torsdag den 27. januar 2011

Tupper-misu

Hvad gør man, når lillepigen lige pludselig går til ro for natten allerede klokken 22? Styrter man ud og laver næste døgns flasker og kaster tandbørsten i munden for at kunne se dyner fem minutter efter og få chancen for ekstravagant meget søvn?

Nej vel? Man fejrer i stedet sin nye tupperwarekande! Mit første tupperwareindkøb i mit 37-årige liv! Jeg er spændt og begejstret. I flere uger har jeg higet og søget efter en plastkande med lufttæt låg til køleskabsdøren, der kunne rumme mimimum en liter. Det lyder let. Men det har været helt håbløst. Alle butikker, jeg har været i, har måttet melde hus forbi - og jeg har prøvet mange!

Men så viser det sig, at mosteren til én af de søde kvinder i mødregruppen er tupperware-dame - og endnu bedre: Hun kan skaffe mig sådan en eftertragtet kande til 1,4 liter! Straks er vi i gang med at handle og i dag har jeg hjembragt trofæet. Meget retro i bleggul med geometriske mønstre støbt ind i det uforgængelige plastik:




Om lidt skal jeg ud og røre 40 skefulde hvidt pulver ud  i 1200ml vand og som en anden tryllekunstner forvandle vand til mælk. Det bliver stort. Ikke mere noget med at skulle stå og blande de 6 flasker én efter én! Ikke mere noget med at skulle bande over, at hun tømmer flasken og ikke vide, om man skal tage hul på den næste fulde flaske eller bare trække den til næste måltid.


Jeg fejrer indkøbet med et andet af dagens indkøb. Da vi kom så sendt hjem fra børnehaven i dag, drog vi forbi det lokale italienske "Bageri og køkken" - Il Pane di Mauri. Her indkøbte vi ægte italienske pizze og moderen sneg så lige denne her med i købet uden at storebror bemærkede noget:


I skrivende stund er bakken med denne luksus-tiramisu på magisk vis allerede tom. Festen nærmer sig sin afslutning - for om X timer skal lillesøster have mad igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar