Falde til

Jeg har en baby-bibel. Hver gang, jeg er i tvivl om noget eller frustreret over noget andet, hvad angår mine børn, så slår jeg straks op i BIBLEN. Den sælges under navnet "Vores Barn" af Penelope Leach. Titlen burde jo ellers ekskludere mig, da mine børn ikke er "vores", men kun mine. Men den har alligevel reddet min ligevægt og holdt mig oven vande igen og igen.

Det kan godt være, at det er en dansk tilpasset udgave af en engelsk forældrebog, men den passer simpelthen som hånd i handske med mine grundværdier og pædagogiske tanker i teorien, og hjælper mig med at føre dem ud i praksis. Her er ingen "Godnat og sov godt!" eller TIME OUT - to ekskluderende metoder, som jeg slet ikke kan med. Lige meget hvor provokerende og frustrerende mine børns opførsel har været og vil blive, vil jeg aldrig ekskludere dem ved at udelukke deres krop fra fællesskabet på grund af en handling. Jeg vil aldrig bevidst underkende dem som person på krop og sjæl.

Nå, nok om dén kæphest for nu. Denne bog dækker de første seks år g er delt op i aldersgrupper, der følger deres udviklingstrin. Det første kapitel er om spædbarnet. Det næste handler om de første seks måneder: "Barnet er faldet til". Det indledes sådan:

Pludselig en dag opdager du, at du ikke længere betragter dit barn som en uforudsigelig og derfor temmelig skræmmende nyhed, men er begyndt at opfatte ham som et individ med egen smag, egne ønsker og særlige karaktertræk. Når det sker, vil du vide, at dit barn ikke længere hører til de nyfødte, men er ved at vænne sig til tilværelsen".

I dag blev jeg klar over, at vi er nået hertil. Tre dage i træk har vi ikke haft en eneste periode, hvor jeg måtte bære Elvira rundt mave mod mave, men jeg agerede levende rystepudser. Elvira har spist, smilet, leget, blevet træt og pjevset, kommet på armen, studeret fingre (egne og mine), faldet til ro og lagt til at sove - ligesom man læser om i en babybog og som man tror, det er at have en baby, før man får en baby.

I begyndelsen regnede jeg med, at det var en fejl. At mavekramperne ville vende tilbage med uroen og gråden og "jeg holder mig lige vågen hele aftenen bare af princip". Men nej. Der er ikke tale om en fast rytme eller fravær af gråd eller vågne aftentimer. Men det hele er bare nemmere at overskue, når den næste ryste-baby-vandring ikke lurer om hjørnet som en skygge hele tiden. Og så var det, jeg kom til at tænke på, om det mon er hende eller mig, der er faldet til? Er det hende, der har erkendt tilværelsen, eller mig, der har erkendt, at jeg har to børn og den tilværelse, der følger med? Giver hendes erkendelse mig en ny ro til at kunne overskue min Mor Til To-rolle, eller er det min erkendelse og efterfølgende ro, der har smittet af på hende og gjort det muligt for hende at rumme sin træthed og rent faktisk falde i søvn, når behovet opstår?

Sammenfaldet er tankevækkende. Jeg hælder mest til at tro, at det er mig selv, der er faldet til. Elvira er blot Elvira lige her i nuet med en vag erkendelse af fortiden før sidste lur og absolut ingen forestillinger om den fremtid, der ligger fem minutter fremme.