden da har jeg ligger i mental vandret position i forsøget på at finde os et nyt hjem på 1½ måned...

1. November er nok en rimelig optimistisk overdragelsesdato, når man ikke selv har en ny bolig klar. Men som markedet er, skal man vist slå til, når man får et rimeligt tilbud. Så det gjorde jeg.

Når jeg endelig har tid til at gå på nettet, så er det ikke for at læse blogs, men for at gå på boliga. Jeg pløjer mig igennem stribevis af boligopstillinger. Vi skal bare have et værelse til - og have råd til at bo der. Det er nemmere sagt end gjort. For der er jo en masse mellemregninger med hensyn til skole, grønne områder/have/altan, transport, familien og hjemlighed.

Spændende, om vi har et sted at bo 1. november!

mandag den 5. september 2011

Fingergymnastik

Når Elvira får sin elskede aftenflaske inden sengetid, møffer hun sig helt ned og ligge i mit skød, lægger anklerne over kors og breder sig ud i min skrædderstilling. Hendes krop er totalt afslappet og tung, men man skal ikke lade sig narre til at tro, at hun kobler fra af den grund.

Der er nemlig lige hænderne. Selvom det er skønt at ligge tæt ind til mor og guffe den varme mælk i solide sug, så skal man jo ikke spilde læringstiden. Derfor er hænderne i konstant aktivitet. De aer måske min bluse og mit bryst, de piller i kraven på min skjorte eller den fine knap. Hun rækker op og forsøger at give mit et tandeftersyn eller luge ud i mine næseborshår. Men mest af alt strækker hun hænderne op over sutteflasken og studerer dem. De bliver vendt og drejet, og pegefingrene undersøger hver en detalje på den modsatte hånd. Til tider kommer de næsten i karambolage, når begge pegefingre vil undersøge hinanden.

Det virker næsten som om hver hånd er styret af hver sin hjernedel og når undersøgelserne bliver rigtig intense, er det som at være tilskuer til en yndefuld fingerdans lige under min hage.

Så falder hele dagens travlhed og tankevirksomhed til ro, og det hele giver mening. Det er ikke kun Elle, der ser frem til aftenens tætte mælkekvarter.

torsdag den 1. september 2011

Sidste barselsdag

Så faldt realiteten i hovedet på mig som en hammer:

Sidste uge af min barsel! Mandag gik jeg helt i selvsving. Alle de ting, jeg ikke fik gjort de ni måneder på barsel skulle nås - nu!

Det nåede jeg selvfølgelig ikke. Efterhånden som dagene gik, skruede jeg tilsvarende ned for ambitionerne. I baghovedet vidste jeg, at jeg skulle have smidt mig på sofaen og læst nogle bøger - for hvornår får jeg hele dage for mig selv til det igen? Om fem-seks år, når de begge er gamle nok til at tage på ferie hos mormor og morfar?

Men nej, jeg skulle selvfølgelig vaske vinduer, bage boller til fryseren, sortere tøjskabe, købe vintertøj og støvsuge stikkontakteren (nåja, overdrivelse fremmer forståelsen). Og så skulle jeg lige spille et par baner lego starwars på Ludvigs Nintendo...

Ja, indrømmet. Jeg er blevet afhængig af skidtet. Jeg har endda oprettet mit eget, hemmelige spil på "game 2", som Ludvig ikke aner noget om. Så kan jeg spille i mit eget tempo og grisk samle hvert eneste point med op på vejen. hvor Ludvig målrettet løber efter den næste port videre.

Men nu er det hele så slut. Ni en halv måned er det gået, siden lilletøsen kom til verden. Elleve måneder siden, jeg gik på barsel, og nu skal jeg tilbage på nedsat tid med supplerende barselsdagpenge, så jeg har mere tid til mini'erne. tænk, at det kun er ni en halv måned siden, at hun kom til verden lige derovre på min røde sofa. Den sidste efterårsaften, inden sneen satte ind og først slap sit tage igen til januar for at vende tilbage igen i februar. Hele hende spæde første tid husker jeg som snehvide flager og forcering af kæmpedriver med barnevognen og Ludvig ved siden af.  Og så mavekramperne. Timer frem og tilbage i lejligheden, mens hun skulle rystes blidt mod min mave. Eller stående vippende fra side til side foran fjernsynet for bare at se en smule tv om aftenen. At putte Ludvig stående med en klynkende mavepine-plaget baby i favnen. Sikken nogle armmuskler og sikken nogle skuldermyoser, jeg fik i de måneder.

Og nu er det hele så langt mindre kompliceret. Elvira kravler rundt og efterlader et hærgende spor af tøj, bøger, aviser, badelegetøj, køkkenting, legetøj og hvad hun ellers kan få raget ned fra hylder og borde, hevet op af kasser og poser eller ud af skabe. Hun har en fest med at gå i vuggestue, og elsker, når Ludvig og Peter går amok med kampråb og tumleri, mens hun selv sidder lige i orkanens øje og basker med armene.

Vi har fundet en rytme, som jeg tror kommer til at fungere fint med mit arbejdsliv. Det er nok mig selv, der får det største granatchok, når arbejdslivet rammer mig i morgen...

fredag den 19. august 2011

Så tog pokker ved tøsen!

Elvira var alene i vuggestuen i dag! 40 minutter om morgenen, inden første lur. Hun tog det i stiv arm, og det var den rene luksus at sidde i personalestuen og drikke lækker grøn-hvid te blanding og læse flere hele artikler i Weekendavisens kultursektion uden afbrydelse. Jeg nøøød det, og vidste jo, at de ville komme efter mig, hvis hun blev ked. Det blev hun ikke.

Til gengæld havde hun fulgt grundigt med i alle de andre børns aktiviteter. Og måske blev hun inspireret? Eller måske blev hun træt af at blive efterladt af storebror, efter at han havde scoret hendes legetøj?

I hvert fald besluttede hun sig for, at denne gang skulle det blive løgn:


Og så kravlede tøsen sgu! Så syndt, at hun ikke kunne følge med, men snart har jeg vel Ludvig hængende: Moar, Elvira driller! Elvira ødelægger mine ting! Elvira piller i mit legetøj!

Selv kom hun sig hurtigt over skuffelsen og blev helt ekstatisk over sin nye evne. Hun moslede grinende rundt og rodede i alle mine poser og kurve og hjørner og havde en fest. I morgen skal jeg for alvor i gang med at rydte op...

onsdag den 17. august 2011

Sendt til hjørne

Alt var klappet og klart til tidlig morgenstund med guld i mund. I stedet for blev det desværre med bræk i mund for Ludvigs vedkommende. Først på badeværelsesgulvet og senere i diverse skåle. Selv mærkede jeg også en smule rumlen og det ildevarslende æggeopstød, men det skulle vise sig, at det var ungerne, der var hårdest ramt.

Ludvig tog en dag på sofaen og sov sit maveonde væk hen over middag. Til gengæld forsøgte Elvira at slå familierekorden i antal lortebleer på en dag. Stakkels tøs og hurra for panthenol-creme, der har holdt hendes numse næsten fri fra smertensbrand.

Nu sover de (vist) begge, og jeg er klar til bad og seng. Men skal også lige klare en omgang vasketøj, så vi forhåbentlig er klar til endnu en omgang vuggestue i morgen tidlig, om Elviras mave vil det...

tirsdag den 16. august 2011

Mor-karusellen

Pyha, det går sørme op og ned med dét der indkøring! Lige så stor en succes første dag var i går, ligeså mislykket var andendagen. Ud over, at Elvira fik set stedet og de andre unger igen i dag, fik hun vist ikke så meget ud af det. Hun fik i hvert fald ikke meget kontakt med sin kontaktperson eller den anden faste voksne på stuen og jeg fik stort set ikke talt med en voksen de to timer, vi deltog i kaos på blå stue.

Alt for mange grændende unger krævede de voksnes arme. Der var nye børn, der ville have deres mor og der var ældre børn, der havde været på ferie og nu også ville have deres mor elller i hvert fald monopol på yndlingspædagogen. Og så var der mig og Elvira. Elvira spiste pasta med flødesovs for første gang i sit liv, og vred sig i alle retninger på sin stol for at følge med i alle udbrud og bevægelser. Hendes mor havde ligeså mange antenner ude. Og da vi forlod puttekaos med et "vi går nu", var der ingen, der spurgte os, hvornår vi kom i morgen eller i øvrigt tog noget initiativ. Så vi gik. Mor sur, Elvira træt.

Men på magisk vis vendte bøtten heldigvis senere på eftemiddagen, mens jeg gik rundt i mine egne cirkler og overvejede den pæne måde at brokke mig på. Kontaktpersonen ringede på eget initiativ og undskyldte kaos og dårlig dag. Hun ville ikke selv have været glad, hvis det havde været sådan, da hun startede vuggestue med sin egen baby for kort tid siden. Og så fældede tudesidsen her selvfølgelig et par tårer og lod snotten løbe på charmerende babyvis, mens vi blev enige om, at det ikke skulle være sådan igen og forsøge med et morgenbesøg inden første lur i stedet.

Men da pædagogen blev dristig og foreslog at min Elle skulle blive og sove hos dem (på trediedagen!), satte mor foden ned og sagde nej tak. Nu måtte vi lige se, hvordan det gik, men jeg kunne jo gå i personalerummet og læse lidt avis på standby, mens Elle var alene med dem på stuen og så går vi hjem, når Elvira har fået nok og skal putte.

Så nu skal vi pludselig til at stå tidlig op alle tre en lille uge før jeg havde regnet med for at komme en time tidligere ud af døren. Det bliver spændende at få en forsmag på dagligdagen i morgen tidlig - spændende på den hårrejsende måde altså!

mandag den 15. august 2011

Appendix

Jeg er vant til at præsentere mig i institutionssammenhænge som "Britt, Ludvigs mor", men fra i dag er jeg nu også "Britt, Elviras mor". En tankevækkende oplevelse at være dobbelt appendix til andres liv. Og det vil jo fortsætte sådan i mange år endnu.

I dag, var det nemlig debut for Elvira - men også for Ludvig. Elvira startede på Blå Stue, og Ludvig startede til brydning. Det var uden tvivl mest nervepirrende for Ludvig.

Elvira tog det hele fra sin mest charmerende side. Hun så lige de to nye voksne og de andre unger an et par minutter, før hun rakte ud efter sit første stykke legetøj, og så så hun sig ellers kun tilbage en gang hvert kvarter for lige at se, at jeg var der et sted bagude. Ellers erobrede hun Blå Stue - først legetøjet, så de børn, der kom tæt nok på til, hun kunne forsøge at erobre deres sut eller gramse på dem. Når en ny person kom gennem stuen fulgte hun dem med øjnene og der var masser af opmærksomhed at få fra de søde voksne, som hun til gengæld ødslede masser af smil og charme af på.

Vi blev hængende to timer og gik, før Elvira for alvor var træt til sin eftermiddagslur, fordi jeg fornemmede, at de var en smule underbemandede og ophængte med nye, trætte små unger, der skulle trøstes, bæres og rulles frem og tilbage i vogne samtidig med, at der skulle afvikles pause. Det hele foregik stille og roligt og ingen voksne blev stresset af situationen. I stedet virkede det til, at de var gode til at spørge til hinandens stuer og behov og fik det hele til at hænge sammen i en god tone. Så jeg er meget fortrøstningsfuld.

Klokken halv fire hentede vi så Ludvig for at tage med ham til hans første time på tumleholdet hos Christianshavns Brydeklub. Han var ret spændt, og da vi kom som de første, trippede han rundt og erklærede, at han var genert, og hvornår kom dog ham den voksne??

Men så kom der en anden dreng med sin far og bagefter deres holdtræner, som virkede til at have den helt rette blanding af autoritet og legehumør. Ludvig var straks en ivrig slave for hans vilje og jeg kunne trække mig tilbage med Elvira til gruppen af andre forældre bag glasruderne og se til, mens de legede fanger, stikbold og andre kontaktlege med indbyggede kolbøtter, englehop, armbøjninger og rygstrækkere.

Da vi skulle overlade scenen til det lidt ældre drengehold, var Ludvig næsten ikke til at drive af madrassen. Han havde haft en fest i en time med fem andre drenge og en sej voksen mand. Han vil bestemt komme tilbage på næste mandag, selvom han ikke nåede at bryde. Det skulle de så begynde lidt på næste gang. Ludvig glæder sig!

fredag den 12. august 2011

Lusefredag

Jeg ville have skrevet noget om supper - om hvorfor jeg aldrig har kunne lide dem, men nu alligevel er blevet omvendt.

Men hvad sker der så? Storebror sidder og kradser sig i håret under Disneysjov. Det gjorde han også under morgenmaden, men da kom jeg fra at tjekke ham. Så snart lillesøster var puttet, var det frem med lusekammen, bare for en sikkerheds skyld.

Vupti! Et styks aftenhygge spoleret af en lille gennemsigtig kravler mellem kammens tænder. Hhrrmmfff! Ludvig fik lov at se programmet færdigt, mens jeg gik ud til håndvasken og kæmmede mig selv. To små sata...er dukkede sgu op! Jeg havde ikke engang opdaget, at det kløede endnu! Var de emigreret over til mig i løbet af aftenen fra Ludvig? Efterkæmningen af ham gav i hvert fald ikke mere bid og han påstod selv, at det ikke kløede mere, og at de var hoppet over til mig..!

Hvorfor er det lige, at man altid opdager lus, om aftenen, når man ikke orker luseshowet? Hvorfor skal det være lige efter en dum eftermiddag, når lillesøster er lagt og Ludvig og jeg skulle hygge i sofaen og genetablere lidt positiv kontakt? Hvorfor skal det være inden, jeg har spist mine skummus og bare siddet i hjørnet af sofaen med Ludvigs hoved på mit lår? Hvem gider lige udskifte fredagshyggen med total omredning af to senge, nedfrysning af sovedyr, luseshampo til moderen og planlægning af morgendagens lusekamp?

Jeg håber ikke, at Elvira har arvet nogen, men det har hun nok, for hun og Ludvig fik deres første brydekamp i sofaen tyve minutter inden den store fangst. Jeg glæder mig allerede til i morgen.

torsdag den 11. august 2011

Nintendo-fingre

Ludvig fik jo en Nintendo DS i fødselsdagsgave i sidste måned og et Starwars-spil for 3 år og op. Han er meget begejstret, men også lidt bange for at spille alene. Han vil gerne have Peter eller mig til at hjælpe mod de store robotter, når der skal kæmpes med lyssværd, for Ludvig er bange for at dø. Det er Peter ikke og han elsker at være den, der "er bedst til at slås" på Nintendoen - måske fordi Ludvig er bedst til at slås, når de brydes inde i sengen.

På det sidste var de gået i stå på en bane, hvor de havde kæmpet mod alt, der bevægede sig og fundet gemte skatte og point og bygget trin og broer. Nu kunne de ikke finde ud af at afslutte. Og så kom Ludvig til at slukke nintendoen, i stedet for at sætte den på pause. UHA! Stor ulykke, for så skulle de spille banen forfra. I flere dage lå den urørt hen på bordet. Men så tænkte jeg, at jeg jo kunne spille banen for dem om aftenen, så den var klar næste morgen.

Efter lidt over en time havde jeg krampe i venstre tommelfinger, som bevæger jedi-ridderen fremad og næsten lige så meget krampe i lyssværds-tomlen. Klokken var langt over sengetid, men banen var gennemført, og jeg var allerede godt igang med den næste bane, hvor jeg skulle kæmpe mod en mand med dobbelt lyssværd og rød-hvid maling i ansigtet. Først, da der opstod en pause i spillet, gik det op for mig, at klokken var tæt på midnat, og at Elvira vågnede om seks-syv timer.

Hele dagen har jeg tænkt på spillet med jævne mellemrum. Jeg har vel spillet 1½ time og er allerede ved at blive afhængig. Kan sgu godt forstå de unge knægte, der hænger halve og hele dage foran deres PC for at spille.

Ludvig var i øvrigt begejstret for, at næste bane var klar til ham. Men han har ikke rørt spillet, for Peter var ikke hjemme i dag...

tirsdag den 9. august 2011

6 dage igen!

Jeg fatter det ikke.

Tilbage i mørke februar måned startede jeg denne blog for at få lidt perspektiv på mit barselsliv. Og nu er det slut om få dage. På mandag pakker Elvira sine ting og flytter hjemmefra starter i vuggestue! Hvad skal hun egentlig dér? Hun skal da gå hjemme sammen med mig mindst indtil jul??

