Mens Ludvig tonsede rundt i Lalandias legeland sidste fredag, sad jeg på et tidspunkt med en kop kaffe på et gammelt træbord midt i orkanens øje, og nød en pause helt for mig selv. Jeg kom pludselig til at tænke på, hvor længe siden det var, at jeg havde tænkt på mig selv som andet end mor. Jeg ser slet ikke mig selv med andres øjne mere, hvor jeg førhen ofte tænkte på, hvad andre mon tænkte om mig og min person. Men da jeg sad dér i legeland uden barn og drak min automat-latte, kom jeg pludselig til at tænke på, at alle andre, der så mig netop kun ville se en mor, der tog sig en pause. De så altså formentlig mig selv præcis som jeg selv gør til daglig.
Jeg fik akut trang til også at tænke på mig selv som kvinde, som Britt, som den tidsløse pige indeni, som i kernen jo er den samme som, da jeg var barn. At være så optaget af mine egne tanker og følelser, at jeg kunne finde på at skrive et digt igen. At sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig var, jeg ville med mit liv, nu hvor jeg om få år er 40, og stadig mangler at finde min arbejdsglæde og mål med hverdagen. Som ung havde jeg mange drømme og forestillinger. Lige nu har jeg kun drømme om at få en time eller to for mig selv om aftenen og det meste af min nattesøvn.
I dag, da jeg lå på græsplænen i vores dejlige gårdhave med en bog, mens Ludvig legede tingfinder, fik jeg igen en erindring om mit tidligere jeg. Jeg huskede alle de timer og dage, jeg har tilbragt i denne gård, før jeg blev mor. Alt den frihed jeg havde til at læse alle de bøger, eller tælle alle de skyer, jeg havde lyst til. Også dengang lå jeg midt i den livlige gård med snakkende naboer og legende børn. Og jeg kendte ikke et øje. Jeg var ikke en del af nogen relationer eller samtaler omkring mig og det var uendeligt ensomt og tomt. I dag kan jeg ikke gå i gården uden at føre alt fra en til ti forskellige samtaler, jeg kender halvdelen af ungerne i gården og flere af dem meget tæt, da de lever en stor del af deres fritid i min søns selskab. Jeg kan ikke gå ned og handle uden at hilse på adskillige bekendte. Og alt dette skyldes ikke tidens arbejde for den generte kvinde, men alle de døre, børn åbner for deres forældre, og alt den selvbevidsthed, der forsvinder ud i tågerne, når man ikke har tid til at tænke over sig selv. Og først og fremmest. Rastløsheden og spørgsmålene til livets mening er ikke mere så påtrængende og gnavende. For uanset hvad der sker, er jeg jo nu mor til to skønne unger for resten af livet.
Måske finder jeg med tiden en balance mellem at være mor og kvinde, når jeg har øvet mig nogle år endnu...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar