Selvransagelse

I dag har jeg vandret på Fælleden i regnen med min sovende datter. Der gik mange tanker igennem mit hoved, og regnen var vældig passende. Samtidig fik jeg bekræftet, at mine støvler og regnbukser holder tæt, men at jeg behøver en ny regnjakke.

Jeg tumlede med én af min personligheders væsentligste styrke og svaghed. Sagen er, at jeg som regel altid har en mening. Jeg kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har stærke meninger om samfund, politik og moral. Jeg har også meninger om skrald, folk smider på gaden og min om søn, der piller næse. Nogle gange tænker jeg: Kan du da ikke bare være ligeglad, Britt? Hvad rager det dig, om de to damer over for i toget, mener at næste station er Hvalsø, når du ved, at det er Lejre? Hvad betyder det for dig, at ham den dovne far i Ludvigs institution altid skal parkere ulovligt på fortovet med sin bil, i stedet for at køre hen på parkeringsområdet? Uanset, om det handler om faktuel viden eller en holdning, så kan jeg ikke lade være med at forholde mig. Jeg sætter mig i andres sted eller sætter måske andre i mit sted. Og alt for ofte kan jeg ikke holde min mening for mig selv.

Det lyder måske dejligt næsten altid at have en mening. Og det kan give en tryghed. Nogle opfatter mine faste meninger som en selvsikkerhed. At jeg hviler i mig selv og derfor ikke behøver særligt hensyn eller tager mig af, hvad andre mener om mig. Det er desværre ikke sandt.  Måske er det i virkeligheden mit analyserende jegs forsøg på at skabe tryghed? I hvert fald lever jeg meget dårligt med uvished og uafklarede situationer. Jeg kan ikke klare en uafgjort sag, og har det svært med mennesker, der ikke kan træffe et valg. Bare et valg, uanset om det er samsvarende med mit eller ej. Jeg er nok en tryghedsnarkoman, forbandet med et analyserende væsen, der ser og hører det meste.

Ja, det er faktisk ofte en forbandelse at have en mening om alt. Det sker, at jeg bliver opfattet som bedrevidende, belærende eller værst af alt: At mine faste meninger opfattes af andre som kritik af deres handlinger og meninger. Men da dette kun undtagelsesvist er min intension, men tværtimod som oftest er ment som en hjælp, opfatter jeg desværre ikke altid selv reaktionen på mine udtalelser.

I dag havde jeg en samtale, der mindede mig om, hvor svært det er, at se sig selv med andres øjne. Eller bare at se sig selv. Men så er det jo godt, at der findes søde og ærlige mennesker, der tager modet til sig og fortæller det på en kærlig måde, når jeg uforvarende har trådt dem over tæerne. Som i dag. Men det gør ondt inden i at se på sig selv uden filter. Når selvhøjtideligheden og selvmedlidenheden er ved at tage over, fordøjer jeg bedst med en god vandretur. Det var i øvrigt en smuk tur.

Efter en times tid vendte jeg vognen mod Ludvigs børnehave og stødte på en mindre sti i den rigtige retning – troede jeg. Jeg startede ud med de bedste intentioner og tiltro, og fulgte den smukke sti, selvom det krævede, at vi pløjede igennem dybe vandpytter over knolde og huller. Godt at have en terrængående barnevogn sådan en dag.

 Efter noget tid nåede vi den officielle sti igen. Men det viste sig nu, at en dyb grøft hindrede mig i at komme over med barnevognen. Der var ikke et menneske i sigte og jeg var tvunget til at gå tilbage, hvor jeg kom fra for at kunne komme videre.

Denne lille episode virkede nærmest symbolsk for mig. Det er fristende at afslutte med, at jeg på samme måde besluttede mig for at ændre min person, vende mig om og lære at holde mine meninger for mig selv. Og jeg ville da ønske, at jeg kunne blive én af de der sociale væsener, der altid formår at sige det rigtige og altid spreder god stemning omkring sig. For de findes. Eller at jeg bare kunne blive én af flokken og holde min mund og forblive anonym, når jeg nu ikke formår at formulere mig på en måde, som ikke misforstås igen og igen.

Men mit livs vej er som denne ransagelsesvej. Den er fuld af stier, som jeg ikke skulle have fulgt, og som til tider får mig til at græde bitre tårer, når jeg må vende om og finde en ny. Eller jeg vælger stier, hvor jeg slår mig eller får våde fødder. Jeg vil altid være fristet af de små, krogede stier, selvom mit tryghedsgen siger mig, at jeg skal blive på den brede, autoriserede sti uden at forholde mig til alting omkring mig. Og jeg er bange for, at jeg er ved at være for gammel en cirkushest til at ændre mit væsen totalt.

Jeg kan kun håbe, at jeg bliver bedre til at vælge, hvornår det er det rette tidspunkt at tage de alternative stier. Hvornår er jeg klædt ordentligt på? Vil mit selskab med samme vej? Er jeg villig til at tage de smæk, der følger med? Og kan jeg lære ikke at tage mig selv så højtidelig, så jeg kan møde velment kritik på en konstruktiv måde uden alt for meget selvmedlidenhed?

Livet er én lang udviklingsproces. Jeg håber, at jeg med tiden bliver bedre rustet til at følge stien med alle dets bump og vandpytter uden at sprøjte mudder op på andre, når jeg træder forkert.