Vi er 7-9-13 (tak Julie) stadig raske. Og derfor har vi kastet os ud i det sociale liv for fuld skrue. Fredag besøgte vi én af Ludvigs nye venner fra børnehaven. Hans mor er også på barsel med en lille plut, så vi kunne fint holde de store hjemme fra børnehave, så de kunne lege og lære hinanden at kende mere privat i fred og ro. Imens kunne mødrene så dele oplevelser om fødsel, amning, søvn, dårlig samvittighed og alle andre obligatoriske emner, vores liv drejer rundt omkring for tiden - og det gjorde vi så. mødre og sønner hyggede sig gevaldigt i mange timer lige fra start til slut.
I dag besøgte vi så en gammel legekammerat fra vuggestue-tiden. De to drenge har ikke set hinanden i 2 år, men legede straks løs og svingede fint præcis som dengang. Mødrene fik også delt tanker om alt fra himmel til jord og især om drenge lige omkring de fem år.
Umiddelbart lyder det som to ens dage, med to meget ens oplevelser. Og sådan virker det også på Ludvig. Han er kun optaget af, hvad han legede med de to drenge, og hvilket fantastisk legetøj de har, som han ikke har. Men faktisk kunne de to hjem ikke være mere forskellige.
Det ene hjem var et imponerende eksempel på Feng Shui. Store hvide rum med minimal, smagfuld indretning. Smukke designermøbler og dertil lamper. Store rolige flader, næsten ingen personlige genstande, men alting afstemt smukt til rummene. Børnene kunne lege løs, som de havde lyst uden henstillinger eller nervøse trækninger. Og de var helt upåvirkede. Da vi kom hjem, syntes jeg dog at vores eget lille hjem var endnu mere indeklemt og overfyldt end vanligt.
Det andet hjem var som at træde ind i en artikel om det kreative selvrealiserende menneske. Den store lejlighed var fuld af personlige genstande, køkkendøren var tavlemalet, køkkenbordene bugnede af indkøb, særlige indretninger, nips og små, sjove indfald. Hele lejligheden var tapetseret med tegninger, malerier og ikke mindst fotos, og møblerne var en blanding af genbrug, arv, kitch og super moderne. Børneværelsets ene langvæk var et væg-til-væg-gulv-til-loft maleri af en afrikansk regnskov komplet med zebraer i fuld størrelse. Desuden var der proppet med musikinstrumenter overalt. Da vi kom hjem, følte jeg at min lejlighed var usædvanligt rydelig og ordinært kedelig.
Begge hjem var så rendyrket personligt, et udtryk for en livsstil, og begge hjem rummede børnene på lige vilkår. Jeg var utrolig stolt af min søn, der var helt upåvirket af omgivelserne totale omskiftelighed fra den ene dag til den anden, men udelukkende var optaget af sine nye relationer. Selv kommer han jo fra et meget praktisk, aldrig helt ordentlig IKEA-hjem, hvor de fleste møbler er midlertidige og ingen af dem passer sammen. Manglen på stil er nok det mest kendetegnende for vores lille, proppede lejlighed, som vi forlængst er vokset ud af, men bare ikke har fundet ud af at komme videre fra.
Ludvig vil meget gerne lege med begge drenge igen en anden dag. Spørgsmålet er, om lige børn stadig leger bedst - eller om det måske bare først slår igennem, når de bliver lidt ældre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar