Farlig leg

Forleden spurgte Ludvig mig, hvordan det gik med Casper, min kusines søn, der blev fanget i en ildebrand. Lå han stadig inde på Rigshospitalet? Jeg svarede nej, men det var ikke svar nok, for hvor var han så henne? Så jeg måtte svare, at han desværre var død.

Det førte til en længere samtale, hvor jeg skulle prøve at forklare for min lille, tænksomme søn, hvordan man kan dø af en ildebrand, når man nu havde ligget på hospitalet så længe. Og om han var begravet og om jeg havde været med. Og hvorfor vi ikke havde været med til begravelsen. Jeg forsøgte at holde det udramatisk uden for mange detaljer og forklaringer, som han alligevel ikke forstår. Men han var vedholdende, for han kunne ikke slippe den uforståelige besked, at Casper kunne dø, og jeg vidste, at det ville være en besked, som han ville komme til at gruble længe over.

Således sagde han i går: "Mor er det ikke også rigtigt, at et barn ikke kan dø før sin mor og far?"... eller "Mor, kan man dø, hvis man falder ned af trapperne? Hvad nu hvis man faldt helt oppefra og ned i kælderen?" Og han er tilbage til ikke at turde at falde i søvn alene, får mareridt og kommer over for at sove videre i min seng, inden det begynder at lysne.

I dag legede han og hans gode ven Peter så pumaer. De var pumaer med sværd, og jeg gætter på, at det havde sit udspring i Kungfu Panda-filmen, som de begge er ret glade for. Pludselig overhører jeg deres leg, som mest består i lange forhandlinger om handlingen og deres roller:

Peter: Ludvig, har du glemt, at jeg er den onde, og du er den gode?
Ludvig: Vil du være den onde?
Peter, begejstret: Ja! Og så fangede du mig og så døde jeg!
Ludvig:...
Peter: Så sætter du en fælde op og fanger mig, for jeg er meget farlig, og så slog du mig ihjel med sværdet
Ludvig: Men du besvimede bare, og så kom jeg dig i fængsel

(der bygges et fængsel og legen fortsætter)

Peter: Så satte du mig i fængsel, og så døde jeg!
Ludvig belærende: Man får faktisk mad i et fængsel
Peter, efter en forundret pause: Okay?...
...
Peter: Hvor er mit sværd henne?
Ludvig: Det har jeg.
Peter: Men jeg skulle have mit sværd! Og så slap jeg ud, og så kæmpede vi!
(der kæmpes og Peter falder åbenbart om)
Peter: Og så døde jeg!
Ludvig: Nej, for du besvimede kun, og så døde du heldigvis ikke.
Peter: Men Ludvig, jeg er jo den onde, og du er den gode!
Ludvig stærkt protesterende: Men jeg er jo din ven!
Peter: I virkeligheden?
Ludvig: Ja. Og i legen.

Hvad der videre skete, hørte jeg ikke, da Elvira vågnede fra sin middagslur. Men jeg tvivler på, at Peter fik lov at dø denne gang. Det kan sørme være svært at få lov at beholde sin ven, når man skal være den gode!

Det er svært at skelne for mig, hvor meget det er hans alder og hans voksende forståelse af virkeligheden og sin egen skrøbelighed, og hvor meget det bliver konkretiseret af den faktiske erkendelse af, at man kan dø som barn. Men døden er i hans tanker hver dag i denne tid. Jeg håber, at jeg takler det korrekt, når jeg forsøger at holde mig til den forenklede sandhed. Jeg har jo ingen gud og himmel, jeg kan tilbyde ham til trøst for alt den skræmmende virkelighed.