Inden vi nåede over i svinget, hvor den huserede, fik damen dog kaldt sin hund til sig under skældsord og stærkt bebrejdende tonefald. Da vi kom over i svinget, forstod jeg, hvad hunden var så optaget af. Her sad en store skrubtusse og tronede midt i vejkrydset. Jeg undrede mig en del, da vi ikke før har set tusser, og det jo var fuldt solskin.
Vi gik forsigtigt nærmere for at se på den vortede fætter uden at skræmme den væk. Men den blev bare siddende bomstille og stirrede olmt på os. Jeg tænkte instinktivt på hekse og andre gode gamle eventyr og havde ikke den fjerneste trang til at tage den op, selvom jeg normalt gerne samler frøer op.
Men så så vi, hvorfor den sad så stille. Hunden havde ikke bare snusset til den, men haft tænderne godt nede i hovedet på tussen. Den havde nok sluppet igen i en fart, da giften fra tussen begyndte at virke i dens mund, og deraf den meget hoppen omkring.
Det så ikke godt ud. Jeg så mig om efter en kæp, så vi kunne afslutte dens lidelser. Men så begyndte den stædigt at valtre mod den skærmende underskov. Den måtte holde et par pauser, men Ludvig heppede på den, og havde så meget medlidenhed med den stakkels tusse, at jeg ikke nænnede at pande den ned, som jeg burde.
Hele vejen til børnehaven talte Ludvig om, at den nok skulle komme sig. Og måske kom der en dyrelæge forbi, der kunne give den plaster på og hjælpe den. Jeg gik imod alle mine principper og sagde ikke, at den nok var død om en time. For Ludvig træner empati for fuld skrue i disse uger, og hvis han gerne ville tro på tussens overlevelse, ville jeg ikke ødelægge det for ham denne gang.
Da vi gik hjem om eftermiddagen, så Ludvig efter tussen, men den var selvfølgelig væk. Måske har et pindsvin gumlet den i sig eller måske lå den bare død under en brændenælle. Men Ludvig havde fortalt om tussen til alle vennerne i børnehaven og de var blevet enige om, at hunden skulle have en masse tæv... Der er stadig et stykke vej på empatiens knudrede sti!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar