onsdag den 22. juni 2011

Om Løbedillen

De sidste par år er Amager Fælled blevet shinet kraftigt op med renoverede stier, som med vold og magt har fået fordoblet deres bredde og gruset underlaget, så man ikke får sop på en regnvejrsdag.

Det er fint for os, der skal krydse fælleden hver dag. Det er også fint for de religiøse sundhedsdyrkere. Førhen mødte man mest nogle politiaspiranter på tvangsløbetur fra politiskolen, men efter afdelingen er blevet omlagt til uropatruljernes homebase, er der ingen fare for at møde ordensmagten mere. Uroerne løber åbenbart kun efter demonstranter?

Til gengæld vælter det efterhånden med fritidsløbere i alle aldre, afskygninger og udklædninger. Skolen sender ungerne afsted i første time på en motionsrunde, som kun 1-klasserne føler sig kaldet til at løbe. Resten af dem går turen, mens diverse sladder og spil-tips udveksles undervejs. Gamle mænd løber med pandebånd og grå kondibukser eller bare deres almindelige lærredsshorts, mens min egen generations fædre og mødre knokler afsted i smart mærke-løbetøj.

Ludvig har ikke kommenteret på det, får i dag. Pludselig spørger han i midlertid med let forundring:
- Mor, hvorfor er der så mange voksne, der kan lide at løbe?
- øh... Det er nok fordi, de ikke vil være tykke, svarer jeg tøvende.

Men helt ærligt, så aner jeg det ikke rigtigt. Fordi det er moderne, er det svar, der ligger først på tungen. Men det kan jeg jo ikke forklare en femårig. Jeg spurgte en familiefar, der er et sted midt i 40'erne, da vi nåede hjem i gården. Han sad og pustede på en bænk, mens ipod'en stadig hang i ørene.
- Fordi vi gerne vil være unge, grinede han - Det skulle jo være godt for mange ting.

Selv er jeg ikke medlem af fittnessreligionen. Jeg hader at løbe. Det gør ondt i lungerne, og stikker i ryggen. Og man bliver forpustet uden at have det sjovt. Jeg løber som regel kun efter bussen, når der ikke er børn involveret, men synes ellers, at det er sjovt at lege på græsplænen. Jeg spiser slik hver aften og kigger aldrig på fedtprocenten, når jeg handler ind. Alligevel er jeg ikke gået hen og blevet tyk. Det kan være, at det er motion nok i sig selv at være enlig mor til to. Sofaen bliver i hvert fald ikke slidt op foreløbig.

Hvis nogen af jer ved, hvorfor de voksne gider bruge så meget af deres dyrebare fritid til at pine sig selv med løbesko på, så skriv endelig. Så skal jeg give budskabet videre til sønnike - som i øvrig også hader at løbe...

4 kommentarer:

  1. Som de fleste tilsyneladende meningsløse ting, voksne foretager sig, handler løbedillen om sex og død, tror jeg...
    Henholdvis at være attraktiv nok til at tiltrække eller holde på en partner, eller sund nok til at overleve alle de andre gamle fjolser på plejehjemmet til sin tid.
    Iøvrigt hader jeg også at løbe.

    SvarSlet
  2. Død og sex. Det lyder meget sandsynligt i mine ører. Men jeg vil lige tygge lidt på, hvordan jeg forklarer det til min søn... :-)

    SvarSlet
  3. Jeg har givet et bud på et svar (fra en forholdsvis nystartet løber) her

    SvarSlet
  4. Tak for budet, Jens. Hvis man løber, fordi man(d) kan, så løber jeg måske ikke, fordi jeg ikke kan..? :-)

    Det giver jo meget god mening. Og nemt at sige til sønnike: Fordi de faktisk kan løbe!

    SvarSlet