Eller også skal jeg starte på arbejde til september... Ikke sjovt. For hun er jo kun snart ni måneder. Ludvig var 13½ måned og ultra klar, da han startede. Det er Elvira ikke. I går blev hun passet en eftermiddag af min mor, som hun udmærket kender, og hun var ved at tude om aftenen, da jeg kom hjem og ikke tog hende op i samme sekund hun så mig. I dag har hun vogtet på alle mine skridt og blev bekymret nede i Netto, da jeg gik om bag vognen, hvor hun ikke kunne se mig, for at lægge indkøbsposen ind.

Det bliver ikke sjovt for nogen af os. Godt at vi har 14 dage til at komme overens med det, inden jeg starter og en helt anden virkelighed kalder.

Pinlig mor

Ludvig har lidt svært ved at starte børnehave igen efter ferien. Jeg hader børnehaven! siger han dramatisk om morgenen uden helt at kunne forklare hvorfor. Det er jo ikke nogen festlig start på dagen, men han er jo glad om eftermiddagen, når jeg henter ham, så jeg har ham mistænkt for, at han bare hellere vil blive hjemme. Og det er jo også en god grund.

Her til morgen havde vi ovenikøbet glemt, at det var legetøjsdag, og da vi ankom løb alle de andre rundt med sværd og radiostyrede biler, mp3-afspillere (!) og jeg skal give dig. Ludvig gemte ansigtet i mit bukseben og brød i fortvivlet gråd.

Heldigvis var to af de gode venner vendt tilbage fra ferie, og den ene havde valgt at tage et par dyreknogler med fra ferien i stedet for legetøj. Det hjalp lidt på humøret. Og de skulle have indianerdag, og den anden ven ville være kongen, så det ville Ludvig også. Jeg ville gerne bidrage lidt til det gode humør og gav en prøve på et godt indianerhyl, men det kunne jeg altså godt pakke sammen:

Mor, la' vær med det!
Hvorfor? (forbavset) Synes du, det er pinligt (smiler lidt)
Jaa!

Godt så. Min søn er blevet stor nok til at krumme tæer over sin mor. Bare han ikke får kløer i stedet for tæer til sidst. For jeg kan godt finde på at danse fjollet rundt i køkkenet eller lave mærkelige hop med de små i gardaroben i børnehaven eller tage en papirshat på hovedet, hvis jeg er i dét humør. Stakkels Ludvig.

Men i det mindste glemte han at være sur...

onsdag den 3. august 2011

Tegn og Fortæl

Her til aften sad jeg og surfede på nettet, mens Ludvig tegnede en historie. På det sidste har han taget et udviklingsspring på tegnefronten og det har givet ham selvtillid og blod på tanden. Han tegner gerne en halv time eller mere, når han får ro til det. Her til aften tegnede han fra endt aftensmad til klokken blev halv otte. Imens fortalte han mig løbende om, hvad han tegnede. Først var det en fisk, som havde unger og siden blev det til en fiskehelikopter med fiskepassagerer. Han var meget glad for resultatet og tegnede en udgave mere. Bagefter tegnede han en skøn tegning med Nemo, hans far, hans mor og "hende, der hjælper dem". Alle tegninger skulle klistres sammen til en plakat.



Det blev de så, da jeg havde puttet Elvira og bagefter skulle han lige tegne lidt på bagsiden. Så jeg snuppede lige fem minutter på computeren  - man er vel en ordentlig Netoman. De fem minutter blev til en halv time, og jeg hørte kun efter med et halv øre og dertilhørende m-hm'er på passende steder, mens Ludvig fortalte mig om kraner og skattekister og fisk og geværer og sabler og en del mere, som jeg med skam at melde må sige, jeg ikke hørte, hvad var.



Men da det så blev sengetid og jeg fik set hans tegning, fortrød jeg min halvhjertede deltagelse. For Ludvig havde tegnet en film, der hed Nemo 2!


Her forklarer han mig, at han står med to skattekister med 17 (!) guldmønter i, og at jeg står ved siden af med en skattekiste, som også er fuld med guldmønter. I mellem os står den store kran, som hejser skattekister op fra piratfiskenes skattekammer! Så tilsidst har de ikke flere skattekister og vi har fem!

En interessant detalje er, at de fire piratfisk dog er Elvira, Ludvig, undertegnede og farfisken. Da Ludvig ikke har nogen far måtte det i stedet være onkel Kristian, der kunne være den store fisk. Vi ser lidt bekymrede ud over, at Ludvig og jeg stjæler alle vores skattekister fra os... Det er også en smule forvirrende for mig, men jeg ville meget gerne se filmen.

Plakaten må ikke hænges op, for den ene side med Nemo og familie er plakaten til filmen og den anden side er Nemo 2 filmen.

Og så skulle der lige tilføjes lidt flere guldpenge for en god ordens skyld:



Jeg skal nok vende tilbage med en premieredato, når den er fastlagt.

søndag den 31. juli 2011

Ærtesamler

I dag fik vi bl.a. letkogte ærter til maden. Elvira fik sin kartoffelmos med gulerod og broccoli. Men jeg lægger nu og da lidt af vores aftensmad på bordet til Elvira at undersøge og smage på, når det egner sig. Da vi mest spiser stegte grøntsager, bliver det ikke så ofte, som det burde, men i dag var det oplagt at lægge en ært til hende at lege med.

Og hvad sker der så? Tøsen samler møjsommeligt og med stor målbevidsthed ærten op og forsøger at få den ind i munden. Fejler, men får fat i den igen, og i andet forsøg får hun ærten ind i munden fra sit finger-håndgreb. Hun ser lidt sjov ud, laver et par grimasser og skubber ærten ud. Jeg stikker hende en ny og hun rækker straks ud efter den. Jeg lader som ingenting og vupti, sidder hun og gnasker på ærten, mens hun højlydt brummer og så går igang med en serie MA-MA-MA-MA-MA-MA!

Moderen er SÅ stolt! Min lille datter er ved at transformeres fra baby til barn! Om 14 dage starter hun i vuggestue og herefter når jeg nok kun at blinke med øjnene, før hun stavrer omkring og piller i alting for alvor, mens hun spørger a' det? til alting.

Vildt!

Regnormealfabet

Ludvig er begyndt at skrive bogstaver. Moderen er meget stolt. Efter hans egen opfattelse laver han skilte. Således også her til aften, mens lillesøster får godnatflaske. Han sidder på sin plads ved spistebordet og tegner på sin dækkeserviet, der har alfabetet påtrykt. Bagefter kom han tilfreds hen og viste billedet frem:



- Mor, det er et skilt med regnorme!
- Nej, hvor er de fine, Ludvig! (ægte begejstring her)
- Det er regnormene, der har tegnet bogstaverne med deres haler.
- Hold da op, hvor er de gode, de regnorme!
- Ja. Og ham den røde, han er leder af flokken. Og se ham her! (øverste række, nummer 3) Hans øjne ligner som bogstaver! Det er L og L! Det er Peter, der har lært mig at tegne det bogstav dér. (peger på det omvendte P)
- Det er nok fordi, Peter starter med P.
- Nå? Starter Peter med P!

Og således blev P føjet til listen over bogstaver, som han kan huske, fordi de betyder noget for ham. L som Ludvig, S som Stinus, P som Peter, og T fordi det er så nemt og så flot. B blev derimod tilføjet efter ønske fra moderen...

mandag den 25. juli 2011

Fra billedgalleriet

Vi holder ferie i disse uger, men når alligevel også at se en del til familien. Og så har både min nevø og Ludvig holdt fødselsdag. Her er lidt blandet fra hverdag og fest:


Dobbelt hanekam

Til fætter Philips 1 års fødselsdag

Skabsgymnastik??

Det er jo en Nintendo!

Kom nu og leg, Ludvig!

søndag den 24. juli 2011

Våd dag

Hvad gør man, når det bare vælter ned fra den grå himmel hele dagen, og Ludvig har fødselsdagstømmermænd og ingen legekammerater hjemme fra ferie?

Efter to timers fælles starwars-spil på Ludvigs nye Nintendo, mens Elvira sov formiddagslur (hvor Ludvig måtte skænde sin mor ud for at få lov at overtage lyssværdet lidt engang imellem), alle Lillenørd-afsnittene på Oline-TV og en del hoppen uroligt omkring, pakkede vi os alle tre ind i regntæt og drog afsted mod noget andet vand, nemlig Danmarks Akvarium.

Danmarks Akvarium har reklameret stort for deres sommer-hajsærudstilling både på busser, hjemmeside og nyhedsbreve. Og da vi har årskort eftersom Ludvig er bidt af en gal søslange, var det klart, at vi skulle afsted i ferien. Desværre er det gamle hus ikke lige så stort som ambitionerne bag udstillingen. De havde erhvervet et par ekstra sorttippede revhajer, men ellers bestod særudstillingen i et udstillingstelt med en hajfilm og et par interaktive skærme, hvor man kunne quize om hajer og få mere at vide.

Men til min store overraskelse gav det ikke nogen skår i glæden for Ludvig over at være tilbage i akvariet. Mens Elvira sov sin korte eftermiddagslur blandt 100 feriegæster og turister, genså vi alle de dejlige, mærkelige, giftige, farverige, spændende store og små fisk, hajer, hummere, ål og kæmpekrabber, som vi ikke har set, siden jeg var højgravid. Der blev tegnet fisketegninger og klappet fladfisk og spist pølse og is, og Ludvig var i det hele taget næsten ikke til at drive hjem igen.

Elvira fik også sin første oplevelse med fisk set gennem en rude, og hun var helt tavs af bare optagethed. Især de små skildpadder og stribede fisk i det store akvarium for enden med rotunden var spændende for hende. I min favn forsøgte hun at fange de små fisk, når de svømmede lige forbi hendes næse. Det var stor underholdning for os alle tre.

Vi kan derfor varmt anbefale Danmarks akvarium som ferieoplevelse - ikke for deres ikke særlige særudstilling om hajer, men bare for at være det bedste sted på Sjælland at se det forunderlige liv under havet.

fredag den 22. juli 2011

Chokolademuskler

Her til formiddag fik jeg listet avisen med ud på toilettet for lige at læse en artikel, mens Elvira sov middagslur og Ludvig legede med sine fødselsdagsgaver fra i tirsdags. Jeg var kommet godt ind i artiklen, da Ludvig pludselig kommer trippende for at se, hvad jeg lavede. Han stopper op, og ser så beundrende på mine lår, som toiletsædet rigtigt hjælper til med at få bredt ud:

- Nøj, hvor har du nogle store benmuskler mor!

Tak sønnike! Det er rart med et positivt syn på frugten af et halvt års samvær med min gode aftenhyggeven, Chokolade.

Jeg kan kun håbe, at der er mænd i min egen aldersgruppe, der deler hans synspunkt. Ellers må jeg nok til at overveje en nedtrapning.

søndag den 17. juli 2011

Farlig leg

Forleden spurgte Ludvig mig, hvordan det gik med Casper, min kusines søn, der blev fanget i en ildebrand. Lå han stadig inde på Rigshospitalet? Jeg svarede nej, men det var ikke svar nok, for hvor var han så henne? Så jeg måtte svare, at han desværre var død.

Det førte til en længere samtale, hvor jeg skulle prøve at forklare for min lille, tænksomme søn, hvordan man kan dø af en ildebrand, når man nu havde ligget på hospitalet så længe. Og om han var begravet og om jeg havde været med. Og hvorfor vi ikke havde været med til begravelsen. Jeg forsøgte at holde det udramatisk uden for mange detaljer og forklaringer, som han alligevel ikke forstår. Men han var vedholdende, for han kunne ikke slippe den uforståelige besked, at Casper kunne dø, og jeg vidste, at det ville være en besked, som han ville komme til at gruble længe over.

Således sagde han i går: "Mor er det ikke også rigtigt, at et barn ikke kan dø før sin mor og far?"... eller "Mor, kan man dø, hvis man falder ned af trapperne? Hvad nu hvis man faldt helt oppefra og ned i kælderen?" Og han er tilbage til ikke at turde at falde i søvn alene, får mareridt og kommer over for at sove videre i min seng, inden det begynder at lysne.

I dag legede han og hans gode ven Peter så pumaer. De var pumaer med sværd, og jeg gætter på, at det havde sit udspring i Kungfu Panda-filmen, som de begge er ret glade for. Pludselig overhører jeg deres leg, som mest består i lange forhandlinger om handlingen og deres roller:

Peter: Ludvig, har du glemt, at jeg er den onde, og du er den gode?
Ludvig: Vil du være den onde?
Peter, begejstret: Ja! Og så fangede du mig og så døde jeg!
Ludvig:...
Peter: Så sætter du en fælde op og fanger mig, for jeg er meget farlig, og så slog du mig ihjel med sværdet
Ludvig: Men du besvimede bare, og så kom jeg dig i fængsel

(der bygges et fængsel og legen fortsætter)

Peter: Så satte du mig i fængsel, og så døde jeg!
Ludvig belærende: Man får faktisk mad i et fængsel
Peter, efter en forundret pause: Okay?...
...
Peter: Hvor er mit sværd henne?
Ludvig: Det har jeg.
Peter: Men jeg skulle have mit sværd! Og så slap jeg ud, og så kæmpede vi!
(der kæmpes og Peter falder åbenbart om)
Peter: Og så døde jeg!
Ludvig: Nej, for du besvimede kun, og så døde du heldigvis ikke.
Peter: Men Ludvig, jeg er jo den onde, og du er den gode!
Ludvig stærkt protesterende: Men jeg er jo din ven!
Peter: I virkeligheden?
Ludvig: Ja. Og i legen.

Hvad der videre skete, hørte jeg ikke, da Elvira vågnede fra sin middagslur. Men jeg tvivler på, at Peter fik lov at dø denne gang. Det kan sørme være svært at få lov at beholde sin ven, når man skal være den gode!

Det er svært at skelne for mig, hvor meget det er hans alder og hans voksende forståelse af virkeligheden og sin egen skrøbelighed, og hvor meget det bliver konkretiseret af den faktiske erkendelse af, at man kan dø som barn. Men døden er i hans tanker hver dag i denne tid. Jeg håber, at jeg takler det korrekt, når jeg forsøger at holde mig til den forenklede sandhed. Jeg har jo ingen gud og himmel, jeg kan tilbyde ham til trøst for alt den skræmmende virkelighed.

torsdag den 14. juli 2011

Læsetid

Før jeg fik børn, læste jeg stort set hver eneste dag. Jeg læste avis, lidt faglitteratur og frem for alt skønlitteratur. Siden blev avisen opsagt, faglitteraturen om børn flyttede op på toppen af hitlisten og skønlitteratur har til tider været en sporadisk aktivitet.

Før jeg fødte Elvira havde skønlitteraturen generobret førstepladsen, men røg straks efter fødslen helt ud i kulden. Denne gang gik der dog ikke et halvt år, før jeg fik overskud til at åbne en bog igen, og avisen bliver nu bragt en gang om ugen. Men det går stadig langsomt. Således især med Sara Stridsbergs Darling River. Ikke fordi, den er dårlig, men den viste sig hurtigt at være lidt aparte for en nybagt mor at læse ved sengekanten, mens ungerne faldt til ro.



Men nu hvor barslen lakker mod enden, måtte jeg se at komme igennem den, da den nødig skulle blive synonym med denne tid. Det er den nemlig alt for sort og trøstesløs til. Det er en meget smuk bog, og alt forfaldet, forrådnelsen, udnyttelsen og ensomheden er skrevet så smukt som en svævende sommerdag uden mål og med i kastanietræets skygge. Eller måske ved en flodbred? Den kan ikke anbefales til en blå regnvejrsdag, men jeg vil heller ikke fraråde at læse den. Min omtale må nok ende lige så uafklaret som bogen.

Jeg må finde noget lysere læsning til sommertiden, inden arbejdslivet kalder igen til september. Men indtil da, har jeg fundet denne:


Jeg læser ellers ikke ret mange noveller, men jeg holdt af Julia Butschkows første bog Apropos Opa, hvis korte kapitler næsten stod som noveller i sig selv; så denne skulle have en chance.

mandag den 11. juli 2011

Elviras nyeste

Elvira er trådt et skridt videre i sin udvikling. Det har hun brugt hele dagen på:

ba ba ba ba ba ba
ba ba ba
BA BA BA BA BA
BA! BA! BA!

...

ba ba ba ba ba ba
ba ba

Herligt! Jeg nyder hver stavelse!

fredag den 8. juli 2011

Selvransagelse

I dag har jeg vandret på Fælleden i regnen med min sovende datter. Der gik mange tanker igennem mit hoved, og regnen var vældig passende. Samtidig fik jeg bekræftet, at mine støvler og regnbukser holder tæt, men at jeg behøver en ny regnjakke.

Jeg tumlede med én af min personligheders væsentligste styrke og svaghed. Sagen er, at jeg som regel altid har en mening. Jeg kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har stærke meninger om samfund, politik og moral. Jeg har også meninger om skrald, folk smider på gaden og min om søn, der piller næse. Nogle gange tænker jeg: Kan du da ikke bare være ligeglad, Britt? Hvad rager det dig, om de to damer over for i toget, mener at næste station er Hvalsø, når du ved, at det er Lejre? Hvad betyder det for dig, at ham den dovne far i Ludvigs institution altid skal parkere ulovligt på fortovet med sin bil, i stedet for at køre hen på parkeringsområdet? Uanset, om det handler om faktuel viden eller en holdning, så kan jeg ikke lade være med at forholde mig. Jeg sætter mig i andres sted eller sætter måske andre i mit sted. Og alt for ofte kan jeg ikke holde min mening for mig selv.
Det lyder måske dejligt næsten altid at have en mening. Og det kan give en tryghed. Nogle opfatter mine faste meninger som en selvsikkerhed. At jeg hviler i mig selv og derfor ikke behøver særligt hensyn eller tager mig af, hvad andre mener om mig. Det er desværre ikke sandt.  Måske er det i virkeligheden mit analyserende jegs forsøg på at skabe tryghed? I hvert fald lever jeg meget dårligt med uvished og uafklarede situationer. Jeg kan ikke klare en uafgjort sag, og har det svært med mennesker, der ikke kan træffe et valg. Bare et valg, uanset om det er samsvarende med mit eller ej. Jeg er nok en tryghedsnarkoman, forbandet med et analyserende væsen, der ser og hører det meste.

Ja, det er faktisk ofte en forbandelse at have en mening om alt. Det sker, at jeg bliver opfattet som bedrevidende, belærende eller værst af alt: At mine faste meninger opfattes af andre som kritik af deres handlinger og meninger. Men da dette kun undtagelsesvist er min intension, men tværtimod som oftest er ment som en hjælp, opfatter jeg desværre ikke altid selv reaktionen på mine udtalelser.
I dag havde jeg en samtale, der mindede mig om, hvor svært det er, at se sig selv med andres øjne. Eller bare at se sig selv. Men så er det jo godt, at der findes søde og ærlige mennesker, der tager modet til sig og fortæller det på en kærlig måde, når jeg uforvarende har trådt dem over tæerne. Som i dag. Men det gør ondt inden i at se på sig selv uden filter. Når selvhøjtideligheden og selvmedlidenheden er ved at tage over, fordøjer jeg bedst med en god vandretur. Det var i øvrigt en smuk tur.


Efter en times tid vendte jeg vognen mod Ludvigs børnehave og stødte på en mindre sti i den rigtige retning – troede jeg. Jeg startede ud med de bedste intentioner og tiltro, og fulgte den smukke sti, selvom det krævede, at vi pløjede igennem dybe vandpytter over knolde og huller. Godt at have en terrængående barnevogn sådan en dag.


 Efter noget tid nåede vi den officielle sti igen. Men det viste sig nu, at en dyb grøft hindrede mig i at komme over med barnevognen. Der var ikke et menneske i sigte og jeg var tvunget til at gå tilbage, hvor jeg kom fra for at kunne komme videre.


Denne lille episode virkede nærmest symbolsk for mig. Det er fristende at afslutte med, at jeg på samme måde besluttede mig for at ændre min person, vende mig om og lære at holde mine meninger for mig selv. Og jeg ville da ønske, at jeg kunne blive én af de der sociale væsener, der altid formår at sige det rigtige og altid spreder god stemning omkring sig. For de findes. Eller at jeg bare kunne blive én af flokken og holde min mund og forblive anonym, når jeg nu ikke formår at formulere mig på en måde, som ikke misforstås igen og igen.
Men mit livs vej er som denne ransagelsesvej. Den er fuld af stier, som jeg ikke skulle have fulgt, og som til tider får mig til at græde bitre tårer, når jeg må vende om og finde en ny. Eller jeg vælger stier, hvor jeg slår mig eller får våde fødder. Jeg vil altid være fristet af de små, krogede stier, selvom mit tryghedsgen siger mig, at jeg skal blive på den brede, autoriserede sti uden at forholde mig til alting omkring mig. Og jeg er bange for, at jeg er ved at være for gammel en cirkushest til at ændre mit væsen totalt.

Jeg kan kun håbe, at jeg bliver bedre til at vælge, hvornår det er det rette tidspunkt at tage de alternative stier. Hvornår er jeg klædt ordentligt på? Vil mit selskab med samme vej? Er jeg villig til at tage de smæk, der følger med? Og kan jeg lære ikke at tage mig selv så højtidelig, så jeg kan møde velment kritik på en konstruktiv måde uden alt for meget selvmedlidenhed?
Livet er én lang udviklingsproces. Jeg håber, at jeg med tiden bliver bedre rustet til at følge stien med alle dets bump og vandpytter uden at sprøjte mudder op på andre, når jeg træder forkert.

torsdag den 7. juli 2011

Er tusser tidens hit??

Jeg var ved at falde bagover af overraskelse, da jeg tjekkede statistikken på bloggen her til aften. Mit indlæg om tusseoverfaldet havde mere end tidoblet antallet af besøgende. Det mærkelige er, at de åbenbart har fundet vej til indlægget via Facebook, som jeg ikke selv bruger..

Måske er der en gruppe af tusse-entuasiaster på Facebook, som har linket historien om den skamferede skrubtusse til hinanden? Eller er tusser de nye kæledyr i frontløbernes univers? Eller måske har fritidshjemmene tema om padder her i ferietiden?

Hvis du har et godt bud på denne overvældende tusse-interesse, så sig endelig til. Og hvis vi skulle støde på flere padder på vores vej over Fælleden, skal jeg nok rapportere.

søndag den 3. juli 2011

Måske er det tid at bygge Noas ark?

I går aftes nåede jeg lige at få min skrækslagne søn inden for efter en sindsoprivende løbetur over gården midt i tordenvejret efter aftensmadsbesøg hos hans gode ven. Da vi havde befriet ham for det våde tøj og erstattet det med nattøj, satte en ildevarslende gurglen igang ude i badeværelset.

Jeg kender desværre allerede denne lyd fra sidste sommers skybrud i august. Der er vand på vej op! Det ville måske være til at forstå, hvis vi ikke lige boede på 1. sal med høj stuelejlighed nedenunder. Men da vi er den første, der er tilsluttet denne faldstamme, er mit badeværelse, det første sted, regnvandet kan slippe ud, når kloakkerne løber over. Og det gjorde de så i går aftes. Alt stod under vand. Min overbo filmede kloakken i kælderen, hvor dækslet sprang op, og vandet stod som springvand og hurtigt fyldte kældrene til op over første trappetrin.

Jeg så det ikke. For jeg skovlede på knæ i mit badeværelse. Jeg skovlede iskoldt kloakvand fra gulvet til toilettet. Først skovlede jeg med en fejebakke. så steg trykket og jeg skiftede til en stor plastikbøtte til mad. Men jeg kunne ikke følge med og vandet begyndte at skvulpe over den høje dørkant og ud i gangen, hvor jeg har planker. Tæpper og håndklæder blev kastet overalt i gangen og bøtten skiftet ud med en opvaskebalje. Så skovlede jeg med en opvaskebalje 1½-2 liter af gangen, så hurtigt jeg kunne få det over i toilettet, som er tilsluttet en anden faldstamme.

Da vandet nåede over til soveværelsesdøren, åbnede jeg hoveddøren og skreg HJÆLP!! ud i trappeopgangen. Min overbo stod hos mig 20 sekunder efter og løb efter flere tæpper og klude. Bagefter fik han lov at overtage en stund, så jeg kunne strække mine rysende mælkesyrede ben og hente flere håndklæder og tørre lidt op Ludvig tog det pænt, Han fik lov at se Ramasjang i stuen, mens himmel og jord stod i ét og lyn og torden rullede over os i ét væk. Overboens søn kom ned og kiggede med, mens vi skovlede på skift.

