Så indtraf det magiske øjeblik, hvor det endelig lykkedes for mig at få et bad - for første gang siden fredag...

Knapt var vi ovre Ludvigs bronkitis, før jeg selv mærkede det krasse godt i bronkierne. Jeg ignorerede det dog, og besluttede mig for, at jeg ikke var ved at blive syg. Men da Elvira lørdag eftermiddag fik feber og begyndte at hoste, kunne jeg ikke ignorere det mere. Og det gik så resten af weekenden med - inklusiv nætterne.

Nu sover de så begge to OG jeg har været i bad OG har lavet mælk og kogt sutter til Elviras næste døgn. Jeg burde styrte ind i seng, mens der stadig er ro, men jeg orker ikke rigtig at rejse mig op fra sofaen igen.

Midt i host, feber, gråd, manglende søvn og storebror-sorg over at måtte gå til fastalavn alene nede i gården (sammen med bedstevennen og dennes mor vel at mærke), kom jeg til at hallusionere om, at jeg var hovedpersonen i en amerikansk film. Jeg forestillede mig, hvordan den rapkæftede bedsteven eller den dominerende mor kom fejende ind i en hvirvelvind af effektivitet og vilje, og overtog roret. Jeg ville blive smidt på hovedet i seng forsynet med et dusin bløde lommetørklæder, og børnene ville på magisk vis blive helt stille ved hendes tilstedeværelse. Og når jeg så et halvt døgn senere dukkede op til overfladen igen, var mit hjem skinnende rent og ryddet, duftende af frisklavet kaffe og nyudsprungne påskeliljer.

Behøver jeg tilføje, at jeg så ikke er hovedpersonen i en holiwoodfilm?

Men i nat skal jeg (måske - forhåbentlig) have min seng helt for mig selv og sove adskillige timer i træk kun afbrudt af en enkelt optankning af lillesøster og måske en lille dynepålæggelse for storebror.