mandag den 25. april 2011

Påsketur

Så er vi tilbage efter en uges påskeferie i Marielyst. Mens København boltrede sig i varme solstråler, tog vi ned for at bebo den enorme feriehusgetto, mens den iskolde østenvind stod lige ind fra havet, og sikrede os mod solskoldning, da det var alt for koldt til bare at overveje at tage mere end jakken af trods strålende solskin.

Men så behøvede jeg ikke at ærgre mig så meget over at måtte være inde med Elvira i hendes vågne stunder. Dem brugte hun primært på gulvet i selskab med sin 4 måneder ældre fætter Philip. Han kan både rulle og møve sig frem og står på spring til at kravle, så der var nok for Elvira at følge med i. De hyggede sig i hinandens selskab og det var forbavsende få gange, vi behøvede at gribe ind. For selvom Philip ind i mellem tog sig en ubevidst rulletur delvis over Elvira, så var hun bare begejstret for at få lov at gramse på ham, hver gang han var inden for rækkevidde. Han fik også lov at hugge hendes legetøj uden protester fra hendes side. Bare han ville blive i nærheden.









Elvira blev så inspireret af Philip, at hun også flere gange måtte prøve at rulle om på siden. Desværre vil hovedet ikke rigtig med. Men så kan man da i det mindste se verden fra en ny vinkel.




Ludvig var mest optaget af Philip, som jo kan noget mere end Elvira. Men han ville også gerne holde sin lillesøster ind i mellem for lige at understrege sin storebror-status.



Og den ene dag fik mormor og morfar lov at få Elvira for dem selv, mens vi tog med min søster, svoger og fætter Philip til Lalandia. Vi kom jo for at bade, men Ludvig syntes egentlig at Monkey Tonkey legeland var det bedste. Her kunne han sagtens have brugt hele dagen.






















Og sådan gik en uge uden de store udskejelser egentlig ret hurtig. Og nu er vi allerede tilbage i den varme stad og moderen blevet forbrændt i nakken...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar