Kærlighedsdråber

I morgen er det 10 uger siden, jeg stoppede med at amme. Jeg gav Elvira og mig selv en kold tyrker. Egentlig var det blot meningen, at jeg skulle give et par flasker, så mine ødelagte, svampebefængte brystvorter kunne få en lille pause, inden næste smertenstur ved brystet.

Men da jeg først havde taget hul på flasken og kæmpet med grædende babt, der bare ville have sit elskede bryst, kunne jeg bare ikke få mig selv til at lægge hende til mere. Det var sådan en lettelse at gå fra frygten for næste måltid til den smertensfrie tilfredshed ved at se mit barn mæt uden at hun samtidig skulle gnaske mig til blods og laser. Siden har jeg ikke forsøgt at lægge hende til, og nu kan jeg også skrive om det uden at tude samtidig.

Ved badet her til aften kunne jeg for første gang kun klemme en lille dråbe mælk ud af hvert bryst. Og nu håber jeg virkelig ikke, at ammepolitiet læser med. For ja, jeg har faktisk haft så meget mælk i adskillige uger efter endt amning, at jeg sandsynligvis kunne have startet amningen op igen efter mine brystvorter var helet i løbet af de uger i ro. Måske kunne jeg så have fået produktionen så meget op, at jeg kunne have kørt sideløbende amning og flaske. Sandsynligvis ville jeg så igen få sår på brystvorterne, hvis Elvira overhovedet ville være med på legen igen, da hun sutter skævt og skulle have underkæben trukket ned masser af gange under en amning, for at mindske generne. Og så var jeg nok stoppet igen. Og taget turen endnu engang med frygtelige brystspændinger, brystmassage gennemvædet tøj og kronisk grådlabil tilstand, indtil jeg var tilbage ved udgangspunktet.

Det ville jeg ikke udsætte mine børn for, så jeg har ikke forsøgt. Så meget desto mere absurd - ja nærmest provokerende - er det, når mine bryster så fortsætter med at producere nok mælk til at sprøjte og løbe under badet i ugevis efter. Den eneste forklaring, jeg kan tænke på er, at jeg må udskille masser af oxycin, når jeg sidder med Elvira og hygger med at give flaske eller når vi pludrer sammen i halve timer på sofaen. Var det ikke for alt den kærlighed og nærved med min skønne lille tøs, var det måske gået noget hurtigere med at udfase mejeriet. Så det er alligevel med lidt vemod, at jeg nu igen kan sove uden ammeindlæg uden at vågne op med våde pletter næste morgen. Der vil aldrig mere komme mælk i mine bryster. En vemodig tanke.

Apropos amning versus flaske, så spurgte jeg min søde sundhedsplejerske, hvor mange der ammede efter en måneds tid. Baseret på hendes mange års erfaring mente hun, at det lå omkring 45% - altså under halvdelen af alle nybagte mødre... Det er jo tankevækkende, når det nu er så sundt, godt og naturligt at amme, at det bare ikke vil lykkes for os moderne kvinder. Er vi for svage og pivsede? Er det for nemt at gribe flasken i stedet for? Eller er vi bare så lykkelige ikke at skulle gå igennem alverdens kvaler og smerter for at kunne mætte vores kære små? Jeg hælder mest til det sidste.

Jeg har to mødregrupper, de passer nogenlunde ind i den uofficille statistik. I den ene er vi fem: 2 ammer fuldt, 2 giver kun flaske og 1 kører sideløbende amning og flaske for at have nok. I den anden er vi 6, og der er vi 2, der giver fuldt flaske, og en, der er ved at gå over til flaske for at begynde at få sin nattesøvn efter 4 måneder uden mere end 2-3 timers sammenhængende søvn, når det går højest.

Der bliver fællet mange ammetårer derude i de danske hjem inden for de fire vægges skærmende læ.