Efter en time var det overstået. Det regnede stadig, men ikke med samme styrke. Vi kunne nu lade vandet løbe ud af afløbet og overboen kunne gå op med sin søn. Jeg var våd og kold og havde mest brug for at varmt bad, men det kunne jeg selvfølgelig ikke lige få. I stedet fik jeg lagt Ludvig i seng og smidt mig på gulvet for at hvile benene.

Internettet var gået ned, men strømmen havde vi stadig. Nede i kælderen skvulpede vandet stille rundt i en kæmpe sø og man kunne høre naboer komme ud og gå igang med spande og og pumper. Jeg stak i de lange gummistøvler og gik ned for at tage mit vasketøj ned fra tørrerummene i kælderen, inden lugt og fugt gik i tøjet. Bagefter fik jeg vredet alle mine håndklæder og tæpper op og smidt dem i en bunke ud på trappen. En kop te og fire chokoladeæg senere gik jeg udmattet i seng og kunne høre stemmer og pumper summe nede i gården.

Sådan kan det altså også være at bo en en arkitektegnet, bevaringsværdig bygning, hvor nedløbsrørene fra taget er ført stilfuldt ind i bygningen og tilsluttet faldstammerne, så rørene ikke skal skæmme murværket. Måske havde man ikke skybrud i 1930érne? Jeg kunne i hvert fald godt bruge nogle ydre nedløbsrør, inden næste tordenstorm. Ellers må vi vist bygge os en båd og sejle væk i stedet.

Tusse-overfald

Forleden morgen så vi en dame på fælleden med en hund gående løs. Den lignede en lille tæt kamphundetype, men det sker ofte, at de går løs på Fælleden med deres ejer og de er som regel helt fredelige (både ejer og hund altså). Men denne hund hoppede og løb frem og tilbage og teede sig ret fjollet.

Inden vi nåede over i svinget, hvor den huserede, fik damen dog kaldt sin hund til sig under skældsord og stærkt bebrejdende tonefald. Da vi kom over i svinget, forstod jeg, hvad hunden var så optaget af. Her sad en store skrubtusse og tronede midt i vejkrydset. Jeg undrede mig en del, da vi ikke før har set tusser, og det jo var fuldt solskin.


Vi gik forsigtigt nærmere for at se på den vortede fætter uden at skræmme den væk. Men den blev bare siddende bomstille og stirrede olmt på os. Jeg tænkte instinktivt på hekse og andre gode gamle eventyr og havde ikke den fjerneste trang til at tage den op, selvom jeg normalt gerne samler frøer op.

Men så så vi, hvorfor den sad så stille. Hunden havde ikke bare snusset til den, men haft tænderne godt nede i hovedet på tussen. Den havde nok sluppet igen i en fart, da giften fra tussen begyndte at virke i dens mund, og deraf den meget hoppen omkring.


Det så ikke godt ud. Jeg så mig om efter en kæp, så vi kunne afslutte dens lidelser. Men så begyndte den stædigt at valtre mod den skærmende underskov. Den måtte holde et par pauser, men Ludvig heppede på den, og havde så meget medlidenhed med den stakkels tusse, at jeg ikke nænnede at pande den ned, som jeg burde.

Hele vejen til børnehaven talte Ludvig om, at den nok skulle komme sig. Og måske kom der en dyrelæge forbi, der kunne give den plaster på og hjælpe den. Jeg gik imod alle mine principper og sagde ikke, at den nok var død om en time. For Ludvig træner empati for fuld skrue i disse uger, og hvis han gerne ville tro på tussens overlevelse, ville jeg ikke ødelægge det for ham denne gang.

Da vi gik hjem om eftermiddagen, så Ludvig efter tussen, men den var selvfølgelig væk. Måske har et pindsvin gumlet den i sig eller måske lå den bare død under en brændenælle. Men Ludvig havde fortalt om tussen til alle vennerne i børnehaven og de var blevet enige om, at hunden skulle have en masse tæv... Der er stadig et stykke vej på empatiens knudrede sti!

fredag den 1. juli 2011

Reddet på målstregen

Der findes alligevel en gud på pladsanvisningen. Der var vist sket en fejl, og Elvira kunne alligevel godt få plads i nærheden!

Jeg tudede nærmest af lettelse, da den flinke dame ringede midt i ulvetimen, for at overbringe mig den fantastiske nyhed. Og jeg har endda hverken råbt af nogen eller truet med at klage eller belejre nogen eller noget.

Tænk, at vores liv alligevel kommer til at hænge sammen uden at vi skal holde fast med det yderste af neglene og jeg selv ville være ugens gæst i mine børns liv! På mandag tager vi derfor på besøg i Elviras fremtidige vuggestue, som ligger 2 minutter på cykel fra Ludvigs børnehave. D. 15. august starter indkøring og så er barslen forbi. 1½ måned tilbage kun! Heldigt, at det er de to bedste måneder af den danske sommer, som vi bare skal nyde i fulde drag i den lille familie, inden arbejds- og institutionslivet kalder for fuld skrue.

Chokolade må vist være på sin plads sådan en dag :-)

onsdag den 29. juni 2011

Når alting (næsten) ramler

Spændende dage pt, kan jeg kun sige...

For en uge siden blev jeg klar over, at jeg først kan få plads til lilletøsen på de to valgte institutioner, når hun skal konfirmeres (eller i hvert fald til næste forår - who cares?). Så jeg konverterede det ene valg til en garantiplads efter samtale med Pladsanvisningen. Mandag aften, seks dage efter, har de så allerede fundet en plads til hende - fra på fredag!! Jeg mener, ungen er 7 måneder, og jeg havde fortalt, at jeg først skal bruge pladsen sidst i august..

Nå. fred være med det. Så måtte jeg jo eventuelt bruge mine fyrstelige barselsdagpenge på en plads, som jeg ikke vil bruge her hen over juli måned. For hvem fa...en kører sit lille barn ind på 14 dage for bagefter at gå på tvungen lukkeferie de næste to unger efter diktat fra de københavnske politikere, der har bevilliget fælles sommerferie for alle Københavns børnefamilier i uge 29 og 30. Jeg gør i hvert fald ikke. Så kan man jo starte forfra igen 1. august med indkøringen.

Men! Ja, for der er jo et men. Pladsen ligger i den anden ende af Amager, som også er modsat retning af mit arbejde. 3 km hver vej 2 gange om dagen på cykel med 2 afleveringer giver lige 12 kilometer gratis motion og 2 timer ud af hverdagen til hente-bringning som absolut minimum (skrige-smiley)

Hmm, det er sådanne dage, jeg elsker at være enlig mor til to uden bil. Selvom bilen sikkert ikke ville have hjulpet, da jeg så nok bare ville sidde fast i vejarbejds-køer, som findes på hver anden gade i disse måneder.

Jeg måtte trøstespise resten af min dejlige italienske is, mens min hjerne gik i koma ved tanken om, hvordan det næste år ville blive. Næste morgen konstaterer jeg så, at min hjerne var så blæst, at jeg ikke kunne lukke frysedørslågen ordentlig. Ud røg resten af mit dejlige økologiske lammekød, købt af en kollega til slagtepris sidste jul. (tude-smiley). Kun lammekøllen inderst inde havde klaret nattens strabadser. Og vi fik kanelsnegle til morgenmad, nu hvor de jo var tøet op.

Et opkald til Pladsanvisningen gjorde ikke humøret bedre. Godt at jeg kun havde sovet 5½ time samme nat, for så var min dag da allerede ødelagt inden. Nej, man tager ikke særlig hensyn til enlige med to børn uden bil. Nej, man kan ikke se på afstanden og transporttiden, og der kan ikke laves noget om, for så rygtes det, og så vil alle bare ringe og beklage sig over den tildelte plads. Og nå, så skulle du nok ikke have valgt garantiplads...

Surt sjov moster Britt. Jeg besluttede mig for at se, om der var institutioner tættere på med en kort venteliste, som jeg kunne genopskrive hende på bagerst på listen. Og opdagede så, at der lå en institution 5 minutters cykling fra min bopæl uden venteliste? Et opkald viste, at det var en ren garanti-institution, og de ville også blive almindelig vuggestue med venteliste til august. Og de manglede da i øvrigt børn fra 3. uge i august....

