2-månederstjek

Så har min helt igennem ok sundhedsplejerske været forbi for at tjekke op på lillesøsters tilstand. Hun fik fine karakterer i både øjenkontakt, trivsel, højde og vægt. Hun følger sin fødselskurve til 12, selvom hun har været igennem ammestop og nu også skifte af MME mærke. Moderen derimod dumpede i diciplinen "lægge sit barn på maven" og måtte informeres om, at lillesøsters baghoved er begyndt at blive fladt. Det er så Elviras fortjeneste, at det ikke er skævt, da hun endnu ikke har udviklet nogen favoritside at henslænge sit hoved til. 12 til Elvira igen.

SP kunne også berolige med, at hendes aften-uro "jeg-vil-ikke-sove-men-heller-ikke-sidde-stille-men-bæres-rundt-i-lejligheden-indtil-næste-måltid-og-du-kan-lige-vove-på-at-lægge-mig" ikke er kolik men helt almindelig adfærd for babyer på to måneder. Tænk, at jeg allerede har glemt det på fire år...

Så i stedet brugte vi resten af tiden på at tale om storebror. Meget typisk. Han sniger sig generelt ind alle steder og vil meget nødig overlade noget af min tid til lillesøster, hvis det ikke involverer ham samtidig. Nu altså også, når det gælder lillesøster-aftalen med SP!

Ludvig har på det sidste prøvet at overbevise mig om, at jeg ikke bestemmer over ham. Og han kan være både henkastet cool og direkte flabet i sine svar:
- Ludvig, du skal lige tisse, inden du skal i seng
- Nej,
- Jo, alle tisser, inden de går i seng. Hver aften (prøver den pædagogiske, almene tilgang)
- Det skal jeg så ikke, svarer ungen nonchelant.
- (!)
eller:
- Jeg vil ikke have, at du kaster med den bold herinde i stuen. Der er ting, der kan gå i stykker.
- Jeg kan ikke høre, hvad du siger
- (!!!)
Her er det så, at Ludvigs mor desværre kan miste besindelsen, hvis det er aften omkring sengetid, lillesøster kun vil bæres rundt på rystemåden og hele hytten sejler. Desværre. For jeg er ellers én af dem der mener, at det også er skadeligt at råbe af sine børn på den grimme måde, og efterlader utryghed og usikkerhed længe efter. Så meget desto værre, når jeg så råber flere aftener i træk. :-(

Heldigvis havde SP ikke noget imod at snakke om storebror i stedet. Og det var som altid dejligt beroligende at høre, at andre forældre har præcis de samme udfordringer med deres ældste pode, når nummer to støder til. Også selvom de er to, der burde være voksne, der er med til festen. Og måske er jeg i virkeligheden også en smule for kontrollerende. For selvom han kun er fire år - så er han jo altså også fire år. Faktisk næsten 4½ - på ægte!