Læsetid

Før jeg fik børn, læste jeg stort set hver eneste dag. Jeg læste avis, lidt faglitteratur og frem for alt skønlitteratur. Siden blev avisen opsagt, faglitteraturen om børn flyttede op på toppen af hitlisten og skønlitteratur har til tider været en sporadisk aktivitet.

Før jeg fødte Elvira havde skønlitteraturen generobret førstepladsen, men røg straks efter fødslen helt ud i kulden. Denne gang gik der dog ikke et halvt år, før jeg fik overskud til at åbne en bog igen, og avisen bliver nu bragt en gang om ugen. Men det går stadig langsomt. Således især med Sara Stridsbergs Darling River. Ikke fordi, den er dårlig, men den viste sig hurtigt at være lidt aparte for en nybagt mor at læse ved sengekanten, mens ungerne faldt til ro.

Men nu hvor barslen lakker mod enden, måtte jeg se at komme igennem den, da den nødig skulle blive synonym med denne tid. Det er den nemlig alt for sort og trøstesløs til. Det er en meget smuk bog, og alt forfaldet, forrådnelsen, udnyttelsen og ensomheden er skrevet så smukt som en svævende sommerdag uden mål og med i kastanietræets skygge. Eller måske ved en flodbred? Den kan ikke anbefales til en blå regnvejrsdag, men jeg vil heller ikke fraråde at læse den. Min omtale må nok ende lige så uafklaret som bogen.

Jeg må finde noget lysere læsning til sommertiden, inden arbejdslivet kalder igen til september. Men indtil da, har jeg fundet denne:

Jeg læser ellers ikke ret mange noveller, men jeg holdt af Julia Butschkows første bog Apropos Opa, hvis korte kapitler næsten stod som noveller i sig selv; så denne skulle have en chance.