Læsetid

Jeg har læst i en bog! En skønlitterær af slagsen. Ikke Politikens "Børnenes sygdomme" eller Gyldendals "Vores Barn" eller en anden fagbog. Men en rigtig skønlitterær bog, hvor man selv må gætte og bestemme, hvad der er fiktion, og hvad der kunne være en smule sandt.

Jeg er helt overvældet over den nye epoke i mit liv som mor til to. Efter at jeg er begyndt at holde Elvira vågen efter den tidlige morgenflaske samtidig med at vi spiser morgenmad, er hun begyndt at gå tidligere i seng i den anden ende. Det betyder, at jeg rent faktisk har en time eller halvanden, der er min egen om aftenen. Jeg tør næsten ikke skrive det, for hvad nu, hvis det var var en fire dages undtagelsestilstand, og vi i aften vender tilbage til det gode gamle mønster, hvor Elvira mener, at hun skal være oppe til ti-elleve-tiden...

Ludvig er på mini-ferie hos mor-forældrene, og i mit nyvundne overmod svingede jeg forbi den lokale bogpushers vindue. Og faldt sådan helt tilfældigt indenfor og i snak med indehaveren, der selv er passioneret romanlæser. Nu er det så, at jeg ikke håber, at min mor læser med. For jeg gik ud igen med tre bøger - som i bøger, jeg havde købt og betalt i dyre domme, selvom jeg sikkert kunne have lånt dem på biblioteket og betalt mine sædvanlige afgifter for at aflevere alt, alt for sent. (ja, jeg får også SMS og e-mail, når lånetiden er ved at være slut - men den slags virker jo kun idet man læser dem...)

Tankevækkende i øvrigt: Jeg er snart 38 år, og får stadig dårlig samvittighed ved tanken om min mors misbilligelse, når jeg bruger penge på unødvendige nydelser såsom bøger, delikatesser og tøj til ungerne fra små dyre børnebikse. Mig, min mor og penge - det er vist et emne for et helt andet indlæg...

Nå, men i aftes tog jeg så hul på den første bog, som var den sidste, jeg købte i torsdags. Det var boghandlersken, der lokkede med den ud fra mine to første valg og vores snak om Bitterfissen, Josefine Klougart og Helle Helle. Det er en lille fin sag, der bærer den slående lokalprovensielle titel "Føtexsøen", skrevet i 2009 af Lone Aburas.

I bedste 2000-stil er den et frakmentarisk rodsammen af tanker, erindringer og glimt af den kvindelige jeg-fortællers nuværende situation uden inddeling i kapitler og andre ordensinddelende forstyrrende principper. Hovedpersonen hedder Lene (forfatteren Lone), er halvt dansk, halvt egyptisk af oprindelse, men helt igennem dansk af sind. Hun er vokset op i ingenmandsland, her kaldet Høje Tåstrup og befinder sig i en tilstand af mentalt ingenmandsland, mens hun arbejder i Føtex, og forestiller sig, at hun er ved at skrive en absurd roman, der udraderer hele den etablerede danske forfatterstand og derved skaber tomrum og husrum for nye spirer og kræfter. Det foregår på bedste Titanic-manér og er ganske morsom. Især da tankespindet siger så meget om Lene og hele den danske mentalitet om, at det er de andres skyld og nogen burde gøre noget, og hvis bare det hele var anderledes. Lige i øjet, og meget rammende for bloginden herinde...

Jeg er allerede en trediedel gennem bogen. Den er let læst, sort, morsom og tankevækkende og helt og fuldkommen en del af sin tid af unge forfatterinder, der gør op med deres familie og sig selv. ("Apropos Opa" og "Stigninger og Fald" for at nævne et par oplagte eksempler) Jeg glæder mig til at læse resten med :-)