Gentager det lige: .....

Lederen ville gerne have os, da vi er lokale og de gerne vil have børn, der fortsætter lidt længere end bare indtil de får en ny plads. Så hun henviste til en bestemt person på pladsanvisningen og foreslog at kontakte dem igen. Det er så gjort med en mail - men helt ærligt? Jeg tror ikke en bønne på, at de kunne finde på at være så fleksible at tage hensyn til afstanden, når de allerede har sendt mig et brev med tilbud. Og lur mig, om der ikke i morgen er en forælder i den anden ende af Amager, der modtager brev med garantiplads på den institution, som ville have passet mig og Elvira...

Sådan er livet fuld af morskab. Godt at vi stadig er snottede, Elvira og jeg. Så kan ingen se det, hvis vi skulle komme til at græde lidt af grin.

onsdag den 22. juni 2011

Om Løbedillen

De sidste par år er Amager Fælled blevet shinet kraftigt op med renoverede stier, som med vold og magt har fået fordoblet deres bredde og gruset underlaget, så man ikke får sop på en regnvejrsdag.

Det er fint for os, der skal krydse fælleden hver dag. Det er også fint for de religiøse sundhedsdyrkere. Førhen mødte man mest nogle politiaspiranter på tvangsløbetur fra politiskolen, men efter afdelingen er blevet omlagt til uropatruljernes homebase, er der ingen fare for at møde ordensmagten mere. Uroerne løber åbenbart kun efter demonstranter?

Til gengæld vælter det efterhånden med fritidsløbere i alle aldre, afskygninger og udklædninger. Skolen sender ungerne afsted i første time på en motionsrunde, som kun 1-klasserne føler sig kaldet til at løbe. Resten af dem går turen, mens diverse sladder og spil-tips udveksles undervejs. Gamle mænd løber med pandebånd og grå kondibukser eller bare deres almindelige lærredsshorts, mens min egen generations fædre og mødre knokler afsted i smart mærke-løbetøj.

Ludvig har ikke kommenteret på det, får i dag. Pludselig spørger han i midlertid med let forundring:
- Mor, hvorfor er der så mange voksne, der kan lide at løbe?
- øh... Det er nok fordi, de ikke vil være tykke, svarer jeg tøvende.

Men helt ærligt, så aner jeg det ikke rigtigt. Fordi det er moderne, er det svar, der ligger først på tungen. Men det kan jeg jo ikke forklare en femårig. Jeg spurgte en familiefar, der er et sted midt i 40'erne, da vi nåede hjem i gården. Han sad og pustede på en bænk, mens ipod'en stadig hang i ørene.
- Fordi vi gerne vil være unge, grinede han - Det skulle jo være godt for mange ting.

Selv er jeg ikke medlem af fittnessreligionen. Jeg hader at løbe. Det gør ondt i lungerne, og stikker i ryggen. Og man bliver forpustet uden at have det sjovt. Jeg løber som regel kun efter bussen, når der ikke er børn involveret, men synes ellers, at det er sjovt at lege på græsplænen. Jeg spiser slik hver aften og kigger aldrig på fedtprocenten, når jeg handler ind. Alligevel er jeg ikke gået hen og blevet tyk. Det kan være, at det er motion nok i sig selv at være enlig mor til to. Sofaen bliver i hvert fald ikke slidt op foreløbig.

Hvis nogen af jer ved, hvorfor de voksne gider bruge så meget af deres dyrebare fritid til at pine sig selv med løbesko på, så skriv endelig. Så skal jeg give budskabet videre til sønnike - som i øvrig også hader at løbe...

Den Store Sneglejagt - afsnit III

Så er det tid for en lille status på vores sommerjagt på Vinbjergsnegle.

Vi har efterhånden lært, at en morgen efter aften- eller natteregn er det optimale tidspunkt at finde de vandrende snegle på stien, når vi drager mod børnehaven. Jeg er nu altid bevæbnet med en vandfast pen, og vi har fået tilføjet en del nye venner til vores lille sneglegruppe.

Her kommer lidt dokumentation:

Ship og Ib - som vi bragte sammen i arrangeret ægteskab. Ship kravlede målrettet lige hen over Ib, og så skete der ikke mere...





Jumbo - Vi har jo allerede tidligere Jungo. men Ludvig insisterede


Med glad reference til én af Ludvigs yndlingsfilm - Discoormen.


Efter en god ven


Efter den gode vens tvilling - og dermed også en ven


Vi har ikke genset nogen af vores snegle igen, så jeg er lidt i tvivl, om sneglehusene ikke tager imod min vandafvisende pen, og vi i virkeligheden render rundt og omdøber de samme fem snegle igen og igen. Men pyt, vi har det sjovt imens.

tirsdag den 21. juni 2011

Travle dage

Vi er her stadig - tror jeg nok. Vi har fundet mange snegle og givet mange navne, og vi har også haft tid til at besøge søde mennesker. Men mest har vi været syge. Elvira har bådet haft opkast med høj feber og senest en sej omgang forkølelse, der har holdt os begge vågne de sidste par nætter. Nu er hun vist ovre det værste og har sovet fint hele aftenen. Ludvig og jeg har også fået vores del af snotten, men har ikke været påvirkede på samme måde. Men hvad er det egentlig for noget med sommerforkølelser?? Nu er det jo endelig sommer, så det gider vi altså ikke mere!

Ellers ruller tøsen derudaf. Nu hvor hun selv kan bestemme, om hun vil ligge på ryg eller mave, er det efterhånden ok for hende at ligge på maven og lege nu og da også. Og benene er også blevet mere aktive i underlaget, så hun begynder nok snart at blive optaget af at komme mere op i kravlestilling og dreje sig om sig selv.

Jeg har planer om et par indlæg om hyldeblomstsaft fra forrige weekend og vores løbende sneglejagt. Men det bliver en anden aften for behovspyramiden dikterer søvn.

mandag den 13. juni 2011

Fra arkivet

Forleden skulle jeg finde et videoklip, som Ludvig gerne ville se, og så faldt jeg over et lille klip taget fra mit gode gamle Sony kompakte kamera, som gik til de evige kameramarker tidligere i år. Da det er taget fra et foto-kamera, er kvaliteten ikke den bedste, men mit hjerte smelter, når jeg ser min søn, knapt 2 år gammel ligeligt optaget af maden og fortællingen fra turen i Zoo.




Tænk, at han har været så lille og cute! Og bemærk hvordan han allerede dengang omhyggeligt sorterede alle tomaterne fra, når han spiste tomattærte - og at intet kunne distrahere ham fra hans mad.

Tiden går alt for stærkt. Nu løber han rundt i gården hele dagen og leger med de andre unger, og jeg ser ham kun, når han har slået sig eller når han modvilligt kommer op for at tanke ny energi på motoren.

I dag har Elvira for alvor taget fat på at rulle begge veje. Det var tilfældigt, hvor hun havnede, men det bragte hende nye spændende steder hen, hvor hun kunne pille (og slå hovedet), så det varer nok ikke længe, før årsagssammenhængen går op for hende. Og så skal jeg altså til at få ordnet på den reol! Tiden går sandeligt alt for stærkt også med hende!

lørdag den 11. juni 2011

Opskrift på stærk mand

Jeg giver ordet videre til Ludvig:

Man skal spise:
- 20 store broccoli
- 100 bøtter ristet løg
- 2 store flasker ketchup
- 1 ost

Så bliver man så stærk, at man kan løfte verdens største hus, som der kan bo 100 mennesker i - også samtidig med at de ligger og sover.

Så ved vi det.

Man skal ikke spise pølser, for så bliver man mindre stærk af det.

Tak Ludvig, for underholdningen ved middagsbordet. Selv var han glad for, at det ikke var ham, der skulle være verdens stærkeste mand endnu, for han kan ikke lide ost men elsker derimod pølser...

fredag den 10. juni 2011

Første tur i sandkassen



Alt godt fra Amager

Hov, det er længe siden, jeg har haft tid til at give lyd fra os. Men vi har også haft travlt. Ludvig har trænet til det store Cirkus i børnehaven, og premieren løb af stablen i går til sommerfesten. Ludvig var en både farlig og modig fakir-tiger. han kunne springe gennem ringe af ild, gå på glødende kul og på et sømbrædt med bare poter (og sidste var et rigtigt sømbrædt!). Det var en stor dag for hele den lille familie, og vi har været helt flade i dag.


Elvira har følt sig inspireret af sin brors tigerspring og er gået igang med at øve sig i at rulle. Hun kan jo ikke fordrage at ligge på maven, så i stedet har hun ligget på ryggen og vendt sig først til venstre og så til højre, mens hun flyttede alt legetøjet fra side til side, indtil der ikke var mere inden for rækkevidde.

De sidste par dage er hun dog i stigende grad ved havnet på maven. Hun synes, at selve processen er ret sjov - altså at vende sig om på maven. Problemet er bare, at hun ikke tænker så langt frem. For når hun så ligger dér og rullet er overstået, bliver hun meget misfornøjet over at ligge på maven. Når jeg så endelig forbarmer mig over brokketøsen og hjælper hende med at trille tilbage på ryggen, går der ofte lige akkurat 10 sekunder, før hun ligger på maven igen... Så Elvira har haft travlt med at rulle om på maven og jeg har haft travlt med at skaffe mig ørenlyd ved at rulle hende tilbage igen.

Men her til aften skete der måske et mindre gennembrud. Hele to gange lykkedes det hende selv at komme tilbage på ryggen igen. Moderen var meget begejstret og jublede behørligt. Her til aften kigger jeg mig så om i stuen og sukker. Der er SÅ meget, der skal flyttes, når hun først begynder at trille omkring for alvor og kan få hendes små pilfingre i alting.

For hun piller! Hun piller i vaskemærker og snore og knurhår. Hun pilller i sin mors mund og sin brors briller. Hun piller små nullermænd op fra gulvet og i hvad som helst, hun ikke skal pille i. Hun piller langt mere end sin bror i samme alder. Han kastede alt fra sig...

Nå, men apropos tiger, så har hun taget springet ind i den sene babyalder for alvor. Hun har opdaget, at der er en sammenhæng mellem årsag og virkning. Det er hende, der laver lyden, når hun banker legetøjet ned i gulvet, eller vinden, når hun vifter med sine bøger og klude. Det er hende, der får spilleautomaten til at spille, når hun pander den én. Og det er hende, der får hunden til at springe op og gø, selvom hun ikke helt præcis har regnet ud, hvad hun egentlig gør. Men sjovt er det



Hun er også blevet vild med at komme i bad. For hun kommer i bad med storebror! Først fylder jeg kun karret en trediedel og drypper lidt olie i. Og så hopper ungerne ellers i, og de synes begge to, at det er en fest. Og så behøver jeg ikke holde på Elvira imens. Endelig en fordel ved at have to unger!


Vi har også fundet og navngivet flere vinbjergssnegle. De får deres eget indlæg snarest. Og i morgen skal vi på Fælleden og samle ind til hyldeblomstsaft og brændenællesuppe..

tirsdag den 31. maj 2011

Madglad

Jeg må lige tilføje dette lille øjeblik efter aftensmaden. Elvira får som regel tallerken og ske til egen fornøjelse, når hun ikke gider spise mere. Det kan hun godt lide - og moderen elsker jo at vaske... Hun er i hvert fald selv uden om det, når hun lader sine børn lege med maden.



Velbekommen!

Søskendekærlighed

Storebror var småsyg her til morgen med tør hoste og fik lov at blive hjemme fra børnehaven. Det viste sig dog hurtigt, at han mest var lidt forkølet og at han savnede sine venner. Men lillesøster nød opmærksomheden, som så i stedet pludselig blev hende til del:



Jeg synes jo ellers, at jeg er ved at være lidt tyndslidt i kanterne og kan til tider have lidt svært ved at huske at se det sjove i mine børns påfund og lave lidt sjov med det hele. Men sådan et øjeblik er jeg ret glad for at have mit kamera lige ved hånden, så jeg kan hive billederne frem og minde mig selv om, at det var derfor, jeg fik nummer to...

De er sgu det hele værd. Og hvis de ikke er alligevel har jeg da nu et par meget gode billeder til en salgsannonce med mængderabat på Den Blå Avis.

mandag den 30. maj 2011

Hjemmelavet fedtcreme

Jeg har jo før skrevet om min begejstring for Rebecca Perssons økologiske babyguide "Baby - 100 procent uden tilsætning". I afsnittet om pleje støder man pludselig på en helsides faktaboks om den ultimative "alt-mulig-fedtcreme", som kan bruges til alt fra røde numser til rifter og røde frostkinder mm. Og som Rebecca så skriver: "og du skal selv lave den"...

Jeg lader lige sætningen stå et øjeblik.

Ja, rigtig gættet. Den kunne jeg ikke stå for. Selvfølgelig skulle jeg da det! Der er jo kun tre ingrediencer i opskriften: bivoks, olie og smeasmør og bogen har henvisning til webshop, der ligger inde med hele herligheden inklucive glasbeholdere. Så jeg greb musen og tasterne og vips havde jeg bestilt smeacreme og bivoks og ventede spændt på det store øjeblik.

Den første udfordring viste sig, da jeg skulle måle en halv deciliter bivoks op. Jeg mener, bivoks er jo ligesom i bløde plader og stivner ved stuetemperatur. Hvor meget plade går der lige på en deciliter??

Jeg besluttede mig for at smelte bivoksen i vandbadet først og så måle, hvor meget jeg havde og gange op derfra. Ikke så smart beslutning, men hvad ved bønder om agurkesalat??



I starten skete der ikke rigtig noget. Jeg skoldede mine fine små glas og rodede lidt rundt i mine bivoks-bider. Men så skete der noget - det begyndte at smelte lige så fint som lovet i bogen:


Snart stod jeg med den flotteste ravgule væske og kunne nok se at en deciliter sammenpresset bivoks ikke giver en halv deciliter i flydende form. Jeg hældte det over i et decilitermål for at tjekke. Der var en kvart deciliter, men lige efter var der mindre - for voksen begyndte straks at stivne langs kanten af skålen og i målebægeret. I en fart måtte jeg have voksen tilbage og dokumentationen måtte holde pause midt i travlheden.

Jeg valgte i stedet af fylde en deciliter vand i en skål af samme størrelse og så smelte på øjemål. Jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan man opmåler flydende voks nøjagtigt. Men jeg har til gengæld fundet ud af, at det er ret håbløst at gøre rent efter...

Nå, men jeg fik smeltet voksen og tilsatte nu smeasmør og olivenolie:


Nej, det er ikke mit kamera, der har et problem med farver. Denne suppe var faktisk det umiddelbare resultat. På dette tidspunkt havde jeg ikke store forhåbninger om, at der ville komme en creme ud af anstrengelserne, men der var ingen vej tilbage. Så jeg smeltede videre


Og stod efter yderligere 10 minutters tålmodighed (ya, right...) med en fin, flydende fedtcreme. Og fedtet var lige ordet! Hold da op, hvor blev jeg, remedier og køkkenvask fedtet, inden alt var hældt op og gjort rent! Jeg havde jo i vanlig stil startet spontant uden at gennemtænke hele forløbet, og havde derfor hverken tænkt over den hurtige stivning ved overhældning eller på, hvordan man lige hælder flydende, varm væske fra en meget varm stentøjsskål og ned i nogle små glas...

Jeg sparer jer for detaljerne og viser blot resultatet:


Alle cremerne røg fluks i køleskabet som anvist og jeg røg i håndvasken. Til denne del af processen vil jeg gerne tilføje cirka en halv flaske svanemærket, koncentreret opvaskemiddel... Men så er ens hænder også max klar til at afprøve den nye creme.

Og hvordan er den så? Ud over at være hård som sten, så det kræver oversiden af en negl at grave den fri, så er den som lovet meget fedtet!

Tror jeg har misforstået noget med det bivoks. Der skulle nok ikke have været så meget i, for det må være voksen, der har forstenet min creme. Den blødes fint op ved håndvarme, men videre indbydende er den nu ikke, og efter brug er mine hænder både skinnende og - fedtede. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok også vælge en anden olie end oliven - især hvis jeg havde læst de sidste fif til opskriften, inden jeg gik igang...

Men nu har jeg i hvert fald fedtcreme til et års forbrug. Herefter er holdbarheden nemlig udløbet.