tirsdag den 5. april 2011

Elvira

Tiden løber af sted og Elvira har nu taget et nyt spring fremad i sit fire et halvt måned korte liv. De nye færdigheder står simpelthen i kø for at blive opdaget af den lille dame. Og jeg er blevet alt for dårlig til at dokumentere forløbet. Om 15 år står hun formentlig med hænderne anklagende i siden, mens hun spørger mig, hvorfor der egentlig er så mange flere babybilleder af Ludvig end af hende...

Således har jeg ikke noget billede af den første dag i sidste uge, hvor hun opdagede sine fødder, mens hun blev skiftet. Det er hun meget optaget af. Men også meget irriteret. For de dér fødder vil ikke komme helt ned til hendes mund. Og i Elviras verden skal alt i munden. Men anstrengelserne på at få fødderne op til hovedet har betydet, at hun tilter omkring og nu kan komme om på siden. Kun den nederste arm hindrer hende i at rulle hele vejen fra ryg til mave. Det er store sager i en mors øjne!

Nu har jeg da i det mindste fået erhvervet mig et funktionelt kamera igen efter at mit elskede Sony kompakte kamera opgav ånden (eller evnen til at vise andet end flimmer på displayet). Så nu er der ingen undskyldninger længere.

Derfor får I lige et billede af hendes efterladenskaber efter dagens grødoplevelse. Vi har nu leget med grød hver formiddag en uge, og hun synes, det er spændende. Hun kan sprutte risgrød ud i en forbavsende stor radius, og lave meget flotte, hvide ris-spytbobler. Skeen elsker hun at gnaske på; helst med en finger eller tre i munden samtidig.



Men efterhånden kommer der vist også lidt grød hele vejen ned i maven. Hun har opdaget, at det faktisk er mad og åbner nu munden, når hun er klar til næste skespids. I dag spiste hun næsten halvdelen af sin lille portion selv når vi tager højde for, hvad der var smurt ud over hende og mig af grød. Til gengæld er hun klar til et fuldt tøjskifte bagefter. Hvad grøden ikke rammer, bliver nemlig i stedet gennemblødt af vand, når hun begejstret kaster sig over koppen for at erobre den fra mig og helst hælde hele indholdet ned over sit eget hoved på én gang. Og så siger man, at børn ikke gider drikke vand?

Apropos putte i munden, så fandt Elvira selv et nyt spændende stykke legetøj på sengen i dag efter sundhedsplejersken havde været her og konstateret, at den lille prop nu er 65cm og vejer 7900g (!).





Elvira afslører her, at hun er en pige, da hun allerede nu evner at multitaske med sit legetøj. Hvorfor nøjes med målebåndet, når man kan få tusindbenet med samtidig? Og se, hvordan hun nøje studerer talene, samtidig med, at hun smager på dem? Er nu ikke sikker på, at denne type plastik er godkendt til børn under 3 år...

Og så lige en køkkenhilsen, mens mor laver maden! Bemærk hendes ihærdige forsøg på at gnide sokkerne af, selvom mor har trukket dem godt op om bukserne. Strømper - de skal da kun på, for at skubbe dem af, ikke?


2 kommentarer:

  1. Nuhhhrrrrrr :-) hvor er hun bare øndig!!

    SvarSlet
  2. Takker :-)
    Hun får mange komplimenter for det sindsygt lange, tætte hår. Men da det samtidig er fantastisk til at opbevare gammel gylp er der ingen vej udenom - på lørdag skal hun klippes - 4½ måned gammel...

    SvarSlet